Må du bruge LinkedIn’s InMails til markedsføring?

Jeg har i mange år brugt LinkedIn til at holde styr på mine kontakter, og hvor de befinder sig. Det er et glimrende redskab til den slags. Jeg har dog hidtil benyttet den gratis version, da den har opfyldt mine behov til fulde.

For nylig modtog jeg nok engang et tilbud fra LinkedIn om at prøve Premium-versionen gratis en måned, fordi jeg er sådant et ”loyalt LinkedIn medlem”. LinkedIn lokker blandt andet med, at jeg kan sende 25 såkaldte ”InMails” om måneden til personer uden for mit netværk. Det vil sige, at jeg med denne funktion fx kan sende en besked direkte til 25 virksomhedslederes indbakke i LinkedIn om, hvorfor de selvfølgelig skal vælge at bruge mig som advokat i stedet for alle mulige andre.

Det er da smart markedsføring… eller hvad?

Vi ved (forhåbentlig) alle sammen, at man som erhvervsdrivende (med enkelte undtagelser) ikke må sende markedsføringsmails uden modtagerens forudgående samtykke. Det er spam, og reglen findes i markedsføringslovens § 6. Forbrugerombudsmanden slår hårdt ned på den slags med bøder fra 10.000 kr. og opefter.

Men hvad med InMails, hvor man via sin profil i LinkedIn kan sende en besked til en anden uden for sit netværk, som også har en profil? Må man det?

Ifølge de nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til markedsføring via sociale medier fra maj 2012 er beskeder sendt til facebook-brugeres indbakke (og også opslag på tidslinjen) at betragte som elektronisk post. Det samme må derfor gælde for beskeder sendt til LinkedIn-brugeres indbakke.

Det betyder altså, at InMails skal opfylde betingelserne i markedsføringslovens § 6, der som udgangspunkt kræver samtykke fra modtageren, hvis meddelelsen vedrører markedsføring af produkter eller ydelser.

Kan man så sige, at du ved at blive medlem af LinkedIn har givet samtykke til at modtage InMails? Som bruger af LinkedIn må du da vide, at du kan forvente at få InMails, da det er en integreret funktion i den tjeneste du abonnerer på. Desuden er der en funktion i LinkedIn, hvor du kan slå modtagelse af InMails fra, hvis du ikke ønsker at modtage beskeder fra folk uden for dit netværk.

Ikke ifølge de nordiske forbrugerombudsmænd. De fastslår i deres vejledning punkt 3.2, at brugerens samtykke skal være ”aktivt, frivilligt, udtrykkeligt, konkretiseret og informeret”. Desuden skriver de, at et samtykke ikke kan indhentes via det sociale medies standardvilkår.

Med andre ord så må konklusionen være, at markedsføring via InMails til modtagere i Danmark uden forudgående udtrykkeligt samtykke vil være i strid med den danske markedsføringslov. Det samme gælder for brug af beskeder til facebook-brugeres indbakke og også opslag af beskeder på deres tidslinje.

Så indtil jeg får brug for andre premium-funktioner end InMails, fortsætter jeg nok med min gode gratis version af LinkedIn.

Kommentarer (11)
Peter Olesen

Fint indlæg omkring reglerne.
Facebook er så også begyndt med at sende reklamer i notifikationer uden man har bedt om det. Og yderligere er der problemet omkring invitation til håbløse applikationer og spil. Det må da også tælle for SPAM?

Jesper Heden

Jeg ville mene det er okay at sende inMails, udfra at reglen omkring spam kom efter at det blev så billigt og nemt at sende mails at det måtte reguleres. Det er stadig OK at sende et admindelig brev da dette udgør en betydeligt udgift - og det samme måtte vel gælde med inMails. De er ret dyre, når du bevæger dig udover de 25 gratis.

Allan S. Hansen

Hvis man går ind på sin LinkedIn profil og kigger på andre, så er der mulighed for at at vælge hvilke slags beskeder man er intereseret i / villige i at modtage.

Eksempelvis har jeg sat 'Expertise requests' og 'Requests to reconnect' på min.
Men der er også checkboxe til 'Buisness deals', 'Consulting offers' og 'New ventures'.

Dette ses på en andens profil under 'Contact for' sektionen.

Man kunne tolke, at afhængig af hvad folk har sat der, at de dermed aktivt har valgt og frivilligt har taget stilling til om de er interesseret i at du skriver til dem via inMail omkring dine evner og hvorfor de skulle vælge dig.
Eksempelvis hvis de har valgt at slå 'Business deals' til.

Om den vil holde i dansk lovgivning lader jeg så andre finde ud af - men LinkedIn har givet en mulighed.

Lise Elisabeth Jensen

Fin artikel.

Jeg har skrevet speciale om spam på de sociale medier (en analyse af forbrugerens retsstilling og forslag til forbedring heraf), så jeg er helt enig i artiklens indhold.

Men Allan S. Hansens bemærkning er interessant i forhold til forudgående samtykke til uanmodet henvendelse, og åbner i en eller anden form op for en mulighed for på de sociale medier at tage kontakt i branding eller tilbuds-øjemed.
Hvorvidt der er tale om et tilstrækkeligt (konkret og informeret) samtykke, tja, det er spørgsmålet, men med den omtalte tilvalgsfunktion kan det formentlig godt antages, at denne gråzone nærmer sig "a paler shade of grey!"

Christen Mau

Det er en fin artikel – men problemet er i min optik ikke LinkedIns produkter. Efter markedsføringsloven er nærmest al uopfordret kontakt via mail fra en erhvervsdrivende i princippet reklame eller salg. Med andre ord er selve InMailen ikke i strid med markedsføringsloven, men det er teksten i mailen, der er udfordringen. Det handler ikke blot om at søge, finde og sende, men derimod at tænke over, hvem man sender til – og hvad man skriver.

At LinkedIn i egen markedsføring sælger drømme, kan man have en holdning til – men det er LinkedIn jo ikke ene om.

Alle vil gerne være med der, hvor der er succes. Det gælder også for LinkedIns medlemmer. Men så snart nogen bliver ”mistroiske”, har vi mennesker tendens til at ”falde i den modsatte grøft”. Det er min bekymring, når jeg læser i aviserne, at der er så mange sager på Forbrugerombudsmandens bord.

Log ind eller Opret konto for at kommentere