Nedtælling til JAOO

Det er JAOO-tid igen om føje dage og jeg er så småt begyndt at spore mig ind på hvilken sti jeg skal tage gennem paletten af foredrag om mandagen mellem de pauser der nødvendigvis må blive til at netværke. For er der noget den også kan, konferencen, er det det.

Årets tracks ligger i forlængelse af 2009 konferencens og der er naturlige gengangere indenfor de vel tidsløse emner "Languages and Platforms" og "Architecture and Design". Cloud computing spøger igen med et spor og der ER meget varm marketings-luft på nye flasker derude, så det er godt igen at få nogle teknikere til at trække emnet ned på jorden. So to speak.

Sidste års spor "iPhone udvikling" spænder nu to af de tre - måske fire - store mobile platforme, Android, iPhone og lillebror Windows Mobile 7 (hvis den ellers får luft nok under vingerne). Symbian er ikke repræsenteret, men den platform har vist også haft sin tid, så ingen tårer herfra. Ikke overraskende skal jeg forbi Jeff Wilcox når han 14:45 mandag fortæller om Microsofts planer - Android og iPhone har jeg selv rodet med.

Et af mine yndlings emner for tiden er at fabulere over konsekvenserne af at alle meget meget snart har en kraftig mini-computer på sig, der er forbundet til nettet, har adgang til sin egen geografiske position og er udstyret med et væld af andre sensorer. Tim Bray, der måske er mest kendt for sin rolle med XML og XML Schema slutter mandagens mobil-spor af 16:15 med The Mobile Imperative der berører emnet og giver et vue over mobilmarkedet anno 2010.

Det skal jeg se. Desværre går jeg så glip af Gregor Hohpes foredrag om Near Field Communication, men med 6 parallelle spor er det desværre umuligt at få det hele med.

Efter frokost har jeg spottet at James Gosling, Javas farmand står på talerstolen med et foredrag hvis indhold vist nok perspektiverer software udvikleres forståelse af tid gennem et case studie Gosling har haft udi at bygge autonome racerbiler med mekaniske ingeniører. Det er sikkert fornøjeligt så det er der også sat X ved, men Gosling er oppe imod post-frokost-sløvhed og formodentlig i skarp konkurrence med føromtalte netværkeri.

2010 programmet ser bestemt spændende ud og det skal nok blive godt. Ses vi?

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Therese Hansen

Jeg står selv i samme dilemma med Gregor Hohpe eller Tim Bray - og jeg håber sådan, at JAOO-folkene får optaget mindst en af de to, så jeg bare kan spejde efter kameraet og så gå til den anden :-).

Jeg kender desværre ikke Tim Bray som taler. En god konferencetommelfingerregel er ellers at man ikke kun skal gå efter indhold, men også karisma og jeg ved at Gregor er hæderlig, men ikke en fantastisk taler.

  • 0
  • 0
#3 Kåre Kjelstrøm

@Therese Jeg har haft fornøjelsen af at se Gregor et par gange og kender ham som en intens og motiveret taler (han taler meget hurtigt) så det går man næppe fejl af. Tim Bray kender jeg heller ikke, men mandens CV alene er nok til at jeg tager chancen :)

@Lasse Det må siges at være noget af en forskel, ja. Jeg kender ikke Devoxx, men har bemærket at JAOO i år giver mulighed for 1-dags billetter. Hvad motivationen er for dette efter utallige års opfordring vil jeg lade andre gisne om.

  • 0
  • 0
#4 Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej Therese,

Jeg kender desværre ikke Tim Bray som taler.

Jeg havde fornøjelsen at arbejde sammen med Tim Bray i en uges tid i Geneve for et par år siden, og han er vildt fascinerende at arbejde sammen med - og også lytte til.

... og så er han jo også én af internettets "grand old men" :o)

  • 0
  • 0
#5 Martin Kofoed

Er der en tilsvarende kvalitetsforskel?

En markant forskel, ja.

I Devoxx' favør.

NB: jeg taler som Javaudvikler. Hvis man er metode-dude og/eller .Net-haj, så er der ikke meget at komme efter på Devoxx. Men det er jo samtidig årsagen til, at JAOO efter min mening ikke er specielt interessant for Java-teknikere mere. Fra at have været hvad Devoxx er i dag, satser JAOO nu meget bredere. Det kan både være en fordel og en ulempe, for undertegnede er det som antydet en ulempe.

Vi tager en flok teknikere afsted til Devoxx igen i år. Omkostningerne inkl. transport Belgien tur/retur er stadig billigere end deltagergebyret til JAOO. Og så er Antwerpen altså også en dejlig by! :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere