Lean Startup med høje ambitioner

Vi ved det godt. Vores branche er fyldt med buzz-ord og det ene øjebliks trend dør ud og tager den næste. Skal alt nu være services eller eventdriven? Skal vi gå native eller HTML5? Scrum, Lean, Kanban eller hvad?

Jeg elsker at høre om nye ting, men det er altid med et øje på forhistorien indenfor det felt og lignende områder. Lige nu hører jeg folk være lidt trætte af de sidste års Scrum-fokus og der bobler historier op om dem der bruger Kanban og fordi jeg er i startupverdenen, så er Lean Startup-metodikken meget synlig.

Derfor kunne jeg heller ikke ignorere Joshua Kerievskys foredrag på GOTO "Lean Startup: Why it rocks far more than agile development". Vi kender det jo godt - evangelisterne dukker frem og siger at deres metodik/teknologi kan tæske din nuværende metodik/teknologi. Som regel kommer der i starten af sådan et foredrag en disclaimer om, at de altså ikke mener, at det de gør er bedre sådan generelt, men i nogle specifikke tilfælde. Dette politikersvar var dog ikke en del af denne præsention. Joshua lever som konsulent i den agile verden, men kunne kun se fordelene ved Lean Startup-metodikken.

Mit favoritcitat fra denne seance kom i starten af foredraget: "I'm just a fanboy". Meget sigende for der var ikke megen kritisk forholden sig til Lean Startup. Lean Startup er ifølge Joshua for "organizations of all sizes" og meget mere "capital efficient" end alt andet.

Agile (fuldstændig udefineret i præsentationen) blev derimod godt beskudt blandt andet for at producere vellavet software som ingen gider at bruge. I Agile er fokus på "to do" og Lean Startup har fokus på "to learn". Jeg tror ikke alle ser den modsætning mellem de to som Joshua åbenbart gør og det gjorde hans ellers brugbare talk (som også nævnte masser af brugbare tools) utroværdig som en afbalanceret intro til Lean Startup. Hovedpointen i Lean Startup er at kigge på data og tage beslutninger ud fra dem og det lyder jo forførende nemt. Det er i hvert fald bestemt noget som har fanget min interesse - jeg har dog intet behov for at afskrive alt agile for at have overskud til at indføre gode ideer fra Lean Startup-verdenen.

Alt i alt var det en yderst brugbar talk, men irritationsmomenterne i "alt er et søm for nu har jeg en hammer" gjorde den mindre interessant. Jeg køber Eric Ries' bog om emnet, så jeg kan danne mig et mere nuanceret overblik på egen hånd.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Joshua har været med i agil udvikling siden starten. Han var en af pionerne indenfor eXtreme Programming, så man skal ikke tro at han helt afskriver agil udvikling. Derimod har han, som mange andre, opdaget at agil udvikling ikke er en garanti for at man laver det rigtige. For de fleste startups kan det udtrykkes ved en hypotese vedrørende anvendeligheden af det man laver (Er der rent faktisk nogen der vil bruge skidtet?) og en hypotese om hvordan man kan vækste forretningen. Lean Startup tankesættet siger at man skal af- eller bekræfte disse hypoteser så hurtigt og billigt som muligt, og det gøres i mange tilfælde bedst med agile metoder.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere