Er af de emner som version2.dk vist ikke har dækket over de sidste par uger er at der har været en mange online-diskussioner om bl.a. Ubuntu Linux skulle gå væk fra den vante cyklus med to årlige udgaver (den næste er 11.04 og derefter kommer 11.10). Mark Shuttleworth var hurtigt ude og afvise historien om at Ubuntu kunne blive en rullende release, hvor ændringer kommer når de er klar. For mig er det lidt interessant.
På mine Linux-maskiner kommer der 1-2 gange per uge opdateringer, også selvom mine Ubuntu-maskiner kan opgraderes til næste store release hvert halve år. Det er sikkerheds-opdateringer - fint nok, men er det egentlig ikke rarere - f.eks. på hjemmemaskiner - at acceptere at opdaterings-ræset kører lidt længere hver gang hvor man gradvist får opdateret maskinen (ud over sikkerhed) fremfor nu hvor det er ikke altid går godt med at få opgraderet fra en (f.eks.) Ubuntu 10.04 til 10.10. Det tyder på at Suse-folkene vil tilbyde rullende opgradering - godt gået.
Jeg har i lang tid kørt Debian testing - det har fungeret godt. Jeg faldt også over Linux Mint Debian, som har fået en del popularitet - de tilbyder også en rullende udgave http://blog.linuxmint.com/?p=1527 - et godt alternativ til Ubuntu.
Jeg er meget interesseret i jeres erfaring her. Både fra jer som opgraderer hvert halve år eller lignende - gik det godt sidst' Installerede I forfra eller satsede I på at lave en opgradering fra version X til version X+1'
I som kører f.eks. Gentoo Linux kører allerede rullende opgradering. Hvad er jeres erfaringer?
/pto
Jeg installere en ny udgave på mine bærbare og kontorpc'er hver gang og symlinker til mine data på min data-partition efterfølgende.
Det er også for at se, hvordan installeringsprocessen er i de nye udgaver.
Men kunne klart overveje at skifte den ene af distributionerne ud med en rullende distribution.
Med venlig hilsen Claus Agerskov, AgerCon
Et problem med rullende opdateringer er at du aldrig ved hvornår et kritisk program pludselig skifter version eller holder op med at virke. Hvis man nu lige sider i noget vigtigt, så er det ikke altid man lige har lyst til at slås med den slags.
Jeg foretrækker bestemt at gemme de "spændende" oplevelser til at jeg har afsat tid til at ordne eventuelle problemer.
Oplagt at der er kriser på den korte bane, hvor release-generalerne er nogle cowboys, der releaser før de tester.
Debian testing har IMHO været et glimrende kompromis.
på min bærbare
500 GB 4 partitioner 1 swap
1 /home/mig på +300G
1 på 40G til en installation 1 på ---------- anden install
Så kan jeg smide ny eks 10.10 ind på een partition, men kan satdig køre den gamle og gå tilbage
dpkg til at se hvad der er pakker på hhv nye og gamle
lidt diff så kan se hvad jeg skal trille ind på den nye
datz all
Har prøvet versionsopgradering på ubuntu :-((((
På desktopmaskinen blev det til en nyinstallation (LAN-install) sidste gang - på grund af skifte fra 32-bit og til 64-bit. Ellers var det forrige gang en opgradering (dup).
I tilfældet hjemmeserver og arbejdsmaskine blev det sidste gang til en opgradering (dup) oven-i-købet mens de var i brug/drift. Arbejdsmaskinen er en desktop-maskine, så under den sidste halve time af opgraderingen var den lidt småsær gående imod umulig - men det var rart med en pause. Min bærbare blev opgraderet - mener at huske at det foregik over WiFi - kom egentlig først til at tænke over det bagefter.
Jeg har egentlig ikke haft nogen grimme oplevelser med opgraderinger - som jeg konsekvent er begyndt at benytte. Førhen var det nyinstallation via LAN-install.
Jeg husker desuden noget om at udover rullende opgraderinger, vil SUSE lave opsamlinger således at forbrugerne får valget.
For et års tid siden klunsede jeg en 10 år gammel ThinkPad, og da jeg derfor alligevej skulle installere et system, der ikke var for ressourcekrævende, og som måske skulle vrides lidt, valgte jeg at prøve Arch Linux (http://http://www.archlinux.dk/). Installation & opsætning kræver nogen viden om Linux.
Efter et år er det nu min yndlings bærbare, selvfølgelig osse fordi jeg foretrækker trackpoint for touchpad. Der har aldrig været problemer efter opgraderinger, som jeg foretage et par gange om ugen; jeg gennemgår altid opdateringerne og tager højde for ændrede konfigurations filer o lign.
Som sagt kræver Arch, at man véd, hvad man har med at gøre, men dokumentationen er fremragende, måske den bedste, jeg har set, og det ser ud som om der altid er hjælp at hente i forum, osse det danske.
I begyndelsen af september blev jeg opmærksom på Linux Mint Debian Edition (LMDE), og installerede det på en maskine; installationen er lige så enkel som på de gængse distributioner (eg Ubuntu), det kræver ikke, så vidt jeg kan skønne, nogen nævneværdig forhåndsviden om GNU/LInux. I de tre måneder siden har det fungeret uden de store problemer med opgraderinger et par gange om ugen.
Inden så længe skal jeg bygge en ny hjemme/hjemmekontor server (LTSP), men om jeg vil vælge Arch eller LMDE ved jeg ikke. Arch er lidt 'hardcore', og det tiltaler mig, og min erfaring er, at skønt det er en 'rolling realise', er det gennem stabilt; ulempen er, at der ikke det vildt store udvalg af pakker - Arch har sit eget pakkesystem - dog er det muligt selv at bygge pakker. LMDE er meget nemt, hele debians gigantiske pakke udvalg er tilgængeligt, opgraderingerne i systemets Update Manager dækker kun brugerprogrammer & enkle systempakker, ny kerne, moduler, X etx skal installeres særskilt (jeg gør det altid med apt-get fra terminal/konsol). Det eneste usikkerheds moment er, hvad der sker når debian 'optøes' - der kommer formodentlig så en sand syndflod af opdateringer, så jeg kan have mine tvivl mht stabiliteten. Defor ville jeg heller ikke pt anbefale LMDE for produktionssystemer, før vi får set, hvordan det går.
Der har i øvrigt hos debian været fremsat tanker om at lave en 'rolling realise' baseret på squeeze - svarende til LMDE.
For mig hedder det fremover 'rolling realise' efter i årevis at have bøvlet med årlige opgraderinger.
Har i ca. 1½ års tid nu, kørt med en rolling-release distribution som hedder "Aptosid" (tidl.sidux), og den er blevet min distro-of-choice, efter mange år med Linux. Den er baseret på Debian Unstable (som er meget stabil), og er beregnet til folk som vil køre KDE på deres desktop.
Konceptet er at have en distribution, som gør Debian unstable stabil til din daglige desktop, og det fungerer skulle jeg hilse og sige.
Jeg opgraderer fast hver lørdag, det tager en 10-minutters tid. Proceduren er: Check online for upgrade-warnings, og så kør på hvis der ikke er noget der ser ud til at være blokkerende. Jeg har endnu ikke fået gjort min maskine ukampdygtig på nogen måde i den tid jeg har brugt den.
Det som man får er en desktop som er hurtig, stabil, ikke ødsler med resourcer (booter op og har brugt 110 MB RAM i kampklar desktop), og indeholder "nyeste" software.
Jeg kunne skrive meget om denne distro, men vil slutte med at sige: prøv den! Kan varmt anbefales. Den er ikke for noobs, men hvis du har noget Linux under bæltet allerede, og ikke er skræmt af kommandolinien (til opgradering), kan du sagtens finde ud af det. Skriver gerne mere om mit anbefalede workflow....
På server Ubuntu LTS, opgraderes hvert andet år. På arbejde Ubuntu stable m. sikkerhedsopdateringer. Det går simpelthen ikke at et program eller driver bliver opdateret så man bliver ukampdygtig i flere timer. Derhjemme som regel ubuntu unstable, når de første par alphaer er overstået. Ja, det er endnu mere ustabilt end en normal rullende release, men tilgengæld får man set på det allernyeste software før det er færdigt, hvilket jo heller ikke er helt uinteressant.
Dog kan jeg godt se at der er et kæmpe potentiale i rullende releases for ex-Windows folk. Det har altid været en akilleshæl at software der ikke følger Gnomes 6 måneders cyklys hurtigt bliver forældet på de stabile distributioner.
Jeg synes Chromes opdeling med stable/unstable/experimental er genial, og alle programmer som er nogenlunde isolerede fra basissystemet burde virke på samme måde, specielt open office og firefox.
Jeg har kørt Gentoo i nogle år efterhånden, både på servere, desktops og i en periode også på en laptop.
Det går som oftest ganske fint med rullende opdateringer, der sker fejl i ny og næ men de er overkommelige. Problemerne opstår når jeg i en længere periode (eks 6 måneder) har "glemt" at opdatere (hjemmeserveren er primære offer her). Hvis man er heldig går alting fint og uden problemer. Det sker dog også at man ramler ind i alle mulige sære fejl som en følge af at pakkerne antager man har "næst nyeste" pakke samling.
Jeg har flere gange måtte løse dependencies manuelt, og opgradere enkelt pakker til bestemte versioner for at en anden pakke kan opgraderes, for så senere igen at opgradere begge pakker til nyeste version.
Der kan man så blive sur på portage (gentoo pakke manageren), men jeg ville også nødig skulle compile hver eneste lille minor hver gang jeg opgraderer.
Min erfaring er at rullende opdatering er fantastisk, hvis man altså orker at følge med hele tiden.
Laver en total opdatering ca hver 3-6 måned, men ellers opdateres de programmer der bruges ad hoc. Oplever generelt ingen problemer, bortset fra at 3D grafikken på mit ATI grafik kort forsvinder når xorg opdateres, men problemet er ikke større end at en dpkg-reconfigure plejer at løse problemet.
Jeg har samme erfaringer som Esben mht. Gentoo.
Man ikke beskylde Gentoo for at være brugervenligt i forhold til andre distributioner, men man har tilgengæld fuld kontrol mht. hvilke pakker du installere og hvornår du patcher dem.
Desuden giver Gentoo en stor grad af fleksibilitet mht. forskellige version af biblioteker som anvendes af forskellige applikationer.
Gentoo vinder også på det miniale pakkefodaftryk, da man kun installerer præcis de programmer / biblioteker med det relevate bindinger som kræves i den aktuelle konfiguration.
Jeg er også gentoo bruger, og jeg bruger det lidt som en mellemvej mellem de to løsninger. Der kan opstå problemer når man opgradere fra en major version til en anden, som skal løses manuelt. Det er specielt servere, hvor programmer som apache, php, tomcat, postfix mv, benytter sig hæftigt af configurationsfiler, som kan ændre format eller lignene, men også desktop programmer kan blive ramt i ny og næ. Det er dog generelt sjældent at det sker.
Af denne grund opgradere jeg ikke løbende, jeg benytter Løbende et lille værktøj som hede GLSA, som kan detektere om der er kende sikkerheds problemer i nogle af de installerede programmer. Hvis der er det opgraderer jeg dem.
Trods denne politik, er jeg alligevel rigtig glad for at Gentoo er Rolling release, for når jeg så engang i mellem for tid og lyst til at lave en stor opgradering af alt, så kan jeg gøre det, når det passer mig, jeg behøver ikke at time det af med en ny udgivelse af distributionen.
Yderligere benytter jeg mig også tit af at opgradere en enkelt pakke, hvis jeg af den ene eller den anden grund får lyst til det. For eksempel ynder jeg gerne at at benytte den nyeste version af KDE så snart den kommer ud, da jeg altid synes at der er kommet nye features til, som jeg ikke kan leve foruden, og så er det jo igen rart med Roling realease, så jeg nemt kan opgradere KDE til nyeste version gennem pakkehåndteringen, kort tid efter den er udkommet.
Debian Testing. I årevis, på alle husets maskiner. Opdaterer egne systemer dagligt, andre, mindre brugte, måske hver tredje måned. Absolut problemfrit. Har fra tid til anden forsøgt mig med at hamre hovedet imod Ubuntu-muren. Dér har jeg så aldrig oplevet en dist-upgrade som ikke lagde maskinen ned.
Nu har jeg arbejdet med linux i 10+ år, og har fået prøvet alle i subj.
Løbende opdateringer/gentoo+debian testing: fordele: du får nye features så snart de kommer ulempe: du skal hele tiden sætte tid af til at håndtere problemer (som der ofte kommer nogle af) ved opdateringer og du skal have et testmiljø tilgængeligt hele tiden, hvis du ikke kan tolere nedetid.
Debian testing gav mig færre problemer end Gentoo, men det var fordi jeg med Gentoo jo fik lov til at "undlade" nogle opdateringer (Gentoo er jo en meta-distribution :) - og efter nogle år med en gammel glibc begyndte der at komme inkompatabilitetsproblemer. Så jeg kan ikke lave en reel sammenligning på det punkt - Gentoo blev bare mere tidskrævende for mig, pga. compile tider på mine laptops - og på serverne havde jeg reelt ikke mulighed for at lave de nødvendige opdateringer og tests som hele tiden var påkrævet.
halvårs: fordele: du får "rimeligt hurtigt" nye features ulemper: til drift, skal man så teste alle services man kører på serveren hvert halve år - bedre end rullende, men IMHO stadig ikke noget man har tid til.
Jeg kører selv halvårs modellen på vores desktops (firma/derhjemme) og laver hos nogle kunder, opdateringer ved at installere nye servere med den nye version af en distribution (dog foretrækker jeg LTS eller CentOS eller ditto langtidssupporteret distro) - og så løbende flytte ting over, som alligevel skal opdateres og testes af som følge deraf.
mange-års (Ubuntu LTS, CentOS, RedHat, SLES) fordele: Du har et meget stabilt miljø, med sikkerhedsopdateringer mange år ud i tiden. Endda ganske gratis hvis det ønskes
ulemper: Du er låst til de versioner/features de medfølgende pakkeversioner har
I praksis laver jeg næsten altid pakker til mine kunder med div. programmer de savner i den valgte distribution eller for at få en nyere version af en given pakke. Det er så med nøje overvejelse, da disse pakker jo så ikke har den lange support tid og man derfor manuelt skal holde øje med evt. sikkerhedsrelevante opdateringer osv.
Puppet er et godt eksempel på noget der ikke er i en "ny nok" version i nogen af de langtidssupporterede distros.
Vil lige pointere at man på en server med oppetidskrav, ikke bare bør kører en opdatering mens man kikker den anden vej, uasnset om det er en Rolling release distro eller ej.
Jeg administrere på mit arbejde adskillige Centos servere, og her har jeg flere gange været ude for, at en yum update, har fået ting til at stoppe med at virke, indtil jeg manuelt har rettet op på et problem. Indrømmet, det sker ikke så tit som med Rolling release, men det sker.
Jeg kan se, at der er flere, som har brugt Debian testing, hvilket lige præcis er det, som frarådes, når man opdaterer løbende!? Jeg brugte Debian stable i 2 år, og oplevede kun problemer een gang, og det var med 2-3 opdateringer hver uge, og de opgraderinger, som kom hen over tid.
Jeg har brugt både rullende opdateringer og springende opgraderinger med GNU-Linux og BSD-systemer. BSD-systemerne er generelt langt mere robuste, og kører fint med opgraderinger, men på GNU-Linux er det lige omvendt, hvor opgraderinger i spring giver anledning til en masse ophobede problemer: Der fungerer en nyinstallation langt bedre, hvis man altså ikke kører løbende opdateringer, som gør det hele meget nemmere at håndtere. 1 eller 2 smårettelser om måneden i konfigurationen er ingenting imod et stort morads af indbyrdes afhængige rettelser alle mulige og umulige steder hvert halve eller hele år.
Med spring skal man have mere styr på separate partitioner og sådan noget: Det er bare mere besværligt, og ofte kræver det en hel fast procedure, der desværre ofte er semi-automatisk, d.v.s. det duer ikke rigtig i praksis i forhold til noget rent automatisk: Jeg bryder mig ikke om at gøre noget, som en maskine kan gøre bedre under de fleste omstændigheder.
Overordnet set foretrækker jeg løbende opdateringer: Det giver ikke mening at vente på rettelser eller konsoliderede features, hverken på stabile systemer, der kører gamle versioner af software, eller på dugfriske systemer, hvor man gerne vil have det nyeste. På BSD-systemerne har jeg ofte kørt med den robuste basis, og så kompileret selv (uden om ports- og pakke-systemerne, der ofte er lidt konservative), når jeg ville have noget spritnyt noget: Det er en god kombination, og fungerer udmærket, hvis man ikke kan opdatere løbende, eller man bare ikke kan vente på en opdatering (et halvt år er altså lang tid i nogen sammenhænge!). Det gælder specielt værktøjer, man bruger hver dag og følger udviklingen af.
Rolling release lyder for godt til at være sandt, og det betyder som bekendt oftest at det også er det.
Det forekommer mig at uforholdsmæssigt mange af dem der har brugt "rolling release"-distros skifter til Mac OSX eller Windows, med begrundelsen at "Linux" kræver for meget arbejde at administrere...
openSUSE bliver i øvrigt ikke rolling release. Der oprettes blot et uofficielt projekt på buildservice der giver nogenlunde den effekt.
Personligt foretrækker jeg en model med en frossen distribution, men med god tilgængelighed af backports. Således at man kan have et stabilt og forudsigeligt basissystem - men samtidig have rimelig nem adgang til nye applikationer.
Jeg har kørt en rullende opgradering med Debian unstable over 6 år. Kun afbrudt af nyinstallation et par gange ved skift af hardware. Det har dog været grå hår en håndfuld gange, hvor ting har været i udu et par dage inden det blev fikset med en ny opdatering. F.eks. gik skiftet fra KDE 3.x til KDE 4 ikke glat. Printerstyring med cups har også været notirisk uheldig. Generelt har jeg dog været vældig godt tilfreds med Debian unstable. Rigtig rart at opdateringer af programmer som f.eks. OpenOffice kommer løbende.
Jeg begyndte at bruge Arch Linux for små 4 år siden, efter et halvt år med Gentoo, og jeg har ikke set tilbage siden.
Min erfaring med Arch, er at så længe man opdaterer ofte, og er opmærksom på hvad pakkemanageren "pacman" fortæller når man opdaterer, så er der stort set intet arbejde i at holde den kørende. Hvis det er nødvendigt redigerer jeg en konfigurations fil efter ny program installation, og hvis en program opdatering medfører væsentlige ændringer meddeler pacman det under opdatering. Derudover skal jeg ikke foretage mig noget.
Alt i alt har jeg haft langt færre problemer med "pacman -Syu" end jeg har haft med "aptitude dist-upgrade". Men det lader dog til at ubuntu er ved at have fanget den. De sidste to releases klarede min far selv, uden at ende med en maskine kløjes X. Det kan selfølgelig også skyldes at hans nye maskine har intel kort istedet for ati.
Det forekommer mig at uforholdsmæssigt mange af dem der har brugt "rolling release"-distros skifter til Mac OSX eller Windows, med begrundelsen at "Linux" kræver for meget arbejde at administrere...
Vi får vist vores statistikker forskellige steder fra. Desuden synes jeg absolut ikke 10-15 minutter hver lørdag er for meget (i mit tilfælde). Faktisk kan det godt ende med at være et mindre tidsforbrug, i forhold til en stor opgradering, eller nyinstallation, med store mellemrum, som godt kan være noget af et projekt. Og så får man jo den lille glæde ved "ny og frisk" software med meget jævne mellemrum, det skal man heller ikke kimse af :-)
Jeg har lavet "yum upgrades" på Fedora siden Fedora 2/3 og er nu på 14.
Jeg kunne godt tænke mig at undvære den halvårlige opgradering af 1200 pakker med tilhørende problemer. Nogle gange min egen skyld (plads mangel, hup under opgradering), nogle gange Fedora (manglende support for mine CPU'er).
Men det skal være en stabil release, ikke RAWHIDE. Been there, Done that, wont do it tomorrow. Overvejer om ikke LMDE er hvad der skal prøves næste gang.
Jeg undrer mig over hvordan man laver en rullende release? Jeg går udfra at man ændrer versioner af mange basis biblioteker (glibc, ..) ved en opgradering. Hvordan klarer man dette ved en rullende?
Jeg kører automatisk rullende opgradering på centos, og har kun haft en enkelt fejl i løbet af 2 år. Og der opgraderes også automatisk fra version til version, så længe det er samme hovedversion. Jeg er således gået fra 5.3 til 5.5 .
Debian kører også rullende udgaver, og pclinuxos gør det samme.
CentOS er ikke rullende opgraderinger, som jeg forstår Peters spørgsmål. samme major (dvs. 4 eller 5 eller nu 6) - indeholder altid de samme versioner af php, apache osv., bare med backports af security features og relevante bugfixes - v5.5 kaldes kunne ligesåvel blive kaldt v5 service pack 5.
Jeg har også haft oplevelsen med Arch, at hvis man lader den køre for længe, og opdateringerne skipper et par versioner, kan det gå galt. En ting, jeg så aldrig har forstået: Folk taler altid om rolling release som cutting edge - men det er jo ligeså muligt at lave rolling release på en udgivelse med moden software? Det er da et stykke henad vejen det, som man gør med Debian Testing? Jeg bruger jo selv Slackware, så opdateringerne er i hvert fald totalt kontrolleret af mig selv. Men skulle man være villig til at holde fast i en Slackware-version, så er de jo sikkerhedsopdateret i sådan noget som 10 år efter udgivelsen, så hvis det bare er serveren, der står i skabet og bliver ved, så er det brugbart nok.
Har fra tid til anden forsøgt mig med at hamre hovedet imod Ubuntu-muren. Dér har jeg så aldrig oplevet en dist-upgrade som ikke lagde maskinen ned.
Jeg har til gengæld aldrig haft problemer med dist-upgrade af Ubuntu. Jeg har opgraderet fra 6.06 -> 6.10 -> 7.04 -> 7.10 -> 8.04 -> 8.10; derefter blev der startet på en helt ny disk.
Jeg installerede min netbook med Linux Mint for ca. 5 måneder siden - og har kørt med den automatiske rullende opdatering siden da uden nogen problemer. Det til trods for at jeg har set om jeg kunne ødelægge pakke-manageren ved at installere og afinstallere en lang række IDE'er, programmeringssprog mv.
