Gæstebloggen

Mangel på it-folk? Snup en tudekiks, ansat nyuddannede og oplær dem selv

Ressourcemanglen i IT branchen gør ondt.

Gartner siger det, Rambøll siger det, og Carsten Hansen siger det i en blog hér på Version2. Det allerstørste problem for væksten lige nu er mangel på specialiserede ressourcer og talent. Vi har set det komme i lang tid. Alle kender tallene.

Frank Højgaard

'I 2030 vil vi mangle 19.000 IT-specialister. Allerede nu har mere end hver 4. IT-virksomhed oplevet at sige nej til ordrer, fordi de ikke kan finde de rette folk til at løse opgaverne.'

Så nu skriger alle på ressourcer, der kan løfte og udvikle, og det er meget svært at finde kompetente it-folk, både når man kigger internt i organisationen, og når man søger eksternt.

Der er for få specialister, og der bliver heller ikke uddannet nok mennesker til den voksende efterspørgsel.

Der er simpelthen for mange, der kæmper om de samme få ledige ressourcer, og resultatet er en eskalerende lønspiral (sammen med gennemsnitsalderen).

Så man prøver at headhunte fra konkurrenter, man hyrer udenlandsk arbejdskraft, man udlover bonus for tip, man søger, og man kigger indad og uddanner interne folk.

Men ingen af de hér ting virker ret godt. Det er ikke helt ukompliceret at hente udenlandsk arbejdskraft. Alternativet er at outsource opgaver, men det er heller ikke altid optimalt.

Problemet er måske, at helt grundlæggende gør rigtig mange, som man plejer. Og det er ikke nok. Det virker ikke.

Gør noget nyt

Men der er en anden mulighed: Gør noget nyt. Tænk nyt. Ansæt nogle nyuddannede med ild i, nogle du kan lide, nogle, der passer til jeres kultur, og lær dem så det, de mangler.

Der er et kæmpe potentiale i unge akademikere. En fjerdedel af dem står uden job, og der er udsigt til en hidtil uset stigning af andelen af langtidsledige.

Det er en fantastisk mulighed for it-afdelingerne, der mangler folk.

De unge akademikere er dygtige. De har lært at lære, og de er vant til at tilpasse sig. De udfordrer vanetænkning, bringer innovation med sig og opdager nye løsninger.

De er en effektiv løsning på problemet. Men du skal selvfølgelig vælge at give dem en chance og noget målrettet træning i netop dén teknologi, som er relevant for jer.

Enhver kan jo sagtens selv tage sig af processen med at kvalificere de unge, hvis man har ressourcer til det.

Vi ved, at det er en bæredygtig idé. Vi startede for godt to år siden med at uddanne nyuddannede akademikere, og vi har siden da hyret og trænet flere end 200 mennesker, som nu er ude og bidrage i virkeligheden.

De nyuddannede er velfungerende både hos store og små virksomheder, og langt de fleste er meget loyale overfor de virksomheder, som hyrer dem, og som finansierer uddannelsesprogrammet.

De ved godt, at de har fået en usædvanlig chance.

Det eneste, vi behøver gøre, er at række hænderne ud og plukke de lavthængende talenter. Så lad os arbejde sammen med skolerne og a-kasserne om at få endnu flere nyuddannede i job. Det er der vækst i.

Relateret indhold

Kommentarer (21)

Andreas Nielsen

Jeg har for nyligt forsøgt at uddanne mig til datalog, men det lykkedes ikke at bestå et fag (algoritmer), som blev det eneste der afholdt mig i at få en bachelor i uddannelsen.
Selvom jeg ikke bestod et emne der fokuserer på teoretisk IT-udvikling, mente jeg fortsat at jeg bør være klar til det praktiske, og søgte derfor arbejde. Men ingen var interesseret.

Jeg begyndte derfor på en ny, 5-årig uddannelse - datatekniker, med programmering som speciale. Jeg forestillede mig at man, som elev på en praktikplads, ville blive langt bedre forberedt på at arbejde i den praktiske verden, og at det derfor skulle være letter at finde arbejde. Men selv som praktikant er det tæt på umuligt at finde et sted.

https://www.praktikpladsen.dk/ er et register over godkendte virksomheder til praktikpladser, som vedligeholdes af Undervisningsministeriet. Hvis man her kigger nærmere på Datatekniker med speciale i programmering, kan man se følgende tal fra marts 2017::
37 har indgået uddannelsesaftale inden for det seneste ½ år
209 er i skolepraktik (fordi vi ikke kan finde virksomheder der vil indgå aftaler)
18 søger praktikplads (og er ikke i skolepraktik af en eller anden årsag)

Ser man nærmere på listen over godkendte virksomheder, ses følgende:
602 virksomheder i danmark er godkendt til at have elever
117 af disse virksomheder har en aktiv aftale med en eller flere elever

Hvis man søger på branchen for "Computerprogrammering" på https://datacvr.virk.dk/ kan man finde 14.185 virksomheder, der har status "aktive" eller "normale".

Vores skole (ZBC) har søgt undervisere siden sommer sidste år, men har endnu ikke fundet de kvalificerede lærere til Data- og kommunikations-uddannelsen som der er behov for.

Set fra et uddannelsesmæssigt synspunkt giver jeg Frank Højgaard ret. Mange virksomheder i Danmark synes at forvente, at der findes netop de IT specialister de har behov for, uden selv at gøre en indsats for at løfte folk til at besidde de kompetencer de ønsker. Samtidigt får ressourcemanglen den konsekvens, at IT-uddannelserne er risikerer at implodere af mangel på erfarne undervisere.

Povl H. Pedersen

Var det jo netop sådan man gjorde. Tog nyuddannede og skolede dem. Det var alle fra IBM til små virksomheder. IBM tog Cand.Mag. og andre virksomheder tog andre typer.

Jeg sidder selv i en IT afdeling hvor rigtigt mange af dem med erfaring IKKE har en relevant IT mæssig uddannelse. Jeg tror de udgør et mindretal. Det bekræfter bare billedet af at de blev uddannet på arbejdspladserne for 10-15 år siden. Det har man så glemt i optimeringsprocessen de fleste virksomheder har været igennem de seneste 10 år, og står nu med et underskud af folk.

Så reelt er der mange virksomheder der betaler mere end de har sparet. Jeg taler ikke bare løn, men også ikke direkte måbare omkostninger som mangel på kompetencer der gør at virksomheder ikke kan udvikle sig som de ønsker.

Johnny Daugaard

Frank Højgaard, du har helt ret ....

Lige nu er der mange udfordringer i markedet, som gør dit initiativ til en udfordring. Offentlige kunder sætter som et succeskriterie i specifikationen af ressourcerne hvor mange års erfaring de har, og dermed risikerer leverandørerne at tabe ordrer ved at være ærlige. I stedet bruges de samme ressourcer igen og igen i RFP-besvarelserne - vel vidende at der er alligevel INGEN som efter 6, 12, 24 måneder kan kræve den tilbudte ressource er tilgængelig.

Samtidig, som Per Kogut, CEO i NNIT, redegjorde for for få dage siden, så er virksomhederne generelt klar til at sælge ressourcerne til bundpris (Per Kogut kalder det dumping - det tror jeg dog ikke på er helt rigtigt - jeg kender ikke nogen, som er villige til at sælge med tab), og dermed er det svært at få de offentlige kunder til at vælge leverandører med "nyuddannede" i leverancekæden.

I det private marked er situationen nogenlunde den samme. Her ser man dog i stigende grad at der aftales faste (Outcome Based) priser for leverancer og det er her man reelt har muligheden for at få de ambitiøse unge ind.

Sidste udfordring er dog nok den største ... flertallet af de store leverandører arbejder med et standard cost begreb, hvilket i den interne afregning betyder at der kun i mindre omfang skelnes mellem erfarne og uerfarne medarbejdere, og dermed skyder man sig selv i foden.

Så tilbage til udgangspunktet... der ER ressourcemangel. Selv kunderne må ikke bare erkende det; men også tage konsekvensen heraf.

Jesper Frimann

Det lyder jo alt sammen meget godt... og jeg er stor tilhænger af, at fylde op med unge folk hele tiden i et konstant flow. Det giver god energi til 'de gamle' og de unger har nogen at lære af. Det er sådan en 2+2=5 ting. Og det er noget vi forstår og har tradition for i Danmark, hvor 'håndværket' jo er en indgroet del af vores kultur.

Men det her med at tage massive mængder af unge ind, det er jo noget af det man gør hos mange af 'de store'. Man tager unge ind med en uddannelse fra CBS eller en samfundsfaglig uddannelse. Og så giver man dem et SAP, .net, Java eller projektleder kursus forløb.
Alt imens har man så fyret erfaret 'gråt guld' i massevis, i større fyrings runder.

Problemet er så bare, at det er ikke specielt sandsynligt, at de her nye folk uden en IT-faglig uddannelses baggrund eller solid 'selv made erfaring', kan bidrage med specielt meget. Der er altså en grund til at en IT-ingeniør eller datalog uddannelse ikke lige er sådan noget, man gennemfører efter normal arbejdstid på et halvt år.

Men de er billige og de gør hvad der blive sagt. Og så snakker de samme sprog og ser ud som yngre udgaver af den HR/management maskine der hyrer dem.

Men som kunde skal man måske nok spørge sig selv, vil man helst have en Cand. Polit med 3 måneders kode kursus til 700 kr i timen, eller en Datalog med 5 års hardcore uddannelse til 1000 kr. i timen ?

Hvis man ikke siger Datalog med det samme skulle man måske spørge sig selv om hvordan man ville have det, hvis man skulle opereres og kirurgen var en Cand. polit med et 6 måneders kursus ?
Eller hvordan man ville have det med, at ydermurene i ens hus skulle mures, ikke af en murer, men af en markedsøkonom med et 2 måneders kursus.

Måske skulle man i stedet prøve at gøre en seriøs indsats for få nogle flere kvalificerede IT-folk ud af uddannelses systemet.

// Jesper

Mathias Hagensen

Jeg har ikke indtrykket af, at der går voldsomt mange arbejdsløse nyuddannede it-folk rundt på jobcentrene.

Jeg kan så se på deres krav, at de helst ser man har en naturvidenskabelig baggrund og erfaring med diverse teknologier, så jeg tvivler på at de bliver optaget mange sociologer eller folk der har taget afrikanske studier.

Nicolai Lindskov Knudsen

Eller hvordan man ville have det med, at ydermurene i ens hus skulle mures, ikke af en murer, men af en markedsøkonom med et 2 måneders kursus.


Dine ydermure er som oftest muret af lærlinge, og så er der en erfaren murer der udfører kvalitetskontrol...

Ligegyldige anekdoter til side: Med alle nyuddannede ressourcer starter man i det små og bygger både erfaring og projektstørrelse/-kompleksitet op over tid. Det handler simpelthen om bedre planlægning af det daglige arbejde og korrekt uddelegering af opgaver. Dette indebærer ofte, at erfarne medarbejdere også udfordres til at drage unge folk ind i projekter, hvor der skal gøres en masse benarbejde, som ikke nødvendigvis kræver 20 års erfaring at udføre, men til gengæld kræver 20 års erfaring at gennemføre.

Det er et udbredt paradoks, at for mange virksomheder vil have unge folk med 15 års erfaring og specialviden inden for lige præcis deres lille niche. Den eneste IT-virksomhed jeg virkelig har set omfavne nyuddannede ressourcer er Netcompany.

Jesper Frimann
Mathias Hagensen

Nej, men der går mange rundt på 50+.

... nej, jeg tror ikke man kan finde nyuddannede arbejdsløse it-folk på 50+ på jobcentrene

Og det ved du så fra dine mange år hos KMD, CSC, HP, IBM m.fl. ?

Jeg besøgte skam bare deres hjemmeside. Se f.eks. de her adgangskrav til Firebrand:

  • Du har sikkert haft fag eller et speciale, hvor du har arbejdet med objektorienteret programmering
  • Måske du har erhvervserfaring, været i praktik eller skrevet speciale i samarbejde med en virksomhed, hvor du har arbejdet med programmering i sprog som C#, Java, PHP, C++, JavaScript.
  • Det kan desuden være at du har erfaring med Visual Studio eller .NET Frameworks
Bente Hansen

Men arbejdsgiveren har glemt at outsourcing virker begge veje, og at højtuddannede specialviden altid har kostet penge, de har bare været haft et årti, hvor der på grund af Bertel Haarder masseuddannelse til arbejdsløshed i 80-90'erne har været noget billigt end normalt. Nu er normal priserne ved at indfinde sig igen, og hvor firmaer mener at de altid kan outsource og finde, arbejdskraft i hele verden. Så kan den veluddannet specialist gøre det samme, og takke nej til pebernødder ved de nærige, og få et i job udlandet eller ved virksomheder som vil betale det en expert koster.

Lad dog markedskræfterne virke, taler virksomheder virkelig for planøkonomi inden for jobområdet.

Hvorfor lader man ikke bare Kapitalismen virke på arbejdsmarkedet, som inden for økonomien, virksomheder påstår jo at den virker og man bare skal lade markedskræfterne styre det. så vil udbud komme til at passe med efterspørgsel.

Så en højere løn, vil betyde at der er flere der søger den uddannelse, hvis det ikke virker, så er lønnen eller jobbet for dårligt.,

At forsøge at presse lønnen ned, og behandle sin ansatte uanstændigt, vil betyde at er færre som søger erhvervet, og lønnen vil så stige.

Udsigtet til et god job, med god løn, tryghed, og gode jobmuligheder, vil betyde at flere søger uddannelsen og erhverv.

Hvad er det at virksomheder har gjort galt, over en lang årrække siden de ikke kan få dem som de skal bruge ? :-)

Når virksomheder påstår de må sige farvel til ordre, på grund af manglende (dyr) arbejdskraft, men virksomheden ikke har råd til at betale det som varen koster at producere(arbejdslønnen). Så må en anden virksomhed jo have valgt, at betale det varen koster (lønnen) at lave. De har så været mere effektive og dygtige, og hvis ikke, så vil prisen, når de ulønsomme, dårligt drevne virksomheder lukker og slukker, stabilisere sig, over hvad varen reelt koster.

Det er sådan nogenlunde hvordan kapitalismen fungerer simpel efter hovedet. Så de dårlig ledet virksomheder, der ikke kan tiltrække mennesker, og uddanner den arbejdskraft de har brug for , de uddør Så slipper vi også for deres klagesang. Som endeligt bare betyder, at vi ikke kan få arbejdskraften billig nok. Og vi er ikke selv villigt til at betale for uddannelse eller andet, heller ikke SKAT til samfundet, som basis uddanner dem vi burde ansætte.

Peter Skouhus

Hvis ikke man kan få de udviklere man har behov for - eller dem man kan få er for dyre - så er man jo nød til at søge derhen hvor udviklerne er, altså outsourcing (eller åbne egen afdeling i et lavtlønsland).

Der findes milioner (eller måske hundredtusinder) af udviklere over hele verdenen som er fuldtud på samme tekniske niveau som danske.

Hvis man er kreativ og tilpasser sig omstændighederen så kan man sagtens for det til at virke.

Bente Hansen

Der findes milioner (eller måske hundredtusinder) af udviklere over hele verdenen som er fuldtud på samme tekniske niveau som danske.


Ja men de gode af dem, skal sikkert ikke have meget mindre end i Danmark, dertil skal lægges mere kontrol, kommunikation og andre udgifter* til en afdeling i Udlandet.

Men du har ret, hvis det er noget "alle" kan lave, så få det programmeret i Afrika. Og konkurrere samtidigt med et andet afrikansk firma, som har tilsvarende programmer og viden som du jo føre med ud.

Hvis produktion også flytter sammen med udviklende, så er der slet ingen grund til at have administration i Danmark, så kan man lige så godt flytte hele virksomheden.

Frank Højgaard

Spændende debat! Og jeg tror faktisk at de fleste debattører har fat i noget af det rigtige:

  • Vi har ressourcemangel og der er mange måder at løse problemet på.

Det er helt rigtigt, at der ikke går mange nyuddannede IT specialister ledige. Det er præcis derfor vi er nødt til at skabe vores egne eksperter. Netop som vi altid har gjort i branchen.

Men de fleste virksomheder vil helst tage den sikre vej, med en IT uddannet kandidat. Og det er den mentalitet, som vi gerne vil udfordre.

Vi kan ikke alle sammen konkurrere om de få IT uddannede. Vi er nødt til at gøre noget andet. Og det giver god mening at forandre sin tankegang nu. Den teknologiske udvikling sker lynhurtigt i dag, og teknologien bliver meget mere tilgængelig, meget mere et spørgsmål om hvordan man optimalt bruger de værktøjer der findes til rådighed (ERP systemer, Cloud, Machine Learning mm) end et spørgsmål om at kunne udvikle dem fra bunden. Det betyder et langt større behov for domæneviden om kundernes forretning, for væksten skabes dér hvor man finder ud af at skabe værdi med de nye teknologier, og det er de videreuddannede unge rigtig dygtige til – og mange mere kommcerdielle uddannelser er dermed også utroligt relevante for IT branchen, meget mere end de var for få år siden.

De unge nyuddannede fra andre uddannelsesbaggrunde bidrager på nye måder. De bidrager med noget andet, noget uventet og noget der skaber værdi på en ny måde.

De har ikke fordomme/erfaring for hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Præcis som humlebien kaster de sig ud i at flyve, selvom alle ved at det er en overordentlig ambitiøs idé.

Og dén mentalitet gør, at de opdager nye veje og udfordrer det bestående, og over tid bidrager på lige fod med deres senior kolleger. Det er i samspillet mellem de modne og nyuddannede, at vores kunder for alvor oplever magien.

Det er ikke enten eller – det er både og.

PS. Til dem der tænker, at jeg ikke er helt uvildig hér. Det er rigtigt, det er en idé jeg tror meget på.

Mads Bendixen

Der findes milioner (eller måske hundredtusinder) af udviklere over hele verdenen som er fuldtud på samme tekniske niveau som danske.


Korrekt. Men de kan have svært ved at forstå det forretningsmæssige - f.eks. i det danske sundhedsvæsen. Og derved kan man ende med at bruge (for) mange ressourcer på enten at "oversætte" eller ved at det kræver flere iterationer (måske også forsinkelser) for at få det rigtigt.

(Nogle gange kan det være svært nok at forklare danske udviklere).

Jesper Frimann

Det betyder et langt større behov for domæneviden om kundernes forretning, for væksten skabes dér hvor man finder ud af at skabe værdi med de nye teknologier, og det er de videreuddannede unge rigtig dygtige til – og mange mere kommcerdielle uddannelser er dermed også utroligt relevante for IT branchen, meget mere end de var for få år siden.

De unge nyuddannede fra andre uddannelsesbaggrunde bidrager på nye måder. De bidrager med noget andet, noget uventet og noget der skaber værdi på en ny måde.

Ja, det lyder meget godt. Og det er en historie, jeg også har fået fortalt flere steder jeg har arbejdet. Men så er det så også, at jeg må indrømme, at min erfaring siger mig, at det lyder godt på papiret, men at jeg 11 gange ud af 10 hellere vil betale for at få den rigtige senior ingeniør, datalog, selfmade IT whatever, der har forståelse for/erfaring inden for det relevante forretnings område. For sådan et analyse hoved, der er de fleste komplicerede forretningsudfordringer der skal omsættes til IT, jo bare guf guf problemer der skal knuses.

Som en klog mand jeg kender plejer at sige. "If you want something done right, put some engineers on the problem".

Jeg har arbejdet flere steder hvor man har troet på den her 'get some cheap young CBS'ere eller DJØFfere and teach them IT'. Og ja..der er en 'gold nugget' engang imellem, typen, der ville være god lige meget hvad hun/han lavede. Og dem skal man selvfølgelig holde på for næsten enhver pris.
Men jeg har endnu ikke set det virke. Ja, ledelseslaget fryder sig, fordi man får en masse folk ind, der taler samme sprog og har samme grundlæggende verdenssyn som dem selv.

Men...

fordi disse mennesker får et 12 ugers kursus i .net, gør dem jo ikke til gode udviklere.
fordi disse mennesker bruger twitter, SnapChat, Facebook, LinkedIn og er online 7/24 betyder jo ikke, at de forstår netværk.
fordi disse mennesker kan oprette en virtuel server på Amazon/Microsofts .. cloud gør dem jo ikke til IT-arkitekter.

Så kan man selvfølgelig sige.. men jeg har ikke brug for mere end bare en SaaS erp, og SaaS mail etc. etc.

Og så vil jeg sige .. fair nok.. men så har du jo heller ikke brug for IT-folk, for det behøver du ikke IT folk til i dag.

Men hvis man virkelig skal lave IT, hvor du har brug for IT folk.. så ansæt IT folk. Og hvis den IT er vigtig nok for din forretning. Så betal det det koster, at få de rigtig gode.

// Jesper

Jonas Finnemann Jensen

Så en højere løn, vil betyde at der er flere der søger den uddannelse, hvis det ikke virker, så er lønnen eller jobbet for dårligt.

Tja, lønnen for en datalog er jo ikke dårlig... alligevel er der ikke nok studerende til at man indfører optagelses krav.

Men mindre vi har planer om at udsulte befolkning, så tvivler jeg på at man kan få nok frivillige til at læse datalogi :)


On-topic, så kunne man i Danmark måske forsøge sig med internships som det gøres i udlandet. Der er typisk 20-30 interns på kontoret her i San Francisco hver sommer. Det er selvfølgelig primært en gateway til at hyre de bedste studerende, men der er ind imellem både fysik og matematik studerende blandet ind.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer