yoel caspersen blog bloghoved

Nu med Vækstfonden i ryggen

I dag har vi hos Kviknet taget et vigtigt skridt fremad.

Vores historie begyndte med to mand i en kælder i et forstadskvarter i det, københavnere ynder at kalde for provinsen, og det er en klassisk iværksætterhistorie.

Vi gik ind i telebranchen med et mål om at få gjort op med den dårlige service, de høje priser og den sædvanlige arrogance, man møder fra gamle, store virksomheder, der tager kunderne for givet.

Målet var at skabe en virksomhed, vi selv havde lyst til at være kunder i, en virksomhed, vi kunne være stolte af, og som også er her i morgen.

En rådden branche

Undervejs lærte vi en masse om telebranchen, og det er ikke for sarte sjæle. Det er en rådden branche præget af virksomheder, der er totalt blottet for moral.

Det er lige fra online-medier, der bilder brugerne ind, at de er neutrale, mens de sender dem videre i den retning, der giver mest returkommision, til betalingsformidlere, der sidder som igler på ryggen af samfundet og suger blod, mens de har øjnene stift rettet mod aktiekursen og ledelsens kortsigtede bonus.

Det er store teleselskaber, som konsekvent bruger beskidte tricks over for både kunder og samarbejdspartnere, og det er myndigheder, der sover i timen, mens deres ansatte job-shopper mellem lobbyorganisationerne for de virksomheder, de er sat i verden for at regulere.

Med andre ord, business as usual - og kampen er benhård.

Nu skal der arbejdes!

Jeg er selv af den overbevisning, at der altid er plads til en virksomhed, der opfører sig ordentligt, selv om den opererer i en beskidt branche.

Vi har gennem det sidste halvandet år vokset på en blanding af lave priser og god kundeservice, og det er en opskrift, der virker. Vi har mangedoblet vores størrelse, hvilket er et grundvilkår for en iværksættervirksomhed, men nu har vi nået et punkt, hvor vi skal op i en anden liga, så det kan blive rigtig sjovt.

Derfor har vi indledt et samarbejde med Vækstfonden, som tror på vores koncept. Vækstfonden har været involveret i en lang række spændende virksomheder, lige fra Vivino og Mofibo til Universal Robots.

Samtidig har vi fået en investor ombord - det er serieiværksætteren Helge Munk, som har en lang erfaring i IT-branchen og for ca. 9 år siden solgte sine virksomheder Munk IT og Munk Hosting til hhv. Norriq og Athena. Helge Munk er involveret i en række iværksættervirksomheder inden for IT, herunder Budget123, som udvikler budgetværktøjer til erhvervslivet.

Nu har vi fået boostet kapitalen, og der er vildt mange spændende ting i støbeskeen, som jeg glæder mig til at fortælle mere om i den nærmeste fremtid.

Stay tuned!

Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jn Madsen

Kan i beholde jeres "kunstneriske frihed",- når der er flere involverede?

I er kommet godt i gang,- baseret på flid, omtanke, omhyggelige produktvalg osv.

Ofte virker modellen der er god i "opstart" ikke, når tingene bliver større. Smådrift og stordrift er 2 helt forskellige størrelser. Implementeringer, fejlretninger, dokumentation (især), uddannelse og værktøjer til alverdens ting, der kommer tit andre boller på suppen når firmaet får flere og større kunder. Jeg har set små telefirmaer, hvor de geniale genveje til smart drift,- pludseligt bliver det største problem når firmaet er vokset (skeletter i skabet, dårlige værktøjer, dårlig dokumentation)

Nogen planter (hvor poetisk!!) skal passes og plejes omhyggeligt, og ting tager tid. En holdningsskifte med hurtig profit, forventede vækstkurver på Excel ark og svingen med arme og ben - kan måske dræbe en god opstart.

Der er nok ikke en mere dræbende branche end teleindustrien. Knivskarp konkurrence, store investeringer osv.

Men det er godt gået :-)

  • 2
  • 0
Yoel Caspersen Blogger

Meget spændende og indsigtsfuldt indlæg :-)

Kan i beholde jeres "kunstneriske frihed",- når der er flere involverede?

Det er virkelig et godt spørgsmål. Vores investor tænker i de samme baner, som jeg selv gør, og jeg håber at kunne trække på hans erfaring og netværk, så vi måske kan undgå nogle af de fejl, vi ellers ville begå som en del af processen.

Samtidig skal der være plads til at prøve nye ting af - og det bliver en balancegang, da Vækstfonden og banken fra nu af vil interessere sig meget for hvordan det går i virksomheden. Både Vækstfonden og banken har stor forståelse for vores virksomhed, men vi må også erkende, at vores forretning, der i høj grad er baseret på abonnementer, ikke passer ned i en traditionel risikovurderingsmodel, der typisk er skrevet til produktionsvirksomheder med varelager og maskiner.

Derfor bliver øvelsen løbende at skaffe nye kunder, så vi har luft i regnskabet til at lege med de sjove ting, som ikke umiddelbart omsættes direkte til omsætning, men som på sigt vil styrke forretningen.

En anden balancegang, vi skal mestre, er at skelne mellem hvornår vi skal ansætte folk til specifikke opgaver, hvornår disse opgaver skal håndteres af eksisterende medarbejdere og hvornår de skal outsources til eksterne konsulenter. Vi er p.t. 9 mand i virksomheden, hvoraf de fleste sidder i vores kundeservice, og der er grænser for, hvor mange timer, der er i døgnet. Hidtil har vi løst rigtig meget med automatisering, og vi er bestemt ikke færdige, men der er nogle opgaver, jeg bare må erkende kræver mere tid, end vi har i dag.

Således er jeg p.t. på jagt efter en dygtig webudvikler / designer / AD'er, i første omgang til freelance eller deltid, men på sigt på fuld tid.

Det er en udfordring at finde gode folk, for de skal helst rekrutteres gennem netværk - slår man et opslag op på Jobindex, drukner man i ansøgninger fra folk, der ikke er interesseret i eller kvalificerede til stillingen, men blot søger fordi de skal.

En holdningsskifte med hurtig profit, forventede vækstkurver på Excel ark og svingen med arme og ben - kan måske dræbe en god opstart.

Det har du fuldstændig ret i. Jeg forsømmer ikke en lejlighed til at minde alle i virksomheden om, at uanset hvad der sker, må vi ikke gå ned på kvaliteten af vores arbejde.

Kunderne skal opleve førsteklasses service, og vores forbindelser skal være af en høj teknisk kvalitet - lav pingtid samt høj hastighed og stabilitet. Kun på den måde kan vi slå de store selskaber på den lange bane.

  • 1
  • 0
Christian Nobel

Samtidig skal der være plads til at prøve nye ting af - og det bliver en balancegang, da Vækstfonden og banken fra nu af vil interessere sig meget for hvordan det går i virksomheden.

Det er altid en svær balancegang når man har Vækstfonden ind over, da en del af VFs tankesæt er at udvikle en exit strategi - og en exit strategi harmonerer ikke med ønsket om at have en blivende virksomhed.

Omvendt så er VF ikke onde, en af mine darlings er Jysk Aluminium, som VF har støttet uden de har gået på kompromis med deres idealer, og uden frasalg.

Og umiddelbart virker Helge Munk også som en person der er interesserer sig for den lange bane, ikke hurtig profit og exit strategi.

Således er jeg p.t. på jagt efter en dygtig webudvikler / designer / AD'er, i første omgang til freelance eller deltid, men på sigt på fuld tid.

Sådan bare lidt af nysgerrighed, hvilke opgaver er det tale om?

Jeres hjemmeside er da dejligt enkel og overskuelig uden dikkedarer (og der sker lidt mere end hos Baldur som nu i trekvart år har sagt at en ny side kommer snart) - og så ser jeg lidt at der er et modsætningsforhold mellem AD og webudvikler, selvfølgelig afhængig af hvad der skal laves.

  • 1
  • 0
Jn Madsen

Ja, jeg gør det modsatte lige nu.

Ligger og fedter med en selvopfunden "ny genial" ide, der med garanti vil tage telemarkedet med storm. Slået mig sammen med en kompetent ven, - og jeg sidder og nørder hjemme i stuen, finpudser, konfigurerer og tester. Ikke kommet i luften endnu,- ikke en kunde. Skal liiiiige teste det eller det lidt mere.

Jeg skal lære bare at komme igang :-)

  • 0
  • 0
Yoel Caspersen Blogger

Omvendt så er VF ikke onde, en af mine darlings er Jysk Aluminium, som VF har støttet uden de har gået på kompromis med deres idealer, og uden frasalg.

Vores oplevelse med VF har i den grad været positiv. Deres konsulenter forstod vores forretning med det samme, og de har hjulpet os med at pege på de ting, vi skulle prioritere for at få casen til at gå op. Alle aktører, jeg har talt med, lige fra banker til advokater og revisorer, har også meldt tilbage, at VF er gode at arbejde sammen med.

De forstår at balancere mellem at undgå lykkeriddere, der vil misbruge statskassen til at få den nyeste Tesla, og samtidig at påtage sig en kalkuleret risiko, så veldrevne virksomheder kan vækste og skabe nye arbejdspladser til gavn for samfundet.

Sådan bare lidt af nysgerrighed, hvilke opgaver er det tale om?

Det er primært lidt grafiske tryksager og så en opfriskning af vores website. Vi skal ikke lave det helt om, men der er nogle forskellige funktioner, vi skal have tilføjet, og så skal vi have gjort vores support-sider mere overskuelige og nemt tilgængelige.

En webudvikler med flair for design kan aflaste mig tidsmæssigt, men en AD'er kan måske komme med noget, jeg selv mangler, nemlig evnen til at kunne komme op med et grafisk design, der går rent ind på alle parametre. Så skal jeg nok selv få det kodet bagefter, for det er blot teknik - HTML, PHP og CSS.

Jeg kan sagtens se, hvornår noget er pænt, lækkert og intuitivt, og hvornår det ikke er, men som softwareudvikler og tekniker ved jeg også, at jeg ikke er mentalt wired til at kunne komme op med det selv - dertil tænker jeg for meget i systemer og kasser og for lidt i farver og følelser. Og et godt design på vores website, der fungerer for brugerne, er vitalt for virksomheden.

  • 0
  • 0
Jn Madsen

En webudvikler med flair for design kan aflaste mig tidsmæssigt

Det er der din risiko ligger. Du er knald dygtig,- og måske så god, at du i virkeligheden er den eneste i firmaet der forstår hvordan det hele virker. Det kan drive dig ud over vanviddets grænser af arbejdspres en dag, hvis du ikke lærer at dukke dig.

Simplificer, standartiser, automatiser .... vejen til en velfungerende ISP (og mange andre ting).

  • 1
  • 0
Christian Nobel

Vores oplevelse med VF har i den grad været positiv. Deres konsulenter forstod vores forretning med det samme, og de har hjulpet os med at pege på de ting, vi skulle prioritere for at få casen til at gå op. Alle aktører, jeg har talt med, lige fra banker til advokater og revisorer, har også meldt tilbage, at VF er gode at arbejde sammen med.

Ingen tvivl om det.

Men nu har jeg været til nogle af VFs årsmøder, og nogle at de cases/personer der kom på scenen var jeg ved at kaste op over, for deres eneste mission var at lave et nyt firma med en exit strategi fra dag 1 - og der er VF desværre ikke dem der sætter en moralsk standard.

Og godt nok har VF hjulpet Universal Robots, men når udkommet blev at aktionærerne blev forgyldt, og alle intellektuelle rettighed gik til en amerikansk patenttroll, så blegner glansbilledet altså lidt.

  • 1
  • 0
Yoel Caspersen Blogger

Det er der din risiko ligger. Du er knald dygtig,- og måske så god, at du i virkeligheden er den eneste i firmaet der forstår hvordan det hele virker.

Jeg lærte for mange år siden, at man skal ansætte folk, som er dygtigere end en selv, hvis man vil have succes. Derfor har vi i dag et fantastisk team af dedikerede medarbejdere, der brænder for det de laver - og jeg kan med sindsro sige, at de hver og en er bedre til deres arbejde, end jeg ville være, hvis jeg skulle lave det samme.

Det er en øvelse, man også skal igennem som iværksætter - man skal acceptere lige så stille at give slip på sin baby, når man begynder at ansætte folk.

Til gengæld er der så et par områder tilbage, jeg ikke har fået uddelegeret mig ud af endnu - og det er fx optimering af vores website. Men jeg arbejder på sagen ;-)

  • 0
  • 0
Yoel Caspersen Blogger

Og godt nok har VF hjulpet Universal Robots, men når udkommet blev at aktionærerne blev forgyldt, og alle intellektuelle rettighed gik til en amerikansk patenttroll, så blegner glansbilledet altså lidt.

Til gengæld har Universal Robots bragt Danmark (og Odense) på landkortet som et sted, hvor man kan udvikle højteknologi sammen med industrien. Det er muligt, at Universal Robots er blevet solgt, men i kølvandet er der opstået en masse vildt spændende virksomheder, som aldrig var blevet til noget hvis ikke Universal Robots havde vist vejen.

Det sidste nye er droneteknologi, der også udvikles på livet løs i den lidt for rummelige lokale lufthavn. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Jeg husker, hvordan det var for få år siden - hvis man på Jobindex checkede markedet for IT-jobs på Fyn, var der måske 10 stk, mens der i København var 300. Som bosat i Odense er det mig en stor glæde at se byen begynde at forvandle sig fra et provinshul til et sted, hvor folk har lyst til at slå sig ned med familien og skabe sig en fremtid i et spændende job. Det kan et enkelt amerikansk opkøb af en dygtig virksomhed ikke ødelægge.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere