Det er glædeligt at se, at Nets nu er klar med en undskyldning for at have truet vores forretning på livet.
Jeg har dog stadig til gode at høre den selv, men mon ikke deres salgschef tropper op på kontoret i Odense med to flasker Amarone af god årgang i nærmeste fremtid.
Nets udtaler, at kreditrisikoen steg markant over en kort periode. En kort periode i Nets' verden ser åbenbart sådan ud:
Vores konkurrenter tilgiver mig nok, at jeg har fjernet de præcise tal fra grafen, men det er den omsætning, Nets har set fra vores side gennem de sidste 14 måneder. Jeg lader læseren dømme, hvor den markante ændring i vores omsætning findes henne.
Hvad er det, der er så farligt ved succes?
Betalingsbranchen er en lukket, gammel branche, og der florerer mange myter om, hvorfor Nets føler, at vi er en risiko. Jeg gennemgik det i sidste indlæg, men lad os tage det en gang til.
Vores omsætning er delt op i to store bunker. Den ene, som udgør ca. 2/3 af vores omsætning, kommer fra Dankort. Her får vi pengene dagen efter at de er trukket fra kundens konto. Skulle vi gå konkurs, inden kunden har fået sin vare (dvs. sit abonnement), er det bare ærgerligt. Nets har fået deres gebyrer, og kunden må stille sig op i køen sammen med de andre kreditorer. Ingen risiko for Nets her.
Så har vi den anden bunke - nemlig VISA og MasterCard, der udgør ca. 1/3 af vores omsætning. Her får vi først pengene en uges tid efter, at de er trukket fra kundens konto. Skulle vi gå konkurs inden kunden får sit abonnement, skal Nets tilbageføre pengene til kunden - det skyldes den forbrugerbeskyttelse, der er indbygget i VISA og MasterCard.
Forbrugerbeskyttelsen hjælper dog ikke Nets, og de normale konkursregler gælder stadig. Derfor vil Nets ikke kunne hente pengene i konkursboet, men må stille sig op i køen hos kurator. Lige præcis her opstår der derfor en risiko for Nets - og den tager de sig også betalt for. VISA- og MasterCard-transaktioner er nemlig traditionelt meget dyrere end Dankort-transaktioner.
Hvis de får penge for at påtage sig en risiko, hvad opnår de så ved at holde på vores penge i længere tid? Hvis netbutikken går konkurs, skal de jo alligevel udbetale pengene til konkursboet!
Nøgleordet er likviditet.
Kviknet er jo en lille brik i det store puslespil, men da Nets kører samme strategi over for alle deres kunder, ender de med at have et voldsomt likviditetsboost.
Hvis Nets således kan regne med at have al omsætning fra VISA og MasterCard stående på deres egen konto i minimum en uges tid, kan de nå at lave rigtig mange aktiehandler i den periode og derved tjene fedt på deres gratis kassekredit.
Om det kan man synes, hvad man vil, men de skal ikke påstå, at det handler om risikovurdering af den enkelte netbutik, når det snarere handler om, at de polstrer deres egen forretning.
Når alt det her er sagt, så kan Nets' opførsel ikke ødelægge mit humør. Det er super fedt, at det er gået så godt for virksomheden, som det er, og jeg er taknemmelig over for alle de glade kunder, vi har fået, og al den opbakning, der har været.
Jeg undskylder for at have bragt et par kritiske indlæg i træk.
Jeg synes faktisk, det er meget sjovere at skrive om de fede tekniske løsninger, vi går og roder med i det daglige, og lige nu går jeg og overvejer, om det næste indlæg skal handle om kodningen af en high-performance video streaming server, eller om vi skal se på, om software-routere stadig er en god ide.
Stay tuned!
Jeg griber chancen for at komme (lidt) tilbage til teknikken.
I har simplificeret jeres prisstruktur væsentligt (tak for det), men jeg forstår ikke rigtig hvad I mener med en (op til) 100 hhv 150 Mbps forbindelse når vi taler DSL?
Er det hvis man vha. pair-bonding kan komme op over de 100 Mbps at den næste takst træder i kraft, eller hur?
I har simplificeret jeres prisstruktur væsentligt (tak for det), men jeg forstår ikke rigtig hvad I mener med en (op til) 100 hhv 150 Mbps forbindelse når vi taler DSL?
Er det hvis man vha. pair-bonding kan komme op over de 100 Mbps at den næste takst træder i kraft, eller hur?
Ja, det er helt korrekt. Pair bonding koster i sig selv en smule mere, da vi skal leje to telefonlinier af TDC, og den højere hastighed der kan opnås, skal også prissættes, hvis den kommer over de 100 Mbit/s, der normalt er vores max-hastighed på DSL.
Ja, det er helt korrekt. Pair bonding koster i sig selv en smule mere, da vi skal leje to telefonlinier af TDC, og den højere hastighed der kan opnås, skal også prissættes, hvis den kommer over de 100 Mbit/s, der normalt er vores max-hastighed på DSL.
Men er det så noget der afgøres fra sag til sag - sagt på en anden måde, hvis jeg bestiller 150 Mbps, men i praksis kun kan få f.eks. 80 Mbps vha. pair-bonding, skal der så betales den høje pris, eller er det kun de 39 kr (plus den faste IP man jo alligevel gerne vil have) der kommer oven i 100 Mbps prisen?
Men er det så noget der afgøres fra sag til sag - sagt på en anden måde, hvis jeg bestiller 150 Mbps, men i praksis kun kan få f.eks. 80 Mbps vha. pair-bonding, skal der så betales den høje pris, eller er det kun de 39 kr (plus den faste IP man jo alligevel gerne vil have) der kommer oven i 100 Mbps prisen?
Det er et tilbud til kunder, der reelt kan få en hastighed over 100 Mbit/s med pair bonding. Hvis du kun kan få 80 Mbit/s med pair bonding, eller gerne vil nøjes med 100 Mbit/s, selv om du fx kan få 150 Mbit/s, tager vi kun normal pris for 100 Mbit/s + tillæg for pair bonding.
Husk at sige til hvis du skal have en customized PTR-record til den faste IP-adresse - det koster ikke ekstra ;-)
Fedt nok.
Jeg skal nok vende tilbage, men har lige lidt byggeprojekter jeg skal have klaret først - bla. så der er forberedt ordentlig ledningsføring når teknikeren skal komme, da jeg ikke kan holde det sædvanlige TDC klamp ud.
En anden ting - jeg er især interesseret i højest mulig upload hastighed, er der nogle "knapper" der kan skrues på i den forbindelse?
En anden ting - jeg er især interesseret i højest mulig upload hastighed, er der nogle "knapper" der kan skrues på i den forbindelse?
Som udgangspunkt har vi altid leveret den højeste upload-hastighed, vi har kunnet slippe afsted med.
Der er dog nogle få cases, hvor man kan få en højere uploadhastighed ved at give køb på noget af download-hastigheden, og her vægter vi by default download-hastigheden dobbelt så højt som upload-hastigheden, da vi har vurderet, at det svarer til vores kunders generelle prioritering.
Så hvis upload-hastigheden er den vigtigste parameter, er det en god ide at angive det ved bestilling, så vi kan give dig valget, hvis det er nødvendigt.
Yoel: En idé til et teknisk emne I kunne kigge på er multi link forbindelser, f.eks. ADSL + 4G. Det kunne f.eks. realiseres med Multipath TCP (proxy i router og proxy i datacenter).
Jeg tror det er en ydelse der kunne sælges til mange på landet, der stadig kun har gammelt kobber, og reelt ingen muligheder for fiber, coax, point-to-point eller lign.
Yoel: En idé til et teknisk emne I kunne kigge på er multi link forbindelser, f.eks. ADSL + 4G. Det kunne f.eks. realiseres med Multipath TCP (proxy i router og proxy i datacenter).
Det er faktisk en rigtig god ide, og vi har en lignende opgave, vi skal have løst til vores eget kontor - der graves en del i området for tiden, så vi skal have en trådløs backup til vores fiberforbindelse.
De Inteno-routere, vi bruger, er allerede forberedt til Multi-WAN, og der er USB-port til 4G-modem indbygget.
Et andet teknisk emne, som måske ikke direkte er i jeres regi, men som jeg synes at kunne være interessant at få op til debat, og som jeg ikke lige umiddelbart kan finde nogen løsning på er følgende:
Jeg har en IP adresse med et antal domæner tilknyttet.
Det er ikke noget problem at forwarde HTTP og SMTP mv. til en server, og lade Apache og Postfix håndtere at der er flere domæner på serveren.
Men hvad nu hvis jeg gerne ville have flere bokse - det fordrer at trafikken på vej gennem routeren udsættes for et navneopslag, og derefter ledes til den rigtige lokale IP adresse.
Man kunne muligvis opsætte en lokal navneserver, men hvis det kun er et begrænset antal domæner man vil splitte ud er det imo overkill.
Nogen gode ideer?
Men hvad nu hvis jeg gerne ville have flere bokse - det fordrer at trafikken på vej gennem routeren udsættes for et navneopslag, og derefter ledes til den rigtige lokale IP adresse.
Her bevæger vi os væk fra layer 2 og 3, og ender noget højere i OSI-modellen. Derfor er det næppe routeren, der skal udføre dette arbejde, da den (næsten) kun kigger på IP-adresser og port-numre.
Det, du har brug for, er en application layer gateway. Det kan i få, isolerede tilfælde være noget, der kører på routeren (typisk i forbindelse med FTP eller SIP, hvor routeren skal manipulere pakkerne for at hjælpe klienterne med at få en direkte forbindelse gennem NAT), men hvis du skal splitte din webtrafik, er det mest oplagte nok at sætte en proxy-server baseret på nginx op.
Det er en af de problemstillinger, der forsvinder med IPv6: Her giver du bare hver af dine servere deres egen IP-adresse og lader klienterne kontakte dem direkte.
Yoel -> Efter at have fulgt dig herinde, er jeg blevet ret overbevist om at kviknet skal være min næste udbyder. Men er Danmark godtnok i så stor mangel af ipv4 adresser at det koster et månedligt gebyr, og det er ikke kun ved jer men alle steder?! Kan du fortælle mig lidt om baggrunden og om det er muligt at betale sig fra det med et engangsbeløb, jeg er liidt nærig som fattig studerende.
Yoel -> Efter at have fulgt dig herinde, er jeg blevet ret overbevist om at kviknet skal være min næste udbyder.
Det glæder mig at høre - du skal være hjertelig velkommen ;-)
Men er Danmark godtnok i så stor mangel af ipv4 adresser at det koster et månedligt gebyr, og det er ikke kun ved jer men alle steder?! Kan du fortælle mig lidt om baggrunden og om det er muligt at betale sig fra det med et engangsbeløb, jeg er liidt nærig som fattig studerende.
Det kommer sig af, at man for et par år siden officielt løb tør for IPv4-adresser, og der tildeles derfor kun et begrænset antal IP-adresser fra en reservepulje til nye internetudbydere - typisk får man som ISP et /22-netværk, dvs. 1024 IP-adresser.
Ideen er, at en ny internetudbyder skal indføre Carrier Grade NAT til IPv4 og tildele offentlige IPv6-adresser i stedet. Med Carrier Grade NAT kan man nå ret langt med 1024 IP-adresser - typisk kan vi placere ca. 300 kunder bag 1 IP-adresse.
Men nogle kunder er nødt til at have deres egen IPv4-adresse - det er typisk tilfældet, hvis de skal have en server stående, som skal kunne nås udefra.
For at sikre, at en dedikeret IPv4-adresse kun tildeles, når der er et reelt behov, er vi nødt til at prissætte disse særskilt. Vi betaler desuden en løbende afgift til RIPE for at beholde vores tildelte adresser, og hvis vi skulle købe adresserne på det frie marked, ville de også koste penge - p.t. omkring 8 - 12 USD.
Det korte svar på dit spørgsmål er, at det er et forretningsmæssigt valg, at man betaler en løbende fee - og det handler om, at vi gerne vil give kunderne et (lille) incitament til kun at have en dedikeret IPv4-adresse, hvis de vitterligt har brug for den.
Det skal i øvrigt siges, at Carrier Grade NAT er en fordel, hvis man gerne vil være lidt anonym, når man er på nettet, da websites, man besøger, ikke kan skelne mellem en selv og de 300 andre brugere ud fra IP-adressen alene (de kan så til gengæld se det på browserens user agent, cookies m.v., men det kan man selv styre, hvis man vil). Fildeling m.v. bliver også anonymiseret ved CGN.
Er du sikker på, du har brug for en dedikeret IPv4-adresse? Måske kan dit behov løses på anden vis?
Men er Danmark godtnok i så stor mangel af ipv4 adresser at det koster et månedligt gebyr, og det er ikke kun ved jer men alle steder?!
Jeg skal ikke svare på vegne af Kviknet, men nu spørger du generelt. Og svaret er at ikke alene er der mangel på IPv4 adresser, der er simpelthen ikke flere tilbage.
Man har valgt at reservere en lille pulje af adresser, så at når du starter en ny internetudbyder, så får du 1024 adresser til at starte på. Det er de eneste adresse du nogensinde får. Hvis du har ambitioner om at få mere end 1024 kunder, så har du kun to muligheder:
1) Du kan købe adresser af nogle andre. Dem der sælger adresser skal så undvære dem, f.eks. ved at de implementere mulighed #2.
2) Du kan have mere end én kunde per adresse. Det vil sige "carrier grade NAT".
De ældre internetudbydere har i stor stil sørget for at hamstre adresser imens de kunne. TDC har således over 8 millioner adresser i Danmark. De kan med andre ord klare sig til evig tid, blot ved at flytte lidt rundt internt og optimere deres brug.
Der er altså en omkostning ved at give dig din egen adresse. Du går benhårdt efter det billigste produkt i markedet, så det er måske ikke overraskende at ekstra ydelser koster ekstra.
Så kan man snakke prissætning og her skal jeg ikke blande mig. Jeg vil dog konstatere at der hellere ikke er for 5 kr ketchup i den ketchup du køber til din menu hos Mc Donalds. Det er naturligt at der også er lidt prisdifferentiering i det.
TDC har således over 8 millioner adresser i Danmark. De kan med andre ord klare sig til evig tid, blot ved at flytte lidt rundt internt og optimere deres brug.
Og der er meget at hente ved optimering. Som en lille kuriøsitet kan nævnes, at TDC hidtil har tildelt et /30-netværk (4 stk. IP-adresser) pr. kunde. Selve netværket har en adresse, så har vi gateway (TDC's adresse), kundens IP-adresse og en broadcast-adresse. Dvs. for hver kunde spilder man 3 stk. IP-adresser. Når vi hos Kviknet tildeler dedikerede, offentlige IP-adresser, anvender vi større netværk (/26, eller 64 IP-adresser), hvor kunderne separeres på layer 2, men anvender samme gateway. Således er vores spild nedbragt til 1/61 af TDC's (og mange andre udbyderes).
