Microsofts FreeBSD fetish

Så fik Microsoft sig endelig taget sammen til at give et bud på Yahoo!

Om Y! storaktionærer er smarte nok til at tage de 44.6B$ og nyde livet er ikke godt at spå om, nogle af dem er nogle stædige bæster.

Spørgsmålet er, om en overtagelse af Y! vil gavne Vistas efterfølger ligeså meget som overtagelsen af HotMail i sin tid gavnede Win2k og XP ?

Forskellen er nok, at Hotmail blev købt for at bevise at Windows var et lige så godt OS som FreeBSD og det viste sig ikke at være tilfældet. Der lå en klappet og klar reklame-blitz som skulle fortælle hvor nemt det var at migrere fra UNIX til Windows og hvor godt det hele blev bagefter.

Jo, jeg kender resten af historien, men den er ikke "on the record". Men forestil jer hvor sur Hans Billhed var da det flere pinlige år mislykkedes at migrere 3 gang.

Overtagelsen af Y! handler derimod om at tæve Google på annoncemarkedet.

Men som med Hotmail, vil denne overtagelse ende i gråd og tænders gnidsel.

Det er patetisk at se på, på samme måde som når mere eller mindre velbjergede midaldrende mænd tager til 25 års studenterjubilæum i håbet om endelig at få nedlagt hende de ikke fik i kanen i gymnasietiden.

Hvis salget går igennem, sværmer en hoben windowsnisser igennem Y! og proklamerer til høre og venstre hvad der skal skiftes ud med .NET, C# og Vista.

Når støvet har lagt sig, har Y! tabt 3 års udviklingstid, hele den stab der faktisk ved hvad der foregår og sandsynligvis de fleste af de kreative hoveder totalt set.

Behøver jeg at påpege at Googles HR afdeling er helt oppe at ringe allerede ?

Og så står Microsoft, som ved studenterfesten, med den pris de har eftertragtet "siden dengang" og opdager, at tidens tand har gjort sit ved ungdommens drømmebillede og den oplevelse der har naget så lang tid, viser sig at være en fæl skuffelse, der ikke er den efterfølgende ballade værd.

Og hvad værst er, hvis de betaler 44.6B$ for Y!, så går langt de fleste af de penge lige direkte over i vækstfirmaer der alle har Microsofts smuldrende monopol direkte i sigtekornet.

Det er sgu' da patetisk at de ikke kan tænke rationelt, men lader den slags følelsesmæssige hang-up's forblænde deres dømmekraft totalt...

Hvis de ville have Y! skulle de have købt det sammen med Hotmail da de havde chancen.

Nu er det blot endnu en indikation på mastodontens forfald...

phk

Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#4 Ricco Førgaard

Det er ikke så meget søgemaskinen Yahoo. Yahoo har selv opkøbt og udviklet en del gode koncepter på det sidste - bl.a. Flickr og Yahoo UI - som garateret bliver ødelagt af Microsoftificeringen.

Scenariet med en Silverlight Flickr får det virkelig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Måske er det nu man skal starte sin egen billedtjeneste...?

  • 0
  • 0
#7 Lars Hansen

"Det er sgu' da patetisk at de ikke kan tænke rationelt, men lader den slags følelsesmæssige hang-up's forblænde deres dømmekraft totalt..."

Jeg tror ikke at der ligger de helt store følelsesmæssige betragtninger bag opkøbstilbuddet. Snarere en accept af at Google er ved at køre dem begge af banen online. Yahoo er en rodebutik og Microsoft bevæger sig ikke rigtigt nogle steder på det marked.

Ud fra en rent strategisk vinkel giver købet meget god mening. Kun tilsammen kan de få den størrelse der gør at de markedsmæssigt kan matche Google. Bevares - hvis MS havde købt Yahoo tilbage i 1998 havde det nok været langt billigere. Men dengang var MS også en langt mindre virksomhed. Og modstanden mod et MS opkøb ville have været langt større end idag, netop med udgangspunkt i at Yahoos fremtidsudsigter ikke er så lyse.

Men jeg vil da give dig ret i at det bliver en svær sammenlægning og det bliver svært at realisere de synergieffekter som der håbes på. Alene at fastholde nøglemedarbejdere kan blive en overordentlig stor udfordring. Det ville også undre mig hvis ikke der opstår nogle ret store kulturelle problemer.

Så det er nok ikke noget optimalt valg for Microsoft. Men på den anden side så har MS nok ikke så mange kort tilbage på hånden i det spil...

  • 0
  • 0
#9 Niki Nicolas Grigoriou

Hej Poul-Henning,

Jeg er ikke den store Microsoft-fan, men jeg synes det lyder utroværdigt, når du påstår, at "Forskellen er nok, at Hotmail blev købt for at bevise at Windows var et lige så godt OS som FreeBSD og det viste sig ikke at være tilfældet."

Hvorfor skulle nogle købe Hotmail for at bevise noget om Windows i forhold til FreeBSD?

  • 0
  • 0
#10 Poul-Henning Kamp Blogger

Nu skal du huske på at Hotmail blev købt på forsiden af dot-com bobblen.

Alle de hippe web-sites kørte UNIX og Windows kunne bare ikke bruges til noget.

Spørg f.eks Klaus Riskær der mente at Windows styrede, indtil de ikke kunne få 16 modems til at køre pålideligt på en NT maskine i mere end en time af gangen.

Da Microsoft så havde brugt tid på at lave en Windows der skulle kunne konkurrere med UNIX, havde de brug for en "poster-boy" der kunne vise at de havde ret.

Derfor købte de Hotmail, dengang den suverænt største mail-service i verden, stormede ind til medarbejderne og sagde "Om tre måneder kører I windows og bliver stjerner i vores reklamekampagne."

Det tog lidt længere tid og reklamekampagnen lod vente noget på sig :-)

Poul-Henning

  • 0
  • 0
#11 René Løhde

Hej PHK,

Du siger at Yahoo skal købes for at konkurrere med Google på reklamer og at Hotmail blev købt for at lave en UNIX udskiftning og et Windows Server PR "poster-child".

Hvad er så den forretningsmæssige motivation for "Hvis salget går igennem, sværmer en hoben windowsnisser igennem Y! og proklamerer til høre og venstre hvad der skal skiftes ud med .NET, C# og Vista."?

Tror du ikke at de vigtigste ting fra Yahoo allerede er på Windows? F.eks:

http://messenger.yahoo.com/windowsvista.php http://www.codeplex.com/Wiki/View.aspx?ProjectName=FlickrNet http://sourceforge.net/projects/netlicious

-René

  • 0
  • 0
#12 Poul-Henning Kamp Blogger

Jeg behøver ikke at gætte eller tro Rene, jeg ved at alle de vigtigste ting hos Yahoo kører FreeBSD.

De fleste opkøbte produkter får lov til at køre videre med deres existerende platform, indtil den først kommende overhaling.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
#15 Martin Kofoed

Det tog lidt længere tid og reklamekampagnen lod vente noget på sig :-)

Hvor lang tid tog det egentlig? Og er der en længere (troværdig) beskrivelse af handlingsforløbet nogen steder? Det er jo en ret interessant case.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere