Min datter er forsvundet i cyberspace

Da jordemoderen kom rendende med papirformularer, der skulle udfyldes og afleveres på kirkekontoret sammen med et vred af attester, grinte vi overbærende: Den slags kan man jo ordne på nettet i dag via personregistrering.dk.

Illustration: Anne-Sofie Nielsen

Og det var smart og lækkert: Mor logger ind med digital signatur, websitet er allerede forudfyldt med det cpr-nummer, datteren fik tildelt inden hun havde forladt fødestuen, og de nødvendige oplysninger indtastes, herunder barnets navn. Der signeres, og derefter er det farmands tur til at bekræfte de indtastede oplysninger med sin digitale signatur, så mor ikke kan navngive Lisbetth eller Cammilla eller lignende defekte stavemåder (som desværre er godkendte), uden at far har været ind over.  

Og så skulle den være klaret... Men ugerne går, og intet sygesikringsbevis dukker op. Det med at sende en mail til kommunen er jeg holdt op med at tro på, så jeg trasker ned til det lokale rådhus' BorgerService for at høre nærmere. Nej, de har ikke registreret noget navn på hende endnu, så derfor kan de ikke udstede et sygesikringsbevis. Prøv kirkekontoret. For bag det tilsyneladende religionsneutrale website personregistrering.dk sidder der naturligvis 2200 kirkebogsførende sogne, som hver især skal klare opgaven. Lur mig, om der ikke et sted bag personregistrering.dk sidder en kontorelev med en faxmaskine og sender de indtastede oplysninger videre til det lokale kirkekontor...  

Mit kirkekontoret (ja, jeg nåede lige forbi i tidsrummet 10-12, hvor der var træffetid) mener dog ikke, at de havde modtaget de pågældende oplysninger. Men de vil da undersøge sagen og sende et brev. Med kuvert og frimærke. Velkommen til det digitale Danmark.

Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Maciej Szeliga

Digitalisering i DK er jo en nærmest en joke... det ser meget godt ud men når man skal bruge det så er det stort set kun de steder hvor man skal af med penge som virker (vand, varme, afledningsafgift, el, skat etc.) de steder som er service til borgeren er ikke helt færdige og ingen interresserer sig for dem.

  • 0
  • 0
#5 Poul-Henning Kamp Blogger

Jeg kan ikke forestille mig at netop kirkebøgerne ikke er et af de mest sendrægtige områder at få til at fungere.

Det starter med at menighedsrådende bliver fyldt på afbud med magtmennesker der ikke har højere evner og derefter ansætter en kirkedegn i deres eget billede som går og mundhugges med præsten (der fører den anden kopi af ministerialbogen).

PC kørekortene har alle et stort hvidt 'L' på blå baggrund og blød hat tillige.

At forvente at elektronisk registering over nettet skulle virke i det miljø er meget meget optimitisk.

Og jo, der er sogne hvor det virker og der sidder kompetente mennesker, men de er i mindretal.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
#6 Klaus Elmquist Nielsen

Tillykke med familieforøgelsen! Jeg kan forstå at I tilmed har fået overstået navneforhandlingerne hurtigt. Flot arbejde! Det er ikke alle der har det så let.

Som en lille opgave, mens du har travlt med den moderlige gerning, kunne det være interessant at finde ud af hvordan personregistrering.dk rent faktisk er bygget op, herunder hvordan registreringerne sendes videre til kirkekontorerne. Jeg ser nogle formodninger om hvordan systemet er bygget op, men det kunne være interessant at se, hvad der rent faktisk foregår og hvor det er gået galt. Måske det kunne være noget så banalt som en "session timeout"?

  • 0
  • 0
#7 Christian E. Lysel

Eller ens praktiserende læges tidsbestilling:

"Bemærk! Du har ikke fået en tid, før du har fået et svar retur fra klinikken. Du vil modtage et svar inden for 2 arbejdsdage."

Sjovt nok ringede jeg i stedet da da man her "kun" skal vente i 10 minutter på et svar.

  • 0
  • 0
#8 Flamber Hansen

I Danmark kører vi med to forskellige systemer.

Personregisteret: Det er den kristelige kirkes "system", som er decentraliseret i de forskellige sogn. Og hvad jeg kan se; ikke et elektronisk system.

Det Centrale Personregister (bedre kendt som CPR): Det er det system, som alle - bortset fra kirken - benytter.

At vi stadig har kirkens register skyldes, at alle nyfødte SKAL meldes ind i den kristelige kirke.

Ønsker du at melde dig ud af den kristelige kirke og undgå at betale 0.7% i kirkeskat (som går til lønninger, ikke bevarelse af bygninger), så kan du finde en guide her: http://www.km.dk/borgerportal/medlem/udmeldelse.html

Du kan finde mange spændende ting om f.eks. dine forældre og især dig selv på CPRs system, hvis du har digital signatur: https://web.cpr.dk/gws/selvbetjening.jsp

Personregistreringen.dk kan jeg ikke komme på, da jeg ikke har Acrobat Reader 7+: https://personregistrering-oces.dk/Preg/regind.do

  • 0
  • 0
#10 Daniel Trads

Hej og tillykke. ;)

Ja jeg kan så fortælle lidt samme historie. Jeg fik en datter sidste år i November og havde da også bærbar med på patienthotellet til sende billeder af vidunderet. Og selv skulle hun da også personregistreres.dk.

Efter 3 uger sendte kirkekontoret et brev til os. Yes! Endelig har de fattet det. Men nej: "Hvorfor har I ikke fået lavet fødselsanmeldelse endnu??". "Jamen vi har da været inde på personregistrering.dk?", sagde vi så (under personligt fremmøde i træffetiden mellem 1030 og halvelleve). "Nå det kender vi da ikke noget til at man kunne".

Ja det kunne man jo så egentlig heller ikke. ;)

  • 0
  • 0
#11 Per Tolbøll

Ovenstående indlæg vil jeg hermed indstille til prisen for "Største koncentration af sludder og vrøvl":

Det er den kristelige kirkes "system", som er decentraliseret i de forskellige sogn. Og hvad jeg kan se; ikke et elektronisk system.

  • DNK (Den Nye Kirkebog), udrullet til alle kirkekontorer, i princippet "front-end" til CPR

At vi stadig har kirkens register skyldes, at alle nyfødte SKAL meldes ind i den kristelige kirke.

Lovhjemmel ?

Personregistreringen.dk kan jeg ikke komme på, da jeg ikke har Acrobat Reader 7+:

  • åbenbart heller ikke større viden om civilregistreringen i DK...
  • 0
  • 0
#12 Anne-Sofie Nielsen

Tak for alle jeres kommentarer og lykønskninger.

Jeg må dog præcisere, at det her drejer sig om Nielsen v. 2.2, men da 2.0 og 2.1 blev releaset havde vi ikke (illusionen om) online personregistrering. Men jeg endte jo åbenbart også på kirkekontoret denne gang...

  • 0
  • 0
#13 Ole Kofod

Ingen bliver meldt ind i Folkekirken pr. automatik. Det sker når barnet bliver døbt, hvilket aktuelt gør sig gældende for 75-80% af danske børn.

Men registreringen foregår hos kirken (undtagen Sønderjylland af historiske grunde) via den elektroniske kirkebog. De to gange jeg har haft brug for at få registreret mit afkom er det foregået hurtigt og kompetent - ingen problemer med elektronik, ventetid, stavefejl eller andet.

  • 0
  • 0
#15 Jens Fallesen

Eller ens praktiserende læges tidsbestilling:

"Bemærk! Du har ikke fået en tid, før du har fået et svar retur fra klinikken. Du vil modtage et svar inden for 2 arbejdsdage."

Det kommer så meget an på den enkelte læge. Mit nuværende lægehus har et system, hvor man ved bestilling kan se de ledige tider og booke en af disse, hvorefter aftalen er på plads med det samme. Man får endda en mail med bekræftelse.

Samme sted kan man stille spørgsmål til sin læge samt forny eventuelle "automatiske" recepter.

Du må vælge din læge med større omhu. :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere