Må man nørde lidt her?

Hvad er det egentlig "at nørde"? For mig er det noget med at have nogle oplevelser, som man ikke kan dele med så forfærdeligt mange andre mennesker. Den slags oplevelser kan man have indenfor mange fagområder; jeg er sikker på, at man både f.eks. kan jura-nørde, øl-nørde og sports-nørde. Men vi it-nørder er åbenbart bedre til det end alle de andre, eller også betragtes it-nørdning bare i højere grad som et tegn på, at ens sociale IQ ligger og roder nede omkring Socialdemokraternes vælgertilslutning.
 
Derfor kan det være rart fra tid til anden at befinde sig i et forum, hvor der formodes at være andre, som kan genkende og måske endda dele ens nørde-interesser. Version2 er et godt eksempel på et sådant forum, men de fleste af os har forhåbentlig også kolleger, som kan tåle lidt lejlighedsvis nørd. Der er ikke noget værre end at tage hjem og være bristefærdig af opstemthed over at have luret en smart detalje, og så kun få en ralle-lyd tilbage, når man prøver at dele den glæde med sin ægtefælle (nej, det hjælper åbenbart ikke engang at være gift med en datalog).
 
Altså, i sidste uge opdagede jeg nogle flere detaljer om, hvordan history virker i Internet Explorer (IE). Tænk hvor pudsigt; hvis man går tilbage i history til en side, hvor man har udfyldt en formular, så husker IE, at input-felt nummer 5 indeholdt en teksten "Nielsen" - og gen-udfylder feltet, når man traver tilbage i history; også selvom sitet er JavaScript-smart og måske har ændret sig, så input-felt nummer 5 slet ikke skal indeholde efternavn længere, men måske adressen. Det er da sjovt. Synes jeg...
 
Hvis der er andre derude, som også nørder en gang imellem, så hej. "Jeg hedder Fie, og jeg er en nørd".

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jesper Lund Stocholm Blogger

Jeg kender kun alt for godt problemet med ikke at kunne dele oplevelser og indtryk med særligt mange. Fredag var jo - som nogle måske er enige med mig i - en ganske glædelig dag pga OOXML-stemmen i Dansk Standard, og da jeg fik afgørelsen ville jeg først ringe til min kone - hun har, tappert, forsøgt at heppe på mig i hele processen :o). Hun var dog optaget, så jeg scannede min liste over IM-kontakter for at finde nogen at dele begejstringen med. Men det var bemærkelsesværdigt, at på en liste over kontakter på omkring 100 ... var der kun tre personer, det gav mening at skrive til ... to i Danmark og én i Norge.

I øvrigt - hvis man vil slå sig selv i hovedet over manglende gensidig begejstring, skal man blot sætte sig i et rum med et par venner og så Numb3rs på Kanal 5 (den der pseudo-matematiske serie).

  • 0
  • 0
#2 Thomas Ammitzbøll-Bach

Da jeg studerede til ingeniør boede jeg sammen med min daværende kæreste i en lille lejlighed på Nørrebro. En dag jeg var ude i køkkenet og ryddede på på en hylde, stod jeg pludselig med et brev karry i den ene hånd og en pose dannebrogsflag til lagkage-brug i den anden hånd.

I min ubegribelige morskab tog jeg et dannebrogsflag op af posen og satte det ned i brevet med karry og råbte ind i stuen til min kæreste: "Se, jeg har sat karry-flaget!" Hun kom ud i køkkenet, gloede åndsvagt på mig, rystede på hovedet og gik ind i stuen igen.

Tilbage stod jeg og tænkte: Morsomhed - 1-0; valg af publikum - selvmål.

Thomas

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere