Næh, dengang jeg var dreng...

Min arbejds-laptop har kendt bedre dage, så der er blevet bestilt en ny. Det hjalp også på at få truffet den beslutning, at Dell er begyndt at levere visse af deres maskiner til en lavere pris uden Windows - vi får se, om skidtet virker :-)

Det her forholdsvis fodformede gerät har to millioner (okay, 2097152) gange så meget ram som den første computer jeg købte for en 32 års tid siden. Ikke dobbelt så meget, ikke 2000 gange så meget, men to millioner. Jeg ved ikke med jer, men jeg har lidt svært ved at forholde mig til den vækst. Der er i hvert fald ikke ret mange andre ting fra dengang, som jeg i dag kan få to millioner gange større til stort set samme pris.

Det burde selvfølgelig ikke komme som en overraskelse, når man holder det op mod den almindelige (men let forvanskede) udgave af Moore's lov, som siger noget i stil med, at antallet af transistorer i integrerede kredsløb fordobles hver 18 måneder. 21 fordoblinger på 32 år er ikke helt ved siden af.

Og jeg er glad for at have oplevet den udvikling - og egentlig også glad for at være blevet introduceret til computere på et tidspunkt, hvor de stadig var overskuelige. Der var komplette diagrammer for hele apparatet i manualen; i dag får man ikke meget mere dokumentation med end 50 siders ansvarsfraskrivelser.

Mikkel Lauritsens billede
Mikkel er CTO i IntraMed, som laver applikationer til håndtering af behandlingsforløb for patienter med kroniske sygdomme.

Kommentarer (3)

Carsten Gehling

Jeg er også taknemmelig for, at have være med "fra starten". Ddvs. fra den gang C64 gjorde computere til allemandseje og vi legede med printkort i fysiklokalet. Det kan godt være, at nogle ting var sværere at skabe dengang med assembler mv, men jeg vil mene at den overordnede indlæringskurve til hvordan computere virker var mindre pga. de færre abstraktioner.

Ivan Skytte Jørgensen

Dengang jeg var dreng skulle vi skifte bits op ad bakke - begge veje.

Jeg er glad for at jeg ikke længere er nødt til i hvert tilfælde tælle bits og clockcykler, men i stedet for det meste kan arbejde med højere abstraktioner, klaske ting sammen i scriptingsprog som performer "godt nok".

Men jeg er også glad for at have været med fra næsten starten, og når det er nødvendigt, kunne gå ned på bits, clockcykler, eller sågar blot ikke-cloud-løsninger.

Torben Mogensen Blogger

jeg vil mene at den overordnede indlæringskurve til hvordan computere virker var mindre pga. de færre abstraktioner.

Delvis enig. I de fleste moderne programmeringssprog/miljøer er det et større arbejde blot at få oprettet en bitmapskærm/-vindue, hvor man kan tegne pixels, linjer og trekanter i forskellige farver. På min gamle BBC Micro krævede det ganske få linjer. Selv flood-fill af et område på skærmen var en enkelt kommando.

Til gengæld var andre ting mere besværlige, f.eks. at få lavet en hægtet liste -- netop fordi der ikke var abstraktioner til dette. Og fordi der ikke var garbage collection, skulle man selv rydde op efter sig.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer