I artiklen, hvor en medarbejder fra Nokia forsøger at forklare årsagen til Nokias fald, kunne man læse blandt andet følgende:
"I mange år herskede et vist anarki i Nokias udviklingsafdelinger, hvor teknikerne kunne forfølge de idéer, de troede på, og andre teknisk kyndige så besluttede, hvad der skulle med i det færdige produkt. Men da Olli-Pekka Kallasvuo blev direktør i 2006, blev der strammet op"
"Beslutninger blev i stigende grad topstyrede i modsætning til decentrale og flyttet op til store møder, hvor der sad alt for mange topledere"
"I stedet for leadership, hvor ledelsen udstikker en kurs, blev det til management, hvor alting skulle måles og vejes og holdes op mod kortsigtede, forretningsmæssige mål."
Det gøs lidt i mig, da jeg læste dette, for det minder meget om det, der er sket indenfor universitetsverdenen: Med universitetsreformen fra 2003 blev ledelsen mere topstyret med ovenfra udnævnte ledere i stedet for demokratisk valgte ledere. Og sidenhen er der blevet målet og vejet langt mere end før, blandt andet med bibliometriske målinger, hvor publikationer rangeres efter en ret arbitrær klassifikation af tidsskrifter og konferencer, og som med tiden kan få direkte indflydelse på løn og forskningsmidler.
Effekten kan allerede så småt ses: Selv om målingerne viser forbedringer (fordi folk agerer efter målene i stedet for deres sunde fornuft), så føler forskere sig i stigende grad styret af kortsigtede mål i stedet for at have fri forskning, og underviserne føler sig presset til at sænke niveauet for at forbedre beståelsesprocenterne.
Det langsigtede resultat er en sænkning af niveauet for både forskning og undervisning, så Danmark falder endnu længere agterud i forhold til Asien, end vi allerede er.
Hvis det ikke kan løses gennem andre reformer, kan man så gøre forskningen fri? Evt. gennem sådan noget som hackerspaces eller lign?
Altså kigge på begrebet civil forskning?
Det er nok ikke altid forskning man kan gøre fri på denne måde, men noget forskning kan man vel?
Universitetsansatte kan forske i hvad som helst i deres fritid og publicere resultaterne hvorsomhelst. Men de får ingen penge til det, og hvis de ikke publicerer i de "anerkendte" tidsskrifter og konferencer, så opfylder de ikke deres forskningsmål, og kan i yderste konsekvens blive fyret.
Og man kan ikke publicere sin fritidsforskning i de anerkendte tidskrifter?
For hvis der ikke er nogen anden ved for at komme af med sin forskningsresultater end gennem universitet, så må man sige at det er en dødspiral at være havnet i.
Og man kan ikke publicere sin fritidsforskning i de anerkendte tidskrifter?
Jo.
Jeg satte "anerkendte" i anførselstegn for at antyde publiceringssteder, der var på den noget arbitrære positivliste. Der kan sagtens være fagligt anerkendte publiceringssteder, der ikke er med på listen, og publiceringssteder med lav faglig anerkendelse, der er med.
For eksempel er "Journal of Statistical Software", der har høj [i]impact factor[/i] (dvs. at artikler heri bliver citeret ofte) ikke på listen, mens alle bind af "Springer Lecture Notes of Computer Science" er med på listen, selv om nogle af bindene er fra workshops uden [i]peer review[/i] af artikler. Det skyldes måske, at Journal of Statistical Software kun publicerer elektronisk -- der er ikke papirudgaver af tidsskriftet.
Så anerkendt af forskningsministeriet er ikke det samme som fagligt anerkendt.
Vi har en borgerlig regering. Per definition er alt, hvad man gør i erhvervslivet godt og skal derfor proppes ind i det offentlige.
Vi andre, som rent faktisk arbejder i det private erhvervsliv, ved jo godt, at alting langt fra fungere så optimalt, så snart et firma når over 10 medarbejdere...
