Torben Mogensen header

New Public Management er gift for universiteterne

En artikel i Version2's søsterblad Ingeniøren citerer forskning, der påpeger, at brug af performancemål m.m. (som ellers er god latin i "New Public Management") er decideret hindrende for vækst og innovation. Forskningen omhandler ingeniørvirksomheder, men der bruges også eksempler fra landspolitik, og der er ikke noget umiddelbart, der tyder på, at situationen er væsentligt anderledes i andre offentlige eller private institutioner, specielt videnstunge institutioner såsom universiteter.

Specielt citatet »Når der er skarpt fokus på performancetænkning, kommer virksomhederne nemt til at belønne noget, der ligner en løsning – fremfor at belønne den rigtige løsning« kan jeg nikke genkendende til.

Problemet opstår blandt andet fordi kvalitet er ualmindeligt svært at måle, så da man partout vil måle på et eller andet i "New Public Management"s hellige navn, så måler man på alt muligt andet -- ofte kvantitet. Men målene bliver i traditionen fra Orwells Newspeak alligevel kaldt "kvalitetsmål", for det lyder finere. Specielt kan det ses i uddannelsesverdenen, hvor uddannelsesinstitutionerne bliver belønnet for hvor mange studerende, der kan klemmes igennem uddannelserne hurtigts muligt, mens der ikke er noget reelt krav om kvalitet. Selv uddannelsesakkrediteringer fokuserer mere på procedurer for "kvalitetssikring" end på det faktiske niveau og indhold af uddannelserne. Der er heldigvis tegn på opvågnen fra ministerens side, men selv her er der tale om en art performancemåling, blot af en anden art: I stedet for at måle på antallet af uddannede, måles på beskæftigelsen af de færdiguddannede. Plus ça change...

I stedet bør ministerier og andre politikere holde sig fra performancemålinger og dekreter og give mere frihed til universiteterne til selv at administrere uddannelsesforløb og krav (eller mangel på samme) til studerendes gennemførsel. Og på samme måde bør universitetsledelserne give mere selvbestemmelse til de enkelte uddannelser, og uddannelserne mere selvbestemmelse til de enkelte undervisere.

Det samme gælder også forskning: Målinger af antal publikationer og citater er ikke et kvalitetsmål men blot endnu et kvantitetsmål, som endda har den negative effekt, at der publiceres tusindvis af artikler om ganske små fremskridt og delresultater, hvor det fagligt giver mere mening at samle dem i større artikler eller afhandlinger. Men det tynger jo ikke så meget på den vægtskål, som forskerne bedømmes med. Målene belønner endvidere forskning i felter, hvor der i forvejen er mange andre forskere -- for det giver alt andet lige flere citater. Men det er måske netop ikke der, at der er mest behov for en øget forskningsindsats?

Jo, manglende styring kan misbruges. Men det kan performancemål så sandelig også. Det ser man for eksempel i sager om forskningsfusk, hvor forskere snyder med de performanceindikatorer, de bliver målt på for at jagte forfremmelser og forskningsmidler. Misbrug af manglende styring opdages som regel hurtigt af kolleger og de nærmeste ledelseslag helt uden brug af mål og vægt, hvor misbrug af mål og vægt kan være langt sværere at opdage.

Vinderne i performancekulturen er de folk, der ansættes til at måle og kontrollere, men taberne er alle os andre.

Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Troels Henriksen

Hørt! Jeg var faktisk stadigvæk på mit første år på universitetet, da en af de bedste undervisere jeg til stadighed har haft (Klaus Grue) valgte at forlade det, til fordel for det private erhvervsliv. Jeg erindrer at læse en artikel hvor han netop nævnte de mange kvalitetmålinger og dertilhørende bureaukrati som noget der gjorde arbejdsmiljøet utåleligt.

  • 12
  • 0
Andreas Bach Aaen

Der er bestemt også mange steder i det private erhvervsliv, hvor man tror, at balance Score Card med dens Key Performance Indicators kan måle kvalitet. Hvis det visser sig at være svært at finde gode Key Performance Indicators, ja så kan man blot sende et tilfredshedsspørgeskema ud indtil brugerne kaster op ved det blotte syn af spørgeskemaer.
Med andre ord kvantitative mål projekteret op på en numerisk skala er bestemt ikke altid den rigtige løsning.

  • 2
  • 0
Martin Leopold

Hej Torben.
Jeg kunne godt tænke mig, at du vævede lidt mere over alternativet. Hvordan vil du forslå man sikrer høj forskningsmæssig kvalitet og god undervisning på universitetet?

Som tidligere studerende og ansat på DIKU, så er det ikke de ord jeg ville bruge. Jeg erindrer ikke specielt at have bemærket citations-pumpning eller udgivelser med ringe indhold, men jeg husker derimod, at den samlede mængde af publikationer virkede slående lav. Som studerende oplevede jeg om og om igen rystende dårlig undervisning - så det var tydeligvis heller ikke her man prioriterede.

Det virker ikke på mig som om man er gået fra en situation, hvor man lagde høj vægt på kvalitet til at man nu sænker ambitionsniveauet. Tværtimod, min oplevelse var, at det tidligere var svært at få øje på ambitioner overhovedet.

Der kan formegentlig siges meget skidt om "New Public Management", men det alternativ KU havde før var i mine øjne ikke stort bedre.

Mvh,
Martin

  • 4
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Der var ganske rigtigt nogle problemer på DIKU tidligere, men efter en meget negativ evaluering af instituttet blev der rettet kraftigt op. Undervisningen er blevet bedre organiseret, og der er god gang i publikationerne. Men det er ikke sket via New Public Management, men dels gennem nye ansatte og dels gennem en ændring af ledelsesstrukturen. Jeg skal ikke afvise, at der indimellem er noget dårlig undervisning, men det er bestemt ikke normen, og der er opmærksomhed på de tilfælde, hvor det går galt.

Med hensyn til alternativer, så bør man i stedet for en masse kvantitative mål opsætte nogle formålsparagraffer og så lave en kvalitativ vurdering af, i hvor høj grad målene er opfyldt -- uden at sætte stramme rammer for, hvordan dette skal ske. Det er ganske rigtigt meget sværere at lave kvalitative vurderinger end det er at måle på kvantiteter, men det burde ikke være årsag til at man ignorerer kvalitet. Det er ligesom historien om manden, der leder efter sine nøgler under gadelampen. Godt nok tabte han dem længere nede af gaden, men lyset er bedre under lampen.

  • 1
  • 1
Pelle Söderling

Jeg arbejder selv med Buisness Intelligence og KPIs kan såmænd være værdifulde nok.
Man skal bare huske på at de er et middel, ikke et mål.

Det er tåbeligt at forsøge at indrette virksomheden/organisationen efter at der skal flyttes på KPI værdier - eller ligefrem kobler bonuser/midler op på dem. Det resulterer i tunnelsyn.

Men det er ikke tåbeligt at se på at man har en returværdi på udsendelsen af sine varer på 35% og bruge det som grundlag for at iværkstætte en undersøgelse af om der er noget her man ikke gør godt nok - kvaliteten af ens varer, tid det tager for varen at nå kunden, hvor mange varer der bouncer som back to sender etc.

KPIs skal bruges til at stille spørgsmål ud fra. F.eks. "Hvorfor er vores salg generelt lavere på torsdage?" - det kan være der viser sig at være en ganske fornuftig forklaring på det og så kan man bruge den viden fremover når man planlægger sine salgsaktiviteter, men hvis man begynder at lave et mål ud af det, f.eks. ved at sige "Vores salg på torsdage skal matche de andre dage" så er man for alvor på vej i problemer.

  • 3
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Jeg arbejder selv med Buisness Intelligence og KPIs kan såmænd være værdifulde nok.
Man skal bare huske på at de er et middel, ikke et mål.

Ja, som dine eksempler viser, kan de fungere i en virksomhed med fokus på bundlinjen. Men et universitets rolle er ikke at have fokus på bundlinjen (selv om det med NPM efterhånden er tilfældet) men på at producere god undervisning, forskning og formidling -- ikke noget, der lige lader sig måle med KPIer. Problemet med NPM er, at man overfører principper fra privat industri til systemer, der ikke har (eller bør have) indtjening som mål.

  • 4
  • 0
Tommy Bell

Et universitet, kan jo så måles på andre områder. Gennemførselsprocent, karaktergennemsnit af årgange, på tværs af uddannelser, på tværs af kurser, mødeprocenter osv.

Jeg har i hvert fald en teori om at et godt stykke hen af vejen, der er der kun ét par ting der påvirker mødeprocenten (med udgangspunkt i AAU), projektet presser på, underviseren er elendig, materialet er elendigt og underviseren kan ikke gøre op for det, eller en kombination af forskellige af ovenstående.

Det kan der godt måles på. Men vi er enige om at bundlinje bør man ikke måle ud fra kroner ind, kroner ud, men nærmere som en kombination af hvad kerneydelserne egentligt er. Undervisning, vejledning, forskning og publikationer.

  • 0
  • 0
Pelle Söderling

Torben: Nej, jeg mener faktisk ikke der er den store forskel på brug af KPIs som værktøj i hverken private virksomheder eller offentlige institutioner.

Det der er problemet her er at disse KPIs er blevet til målsætninger som universiteterne belønnes udfra - det er her man har begået katastrofen.

  • 2
  • 0
Troels Henriksen

Men hvordan skal man måle meningsfyldt? Hvad hvis det tager de studerende længere at blive færdige, men de til gengæld er dygtigere? Hvordan afbalancerer man det i en kvantitativ måling? Det virker som et langt mere kompliceret spørgsmål end en virksomhed, hvor man i sidste ende kan måle på profitten.

  • 4
  • 1
Mogens Nørgaard

Mange tak for henvisningen, og den iøvrigt interessante debat. Jeg tror jeg har en idé om, hvordan vi havnede i det morads af KPI'er og bonuser og taxameterordninger, som idag får vore uddannelsesinstitutioner til at opføre sig logisk (for dem), men skidt (hvad angår læring og international status)...

Da jeg startede på Polit på KU i 1983 var Bertil Haarder TOSSET over, at en masse forskere på universiteterne ikke lavede ret meget (formentlig en følge af hippie-pjattet fra 1968). Så da de stod fast på deres selvstyre mv. fik de så et mål om at skulle publicere hvert femte år eller whatever.

Mogens' Første Ratiolov: Måltal/KPI'er/yadiyadi indføres i det offentlige som et desperat forsøg på i det mindste at få de pågældende offentligt ansatte til at lave bare dét, der er beskrevet i deres performancemål OG for at have en gyldig grund til at fyre dem, hvis de ikke engang gør dét :-).

Der skete så dét, at man pludselig fik en masse papirer publiceret. Pudsigt nok var de meget tyndere/mindre end før, og der var mange flere medforfattere på dem.

Mogens' Anden Ratiolov: Man får altid den opførsel man belønner - man kan bare aldrig forestille sig på forhånd, hvordan den opførsel bliver. Og den er aldrig til glæde for slutbrugerne/kunderne.

Så fandt man ud af, at der var nogen, der ikke lige havde den opførsel, som man først havde drømt om med måltallene og rapporterne og kontrollerne. Så hørte man - ikke for første gang, ikke for sidste gang - matraet fra De Troende: Det er fordi man ikke måler det rigtige - og så fik en del flere konsulenter og kontrollanter og mærkelige mennesker arbejde...

Mogens' Tredje Ratiolov: Når først man har betrådt KPI/måltals/NPM-stien, så er der ingen vej tilbage - man vil nu indføre stadigt flere og stadigt mere detaljerede måltal, fordi svaret MÅ være derude et sted i tallene.

Til sidst havnede man i den fuldstændigt absurde situation, som vi har nu, hvor universiteterne og andre "højere" læreanstalter bliver belønnet for antal beståede studerende. Det har medført, at man 1) laver meget mærkelige studier, som kombinerer trampolinspring og frøformering af étkimede planter fra Antarktis med barokmusik udsat for sækkepibe, så man kan tiltrække en masse studerende, 2) bløder hårde fag op, så flere piger søger ind, fordi de har en højere completion rate (!), og 3) alle består. F.eks. svindles der flere steder med "ekstrakurser" i f.eks. "entrepreneurship" (selvom ens fag er datalogi!, så man får nogle ekstra points (altid!) og dermed består.

Mogens Fjerde Ratiolov: Indførelsen af måltal fører til elendighed og gråd og tænders gnidsel, samt muligvis vor kulturs endelige forsvinden.

Jeg har selv svælget i ratios/KPI'er i mine 10 år i Oracle, hvor vi i management/ledelsen hvert år var nødt til at svindle med tallene for at få vores bonus. Det svingede lidt fra år til år, om vi blev målt på Employee Satisfaction (EmpSat) eller Customer Satisfaction (CustSat), og typisk fik vi 10-15% af vores targetløn udbetalt, hvis disse tal nåede en bestemt værdi. Ergo gjorde de dét. Vi siede de værste kritikere fra i de udsendte surveys, vi lagde lidt til hist og pist, og hey presto! fik vi vores bonus. Og så startede det forfra.

I Support-afdelingen i Oracle indførte man også på Europæisk plan et mål for, hvor mange henvendelser fra kunder, der skulle lukkes i realtime, dvs. at kunden ringede op, spurgte om noget, fik svaret og lagde røret på. Det førte til, at kunderne typisk hang i telefonen i 42 minutter, mens vi prøvede at finde et svar eller få dem til at opgive - alt andet end at lægge røret på, så vi ikke kunne lukke sagen med en kode .... 42!

Verner C. Petersen er GUD på dette felt, og alle hans skriblerier ligger offentligt tilgængelige på hans website eller de kan læses i hans fantastiske bøger.

Endvidere henviser jeg til den guddommelige Clayton Christensen fra Harvard, der i bogen "Innovator's Dilemma" siger, at når man går fra en markedsfokus til en margenfokus i et firma... "That's when great companies fail" :). Han fortæller i sin tale til Gartnersymposiet 2010 eller 2011, at han havde en snak med en milliardær fra Taiwan, der sagde til ham, at han ikke forstod, hvorfor vi altid talte om disse ratios i Vesten - "I measure money in tons", havde han sagt. Clayton redegør for, at fokuseringen på P/E og andre muntre tiltag og opfindelser ultimativt er skyld i Vestens nedtur indenfor manufacturing. Hans eksempler inkluderer Dell og de små stålværker i USA.

Nå, lad debatten komme i gang :-). Vi må kunne måle antal ord per debatindlæg divideret med antal debatindlæg per blogindlæg og på den måde få et givtigt og nyttigt udtryk for blogindlæggets tyngdeværdi i den offentlige debat. Et blog/lix-tal? BLIX-tal?

Venlig hilsen,

Mogens

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere