Nu bliver der gjort noget for studiemiljøet

I fredags var jeg til en glimrende reception hos UNITY: Katrinebjerg - et nyoprettet projekt, som har fået en pose penge til at skabe et samlet studiemiljø for it-fagene i IT-parken Katrinebjerg i Århus. Og det er tiltrængt!

IT-byen Katrinebjerg er ikke ret gammel og set fra de studerendes synspunkt, så er der gjort meget for at smadre et ellers godt studiemiljø med flytningen til den fælles it-park, da studierne kom fra hvert sit udgangspunkt. Det var meget tydeligt for mig som datalogistuderende, da vi havde et rigtigt tæt sammenhold med matematikerne og fysikerne i lokalerne på Ny Munkegade, hvilket stadig holder i dag, men er blevet betydeligt svækket med flytningen af datalogi til Katrinebjerg.

It-parken er sammensat af mange forskellige studieretninger og der var fra starten en del fordomme studieretningerne imellem - noget jeg dog synes sameksistensen har nuanceret meget. Af de forskellige studieretninger kan jeg nævne datalogi, informationsvidenskab, it og digitalt design - og det er netop de studieretninger som UNITY:Katrinebjerg har fokus på.

UNITY:Katrinebjerg består af to studerende Tobias og Lasse, og de har en plan for hvordan studiemiljøet skal forbedres på Katrinebjerg! Indtil videre er det blevet til en fotoklub, fodbold-på-storskærm-aftner og der er umiddelbare planer om Super-bowl-aftner og et kor. Tobias og Lasse har jo tydeligvis taget udgangspunkt i deres egne interesser til at starte på og det har da også givet noget kritik fra "pigerne", som ikke helt følte sig i målgruppen, men heldigvis er der i dette miljø ikke langt fra kritik til forbedring. Jeg hører fra Lasse og Tobias, at de har sikret sig ambassadører på de forskellige årgange og der har på grund af kritikken været en grund til at vælge nogle kvindelige ambassadører til at give input i fremtiden.

Jeg fik i fredags muligheden for at besøge UNITY:Katrinebjergs kontor og meget prominent stod en stor tavle dækket af post-its med forslag fra studerende i forhold til hvad UNITY:Katrinebjerg kunne lave i fremtiden. Og de studerende vil have det hele - de vil have kontakt med virksomheder og de vil have sjove fyraftensaktiviteter. Jeg bed mærke i at der også stod Asti Spumante-smagning, karrieremesser og en forbilled-aften (med færdiguddannede) på ønskelisten og jeg er sikker på at hvis disse bliver ført ud i livet, så har UNITY:Katrinebjerg også fat i pigerne.

Virksomhedskontakt kommer jo ikke af sig selv, så jeg vil gerne opfordre it-virksomhederne til at bruge lidt tid på UNITY:Katrinebjerg - her er en unik mulighed for at få fat i nogle unge, innovative it-studerende og skabe kontakt.

Det kunne jo f.eks. være ved at holde en faglig aften for dem, hvor I sikrer jer at de ved lidt om de emner, som er vigtige for jer - om det så er Scrum, mainframe-programmering, SAP, .NET eller hvad der ellers er populært i jobopslagene for tiden. Det kunne også være ved at deltage i en karrieremesse og dermed få muligheden for at fortælle om hvordan jeres virksomhed er som arbejdsplads eller I kunne sponsere en netværksaften, hvor studerende iværksættere kunne få nogle gode kontakter - hvad end I vil, så kontakt Tobias og Lasse og hør om mulighederne for at gøre det gennem dem. Det er dem der kan håndtere kontakten til de studerende og de kan hjælpe jer rigtigt godt på vej.

Man kan også følge UNITY:Katrinebjergs aktiviteter på Twitter og Facebook.

Jeg kan kun tilføje, at jeg ville ønske at der havde været den slags tiltag dengang jeg studerede - godt initiativ, Lasse og Tobias (og jeres sponsorer)!

Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Nu er det godt nok et stykke tid siden jeg tog min IT uddannelse, men jeg husker ikke noget om at bowling ligefrem skulle være studierelevant for en datalog eller at kor skulle være specielt fremmende for studiemiljøet.
Forveksler frøken Therese ikke ordet studie med fritid? Så der burde så fritidsmiljøet?
Skal man ikke blande studiet uden om bowling for at kunne tage et argument omkring studiemiljø det mindste seriøst? Studiet handler jo ikke specielt meget om bowling. Så vidt jeg er orienteret.
Sjovt nok står der nævner Therese intet om mentorordninger, åbne studiecafeer hvor forskellige årgange mødes og arbejder på opgaver og projekter, tværfaglige støttegrupper og noget så simpelt som "læs en bog gruppen". Det har noget med studiet at gøre og ikke fritiden - ikke-studiet.
Det der faktisk tænder mit vand mest af, det er at man overhovedet kan finde på at finde noget dårligt i en sammenlægning af IT uddannelser, da man netop skulle tro at de studerende ville finde det enormt studiemæssigt inspirende med andre IT relaterede fagstuderende og undervisere de kan hente inspiration af. Men måske er det bare øldrikkeriet Therese savner, og med de danske unges verdensrekord i indtagelse af alkohol bliver det vel også snart obligatorisk pensum sammen med bowling og kor.

Michael Lind Mortensen

@Max Lekaro> Ja det er ganske tydeligt meget længe siden du har taget din IT-uddannelse. Enten det, eller også har du i hvert fald aldrig været hverken underviser, tutor, studievejleder eller noget som helst andet studieunderstøttende.
I den tid jeg har været såvel tutor som instruktør ved AU har en ting stået ganske klart:

Dem der er sociale klarer sig generelt langt bedre end dem der ikke er!

Af denne årsag er det nærliggende at lave en social klub der spænder imellem de forskellige IT-uddannelser der udbydes, da det netop opfordrer de studerende til at danne netværk.
Der er masser af studierelevante klubber, foredrag, extra curriculum opgaver mv. Og disse tiltag bliver også flittigt benyttet! Der hvor problemet har været de sidste mange år er, at hvis man ville være social og danne ordentlige netværk, så havde du groft set kun to valg: Fredagsbaren eller TÅGEKAMMERET. (AU specifikt.. skal ikke kunne udtale mig om andre steder). Men med UNITY har du nu muligheden for at deltage til noget hvor fokus ikke nødvendigvis bare er alkohol.
Så jeg må indrømme jeg finder din kritik ganske ubegrundet.

Michael Lind Mortensen

Jeg skrev:

I den tid jeg har været såvel tutor som instruktør ved AU har en ting stået ganske klart:

Så ja det var en vurdering fra en der rent faktisk arbejder med nye IT-studerende.
Jeg er ikke bekendt med der er lavet statistik på social aktivitetsniveau i forhold til karakter/uddannelsesfrafald mm. .. Det ville heller ikke være helt trivielt at lave en sådan undersøgelse. Hvordan ville du kvantificere social aktivitetsniveau?

Men min vurdering (og en vurdering mange tutorer deler), er at dem der er de bedste studerende meget sjællendt er de asociale - faktisk tværtimod.

Michael Lind Mortensen

Der er selvfølgelig undtagelser! Jeg kan se du er cand.scient fra DAIMI, og hvis du tilfældigvis ikke skulle have været særlig social i løbet af din uddannelse, så mener jeg altså ikke derved at du så ikke er talentfuld ;-) Det kan være du har dannet hvad end netværk du har haft på anden vis. Men for de fleste nye studerende dannes netværket i løbet af de sociale arrangementer.. ikke i undervisningen.

Kenneth Bøgh

Det kan godt være at finalen i NFL og de andre aktiviteter ikke er direkte IT studierelevante, men hvis artiklen nu læses står der også:

karrieremesser og en forbilled-aften (med færdiguddanned

på ønskelisten?

Derudover ser jeg det som et kæmpe minus for IT-parken at der ikke har været nogle tiltag a la det her før. Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg kun kender tallene for datalogi, men frafaldet har været relativt højt. Samtidig viser den arbejdsmiljø undersøgelse der er blevet foretaget på samme studie for nyligt at der er en betydelig mængde studernede der syntes det er ensomt studie.
Dette kunne der måske laves om på med et tiltag som UNITY:Katrinebjerg?
Personligt er jeg stadig datalogi studerende fordi jeg fandt disse "ikke-studie" aktiviteter nede på matematik og i det netværk jeg er så heldig at have i Århus og omegn. Noget folk der kommer til byen langvejs fra måske ikke har, og derfor vælger at forlade byen og studiet hvis de ikke er i stand til at få!

Brian Dyrehauge

Jeg har heller ikke fundet noget statistik på dette område.

Men kigger man på verden, så er der sikkert mange der kan klare sig selv, men som muligvis lettere går i stå selv, hvis de støder på et problem, hvor de kunne afhjælpe problemet, hvis de havde et netværk at støtte sig til. Ikke nødvendigvis fagligt, men bare nogle der er lidt i samme båd.

I IT-verdenen er der mange User Groups, hvor man hjælper hinanden fagligt, men ellers bare med en god kommentar, så man føler at man ikke er helt hjælpeløs. Det både for linux-for-sjov, og for de store virksomhedsprodukter i f.eks. netværksverdenen.

Kigger man på noget som mødregrupper er det netop også en hjælp for folk der sikkert sagtens ville kunne klare at gå hjemme med deres børn.
Mødregrupper er dog til for netop at de får mulighed for noget socialt liv, men så sandelig også for at de kan få nogle at snakke med om det at have børn, i samme aldersgruppe, om problemer og glæder. Samt bare det at kunne snakke med nogle der er i samme båd, om hvor svært det lige er når ungen ikke kan sove eller ikke vil spise.

Det samme gør sig sikker gældende i et studie-forløb. En studerende der føler at vedkommende sidder lidt fast i studiet, har måske en studievejleder at gå til, men vedkommende er ikke i samme situation, selvom studievejlederen kender til mange af problemerne. Men har man et netværk, hvor de står med de samme tanker og problemer, så føler man sig ikke helt så alene.

Men igen, der er ingen statistik... Det er bare noget jeg tror.

Michael Lind Mortensen

Ja der er selvfølgelig selve undersøgelsen som ligger til grund for mange af ændringerne.. Det er dog ikke helt reelt om sociale aktiviteter overfor hvordan man klarer sig på studiet. Visse tal kan dog trækkes ud fra undersøgelsen til at illustrere noget af det jeg sagde før:


161 ud af 331 er trætte af, at alkohol dominerer de sociale aktiviteter

161 ud af 331 bruger ikke Datalogisk Institut som socialt mødested

Hvis man tillader sig selv at være lidt uvidenskabelig og antage de to ovenstående hænger sammen, så kunne det se ud til folk der ikke gider en masse alkohol ikke har mulighed for at være social på DAIMI (hence my point: Hvis du vil være social har du Fredagsbaren eller TÅGEKAMMERET)..

Derudover konkluderer de også selv samme til sidst i undersøgelsen.. men ingen benævnelse af faglig kompetence med og uden social aktivitet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize