Minister i gruppeterapi

Videnskabsminister Helge Sander har udpeget 15 mennesker til et udvalg eller råd eller hvad det nu er, som skal give ham input til hvordan Danmark skal blive et foregangsland indefor IT.

Rådet mødes første gang til julefrokost d. 20 december og dermed ser niveauet ud til at være lagt.

Stort set alle de 15 personer på listen er kompetente og respekterede indenfor deres separate biotoper, men hvorfor lige netop de 15 er udpeget til at sidde i gruppeterapi med ministeren har jeg svært ved at se.

At IBM, KMD, CSC og Microsoft tilsammen udgør over en fjerdedel af gruppen forekommer mig lige så intelligent som hvis fasanerne inviterer ræven med i deres udvalg for yngelpleje.

En anden fjerdedel udgøres af uddannelses institutioner, to rigtige universiteter en underlig hybrid kaldet IT-Vest og ITU.

Der er sandelig også blevet plads til en Gymnasierektor.

Forbrugerrådet har fået en plads ved bordet, men om det bare er for at tage dem som gidsel så de ikke efterfølgende brokker sig må tiden vise.

Så er der en direktør fra Nordjyllands Amt (Bliver det ikke nedlagt om nogle få uger ?) det er sikkert for at kunne sige at man har representanter fra hele det offentlige med.

Endelig er der fire deltager fra fire formodentligt hippe "web-2.0" agtige firmaer der sikkert har flere buzzwords i deres powerpoint end Miljøministeriet tillader.

De skal nok få nogle hyggelige halvårlige møder med lidt god mad og lidt "networking". Lur mig om der ikke også bliver tid til at spille golf.

Men hvor er den tekniske IT ' Robotter ' Bioinformatik ' Energi-styring ' Nanonørderne ' Hvad med kommunikation ' Statens Arkiver ' Sikkerhed og identifikation ' Open Source ?

Frem for alt, hvor er de virkeligt langsynede der kan sige noget kompetent om hvad der sker om fem, ti eller tyve år ?

Man kunne have den teori, at i ministerens verden handler IT kun om hvad det offentlige betaler for og at han ønsker sig "en ambitiøs strategi" for dette område.

Men den holder jo ikke, når man har inviteret en stak folk der stort set alle sammen lever af det offentliges IT behov og som sikkert alle gnider sig i hænderne over den kommercielle åbning udvalget byder.

Og det eneste nogenlunde ambitiøse der er sagt om offentlig IT i mange år er "åbne filformater" og folk med den kæphest er jo bemærkelsesværdigt fraværende i gruppen.

Min fortolkning er, at det nok er et hårdt job at administrere noget man fundamentalt set ikke har forstand på og at ministeren gerne vil have to årlige ture i gruppe-terapi blandt folk der ikke hele tiden kritiserer ham.

Og det vi vel godt unde Hr. Ministeren ?

Poul-Henning

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Lønskov Luther

Jeg undrede mig også lidt over listen, hvor mange af disse såkaldte IT eksperter ved overhovedet hvad der rører på sig ude i den virkelige verden. Direktører og lign. tvivler jeg simpelthen på har den nødvendige indsigt i dagens og morgendagens IT.

I min verden har direktører og lign for store virksomheder (og institutioner) slet ikke tid til at sætte sig ind i IT og dermed være udrustet til at lave beslutninger der bunder i fornuft og ikke blot i deres egen forretningskoncept. Det er vel fint nok at have repræsentanter fra de store IT selskaber i Danmark, men det skal jo være personer som har noget fornuftigt input.

Thomas Sevelsted Lauritzen

Ham Jørgen Bardenfleth er da efterhånden godt repræsenteret i regeringens forskellige råd. I og med han er adm. direktør i Microsoft og både sidder i Helge Sanders nye råd samt i Fogh og Bendtsens Globaliseringsråd, kan der snart ikke være mere tvivl om at Danmark er Microsoft's eget lille testland.
Jeg syntes det er ærgerligt at der ikke er inviteret nogen til de forskellige råd der kan tale for open source. Danmark kommer til at går glip af nogle gode muligheder ved ikke at begynde at tage OSS seriøst. Man hænger for meget fast i devisen; "Der er aldrig nogen der er blevet fyret for at vælge Microsoft".

Log ind eller Opret konto for at kommentere