Mens vi venter på USA...

Mens vi venter på hvordan det går med valget i USA er det værd at tænke lidt over hvorfor de har så mange problemer med valg derovre.

For det første er USA på mange lokale områder mere demokratisk end noget andet land. Om det så er en god ting at vælge sin offentlige anklager og byretsdommer kan vi diskutere, men fakta er at de gør det.

Derfor er det ikke atypisk at vælgeren skal tage stilling til 20-30 forskellige spørgsmål.

Derfor virker den simple papirmodel simpelthen ikke.

I Danmark og andre steder kan vi klare os med en simpel stemmeseddel, fordi der er kun et kryds per seddel og vi når sjældent op på mere end to seddler til et valg.

Men 20-30 forskellige stemmeseddler med et kryds hver ? Glem det.

Men computere kan da...

Det er rigtigt at computere er gode til at tælle, men det er faktisk ikke den vigtigste funktion ved et demokratisk valg.

Det allervigtigste ved en demokratisk valghandling er at det overbeviser taberen om tabet.

Al Gore har først for nyligt begyndt at tale om presidentvalget i 2000 og hans første offentlige kommentar var "Jeg skal være meget forsigtig, for der er utrolig lille afstand fra en afgørelse i højesteret til væbnet oprør [i USA]".

For at overbevise taberen om han har tabt skal valget være transparent,

Han skal kunne overbevise sig selv om at alle dem der ville, kunne stemme, hvis de havde ret til det og han skal kunne overbevise sig selv om at deres stemmer er talt korrekt op.

Og hvis der er noget computere ikke er, så er det transparente.

Folk er alt for vænnet til at "computeren gjorde noget underligt" til nogensinde at tro 100% på en computer der siger de har tabt.

Men USA altså...

Det bliver naturligvis ikke bedre af at USAs grundlov ikke siger at deres afstemninger skal være retfærdige, kun at de skal være lige for alle.

Derfor er dirty tricks en væsentlig del af valghandlingen.

Parkér gamle bilvrag foran stemmesteder i bydele hvor modstanderne er i flertal så de ikke kan komme ind og stemme, ring og fortæl modstandere at de bliver arresteret for et eller andet hvis de møder op og stemmer, eller simpelthen at de skal stemme et helt andet sted.

Og endelig er der god gammeldags fusk med stemmeseddler.

Der er over 10.000 advokater der er på stand-by hvis de opdager uregelmæssigheder, lad være med at vente på resultatet.

Læs istedet ACM Queue Magazines dialog om emnet.

phk

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Stein Sandal

Det foregik nu meget fredeligt her i Napa. Jeg har ikke hørt om beskidte kneb andre steder i landet - bortset fra ved sidste præsidentvalg i Florida.

Der er dog andre beskidte kneb. Som eksempelvis GOP, der har sørget for at sætte klassiske ultrakonservative mærkesager som forbud mod at homoseksuelle kan gifte sig eller lægers pligt til at få forældres accept til at foretage abort på piger under 18 år. Det skal sørge for at få flere republikanere til at stemme.

Tilsvarende sætter demokraterne emner som mindstelønnen og miljøet på stemmesedlen for at få deres vælgere ud af busken.

Med en valgdeltagelse, der nærmest ligner et dansk menighedsrådsvalg, så er det skræmmende, så tætte opgør, der stadig er, i betragtning af, at flertallet af befolkningen ikke stemmer.

Med hensyn til de elektroniske stemmebokse, så kunne jeg ved selvsyn i går se, hvordan let det ville være at snyde (jeg kunne garanteret have fået lov til at stemme). I vores valgkreds skulle vælgeren have udleveret et chipkort til at aktivere maskinen. Disse chipkort lå frit fremme sammen med listen over registrerede vælgere.

Nå, men for de fleste vælgere tog det over fem minutter at afgive deres stemmer - og for mange tog det endnu længere. Blandt andet fordi vælgerne kunne stemme på to personer til byrådet, hvor systemet havde svært ved at finde ud af, når vælgerne kun valgte at stemme på én person. Mens jeg ventede på, at min hustru stemte, stod en kvinde i vel 20 minutter og forsøgte at finde ud af sin stemmeseddel, og hvordan hun skulle trykke på skærmen.

Det var lidt grotesk at se, hvordan alle vælgerne stod med deres valgmanualer ved stemmeboksene for at kunne slå, hvilke kandidater der var fra hvilke partier.

I forhold til antallet af personer, der var ved vores valgsted, så var det utroligt så lang tid det tog, fordi alle skulle sætte 41 krydser.

Papirudgaven af stemmesedlen kan ses i min v2-artikel:

http://ing.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20061107/VERSION2/61106009

Mvh.
Jesper

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere