Mobilen der ikke ville dø

Mindeord for min SE W810i:

Illustration: Privatfoto

Farvel, min trofaste følgesvend. Du er nu stedt til hvile i skuffens mørke kammer, befriet for dit flade elektriske hjerte, som holdt din tid ud. Jeg husker endnu, hvordan jeg for cirka fire år siden bød dig velkommen og befriede dig for emballage, manualer og masser af plasticposer. Jeg lagde dig varsomt på mit skrivebord.

Jeg monterede dit tilbehør og vuggede dig blidt, mens din oplader for første gang fødte dig med strøm. Din skærm lyste orange og varmt, din lyd var fin og dine knapper støbt med en silkeblød struktur. Du var kort sagt min hidtil fedeste mobiltelefon. Med Edge, Bluetooth og et hukommelseskort med masser af plads til musik. På utallige cykelture leverede din lille FM-radio fin lyd.

Jeg frygtede for dit liv, da jeg tabte dig i en toiletkummes, heldigvis rene, vand. Du tørrede i solen, mens mit håb om din overlevelse voksede. Og om aftenen skinnede din skærm atter klart.

Du gav mig mine første rigtig brugbare mobile internetoplevelser takket være to små apps, som ikke bliver overgået foreløbig. Google Mail i form af en lille elegant Java-applikation, som uden kny fremviste e-mails. Hver dag og altid til tiden. Og Opera Mini som min første anvendelige mobile browser, der kunne bruges i en snæver vending.

Grønthandlerens halvfemser-blingbling

For mig er du et foreløbigt mobilt højdepunkt. Jeg elskede også min gamle grønthandlerudgave af Nokia 6310, som vel var sidste årtusindes udgave af blingbling med sin gyldne plasticskal. Men fremtiden rykkede for alvor tættere på med din spæde internet-parathed og dine tydelige musik-gener.

At din mor var Sony, var hørbart, og heldigvis var du også et vellykket barn af din klassiske skandinaviske ingeniør-far, Ericsson. Og jeg har haft sjove og fascinerende netstunder med at snakke med dine pædagoger, som altid var klar med ny firmware, der både fik dig til at lyde bedre og støje mindre. Altsammen skete længe inden, vi begyndte at tale om crowdsourcing, communities og det sociale web.

På dit udviklerforum var det nemt at snakke direkte med gudfædre, som i flere år sørgede for at støtte dig med fixes og patches.

Røsten fra graven
Vores sidste døgn sammen var lidt triste. Du var helt slukket, og din skærm var dybsort. Alligevel var det, som om du ikke accepterede din skæbne.

Mandagen efter overgangen til vintertid lod du dine Ry Cooder'ske vækketoner lyde på trods af din meget dybe søvn. Og først efter jeg befriede dig helt for batteriet, var du tavs. Nu er du i skuffen, og du har ikke hilst på din mobilerstatning, for telefonbogen smuglede jeg fra dig via internettet. Nu skal jeg vænne mig til en skærm, der er i hd-kvalitet i stedet for vga.

For ikke at tale om en Twitter-mobilapp som gør det nemt at kvidre via
twitter.com/kwesth (join me!) og en browser der kan wave - fortæl mig om gode danske waves, så deler jeg (kwesth@googlewave.com).

Og en 'smartphone', hvor grundfunktionaliteten er reduceret til en applikation, der lader sig starte ved at duppe på et telefonikon. Og der er multitouch, Facebook, Twitter og sci-fi augmented reality. Men jeg beholder dig stadig i skuffens dyb. For hvem ved, om jeg ikke får brug for dine tjenester igen?

/kurt

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Nobel

Hvis man er glad for noget, så skal man ikke bare acceptere.

Min gamle K750, som jeg er meget glad for, begyndte at skabe sig i løbet af foråret, skærmen viste sjove farver og til sidst skulle man pille batteriet ud 3 gange om dagen, og først i ca. 5 forsøg kunne man efterfølgende tænde den.

Splittede den af, rensede alle forbindelser med en lille fin børste etc.

Den har fungeret fuldstændig perfekt siden!

/Christian

  • 0
  • 0
Christian W. Moesgaard

Nu må jeg indrømme at jeg aldrig har været fans af Sony Ericsson, men det er et personligt spørgsmål der omhandler brugergrænsefladen.

Jeg har selv haft en Nokia 3510i og hold da op en maskine... den tog hele to ture i vaskemaskinen, den ene af gangene i 2 timer ved 40 grader og den anden gang i en time ved 60 grader.

En gang på radiatoren og så var den frisk. Fantastisk holdbarhed.

Den blev dog slidt op efter godt 6 år, og så fik jeg mig en ny. Efter 2 dage var hele skærmen dækket til med støv under skærmen (gud ved hvordan... mit hus er altså ikke SÅ støvet - det kan ikke rettes) og nu er den ved at gå i stykker efter 6 måneder - og den har jeg endda passet meget bedre på. Det er også en Nokia. (6120 classic)

Ved nærmere omtanke så ser man ikke særlig meget til disse enormt holdbare mobiltelefoner mere. Der er nogle, men de er som regel meget dyrere eller decideret dårlige.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide hvorfor. Måske er det bare mig der er dum.

  • 0
  • 0
Jan Skinnerup

Ved nærmere omtanke så ser man ikke særlig meget til disse enormt holdbare mobiltelefoner mere. Der er nogle, men de er som regel meget dyrere eller decideret dårlige.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide hvorfor.

Der er mere bundlinje i at sælge dig en ny telefon hvert år i stedet for at producere noget, der kan holde i 5 år. Så det er dybest set et negativt tegn på tidernes trend... desværre.

  • 0
  • 0
Sune Kjærgård

Jeg vil give dig helt ret. W810i er (var) en fantastisk telefon, men min måtte også lide skuffe-skæbnen, da jeg i sommers skiftede til en HTC Magic. Det var dengang næsten med dårlig samvittighed, at den blev lagt i skuffen, for det var nuu en fantastisk telefon, der snildt kunne holde strøm en lille uges tid.
Men men men.. Nu er den genopstanden! Min kærestes (nyere) telefon døde, og hun har så overtaget den gamle w810i... Og det hjælper lidt på min dårlige samvittighed :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere