?Linux duer ikke?

Inden I starter en flame war, så lad mig lige slå fast, at udtalelsen i overskriften faldt på Linuxforum i 2004, og at det ikke var mig, der sagde det. Men det vender jeg tilbage til.

Dette blogindlæg handler om min begejstring for Open Source Days eller Linuxforum, som konferencen har heddet i mange år.

Jeg er en stor fan.

Jeg har deltaget på Linuxforum siden år 2000 ? dog ikke de sidste to år, hvor det har været vanskeligt at balancere en datter, et MBA-studium og et krævende job.

I 1999 hed konferencen Open Networks, og jeg kendte ikke til konferencen, før den blev afholdt, men jeg så efterfølgende en række af foredragene online.

Der har været rigtig mange store oplevelser gennem tiden.

Mange af de store navne inden for open source-verdnen har været forbi. Jon "Maddog" Hall, Alan Cox, Eric Raymond, Wietse Venema, Kalle Dalheimer, Matthias Ettrich, Miguel de Icaza, David Axmark, Dr. Gene Spafford, Matt Welsh og mange andre.

Men også de mange specialiserede foredrag har været meget lærerige.

Der er noget for enhver smag.

I år kommer Dan Klein tilbage med foredraget Security As If Your Life Depended On It (because it might!).

I 2004 holdt han foredraget Flying Linux. Det var der, hvor han sagde, at Linux heller ikke duede. Han startede sig foredrag med at spørge, om vi ville flyve med et fly, hvor MS Windows var brugt som styresystem. Det var det ikke mange i den forsamling, der ville. Så var der alligevel flere, der ville flyve, hvis flyveren blev styret af Linux.

Men Dan Kleins pointe var, at kravene til software er forskellige afhængig af, hvad softwaren skal bruges til. Og kravene er helt anderledes, hvis softwaren skal bruges til noget som helst alvorligt såsom at styre fly. Det kan selvfølgelig hverken Linux eller Windows bruges til.

Hvis du ikke hørte Dan Klein i 2004, må du simpelthen høre ham i år. Det bliver ikke bare lærerigt. Det bliver også underholdende. Dan Klein er forrygende morsom.

Hvis du ikke skal på Open Source Days af andre grunde, så gør det pga. Dan Klein.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere