bloghoved ole tange

Narko på Facebook

Før du læser videre, så brug lige 90 sekunder på at signe op på Diaspora*: https://datataffel.dk/users/sign_up

Jeg skal nok vente de 90 sekunder.

Hvis du får underholdning eller information fra Facebook mere end 4 gange om ugen, så er du afhængig. Afhængighed er slemt nok, hvad værre er, er at Facebook lever af din afhængighed: Det lille 'Like'; klikket på den delte historie; din kommentar, der nævner en af dine venner; og ansigtsgenkendelsen af dig på feriefotoet taget af din kusine. Altsammen er det med til at skabe en ret præcis profil af dig over tid.

Det vidste du egentlig godt.

Du vidste også, at Facebook bruger disse informationer om dig, og bruger dem til noget, du egentlig ikke synes om.

Du ved også, at de historier, som kommer i din Facebook strøm, er udvalgt af en algoritme skrevet af Facebook. Det er ikke en neutral algoritme, og slet ikke en, som du kan bestemme.

Du har sikkert også læst historier om folk, der er blevet privatcensureret af Facebook eller hvis konti er blevet spærret eller blevet read-only i en periode.

Mit gæt er, at du egentlig synes det er for galt, men ligesom en kvinde i et voldeligt forhold, så vender du tilbage for "det er trods alt noget jeg kender", "så slemt var det nok heller ikke ment", "jeg er jo også selv skyld i det" og "hvad er alternativet?"

I modsætning kvinden, så behøver du ikke kappe alle bånd, men kan stille og roligt flytte væk fra Facebook uden at frygte, at Facebook stalker dig (eller rettere: uden at Facebook stalker dig mere end sædvanligt).

Du har allerede tilmeldt dig Diaspora*, og du er godt på vej.

Diaspora* er:

  • Decentral - der er intet centralt sted, hvor man kan lave privatcensur.
  • Distribueret - du kan køre din egen pod, som taler med andre pods. Ligesom med email.
  • Fri software - du kan kikke koden igennem for bagdøre eller være med til at lave den endnu bedre.
  • Reklamefri - så din reklameblocker kan få fri.
  • Trackingfri - dit klik på en historie bliver ikke registreret.
  • Privacy - historier, du deler med en lukket kreds, kan ikke lige læses bag om af Facebook, men kun på de pods, hvor brugerne bor.

Dermed scorer den pænt på skalaen over et ideelt socialt medium med respekt for dit privatliv; og D* adskiller sig på privatlivsparameteren væsentligt fra Facebook, Twitter, Tumblr, Google+ og Instagram. Det er desuden et af de få sociale medier, der er fri software.

Pod'en på https://datataffel.dk er drevet af Mikkel Munch Mortensen, og vi skal nok have fundet et mere sigende navn, når det bliver mere udbredt.

Mit nytårsforsæt er ikke at stoppe med at bruge Facebook. Jeg kommer til at blive ved med at kommentere og at Like. Men mit nytårsforsæt er, at lade være med selv at poste historier på Facebook. Jeg vil istedet poste dem på Diaspora* og så poste et link til D*-historien på Facebook.

Omkring 80% af historierne i min Facebook-strøm er fra de samme 100 personer. Hvis de istedet delte via Diaspora*, så ville jeg kunne flytte mere end halvdelen af min Facebook-tid over på D*. Men D* lider af diskotekseffekten: Ingen gider tage på et diskotek, som ingen gider tage på. Derfor skal vi have skubbet processen igang.

Mit Diaspora*-ID er prosaole@datataffel.dk.

Hvis du er med, så kan vi flytte meget af den danske tekniske snak/nørdede humor fra Facebook over på Diaspora*, og med større masse, så kan vi hjælpe hinanden og andre ud af deres Facebook-misbrug - også uden at de behøver at tage en kold tyrker.

Kommentarer (20)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jan Gundtofte-Bruun

Facebook trænger i den grad til konkurrence, især af den slags som Diaspora giver [men beklager den manglende *, jeg õrkêr²™ ikke flere "fancy" stavemåder].

Having said that ... "datatablaha.dk" er da ikke bedre end "oes-cs.dk", man tænker "hvem? hvad? hvorfor?" og selve sitet giver ikke rigtig nogen svar. Bloggeren nævner Mikkel, og måske dermed at jeg lever under en sten, for jeg kender ham ikke, og ved ikke hvorledes han borger for kvalitet...

Diaspora forklares for eksempel på wikipedia (https://en.wikipedia.org/wiki/Diaspora_(social_network)) og så har Diaspora selv en FAQ angående hvad en "pod" er og hvordan man vælger én (https://wiki.diasporafoundation.org/Choosing_a_pod#Where_do_I_find_a_pod.3F).

  • 3
  • 0
Ole Tange Blogger

man tænker "hvem? hvad? hvorfor?"

Hvem: En dansk system administrator. Det vigtige er her, at det ikke er et selskab, der har til formål at misbruge dit privatliv.

Hvad: En Diaspora* pod. Altså med andre ord: En D*-server.

Hvorfor: Hvis du ønsker at være med til at komme ud af klørene på Facebook. Grunden til, at du netop skal vælge datataffel.dk som din pod er på grund af syndikering: Ikke alt data bliver sendt mellem pods, og dukker kun op, hvis andre abonnerer på det. Se detaljer på https://datataffel.dk/posts/687185

  • 4
  • 1
Denny Christensen

Der er ingen garanti for at Mikkel, som sikkert er en fin fyr, ikke kigger i mine data

Der er ingen garanti for at ejerne ikke som andre før dem falder for et godt tilbud (money rules) og sælger alt

Der er ingen garanti for... noget som helst

Anerkender formål, aner ikke hvem der står bag, enig i at Facebook og andre tilsvarende løsninger stinker, gider bare ikke bo under en sten...

Eneste løsning er at gå helt analog .. det gider jeg så heller ikke

  • 0
  • 2
Brian Jørgensen

Så snart Mikkel har skaffet nok brugere til at Facebook gider interessere sig for det, så kommer de rendende med en stor pose penge og vupti - En glad Mikkel tjente kassen og Facebook fik samlet masserne igen.

Jeg er hverken afhængig af likes eller facerecognition. Jeg bruger udelukkende Facebook til at læse i grupper jeg interesserer mig for (1-2 gange om ugen). Og jeg bruger ikke Facebook til at poste noget som helst. Jeg er kun venner med familiemedlemmer og de aller nærmeste venner.
Alligevel skal jeg hver eneste gang jeg logger ind ærgre mig over at jeg igen er blevet tag'et uden mit samtykke og at jeg igen har glemt at sige tillykke til nogle venner.
Konklusionen for mig er IKKE D* eller hvad det nye Facebook kommer til at hedde, men at droppe de sociale medier helt. Der er alligevel sket den kedelige udvikling de sidste par år at brugere af Facebook er gået fra poste ligegyldige og uinteressante ting fra deres hverdag, til at de deler ligegyldige og uinteressante reklamer og konkurrencer eller nyheder som man lige har siddet og læst på nyhedsmedierne.
Løsningen er at løsrive sig fra sin afhængighed ikke at skifte den ud med samme afhængighed i ny indpakning. Man løser jo heller ikke rygetrangen for smøger ved at skifte til e-smøger.

  • 5
  • 4
Henning Wangerin

Der er ingen garanti for at Mikkel, som sikkert er en fin fyr, ikke kigger i mine data

Måske.

Derfor kan du sætte din egen pod op, hvor det er DIG der har kontrollen over dine data. Men det kræver selvfølgelig at du laver et stykke arbejde ;-)

Der er ingen garanti for at ejerne ikke som andre før dem falder for et godt tilbud (money rules) og sælger alt

Måske. Men da det er et distribueret netværk, vil der skulle være rigtigt mange som skal købes ud. Det vil jeg sige er urealistiskt i praksis.

Der er ingen garanti for... noget som helst

Nej. Der findes ingen garantier, men hos FB har du ihverfald en garanti. At du bliver overvåget i hoved og r**.

Så vil jeg personligt egentligt hellere leve uden en garanti.

/Henning

  • 7
  • 0
Mikkel Mortensen

Hej folkens

Det er mig der er Mikkel, som driver den pågældende pod. Jeg forstår udmærket jeres bekymringer om at jeg jo bare sælger jeres data når pod'en bliver stor nok.

Når I ikke stoler på mig (og det tager jeg på ingen måde tungt), så vil jeg foreslå jer at sætte jeres egen pod op og bruge den. Gå sammen i et fællesskab der stoler på hinanden og kør jeres egen pod. På den måde sidder I selv på jeres data. Det er en af de mange smukke ting ved Diaspora.

Hvis man ikke gider sætte sin egen pod op, eller ikke har kvaler med at ens data ligger på en andens server, så er man velkommen på datataffel eller en af de mange andre, åbne pods i netværket: https://podupti.me/

  • 6
  • 0
Brian Jørgensen

Mht tagging så kan man kun forhindre tagging på sin egen væg. Man kan ikke gøre noget ved tagging generelt.
Og nej det generer mig ikke at glemme en fødselsdag, men det generer mig at der er en generel forventning om at jeg er på facebook hver dag bare fordi jeg har en profil.

  • 0
  • 0
Martin Kofoed

Hvis man bare er interesseret i at anvende "social media"-måden at kommunikere på internt i en virksomhed, kan jeg anbefale at kigge på Elgg:

https://elgg.org/

Det kan hostes internt og aflukket, og overholder derfor diverse databeskyttelses-regulativer. Sikkert i stærk kontrast til Facebooks tilbud.

Nu er jeg på Diaspora, men min tiltro til, at man for alvor kan lokke en kritisk masse over på denne platform, er godt nok ikke ret stor. Desværre.

  • 0
  • 0
Rasmus Lundsgaard

Jeg har lige læst denne artikel, som er noget af det mest skræmmende jeg længe har læst
http://motherboard.vice.com/read/big-data-cambridge-analytica-brexit-trump

Hvis det er korrekt hvad de skriver, er der virkelig grund til at være nervøs for hvad facebook kan gøre ved vores demokratiske verden... Er der nogen der kan be og/eller afkræfte postulaterne i artiklen

  • 0
  • 0
Mikkel Kirkgaard Nielsen

Fra: https://datataffel.dk/posts/687185#5079ffa0c96f01340de10242ac110007

Endnu et alternativt distribueret socialt medie er også GNU Social, som jeg finder ret interessant. Det er umiddelbart mere ala. Twitter, og efter min oplevelse mere aktivt end D*. Det er derudover et GNU-projekt (et plus i min bog), men har måske den svaghed at man ikke så meget forsøger at skabe et fælles “brand”, så det er ikke så entydigt at det er samme platform og at brugere kan dele på tværs af instanser (GNU Social-servere).

Der er mulighed for federation med (edit: til) Twitter, og jeg har også set eksempler på at opslag fra D* er dukket op i min tidslinje, men har ikke endnu fundet dokumentation om hvordan det eksakt fungerer.

https://en.wikipedia.org/wiki/GNU_social
https://gnu.io/social/

Nordiske instanser:
https://quitter.se/
https://quitter.no/
https://quitter.is/

Kom endelig forbi, jeg er selv mikini@quitter.se.

  • 1
  • 0
Finn Christensen

Løsningen er at løsrive sig fra sin afhængighed ikke at skifte den ud med samme afhængighed i ny indpakning.

Det ser ud til at nogle (incl. Brian) har lugtet lunten, og (engang) vil undgå at han blive som ræven - der bliver jaget.

Hos Fjæsbog, Gobble og Wipper er du kun en ud af over en mia. (0,000000001), så det er faktisk tæt på intet.

Men selvfølgelig.. hvis nogen nu har et stort skjult behov for en gang selvfedme (som er de nævntes formål) så binder du dig kun til at være deres bytte, der må jages 24/7, i deres tågede koncept. De tager kun kundens tid fra dem samtidig med at de kun tømmer kundens lommer[1].

Det er ældgammel viden at anvende en eller andet nutidig populisme og via gøgl, selviscenesættelse, cirkus eller show hentes pengene. Konceptet blev gennem århundrede særdeles effektivt udført af det katolske, senere protestantiske præsteskab[2].

Disclaimer: Livet er for kort til kedsomhed.. har aldrig været ved de nævnte typer vandingshuller, og får aldrig brug for dem.

Overskudsforretning med mia. i nettoindtægter samt avanceret skattetænkning.
[1] http://www.dr.dk/nyheder/udland/zuckerberg-og-syv-andre-ejer-saa-meget-s...
[1] http://www.dr.dk/nyheder/penge/facebook-ejer-er-gaaet-i-skattely
[2] Check selv kirke, købstæder og markedsdage.. http://www.viborg-kloster.dk/historie

  • 0
  • 0
Jette Thrane

Og nej det generer mig ikke at glemme en fødselsdag, men det generer mig at der er en generel forventning om at jeg er på facebook hver dag bare fordi jeg har en profil.

Jeg er sådan set græsk-katolsk med folks forventninger. Jeg kan være fraværende i dagevis. Sociale medier er lige nøjagtig hvad vi selv gør dem til. Jeg har forlængst smidt mundkurv på dem der poster konkurrencer og spil. Man kan nemlig sagtens være venner med folk uden at følge dem. Så når folk siger at FB er et forfærdeligt sted og de bliver stresset, kan jeg kun sige til dem at de altså selv er herre over hvem de omgiver sig med og hvad de ser i nyhedsstrømmen. Og så handler det også rigtig meget om, at være fuldstændig ligeglad med hvad andre mener om ens tilstedeværelse eller mangel på samme ... Hvis det er vigtigt, kan de bare ringe.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere