georg strøm bloghoved

Noget nyt på kalenderen

Omsider har jeg hørt om et forsøg på at lave en bedre kalender. Ellers ligner selv kalenderen i den nye iPad stadig en indscannet version af en gammeldags papirbaseret kalender. Faktisk var der flere gode ideer i den papirbaserede systemkalender jeg selv brugte i firserne, end i kalenderen i den nye iPad.

Nu har jeg så hørt om en ny kalender. Jeg må lige advare om, at jeg ikke har haft chance for at se den, så jeg kan ikke vurdere hvor vellykket brugbarheden er. Til gengæld har den nogle funktioner som jeg godt selv kan bruge, når en aftale ofte kræver mere information end bare et navn og et klokkeslæt.

Interessant nok, er kalenderen ikke udviklet til flertallet, men specielt til støtte for personer med ADHD eller Aspergers syndrom, selvom travle IT- eller forretningsfolk og andre med et højt stressniveau kan opleve nogle af de samme kognitive begrænsninger.

Den er implementeret på en mobiltelefon ' en HTC HD mini med Windows Mobile styresystem ' så kan vi få en debat om, om det er den optimale platform.

Ellers er principperne interessante. Efter hvad jeg har fået at vide, er kalenderen gjort til den centrale funktion, selvom mobiltelefoner ellers svælger i alle mulige andre funktioner end den uundværlige kalender.

Det mest interessante er, at en aftale i kalenderen ikke bare er en aftale. Det er muligt at tilknytte notater, talebeskedder fra den indbyggede diktafon eller ruteanvisninger til den enkelte aftale. Jeg tænker selv på situationen hvor jeg skal til et møde, eller ud og holde et foredrag. Der er en dagsorden, en adresse, og mine egne tanker og forberedelser som jeg gerne skal kunne genopfriske mens jeg er på vej.

En anden funktion gør det muligt at lægge anvisninger ind til bestemte opgaver. I stedet for at stå med et print-out af en PowerPoint præsentation fra IT-afdelingen, er det muligt at bruge en anvisning trin for trin, som ligger i kalenderen. Foreløbig kun i deres eget format, men tænk hvis vi får en standard, så den slags anvisninger kan spredes i et format som bare er til at klikke sig igennem.

Det er muligt at organisere informationen i en Smartphone eller en anden anordning, så den rent faktisk aflaster brugerens hjerne og støtter de aktiviteter han eller hun laver til daglig. I 2008 præsenterede jeg en artikel med en skitse til hvordan al information i en mobiltelefon var organiseret i en tidslinje, så det for eksempel er muligt at overskue en mødeaftale med deltagerliste, et billede af whiteboardet med resultatet fra mødet og en telefonsamtale som opfølgning på det.

Jeg har også overvejet en aktivitetetsliste, hvor aktiviteterne kan forbindes, så det er muligt at holde styr på, at jeg først skal lave en telefonsamtale for at få en bestemt oplysning, før jeg kan lave en møde indkaldelse. I dag hvor den slags forbundne aktiviteter har en tendens til at strække sig over adskillige dage og filtre sig sammen, kan det betyde at jeg slipper for de papirlapper som jeg ellers bruger til at holde styr på hvilke aktiviteter der er de mest kritiske.

–––––––––––––––––––––––

Mobiltelefonen med kalenderen hedder Handifon. Den er udviklet af firmaet Abilia og koster 16.000 kr. Jeg har i øvrigt ingen interesse eller forbindelse med firmaet. Se www.abilia.dk

Min artikel om en tidslinje i mobiltelefonen hedder The mobile phone as control room of life, og jeg fremlagde den ved HFT (Human Factors in Telecommunication) konferencen i 2008. Af ophavsretlige grunde, kan den ikke downloades fra min hjemmeside.

Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Karsten Nyblad

En anden nærliggende mulighed ville være at integrere med projektplanlægningsværktøjer, således at projektlederen hurtigt kunne finde ud af, hvem der er ledige hvornår.

Der burde være basis for at lave et værktøj, der integrerer projektplanlægning, møde og kalenderfunktion og mail til nogle værktøjer, der arbejder sammen.

Det burde også være muligt at lave en link fra en aftale til bilag til indkaldelse, referat, kommentarer til referat, rettet referat osv.

Anders Poulsen

... lyder utroligt meget som Nokias lifeblog, som de en overgang lavede til S60 telefoner. Fed ide, men i praksis funkede det ikke rigtigt lækkert nok (som alt andet på symbian) til at man gad bruge det.

BTW: 16.000kr for en mobilapp???? Når konkurrerende kalender erstatninger typisk koster 18-50 kroner f.eks. på iPhone?
Det lyder som et firma, der satser på at leve af at patienter køber programmet og sender regningen til deres sagsbehandler på kommunen.

Thomas Wittenburg

Jeg synes ideen lyder rigtig god, og for rigtig mange af os, der løber rundt mellem møder, foredrag workshops, konferencer og meget andet, synes jeg det giver rigtig meget mening med større fokus på kalenderfunktionen i telefonen.
Når det er sagt, så har jeg et mindre problem med navnet.. Jeg har arbejdet lidt med ordblinde i et projekt for ordblindebiblioteket Nota. Noget af det primære vores antropologiske undersøgelser viste var, at de ordblinde (primært i folkeskoler og gymnasier) føler sig stigmatiseret. Blandt andet på grund af den it-rygsæk de slæber med rundt.
Derfor synes jeg det er tankevækkende, at Abilia, på trods af, at de har valgt en helt almindelig smartphone som udgangspunkt, har valgt at kalde den for Handifon. Det er ikke ligefrem med til at bryde med eventuelle køberes stigmatisering.

Georg Strøm Blogger

Ideelt set skal det her være noget som giver noget af den styr på aktiviteter du kan have i et værktøj til projektplanlægning, uden at skulle sætte dig ind i en stor og kompliceret software. Det kan også kun blive en succes, hvis det virker så umiddelbart let at bruge, at du med det samme oplever at det er en fordel i hverdagen. Til gengæld er her noget hvor en elektronisk kalender kan kompensere for at den ofte er langsommere og mere kluntet end en papirkalender.

Angående prisen og at det her er et hjælpemiddel. Anders har ret i at det her er et hjælpemiddel som normalt bliver betalt for kommunen. Det er lavet til personer, som ellers skulle have en hjælper til at hjælpe med at organisere aftaler og måske følge sig. For en kommune, kan kalenderen med tilhørende telefon derfor godt tjene sig ind. Min vurdering er, at en sparet times hjælp om ugen kan tjene den ind på et år. Der er altså tale om noget som kommunen vil købe for at spare penge. Og også for at gøre brugeren mere selvhjulpen og dermed få en bedre tilværelse.

Til gengæld er det et problem, at kalendren er lavet som et hjælpemiddel som stempler brugeren. Det problem har vi med IT-rygsækken, med køkkenknive til personer med gigt og med de overdimensionerede drejeskiver som ældre tidligere kunne få på deres telefon. Det behøver bare ikke at være sådan. Ofte kan noget som er udformet til mennesker med særlige begrænsninger også være bedre i brug for flertallet. Helt tilbage i firserne kom der en telefon - en stationær af slagsen - specielt til ældre, som viste sig også at være bedre at bruge for alle andre.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize