Microsoft Cloud Services til virksomheder - et lille overblik over status og muligheder medio 2013

I lyset af den heftige debat om Snowdon, NSA og overvågning af vore data og færden på nettet, er det med en vis uro at jeg vover at lave endnu et cloud indlæg - til og med omkring Microsoft.
Men - til de virksomheder der enten bruger eller overvejer at bruge én af Microsofts Cloud Services, har jeg valgt at lave en lille oversigt, der forhåbentlig kan give et overblik over de aktuelle muligheder, efter det seneste halvårs opdateringer. Der er sket meget siden Microsoft lancerede de første erhvervsorienterede cloud services i DK i 2009 og udvalget af "planer" og "services" er stadigt voksende. I det følgende vil jeg derfor kort gennemgå leje og administration af Windows OS, leje af services til videndeling og kommunikation, leje af CRM - services, Yammer samt platformen Azure der giver mulighed for at leje infrastruktur og en række andre services.

Det skal bemærkes, at jeg til daglig arbejder i en virksomhed, der primært arbejder med Microsofts produkter, og derfor er "farvet" af mine egne erfaringer. Jeg har dog forsøgt at undgå de værste "salgsgloser" og beder læserne bære over med, at jeg ikke beskriver alle leverandørers cloud services. Der er dog så tilpas mange Microsoftbrugere i DK, at jeg godt synes det kan forsvares at komme med en oversigt.

Windows Intune


Windows Intune giver dig mulighed for at leje den nyeste version af Microsoft's OS samt få adgang til en række andre services. F.eks. Administration af virksomhedens pc'er , tablets og mobiler , løbende opdateringer, virusbeskyttelse.
Denne tjeneste kan være velegnet hvis du gerne vil have lidt mere styr på hvilken software dine medarbejdere har adgang til og evt. tilbyde medarbejderne at de kan bruge deres egne enheder på arbejdet (BYOD), men installere virksomhedsrelevant software. Kan også være relevant hvis du står foran en opgradering af dit XP - styresystem.
Tjenesten fokuserede oprindelig mest på opgradering af Windows OS på PC'er, men i dag kan den håndtere mange andre softwarepakker og også administration af tablets og mobile enheder.
Vær opmærksom på, at der er 2 abonnements muligheder - et basis til 36,47 kr. per måned, med fokus på sikkerhed og administration og et udvidet med adgang til at downloade de nyeste versioner af Windows OS til 66,93 kr. per måned.
Se mere på - http://www.microsoft.com/da-dk/windows/windowsintune/explore.aspx

Office 365 for virksomheder

Denne service har udvidet sig betydeligt siden den først blev tilbudt danske kunder i 2009 under navnet BPOS.
I dag kan virksomheder købe pakker eller enkeltstående services med adgang til download af den nyeste Office Professional Plus, adgang til Exchange, SharePoint, Lync, Visio, Project, Office Webapps m.m. Funktionaliteten er løbende blevet udvidet, så den matcher on-premise versionerne og samtidig er mængden af tilgængelig storage skruet kraftigt op. Én typisk bruger vil således få 50 GB mailboks og 25 GB personlig lagerplads på Skydrive Pro som standard. ( Er netop hævet fra h.h.v. 25 GB og 7 GB)
Det kan være lidt uoverskueligt at finde den rigtige løsning og for at gøre det endnu mere komplekst er der også pakkeløsninger der henvender sig til forskellige størrelser af virksomheder. En populær pakke (Office 365 Small Business Premium) for mindre virksomheder med website, Office, Exchange, Lync og SharePoint kan bringe omkostningen per måned ned på 76 kr., men forudsætter til gengæld at virksomheden betaler et år forud, samt ikke vokser til mere end maksimalt 25 brugere. (Microsoft har dog annonceret at virksomheder vil få mulighed for at opgradere eksisterende pakker, så passer til virksomhedens størrelse og behov.)

Servicen bliver løbende opgraderet til de nyeste version af Microsofts produkter og p.t. svarer det til Office 2013 på både klient og serverniveau, men man kan dog bruge både Office 2007 og 2010 sammen med Office 365.

Microsoft er efterhånden kommet godt med, når det gælder udvikling til Mac og ikke mindst udvikling af applikationer til de 3 største mobile platforme samt web. Det betyder også at man som virksomhed skal overveje om alle medarbejdere nødvendigvis har behov for abonnement på den fulde Officepakke og funktionalitet, eller kan nøjes med ét abonnement der dækker adgang via web og mobil. Et abonnement på web og mobiladgang til mail og dokumenter (SharePoint) koster således kun 24,30 kr. per måned. Alternativt kan der måske blive råd til at give flere medarbejdere adgang til mail og virksomhedens formularer, dokumenter m.m. For den interesserede er der en række servicebeskrivelser på http://technet.microsoft.com/da-dk/library/jj819284.aspx .
Se mere om Office 365 på http://office.microsoft.com/da-dk/business/?WT%2Eintid1=ODC%5FDADK%5FFX0...

Microsoft CRM Online

Microsoft Dynamics CRM har efterhånden nogle generationer på bagen og for at tage konkurrencen op med den nye cloud leverandør SalesForce lancerede Microsoft i 2011 CRM som én onlineservice. Også denne service er efterfølgende blevet udbygget og koster i dag 267,70 kr. per måned uanset hvilken type af bruger du er. Det er dog værd at bemærke, at Microsoft har annonceret en ny version og 3 nye abonnementstyper, så prisen per bruger kan komme ned på ca. 15 USD. Se mere om de nye priser og funktioner på Jesper Osgaards blog "Lystavlen" på http://blogs.technet.com/b/lystavlen/archive/2013/07/12/comparison-of-th... og http://blogs.technet.com/b/lystavlen/archive/2013/07/02/microsoft-dynami...
Se mere om CRM på http://www.microsoft.com/da-dk/dynamics/crm.aspx

Microsoft Windows Azure

Windows Azure kan vel karakteriseres som Microsofts modspil til Amazon og er fundamentet i Microsofts cloud forretning. F.eks. bliver al brugeroprettelse og autentificering i både Intune, Office 365 og CRM styret via en service i Azure, der kan betragtes som en platform for diverse services. Det vil føre for vidt at gennemgå alle services, men 10 emner skiller sig ud : Infrastruktur, udvikling og test, web, mobil, big data, medier (streaming), sikkerhedskopi og storage samt identitets og adgangstyring

Der er mulighed for at benytte Azure til at hoste virksomhedens infrastruktur, enten helt eller delvist gennem hybride løsninger og VPN men det kræver en en vis teknisk indsigt at vurdere hvilke services og eventuelt hvilken størrelse VM, man har brug for. Der kan være stor forskel på om man har brug for XS (ekstra small) server til 85 kr. per måned eller een XL til 3070 kr. per måned. Hvis man ved hvad man skal bruge, er der een udemærket prisberegner her http://www.windowsazure.com/da-dk/pricing/calculator/?scenario=full
Se mere om Azure på - http://www.windowsazure.com/da-dk/

Yammer

Yammer er et socialt netværk og blev købt af Microsoft for et par år siden. Yammer kalder sig selv "The enterprise social network" og har til formål at fremme kommunikation og videndeling internt I virksomheder, men også med mulighed for at lave netværk der går på tværs af organisationer - f.eks. til faglige netværk. Der er en gratis version, men ønsker man lidt flere administrationsmuligheder koster det 3 USD per bruger per måned eller køb af en Office 365 pakkeløsning.
Se mere om Yammer på https://about.yammer.com/product/feature-list/

Der er som nævnt i indledningen, mange alternativer til Microsofts cloud services fra kendte leverandører som Google, IBM, Salesforce, Rackspace, Amazon m.fl. Men jeg har valgt at begrænse mig til en gennemgang af Microsoft services, der er blandt de mest omfattende. Hvis du synes der er alternativer, der fortjener omtale, så kom gerne med een beskrivelse, link m.m. i en kommentar. Jo mere konkurrence, jo bedre priser og udbud.

Kommentarer (18)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Knudsen

Tak for overblikket over hvilke ydelser Microsoft kan levere. Er der en særlig grund til at du kun har nævnt ydelser fra Microsoft?

Morten, hvis du har fulgt Peters blog bør det ikke være nyt for dig at hans spidskompetence som blogger er skamløs promovering af dagens tekst fra det Redmondske evangelium. Intet nyt her... bortset fra at Peter i denne omgang eksplicit nævner at

Det skal bemærkes, at jeg til daglig arbejder i en virksomhed, der primært arbejder med Microsofts produkter, og derfor er "farvet" af mine egne erfaringer.

Det er da ærlig snak, men bortset fra det ligner dette "blog"indlæg jo altså tidligere reklameindlæg fra Peter. Og at han hævder at

beder læserne bære over med, at jeg ikke beskriver alle leverandørers cloud services. Der er dog så tilpas mange Microsoftbrugere i DK, at jeg godt synes det kan forsvares at komme med en oversigt.

er faktisk IKKE ærlig snak. Det er OK at give en oversigt, og jeg synes faktisk ikke oversigten er decideret dårlig, med det in mente at Peter antyder at han enten ikke ved noget om, eller ikke ønsker at omtale, andre produkter end dem fra hans eget firmas hovedleverandør, Microsoft.

Men hvis Peters hidtidige bloghistorik havde emmet af andet end reklamegas, så havde det ikke været nødvendigt for ham at komme med dårlige undskyldninger for at lukke gas ud endnu engang. Og så tror jeg faktisk at vi var en del der ville have følt os betydeligt bedre underrettede i denne omgang - hvor man (eller i hvert fald jeg) bare irriteres over endnu en omgang salgsgas.

Så Morten: jeg tror ikke vi skal vente andre kvaliteter i Peters blogindlæg end de reklametekster han hidtil har underpræsteret med. Men vi har da lov at håbe på at han tager sig sammen og leverer noget mere blogegnet, med kant, personlig og faglig tyngde.

Redaktionen har vel bedt Peter om at blogge fordi den mener han har noget interessant at bidrage med. Indtil videre synes jeg nærmest det ser ud som om de tager fejl. Microsofts produkter sælger ret anseligt - der MÅ da være noget mere interessant at sige om dem end ord der lyder som en reklametale for usund morgenmad.

  • 0
  • 0
Daniel Bergsagel Editor

Vi har desværre ikke tjent en krone på indlægget. Peters tekst har været diskuteret på redaktionen, og vi har også haft en dialog med ham om det. Også vi mente, at det var for tæt på reklame for Microsoft. Omvendt er der en masse relevant information for mange brugere, og sådan er det med mange af de produktspecifikke emner, vi beskæftiger os med.

Aftalen med Peter var i dette tilfælde, at han skulle tone rent flag og tidligt i teksten fortælle klart og tydeligt, hvilken egeninteresse han har i emnet. Dette har han gjort.

Vi fortsætter internt diskussionen om, hvordan vi ballancerer et krav om ingen produktreklamer i blogindlæg, med ønsket om at dele specialistviden, der knytter sig til specifikke produkter. Og i forhold til om indhold er betalt eller ej, så vil det altid fremgå meget tydeligt, hvad der er annoncer og dermed betalt indhold på sitet.

Mvh Daniel Bergsagel Redaktør community og events Mediehuset Ingeniøren

  • 0
  • 0
Kevin Leth-Pedersen

Jeg kan ikke forstå hvorfor denne artikel bliver modtaget som den gør. Hvis indhold og emne er blevet aftalt og selve blog efterfølgende er godkendt til publicering, er der vel ikke nogle issues ? Man kan diskutere om denne artikel hører hjemme her men det er jo en helt anden snak.

Peter leverer her en service information omkring landskabet i henhold til online services fra Microsoft og om hvorvidt han er farvet ( hvilket der ikke ligges skjul på ) ændrer ikke ved at der kan sidde en læser der nu have fået et lettere overblik over mulighederne hvis man ønsker at benytte en af de angivne løsninger.

  • 0
  • 0
Deleted User

Jeg må indrømme at det kommer lidt bag på mig, at mit indlæg har vakt så stor forargelse - jeg havde nok håber på at nogle af kommentarerne havde handlet om alternativer til Microsoft fremfor en række kommentarer om min person og hypotetiske bevæggrunde for at skrive oversigten.

Jer har skrevet foreløbig 10 blogindlæg - de 7 af dem har handlet om alt fra NSA og Snowdon til digitalisering, bibliotekers rolle, Patriots act og 3 har været fokuseret på Microsofts cloud services. Det kan selvfølgelig diskuteres om det er 3 for mange - her tvivler jeg på at den modvilje der er blandt kommentatorer på Version2 mod Microsoft er helt repræsentativ for den almindelige IT- interesserede bruger i danske virksomheder. Hvad enten man kan lide det eller ej, så er Microsofts produkter og også cloudservices blandt de mest anvendte og bør derfor også omtales på Version2. Jeg vil også gerne gå et spadestik dybere rent teknisk og forklare lidt om mulighederne for hybride løsninger, opsætning af AD - synkronisering, ADFS, Co-existens, udvikling af apps m.m., men det er trættende af få den ene sure kommentar efter den anden, hvis ikke man skriver et kritisk indlæg om Microsoft eller public cloud i det hele taget.

Jeg skriver om Cloud og også Microsoft fordi jeg synes det er spændende og gerne vil dele min begejstring og begrænsede viden med andre. Jeg får absolut ikke løn eller vederlag fra hverken Version2, Microsoft eller andre men selvfølgelig har jeg en forkærlighed for de emner jer arbejder med til hverdag. Skulle jeg skrive mere indgående om alle leverandørerne hver gang, så ville det kræve en del mere research og det ser jeg ikke som min opgave.

Jeg har som sådan ikke noget imod at være den eneste blogger på Version2 , der har et generelt positivt syn på cloud og Microsoft for den sags skyld. Hvis man hellere vil læse om afskaffelse af internettet og NemID - så er det jo et frit valg og der er jo heldigvis mange andre og givet mere begavede indlæg at vælge imellem.

Jeg har dog, på baggrund af kritikken, opfordret redaktionen til at overveje om der måske burde være en blogger der fokuserede mere på alternativerne. Det kunne f.eks. være en Google-partner eller tilsvarende.

  • 0
  • 0
Adam Tulinius

Jeg vil også gerne gå et spadestik dybere rent teknisk og forklare lidt om mulighederne for hybride løsninger, opsætning af AD - synkronisering, ADFS, Co-existens, udvikling af apps m.m., men det er trættende af få den ene sure kommentar efter den anden, hvis ikke man skriver et kritisk indlæg om Microsoft eller public cloud i det hele taget.

Lav endeligt dybe tekniske indlæg, i stedet for brede overfladiske. Det sidste har vi rigeligt af på V2, hvor mange af dem der strikker nyheder sammen tydeligvis ikke selv har en teknisk baggrund (well, sorry, sådan ser det i hvert fald ud når nyheder forfattes så min it-handikappede mor næsten kan være med).

Personlig vil jeg gerne læse tekniske artikler omkring de MS-teknologier alle større virksomheder har, om ikke andet så for at få mere indsigt i hvad pokker mine linux-hæmmede kollegaer sidder med. :-)

  • 0
  • 0
Sune Møller

Så længe der tones rent flag er det helt fint i min optik og det konkrete indslag er meget brugbart for mig!

Version2 kan overveje at afbalancere diskussionen ved at lade flere forfattere med forskellige tekniske preferencer, dele den samme blog om et konkret emne. På den måde kunne de forskellige indslag samlet set give et mere nuancerede billede. I min stilling har jeg ofte brug for dette. Så det ville personlig få mig til at læse flere Blogs.

I forhold til de mange negative kommentarer her på Version2 så kunne vi måske alle rent kommunikativt have følgende udgangspunkt for vores indlæg til fremme af en god dialog: "Jeg er OK, Du er OK". En saglig dialog handler i min optik ikke om at "vinde" over den anden ej heller at underlægge sig den anden. Det handler vel om at skabe lyst til at ytre sig sagligt så vi alle bliver klogere.

  • 0
  • 0
Sune Møller

@Poul-Henning Kamp: Det synes jeg da også. Har du prøvet at spørge ham pænt i stedet for bebrejdende? I det konkrete indlæg ville det efter min mening ikke være helt i tråd med det overskriften stiller os i udsigt, hvor forfatteren har taget et afgrænsende valg som han selvfølgelig skal være tro mod. Næsten lige meget HVILKEN Cloud baseret tjeneste vi taler vil det gælde.

  • 0
  • 0
Jesper Ravn

@Geo Jensen, det må havde reddet din dag, at du nævnte NSA først i et blog indlæg der omhandler cloud services. Godt gået…..

@Poul-Henning, behøver du at komme med de samme spydige kommentarer, hver gang ordene cloud eller sky bliver nævnt i et blog indlæg.

Efter hvad der er blevet afsløret omkring NSA indtil nu, er det så ikke lige meget om du kører dine IT services lokalt eller i skyen?

I følge nedenstående links er det i dag svært at beskytte sig mod NSA globale overvågning.

NSA and GCHQ unlock privacy and security on the internet http://www.nytimes.com/2013/09/06/us/nsa-foils-much-internet-encryption....;

How to remain secure against NSA surveillance http://www.theguardian.com/world/2013/sep/05/nsa-how-to-remain-secure-su...

NSA also has arrangements with foreign internet providers http://electrospaces.blogspot.dk/2013/08/nsa-has-also-arrangements-with-...

Why PRISM's potential impact on cloud industry is under-valued and over-rated http://www.zdnet.com/why-prisms-potential-impact-on-cloud-industry-is-un...

Nogle af de få lyspunkter er nedenstående:

Standing together for greater transparency (Microsoft og Google) http://blogs.technet.com/b/microsoft_on_the_issues/archive/2013/08/30/st...

Hundreds of Pages of NSA Spying Documents to be Released As Result of EFF Lawsuit https://www.eff.org/deeplinks/2013/09/hundreds-pages-nsa-spying-document...

  • 0
  • 0
Kenn Bach Thomsen

Forstår simpelthen ikke behovet for at rakke ned på forfatteren - overskriften siger jo alt, og indledningsvis gør han jo også opmærksom på hans "forhold" til Microsoft.

Vores virksomhed sælger også Microsoft's Cloud produkter og jeg ville faktisk godt kunne finde på at vise artiklen til nye sælgere eller kollegaer som har brug for en opdatering på MS Cloud produkter.

Men som Peter Lunding Smith selv efterspørger - så finder jeg det da super ærgerligt at der ikke er nogle kloge hoveder derude som kunne sætte alternativer op mod de omtalte Microsoft produkter. Det havde gjort debatten langt mere interessant.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere