Min egen lille facebook storm

Jeg er ca. den eneste dansker (bortset fra oldinge og børn som endnu ikke har forladt børnehaven) der ikke er på facebook fordi jeg ikke bryder mig om deres måde at tiltage sig ejerskab over mine data.

Mit liv har faktisk være lykkeligt uden facebook ind til nu. Men siden d. 17. februar er min gmail-konto blevet bestormet af facebook-mails fra folk, som vil være venner med mig.

Fællesnævneren (altså for alle 7 ? det er en lille storm jeg taler om) er at jeg aldrig har hørt om dem.

Jeg undres - har facebook mon startet en-fremmed-er-en-ven-du-ikke-har-mødt-endnu service?

Har du oplevet det samme - eller er det blot en storm i et glas vand?

Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#5 Lars Bjerregaard

Så er jeg også den eneste dansker, sammen med dig, der heller ikke er på fjæsbog. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal bruge det til, og har ingen lyst overhovedet til at udleve mit privatliv på nettet. Det er ikke fordi jeg har social-website fobi som sådan. LinkedIn f.eks. synes jeg er genialt, men det er også til det specifikke formål at vedligeholde og udbygge sit professionelle netværk.

  • 0
  • 0
#7 Henrik Hvid Jensen

Med den fremtidige store udbredelse af Web 2.0 værktøjer, vi endnu ikke anede vi havde brug for, skal man vænne sig til uigennemsigtige rettigheder og sikkerhed.

Men på den anden side lægger de færreste information ud på Facebook som andre vil betale for hvorfor rettighedsdiskussionen bliver lidt akademisk.

De fleste er ligeglade bare værktøjerne fungere for dem, så det kan godt være, at de mere "oplyste" bliver maskinstormere, men maskinerne kommer og vi kan lige så godt vænne os til at bruge dem i henhold til vores behov.

Jeg havde en gang en ven der syntes det var sejt at han fik sin sekretær til at tømme sin e-mail. Det fik ham til at føle sig vigtigt. Men medførte også at hans arbejde blev mere besværligt end kollegaernes. Nu bruger han selvfølgelig e-mail lige så meget som alle andre og det samme sker med killer Web 2.0 værktøjerne, den kommer du aldrig uden om.

Jeg har f.eks. valgt at bruge Facebook til at etablere forbindelse med gamle venner og i modsætning til Nick på 22 år, så er jeg gammel nok til at have mistet kontakten med mange interesante mennesker. Gennem Facebook har jeg fået genetableret forbindelse og selv om jeg næsten aldrig skriver noget til dem og aldrig fortællre hvad jeg laver, så er det en rar fornemmelse, at have dem lidt tættere på, nu er de kun et klik væk

Så Facebook har helt klart opfyldt et behov hos mig og jeg er en glad bruger.

  • 0
  • 0
#8 Michael Degn

Jeg vil gerne slutte mig til den lille skare, som ikke er på facebook og aldrig kommer det, og jeg er fuldt ud enig i at deres privacy er total uacceptabel.

Facebook, Myspace m.m. kan ikke berige mit liv på nogen måde, og jeg har svært ved at købe argumenter som at finde gamle klassekammerater. Dem har jeg ikke set i over 25 år, så hvad skulle jeg dog med dem nu?

Disse sites er nok kommet for at blive, og det er sådan set også okay - bare det dog ville blive respekteret at der er mennesker som ikke ønsker at være en del af disse netværk.

  • 0
  • 0
#9 Peter Mogensen

Ikke "på" Facebook og kommer det heller aldrig. Privacy er bare en ting. Mere konkret er at det virker som 90% spild af tid og kun 10% nyttigt og meget få muligheder for at sortere det nyttige fra det nyttesløse.

Jeg kan virkelig ikke se hvad Facebook giver mig som Email/XMPP ikke kan klare.

  • 0
  • 0
#10 Jens Fallesen

Det er absolut noget, vi må vænne sig til.

Jeg var også stor modstander og kunne ikke se, at det kunne bruges til noget som helst fornuftigt. Men så kom der en invitation til en gruppe for min gamle gymnasieklasse, og jeg gav det chancen. Siden fandt jeg ud af, at det er en god mulighed for at retablere og fastholde kontakten.

Og så længe man er opmærksom på diverse risici, er man jo selv herre over, hvad man lægger på Facebook og bruger det til.

Men det får mig nu ikke til at bryde mig om deres betingelser og måde at køre butikken på.

  • 0
  • 0
#11 Michael Zetlitz

Når jeg bliver gammel (hvad det så end vil sige?), så vil jeg trække mig tilbage til en lille hytte et sted uden computere, TV eller radio, gerne helt uden elektricitet. Nå ja, og ingen mobil dækning.

Her vil jeg udelukkende være bevæbnet med stabler af gode gammeldags bøger, maltwhisky samt en hyggelig pejs.

Her kan man så endelig begynde at leve livet som det burde leves... ;)

Det er da heldigvis tilladt at drømme.

  • 0
  • 0
#12 Peter Nørregaard Blogger

Michael, det kunne lyde som om at du kan finde hvad du leder efter i Montana :-) Bortset fra det, så er det noget vi skal vænne os til. Men det er vel på den anden side naturligt at gå gennem livet og møde mennesker hvoraf de fleste egentlig ikke rigtigt betyder noget for en – og det er helt fint at miste kontakten til dem. Hvem har ikke prøvet at være til gammel-elev fest for at opdage at der absolut intet var at tale om efter de første 5 minutter?

De interessante mennesker, som Henrik fortæller om, bliver vel også mindre interessante med tiden – og hvis ikke, så er der andre måder at holde kontakten med dem. At holde kontakten er jo også andet og mere end at kunne læse ”nu skal jeg på ski-ferie”-beskeder fra dem på facebook.

At samle på venner uden at senere at rydde ud i listen svarer vel til at gemme alle sine emails tilbage fra 90’erne (hvilket jeg har, men ikke i den postkasse, jeg åbner hver dag) eller at fylde forhaven op med skrammel fundet i containere, for ”måske får jeg brug for det en dag”.

  • 0
  • 0
#13 Henrik Hvid Jensen

Det er måske oplagt at hvis du lægegr et billed ind så har du rettighed til det, men hvad så med den person, som starter med at tagge det med perosner og stedfæstelser og måske væsentligt forøger værdien af billedet. Har han ikke lige så megen rettighed over billedet sammen med taggene, som den der lagde det ind oprindeligt?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere