Mindeord for Hanne Vilmann - Open Source veteran

Min kære ven Hanne Vilmann er ikke blandt os længere. Hanne sov hun stille ind torsdag aften som følge af at hendes lever ikke virkede mere. De fleste i af det danske Open Source miljø kendte Hanne og hun vil blive savnet af mange.

Illustration: Kristian Vilmann

Hanne har via sin mangeårige ansættelse som sekretær og senere sekretariatsleder i DKUUG arbejdet ihærdigt med at lave Open Source arrangementer i DKUUG-regi - ofte sammen med SSLUG og BSD-DK. Hanne brændte for dette, og i perioden fra 1998 til 2010 var hun en hel central person i “coord”-holdet, som drev de store konferencer Linux 98, Open Networks 99, Linuxforum og Open Source Days. Igennem 13 år har hun især sat sit præg på udstiller-kontakten, og langt de fleste danske firmaer indenfor Linux og Open Source har udstillet på konferencerne. Hanne havde et kæmpe netværk her.

Hanne forstod om nogen, at sammenholdet indenfor Open Source i Danmark skulle være mere end bare teknik. Hendes smil og fokus på sociale relationer har været med til at skabe mange gode venskaber på kryds og tværs af Open Source-miljøerne. Mens Hanne var hos DKUUG fik hun fortjent tilnavnet “MorDKUUG” - hun favnede meget og var meget afholdt.

Personligt kommer jeg til at savne Hanne meget. Hun var en fantastisk loyal ven og en holdspiller. Hanne efterlader sig en masse skønne minder til os venner, til hendes mand Kristian og til hendes dejlige børn Malou og Nicklas. Hanne blev kun 44 år.

/pto

Kommentarer (31)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#6 Jonas B. Nielsen

Hanne's bidrag og hjælp ifm, med etableringen og afholdelsen af de Nordiske Perl Workshops er umulig at gøre op. Hanne's indstilling og konstruktive tilgang til at løse alle problemer små som store afspejler virkelig en fantastisk personlighed, en personlighed som vil blive savnet. Hanne vil være i mine tanker når jeg rejser til Nordic Perl Workshop 2012 i Stockholm næste måned som fortsættelsen på en rejse Hanne var med til at starte tilbage i 2003.

  • 2
  • 0
#11 Kenneth Geisshirt

Jeg tror ikke jeg har mødt mange mennesker med så megen energi som Hanne. Hendes evne til at bringe os nørder sammen i den årlige fest i marts måned vil blive savnet. Hun lærte os at teknik er den mindste del af Open Source og IT. Mine tanker går til Kristian og børnene.

  • 3
  • 0
#12 Bryan Østergaard

Jeg sad sammen med flere bestyrelsesmedlemmer fra Open Source Days og DKUUG da jeg fik beskeden i går aftes.

Selv om vi tilhører en nyere generation af aktive i diverse organisationer så har vi alle mødt Hanne til de mange events hun var så stor en del af. Vi kommer til at savne Hanne meget og jeg er sikker på at tankerne ofte vil vende tilbage til Hanne ved fremtidige events.

Mine tanker går til Kristian og børnene i denne svære tid.

  • 3
  • 0
#14 Keld Simonsen

Hanne var den der holdt sammen på alt omkring de store Open Source arrangementer, som SSLUG, DKUUG, Linux Forum og Open Souce Days arrangerede gennem årene. Og hun var ankerdame på DKUUGs medlemsmøder og andre DKUUG-aktiviteter igennem mange år. Uden hendes indsats tror jeg ikke disse aktiviteter kunne været realiseret i nær samme omfang.

Det gør mig meget trist at høre om hendes alt for tidlige bortgang. Tak for alt. Mine tanker går også til familien, som lige har været igennem en stor fødselsdag, hvor Hanne som sædvanlig var aktiv omkring alt det der skulle arrangeres.

  • 6
  • 0
#18 Michael Rasmussen

Hej Kristian,

Det var med stor sorg og chok, jeg læste Peters blog til morgen. Mine tanker går til dig og familien på denne sorgens dag, og med håbet om at I i bedste Hanne stil kommer igennem denne svære stund, og trods alt genfinder en måde at leve videre uden Hanne.

Mit første møde med Hanne var til Open Network, hvor Hanne var den store rorgænger på konferencens bro, som selv ikke i det værste uvejr blev bragt ud af fatning, men altid lige var den, der var et skridt foran os andre, således at sikkerhedsnet og livliner allerede var klar til at redde en potentiel problematisk situation. Hannes særlige kendetegn var, at hun kunne holde styrrummet funktionsdygtigt selv i de mest stressede situationer, og altid fik afvist folk i døren på hendes egen bestemte men venlige måde, sådan at rorgængeren/rorgængerne på broen fik fred til at holde en stabil kurs; dette blev gjort så behændigt, så afviste gik derfra med en følelse af, at de havde givet deres bidrag. En sjælden evne!

Hannes overblik, initiativ og gode humør vil blive savnet.

  • 2
  • 0
#19 Claus Agerskov

Det er med stor sorg og overraskelse, at jeg får denne besked.

Et stort menneske på mange måder er ikke længere i blandt os - hvor kommer jeg til at savne dig og dit smil og store entusiasme.

Med stor glæde vil se tilbage på de stunder, vi har haft i Symbion og til forskellige arrangementer i DKUUG- og Open Source-regi.

Mine tanker går til din mand Kristian og jeres børn.

Må du have det godt, hvor end du befinder dig nu.

De kærligste kondolencer Claus Agerskov

  • 2
  • 0
#20 Jacob Nordfalk

Jeg har ikke mødt Hanne ret mange gange men fornemmer tydeligt den store forskel hun har gjort for open source.

Tusind tak til hende for - til forskel fra mig selv og en del andre inden for open source - også at have fokus og talent for det organisatoriske og menneskelige.

Jeg håber Kristian og deres børn kommer godt igennem den periode med sorg der venter dem.

  • 1
  • 0
#23 Palle Simonsen

Jeg har kun mødt Hanne ved få praktiske lejligheder ifm. Open Source arrangementer, men man fornemmede tydeligt, at hun var en varm og energisk person.

Den dybeste medfølelse med de efterladte.

Æret være hendes minde

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere