per lolk bloghoved

Linux kommer til datacentret sammen med SAP

Mange, større virksomheder bruger SAP – det er der ikke noget nyt i. Mange af disse virksomheder er også opmærksomme på, at når de bruger SAP, så skal de før eller siden i gang med at bruge SAP HANA – det er der sådan set heller ikke noget nyt i. Men hvad jeg derimod fornemmer er nyt for mange SAP-virksomheder er, at SAP HANA kun kører på Linux.

Dén lader vi lige stå et øjeblik – SAP HANA kører kun på Linux. Det betyder, at hvis man i dag kører SAP på Windows eller Unix, hvilket er tilfældet i de fleste, danske virksomheder med SAP, ja, så bliver man tvunget ud i et skift til Linux som operativsystem (medmindre man vælger at skifte væk fra SAP, men det er nok i de fleste tilfælde en hypotetisk mulighed).

Sagt med andre ord, så kommer Linux til datacentret sammen med SAP – og det skal man være parat til at håndtere. Det helt oplagte spørgsmål er jo, om man overhovedet har tilstrækkelig Linux-kompetence inhouse – og om man ønsker at have det, eller hellere vil købe ude i byen? Kan man i det hele taget få adgang til de nødvendige Linux-kompetencer, eller kommer man til at mangle dem?

Så er der en masse hardware-overvejelser om valg af servere. Måske har man en Linux-maskine eller to i forvejen, men nu skal der bruges mange flere. Måske foretrækker man mindre servere og vælger Intel, men det skal være nogle specielle maskiner – måske foretrækker man få, men store maskiner, så Power er det rigtige valg?

Og skift af platform og operativsystem medfører skift af management-system, fx til SUSE eller Red Hat – kan driftsorganisationen overhovedet bære at drive SUSE, tage backup, overvåge, sikre mod virus…

Overvejelserne er mange, og beslutningsprocessen langstrakt. Mit råd er derfor, at hvis I kører SAP i dag og ikke ved, hvornår I har planer om at skifte over på SAP HANA – så begynd allerede nu at tænke over konsekvenserne ved at skifte.

Forbered jer grundigt, få identificeret alle spørgsmålene, arbejd med svarene, træf nogle valg, vurder konsekvenserne og de afledte effekter… lav en plan. Jo før, I kommer i gang, jo mindre risiko for panik pga. tidspres.

Kommentarer (10)
Martin Bøgelund

Spørgsmålet er i virkeligheden om man har råd til at lade være ?

SAP har nok ikke :-)

Eller sagt på en anden måde: Hvad skulle det ellers køre på? Alternativerne jeg lige kan se, er Windows Server og diverse Unix'er i forskellig aftapning.

  • Windows Server: SAP konkurrerer med Microsoft på ERP markedet (C5 og alt det der), og SAP er naturligt nok lidt lorne ved at basere deres løsninger på konkurrenters produkter.
  • Solaris: SAP konkurrerer med Oracle på ERP markedet, og SAP er naturligt nok lidt lorne ved at basere deres løsninger på konkurrenters produkter.
  • De andre Unix'er: Vist kun AIX og HP-UX.

HANA kan jo også ses som en afløser for diverse SQL-databaser under SAP, hvoraf Oracle DB og MS SQL Server blot er to. Så SAP lader til at ville klippe snoren til Oracle og MS, hvor de nu kan - Linux kan ses som én måde at gøre det på.

Engang kørte SAP vist også på OS400 og zOS. Det ved jeg ikke om det stadig gør.

Martin Bøgelund

men det er vel ikke nødvendigt at flytte hele installationen til Linux, det er vel muligt at køre fx SAP databasen på Windows, noget frontend på UNIX og HANA på Linux, hvis man ikke har noget imod at køre en fragmenteret platform under SAP installationen?

Så vidt jeg har forstået er SAP HANA et in-memory RDBMS. Så HANA er databasen, og du kan derfor skrive Windows helt ud af din portefølje ovenfor.

Desuden giver det måske ikke mening - rent omkostningsmæssigt og ressourcemæssigt - at sprede sig over 3 operativsystemer til samme ERP løsning. Eller blot 2, hvis det drejer sig om 2 *nix'er.

Jesper Skov

Spørgsmålet er i virkeligheden om man har råd til at lade være ?
Selv Microsoft er blevet gode venner med Linux så mon ikke det også er på tide at den danske IT verden bliver det ?


Det er vel et nødvendigt onde for Microsoft. Med Linux som det foretrukne OS for Cloud Computing tror jeg Azure folkene har trykket godt på for at få Linux support

Tror vi går en spændende tid i møde. Blev i hvert fald noget overrasket over at se der kommer MS SQL på Linux.

Jeg er 98% sikker på at der ikke findes HANA certificerede konfigurationer med AMD CPU’er


Det gør der heller ikke. Det er indtil nu kun Intel og Power

Engang kørte SAP vist også på OS400 og zOS. Det ved jeg ikke om det stadig gør.


Der er ikke noget der hedder OS400. Det skiftede først navn til i5/OS og senere til IBM i, og er et af de tre OS der tilbydes på Power-platformen.

SAP kører i øvrigt ganske fremragende på IBM i og DB2 :)

Martin Bøgelund

Der er ikke noget der hedder OS400.

Givetvis ikke.
Er du rar og skrive til SAP og IBM og fortælle dem det? Det lader de nemlig til at mene.
http://www.redbooks.ibm.com/abstracts/sg244672.html
http://help.sap.com/saphelp_nw70/helpdata/en/c4/3a6bc6505211d189550000e8...

Ret også lige Wikipedia mens du er i gang:
"The name was introduced in 2008, and it is the current evolution of the operating system, previously named i5/OS, and originally named OS/400 when it was introduced with the AS/400 computer system in 1988."

Kim Henriksen

Desuden giver det måske ikke mening - rent omkostningsmæssigt og ressourcemæssigt - at sprede sig over 3 operativsystemer til samme ERP løsning. Eller blot 2, hvis det drejer sig om 2 *nix'er.

Det kan da kun være noget der giver mening i "big-corp" verdenen at det skulle være dyrere at have flere operativsystemer.

Personligt kender jeg meget få mennesker der ikke mestre begge OS'er.

Log ind eller Opret konto for at kommentere