Mads Bryde Andersens rønnebær

De er som bekendt sure, rønnebærene, når man ikke kan nå dem, men jeg synes trods alt Mads Bryde Andersens pamphlet om DIFO's nederlag er en smule skinger at høre på.

Personligt er jeg lidt ligeglad med om det bliver Ribe Ret eller Varde Galge der varetager .dk domænet, jeg kender folk i begge sider der gør et stykke kompetent arbejde.

Min primære bekymring er, at jeg helst ikke ser at det betyder en stavnsbinding af kunder til ISP eller Hosting firmaer og der har GratisDNS indtil nu været en god garanti imod.

Der er nok ikke meget tvivl om at forandringen vil blive brugt som en undskyldning for at hæve priserne, men om et .dk domæne koster 30, 40 eller 50 kroner om året er jo uden betydning for alle andre end domænehajer.

Det har været fremført i pressen, så vidt jeg kan forstå med DIFO som kilde, at det skulle være tekniske spørgsmål der har afgjort valget imellem DIFO og DotDK, hvor Mads Bryde Andersen gør et stort nummer ud af, at der ikke har været et eneste nedbrud i 9 år under DIFOs heroiske ledelse.

Men den forklaring tror jeg simpelthen ikke en meter på.

Enhver idiot kan drive et stabilt netværk af DNS servere.

Det kræver et helt særligt talent at lave en sårbar DNS service.

Når jeg læser Mads Bryde Andersens tirade, kan jeg kun nå til en af to forklaringer.

Enten er der kun et firma i hele verden der forstår de helt specielle danske forhold (og alle andre er dumme, inkompetente og uduelige).

Det tillader jeg mig at tvivle på, dels kender jeg Paul "jeg skrev named" Vixie og hans crew hos ISC, dels kender jeg medarbejdere hos Afilias og ikke mindst tvivler jeg på hvort godt Mads Bryde Andersen er informeret på dette punkt.

En anden og mere nærliggende måde at læse Mads Bryde Andersens bandbulle på, er at nogen er bange for at miste en lukrativ geschäft.

DIFOs årsrapport siger at de betaler bestyrelsens 8 medlemmer 455.000 kr/år.

Hvis normal praksis følges, er det 50.000 til menige medlemmer, og 100.000 til formanden - Mads Bryde Andersen og fem tusinde til smørrebrød og sodavand til møderne.

Yderligere kan man bemærke at der hvert år skummes 3mio kroner fra DK-Hostmaster til DIFO, hvor de bare hober sig op.

Dernæst kan i DK-Hostmasters årsrapport læses at bestyrelsen der også her er på (de samme) 8 medlemmer, sammen med direktøren oppebærer næsten 1.6 mio i vederlag.

Hvis vi gætter på at direktøren får den ene million, så er der ca. det samme til bestyrelsen i DK-Hostmaster som i DIFO.

Med andre ord, tjener Mads Bryde Andersen mindst 200.000 kr om året fra DIFO og DK-Hostmaster, muligvis mere.

Så er der jo ikke noget at sige til at han ømmer sig over at være blevet droppet.

phk

PS: Jeg vil understrege, at jeg ikke kan og ikke vil tage stilling til om Mads Bryde Andersen er pengene værd.

PPS: ...det er der desværre heller ikke andre der kan tage stilling til, takket være det demokratiske underskud der er i DIFO.

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Erik Trolle

Du er sikkert meget mere teknisk begavet end jeg, og jeg er blot bruger af domains. Jeg benytter forøvrigt GratisDNS. Men det er lidt svært for mig at forstå, at man altid skal prøve at finde noget i udlandet. Og alt det du skriver om honorarer er det ikke ligegyldigt, nu bliver det bare nogen andre som får honorarer end MBA.

Nu mener jeg ikke at der så stor demokratisk underskud i DIFO som du siger. Det kan være det er nogen forkerte folk som er repræsentanter for brugerne, erhvervslivet og andre interessegrupper. Men man har dog trods alt prøvet at få repræsentanter fra brugerne ind i bestyrelsen.

Jeg har det bare sådan, at hvergang det offentlige laver noget som skulle give mere konkurrence, så er det bare ikke lykkedes, det er altid blevet dyre end det var før.
Jeg tænker på Elselskaberne, EPJ og mange andre umulige privatiserings projekter der bliver lavet i den frie konkurrences hellige navn.
Og jeg kan heller ikke se at en distribueret model ikke vil blive fordyrende for forbrugeren. De eneste jeg kan se lukrere på den model er registranterne, altså det fordyrende led.

Og til sidst og ikke mindst, nu skal dotDK opbygge en organisation og hvis den skal være demokrativ, og skal de samme organisationer være repræsenteret som i DIFO.

Det er muligt at Afilias løsning er bedre end DK-hostmaster, det kan jeg ikke vurdere. Og det kan være årsagen til fravalget af DK-hostmaster.

Jeg er personlig meget spændt på hvad ITST reelle begrundelse bliver for fravalget af DK-hostmaster. Den har ITST jo lovet at komme med efter de 60 dage, hvor dotDK skal have skaffet opbakning i internet interessegrupperne.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Erik,

Du har mange gode pointer som jeg bestemt kan dele i stort omfang.

Min kritik af Mads Bryde Andersen går primært på formen, tonen og lødigheden af hans argumentation, ikke på substansen som for så vidt er god nok.

Sekundært går kritikken på at han stort set er selvbestatet og ikke i realiteten står til ansvar for nogen i jobbet.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
Stig Johansen

Det man skal være opmærksom på er, at der er tale om et EU udbud, hvor man skal vælge objektivt.

Hvis man forholder sig subjektivt til valgene, kan de vragede parter indbringe sagen for byretten.

Jeg har skimmet lidt i udbudsmaterialet samt DIFO's tilbud, og umiddelbart ligner det mere ordskvalder frem for objektive/faktuelle ting.

I de udbud jeg selv har været med til har vi altid sørget for at formulere målbare, objective krav.

Det her krav med opbakning synes jeg er så subjektivt som noget kan være, og jeg da også spændt på at se afgørelsen fra ITST, hvilket vil implicere en beskrivelse af deres syn på 'bred opbakning'.

  • 0
  • 0
Andreas Bach Aaen

Det er surt for de involverede i DK-Hostmaster at tabe et EU-udbud.
Det er surt at være slutforbruger og se DotDK vinde med en ide om at det er bedre at registraen sætter sin klamme hånd på dine domæner.
Der skal ikke så meget til før jeg bliver tilfreds. DotDK skal love (og holde), at man som slutforbruger kan flytte sine domæner fra en registrar til en anden - uden at afgivende registrar er involveret.

Tænk på hvor sløvt systemet med nummerportabilitet foregår mellem telefoniudbydere. Og jo jeg har prøvet det før, at en webhoteludbyder prøver st sætte sin klamme hånd på det domæne man har købt gennem ham. Ulideligt.

Det er muligt at dotDK er bdre på mange måder, men denne brøler i forhold til forbrugeren overskygger for mit vedkommende dem alle.

  • 0
  • 0
Klaus Elmquist Nielsen

Tak for linket! Interessant læsning.

Jeg er enig med en af kommentarerne i nævnte link om at internetudbyderne må være glade for dotDK, da det giver dem mulighed for at få en større bid af kagen, fordi de i princippet selv kan bestemme prisen for deres administration af et dansk domæne.

Som et eksempel på hvor godt konkurrencen fungerer i dagens marked kan nævnes EU's maximumspriser for mobiltelefoni. I realiteten er disse priser blevet standarden for hvad et opkald koster når man besøger et andet EU land. Spørgsmålet er dels om der kommer maximum priser for adminstrationen af det dansk domæne og dels hvad den "stilistiske" forskel mellem teleselskaber og internetudbydere er.

Meget mere vigtigt end hvem der bliver valgt til at administrere dk domænet er derimod brugeroplevelsen med det nye setup. Hvordan bliver håndteringen af persondata i det nye system? Hvor svært er det at skifte udbyder? Hvordan bliver prisniveauet givet at udbyderne i princippet selv kan bestemme hvad et dansk domæne skal koste?

Hvilket selvfølgelig stiller det interessante spørgsmål om hvem dette udbud i virkeligheden tilgodeser? Er det slutbrugerne? Eller er det udbyderne?

En ting til omkring håndtering af personoplysninger. I samarbejdet mellem en udbyder og dotDK, vil en vilkårlig udbyder kunne tilgå persondata for samtlige domæneindehavere, eller kun for de domæner de rent faktisk administrerer? Hvis alle udbydere i princippet kan tilgå persondata for alle domæner vil det betyde at der kun skal en problematisk udbyder til før alle domæners persondata er kompromiteret!

Afslutningsvis skal det siges at jeg sagtens kan se pointerne i PHKs indlæg omkring MBAs interesser i at fortsætte i sin nuværende rolle. Man kan så diskutere afvejningen mellem mand/boldt i analysen. Men man skal ikke være blind for at mange er rigtigt glade for den måde som DK Hostmaster A/S kører det danske domæne på. Og at de også står som en garant for en hensigtsmæsig håndtering af persondata og et fornuftigt prisniveau. Hvilket kunne være forklaringen på en del af de udtrykte bekymringer omkring hvad fremtiden byder på for danske domæneejere.

Rent afslutningsvist og for at undgå misforståelser: Ikke et dårligt ord om GratisDNS!

  • 0
  • 0
Ove Andersen

Det ser ud til, at DIFO medlemmerne nu også vil til at starte en underskriftsindsamling, for at vise deres utilfredshed..

Syntes det minder mig lidt om alle de underskriftsindsamlinger der på et tidspunkt var mod licens, afskaffelse af gruppeeksamen, osv. osv..

Troede folk havde lært, at underskriftsindsamlinger ikke hjælper en døjt?

Kilde: http://epn.dk/teknologi/article1383076.ece

  • 0
  • 0
Claus Bruun

Egentlig har jeg ikke noget imod at slippe af med DIFO, der ikke har været særlig demokratisk siden TDC kuppede DKUUG mv. Og det med formuen ser heller ikke godt ud.

Det er mere "shared registry" eller konsekvenserne af samme, jeg var lidt nervøs for: Hvis f.eks. GratisDNS af politiske grunde ikke blev godkendt som registrar, og vi så ville blive tvunget til at lave aftaler med diverse udbydere, som så ville benytte chancen til at hælde en masse obligatoriske services på regningen, for at de ville registrere domænet, og i princippet gøre det meget besværligt at være en nørd, der laver det hele hjemme i kælderen.

Jeg har prøvet at være i kløerne på både NameZero i sin tid og siden B-one, hvor det var et helvede at slippe væk, fordi de ignorerede ens requests om redelegering etc, for at kunne blive ved med at fakturere for services. Først da jeg kun var afhængig af dk-hostmaster og GratisDNS kunne jeg gøre, hvad jeg ville, og sådan skulle det gerne fortsætte.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere