Når analog borgerservice sejrer

Det er fredag aften og på den anden side af midnat. I min kolonihaveidyl glimter de grønne lysdioder på min trådløse internetforbindelse og minder mig om, at jeg kan få løst det, som ellers måtte vente til mandag. Mit kørekort krakelerer, passet udløber, sygesikringsbeviset smuldrer, og så skylder jeg en midlertidig flyttemeddelelse på det såkaldte ePosthus, som jeg tilmeldte mig for et år siden.

Frem med mit NemID-nøglekort, af med brillerne og ind på borger.dk. Portalen er temmelig gammeldags og ramt af en middelsvær senilitet, for det skorter ikke på opfordringer til mig om at oplyse om kommune og bopæl, når jeg navigerer rundt på de forskellige borgerrettede tjenester. Jeg tænker på, at det sikkert har været et mareridt at forsøge at lime alskens tjenester sammen. Og på at selve portal-tanken lugter lidt af forrige århundrede.

Jeg finder ePosthuset og forsøger at ændre min adresse. Uden held, men med en fejlmeddelelse, som opfordrer mig til at kontakte support telefonisk. Så ringer jeg til nummeret og er egentlig temmelig overrasket over, at nogen svarer her efter midnat. Den venlige dame i røret kan dog fortælle mig, at det er et helt forkert nummer hos PostDanmark, som jeg har ringet til, og at supporten først er tilgængelig mandag morgen.

Der skete en fejl

Mit næste mål drejer sig om fornyelse af mit pas. Her finder jeg en blanket i PDF-format, som jeg kan udfylde. Seniliteten er sat ind, så jeg skal oplyse om cpr-nummer og folkeregisteradresse. Men jeg får formularen printet ud. Det samme gør sig gældende med hensyn til at få fat i fornyelsesblanketten til kørekort. De personlige oplysninger bliver indtastet og formularen skrevet ud.

Undervejs til bestillingen af nyt sygesikringsbevis støder jeg på mulighed for at rekvirere det blå sygesikringsbevis, og det går glat, med en afsluttende besked om, at kortet bliver sendt til min folkeregisteradresse. Til sidst havner jeg på bestillingssiden for sygesikringsbevis. Jeg udfylder den elektroniske blanket og vupti, så er der en fejlmeddelelse på skærmen: "Der skete en fejl i de bagvedliggende systemer, kontakt support". Ingen e-mailadresse, intet telefonnummer.

Så resultatet er altså en svigtende sygesikringsbestilling, fejlende midlertidig adresseændring på det digitale posthus, to udprintede blanketter til kørekort og pas samt en vellykket bonusbestilling af blåt sygesikringskort. Den efterfølgende mandag møder jeg op i Københavns Borgerservice i et nyåbnet center i Nyropsgade. Her står jeg i kø i få minutter, hvorefter en medarbejder kan løse samtlige opgaver: Hun tager foto af mig til pas og kørekort, tager imod blanketterne, opkræver op mod 900 kroner og vil sørge for, at pas, kørekort og sygesikringsbevis bliver tilsendt. En operation, som har taget omkring 10 minutter. Til sammenligning har jeg brugt omkring 45 minutter på at støve rundt på Borger.dk i nattetimen. Længe leve den analoge brugervenlighed, siger jeg.
/kurt

Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Michael Peters

Igennem mange år har jeg arbejdet med IT projekter i det private erhvervsliv og der skal det fungerer. I det offentlige er der ingen der stilles til ansvar og det er givet en af grundene til at det stort set altid går galt.

Så sent som i sidste uge henvendte jeg mig til den lokale turistinformation om at deres hjemmeside havde nogle fejl. Svaret var at det var fejl der kunne opstå.

Øhhh - og ????

Nej fejl opstår ikke bare, de har baggrund i dårlig ledelse og dermed dårlige oplæg til de virksomheder der laver arbejdet for det offentlige.

  • 6
  • 4
Lars Christoffersen

Jeg vil gerne bestille tid hos lægen elektronisk og fik en PIN kode til https://www.profdoc-health.net/
Jeg har aldrig i mit liv oplevet ligende bras, min største bekymring er at jeg har givet dem mit CPR nummer. Hvis deres sikkerhed er lige så dårlig som deres web site, så er jeg bekymret. Jeg bruger Apple, måske er det problemet, men det gør det bare endnu værre.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere