Læren fra Polsag

Så er den gal igen. Denne gang er det ikke Amanda, Digital Tinglysning, Debitormotoren, Digitalt Motorregister, SKAT's Infrastrukturplatform IP, Kort & Matrikelstyrelsen's MiniMaks, Domstolsstyrelsens CivilStraffe eller forsvarets Daccis, men Politiets Polsag.

It-projekter fejler tit, når de skal implementeres på grund af, at disciplinerne forandringsledelse og gevinstrealisering ikke er blevet håndteret godt nok. Men Polsag fejlede lang tid før da. Hvorfor?

Årsagerne står i kø. Dorte Toft har peget på ledelsen i Politiet som årsag. Uvenlige tunger ville pege på CSC, som er en gennemgående figur i de fleste it-skandaler, hvilket heller ikke er gået Venstres opmærksomhed forbi. Min medblogger Poul-Henning Kamp peger (vistnok) på uklare forretningsmæssige betingelser og tykke, forældede kravspecifikationer som årsag.

På et mere overordnet plan har IT-branchen peget på juridiske forhold og forkerte incitamenter hos kunderne i deres rapport "Statslige IT-nyudviklingsprojekter", som jeg tidligere har omtalt. Også Bonnerup har været ude med riven i forhold til de offentlige kunders modenhed og ledernes villighed til at på tage sig et medansvar.

Men det må efterhånden være klart, at EU-udbud i den form, de praktiseres i dag, bærer en stor del af skylden. Praksis på området er i høj grad formet af Klagenævnet for Udbud, som ifølge kritikere har lagt en alt for stram kurs for brug af konkurrencepræget dialog og ikke har forstået kompleksiteten it-anskaffelser. Klagenævnet optræder, ganske specielt, som rådgiver for den klagende leverandør ved at udpege områder i den konkrete sag, som en denne kan forsøge sig med at klage over. Desuden, mener kritikerne, har nævnet anlagt en slingrekrus i deres afgørelser af klagesager fra forsmåede leverandører. Dermed kan en kunde se risici ved snart sagt hvilken som helst form for udmøntning af fleksibilitet i udbud, og derfor lægger kunden sig fast på endnu et udbud classic.

Konsekvensen af praksis for EU-udbud er, at formen lægger op til, lokker til, ja, nærmest kræver, at den efterhånden meget belastede vandfaldsmodel bruges som udviklingsmetode, oven i købet i en version med meget lidt råderum for hverken kunder eller leverandører.

Vandfaldsmodellen i EU-udbud medfører en stærk sandsynlighed for problemer: En kontrakt med krav udtænkt af folk uden overblik på det tidspunkt i processen, hvor der er mindst viden om den mest egnede løsning, og som ligger tidsmæssigt fjernest fra den situation, systemet skal fungere i; besvaret, beskrevet og underskrevet på bibleske 40 dage af en leverandør uden anden indsigt i opgaven end hvad denne kan læse sig til i det på samme tid overspecificerede, uklare og til tider selvmodsigende udbudsmateriale. Så er der lagt i kakkelovnen!

Det offentlige er dog bedre stillet nu, end da anskaffelsen af Polsag begyndte.

Først og fremmest er det positivt med etablering af Ministeriernes Projektkontor, og hvad deraf følger. Kravene up-front for projektlederne har aldrig været højere end nu og projektkontoret søger for uddannelsestilbud til projektlederne. Må jeg ydmygt tilføje et ønske om, at projektlederne uddannes i it? Uden en ret grundig it-indsigt bliver det svært at træffe de rigtige dag-til-dag beslutninger i et projekt, som har it som genstand.

Samtidigt begynder de første erfaringer med brug af agile metoder i EU-udbud at manifæstere sig. Og de lader til at være gode. Her har Ministeriernes Projektkontor for mig at se en vigtigt opgave i at opsamle disse erfaringer og vejlede offentligt kunder i, hvordan de udnytter agile metoder.

Læren fra Polsag er, at der skal gøres op med anvendelsen af udbud classic. Man kunne passende starte med at se konstruktionen omkring Klagenævnet for Udbud nærmere efter i sømmene for at se om vi kunne starte her med at løsne op for situationen.

Har du et bedre bud?

Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jens Henriksen

Dine betragtninger om udbudssystemets fallit er jeg helt enig i. Men så skriver du: "Først og fremmest er det positivt med etablering af Ministeriernes Projektkontor, og hvad deraf følger."

Du er ikke ene om at synes det er positivt, men problemet er, at I ikke forstår den indre dynamik og kultur der er i staten. Den betyder, at i stedet for den opkvalificering af arbejdet man stiler efter, så fortsætter den totalt it-ukyndige forretningsledelse med at træffe vanvittige beslutninger som derefter kan blåstemples og forsøges ført ud i livet med den mindst mulige indsats; nemlig den der netop er nok til at man slipper gennem projektrådet. Når det derefter går lige så galt som hidtil og af den samme årsag - at forretningen intet aner om it og derfor insisterer på camouflere de altomfattende analyser og big-bang projekter på en måde så det slipper gennem rådet - så har de ansvarlige nu den bedst tænkelige ansvarsfraskrivning.

Derfor er der en uendelig dyb kløft mellem hensigterne og realiteterne. Men der er gode penge i det for konsulentbranchen som kan give den samme rådgivning om og om igen for døve øren ;-)

Mvh. Jens Henriksen

  • 4
  • 0
#3 Allan S. Hansen

er den sammen som læren fra alle de andre store, fejlede eller blot omkostnings-eksploderende projekter - IT mæssige eller ej. Der er intet nyt.

Det der mangler er ansvarlighed.

Hele problemet er at når det er 'staten', så virker det som om alle økonomisk ansvarlighed går af fløjten. At alle tager en 'hands off' og blot smider flere penge og mere tid efter projektet. Det er jo ikke en virksomhed der skal præsenterer et overskud hvert år, og hvor pengene vendes og drejes .... men det er det jo næsten alligevel.

Det bliver måske abstrakt, men i bund og grund er det eneste mulighed der findes. Man kan indføre nok så mange kontrol instanser, ministerier, departementer, lave nok så mange udbud, snakke nok så meget om projekt ledelse og hvilke udviklingsmetodikker der er 'løsningen' du'jour.

Men så længe folk ikke står til ansvar for de millioner eller milliarder de poster ud i projekter, så længe det 'blot er statens penge' - så vil det kun fordyre projekterne, besværliggøre dem, og forlænge tidshorisonten.

Projekter fejler i stor stil i det private erhvervsliv også. Man vil aldrig kunne gaderer sig at store projekter løses godt nok. Men i det private er følgerne langt mere håndgribelige.

Vi mangler noget 'hårdhed når der skal bruges mange millioner.

  • 1
  • 0
#4 Michael Rasmussen

Det der mangler er ansvarlighed.

Jeg tror, du tager fejl. Ansvarlighed er ikke problemet, kernen i problemet er politik, og i særdeleshed politik der er økonomisk irrationel. Problemet i det offentlige er, at systemer og mennesker skal virkeliggøre politiske beslutninger for enhver pris; en politik udtænkt af politikkere ude af trit med virkeligheden, som aldrig har bedrevet andet i deres professionelle liv end politik, og derfor tror, at virkeligheden kan gradbøjes. Læg dertil holdningen om at målet helliger midlet, og det næste Titanic er klar til at forlade skibsværftet.

  • 0
  • 0
#5 Peter Nørregaard Blogger

Hårdhed mangler der ikke i kontraktstyringen, bare spørg SKATs leverandører :-) Ansvarlighed er i min erfaringer heller ikke en manglevare.

IT Branchen har en pointe i at fleksibilitet mangler. De nævner i "Statslige IT-nyudviklingsprojekter", at det er ikke tilladt en embedsmand at give køb på en aftalt feature, uanset om den må vise sig at være alt for dyr for leverandøren at implementere. Kontrakters leverancer skal fastholdes som udgangspunkt.

Her er det min fornemmelse, at man i det offentlige måske har en for konservativ tolkning af det forhold. Hvis kunde og leverandør kunne "bytte købmand" på funktionalitet efterhånden som begge parter blev klogere på behovene tror jeg projekter ville kunne komme bedre i mål,

  • 0
  • 0
#6 Henrik Kromann

Jeg mener at kunne huske at POLSAG ikke startede med et selvstændigt EU-udbud, men blev anskaffet på FESD-rammeaftalen!? Rigspolitiet var så vidt jeg husker med i følgegruppen til FESD-aftalerne og var som sådan "forpligtet" til at købe ind på dem. Konstellationen CSC/ScanJour har vel været det bedste bud - men hvordan processen helt nøjagtig har været i udvælgelsen, ved jo kun de, som var med. Om det ændrer noget i forhold til om diverse "checks" osv kunne have ændret udfaldet, kan jeg ikke genemskue - men det afhænger vel bl.a. af om der lå en mere specifik POLSAG-kravspecifikation, som der normalt gør ifm et EU-udbud - eller om man her kunne komme lidt lettere og hurtigere igang, fordi man handlede på en rammeaftale - hvilket jo netop er formålet med sådanne! Sådan er der sikkert specielle forhold, der spiller ind i flere af de berømte, statslige it-skandaler. Var der ikke også noget med at Amanda anvendte OS/2 - som jo så døde midt i projektet!? Om det var årsagen til problemerne, ved jeg ikke, men det gjorde det næppe lettere - og systemet fik jo en "automatisk forældelse", inden det blev færdigt. Men burde det i sig selv have været årsag til at stoppe projektet og gå i nyt udbud (med tidstab og erstatning til følge)?! Og man kunne næppe bare have bedt udvikleren (CSC) om at skifte til Windows - for så risikerede man at få en klagesag! Og klagesager er det man frygter mest i statslige udbudssager - hvilket jo ikke er specielt befordrende for hele processen - og burde været årsag til at man får kigget på "den danske tolkning" af EU-udbudsreglerne

  • 0
  • 0
#7 Peter Stricker

Hårdhed mangler der ikke i kontraktstyringen, bare spørg SKATs leverandører :-)

Nu er det måske ikke lige leverandørerne, der skal spørges. Der blev ikke skiftet leverandør på debitormotor på trods af adskillige forsinkelser. Og vi kender endnu ikke konsekvenserne for leverandøren af POLSAG.

Hvis kunde og leverandør kunne "bytte købmand" på funktionalitet efterhånden som begge parter blev klogere på behovene

Det kan de vel allerede i dag. Det plejer da at være begrundelsen for de store efterbevillinger, der har præget mange leverancer til det offentlige.

  • 0
  • 0
#8 Nikolaj Brinch Jørgensen

Nu synes jeg du tager sorgerne på forskud. Bedre projektledere med et bedre netværk er der brug for, og det hjælper projektkontoret til.

Men hvad, mere konkret, skal der gøres i stedet?

Man skal erkende, at de bedste beslutninger træffes, når man har så meget viden som muligt om det man skal træffe en beslutning om. Derefter skal denne erkendelse udmøntes i praksis. Som det er i dag, og det ser jeg ikke der pilles ved. Skal der træffes en hel bunke (80-90%) af alle beslutninger up front, eller i hvert fald så tidligt som muligt i et projektforløb. Dette er i mine øjne en helt afgørende årsag til at projekterne fejler.

  • 1
  • 0
#10 Nikolaj Brinch Jørgensen
  • 0
  • 0
#11 Christian Nobel

Så længe sandheden ikke kommer frem, så lærer vi intet.

Og de store koryfæer er jo ikke interesseret i at vi lærer noget, for tænk hvis nu at det viser sig at kejseren ikke har noget tøj på, og hvordan skulle de så kunne lave samme nummer igen om nogle år (for der jo kun "de voksne" til at løfte opgaven).

Hvis der skal læres noget af denne sag (og hvorfor skulle der det, det er jo ikke lige just første gang det går galt), så kræver det ærlighed fra politikernes, embedsmændene, rådgiverne og CSC, således at hele processen offentliggøres, og alle tekniske detaljer offentliggøres - og vil det ske - hahahahaha.

Denne her sag bliver bare parkeret det sædvanlige sted, og så går der lidt tid, og så får en anden af "de voksne" ordren, og så kører det igen - og vi har ikke lært en skid.

Mht. Amanda, så har det altid undret mig at man virkelig kan være så dum at man klistrer back-end sammen med klient delen på den måde - det er stik mod al fornuftig adfærd for client-server løsninger, men hvad kan man forvente når det skal være fint.

  • 1
  • 1
#12 Thomas Løcke

Jeg tror bestemt ikke man skal underkende at der kun er meget lidt incitament i at producere god software til det offentlige.

Der er usigeligt mange penge i at trække projekter ud i halve evigheder. Staten poster gerne en faktor "mange" af den oprindeligt aftalte pris i halsen på projekter der helt åbenlyst er kørt af sporet. Man kan jo altid beskatte sukker, fedt eller ilt, så CSC o.lign. kan få nye designermøbler i mødelokalerne og større bonusser til ledelsen. Nogen skal jo betale for de store glasfacader.

Der er usigeligt mange penge i at levere et kun delvist færdig og/eller delvist funktionelt produkt, da man så har bundet kunden til mange års fortsat "udvikling" og support. Det er jo altid genialt at låse sig fast til én leverandør, for det giver nemlig god forsyningsstabilitet og gode priser. Det viser al erfaring. Nemlig. Og skulle virkeligheden være en anden, så er det alligevel kun nogle få tossede IT fanatikere der bekymrer sig om det.

Selvom de fejler igen og igen og igen, så fortsætter staten med at købe produkter hos de samme leverandører, efter de samme metoder. Bevares da, hvis det ikke har virket de første 10 gange, så det jo virke den elvte. Det er almindelig sund fornuft!

Der er ingen eller kun meget lidt politisk gevinst ved at få de her projekter til at fungere, og modsat er der også ingen eller kun meget lidt at tabe når de fejler. Den almindelige dansker interesserer sig mere for den seneste kød-skandale hos bondemand Hans Jensen. Han slagter jo høns helt uden at have de korrekte godkendelser og papirer. Fyhadada! Se det er en alvorlig sag.

Jeg har selv en fortid med levering af ydelser til det offentlige (dog ikke software), og det er en total gavebod. Når først man har fået foden indenfor, så er det let som ingenting at blive forgyldt. Det er ens egen integritet der styrer festen, og som forretningsdrivende gennem +20 år, så kan jeg garantere for at det ikke er integritet der præger det gennemsnitlige menneske - slet ikke når der er penge involveret. Trist, men sandt.

Staten bør altid spørge om det produkt vi skal bruge allerede findes derude. Vi er vel næppe det første land i verden der skal bruge et system til at styre politiets sager eller til at håndtere patient-journaler. Lad være med at genopfinde den dybe tallerken. Vi har en eller anden sygelig tendens til at tro at det de andre har lavet sikkert er noget være l*rt og at vi er meget bedre end dem. Jeg tvivler på at vi har ret i den formodning. Er NemID mon virkelig så meget bedre end den svenske ækvivalent? Bruger det tyske politi stadig papir og blyant til at administrere deres data? Er de franske tog virkelig så meget dårligere end vores helt fantastiske IC4 projekt? Kom ned fra den høje hest, og nyd godt af at der findes en masse kloge hoveder derude, og at de måske allerede har løst lige netop det problem vi ligger og bakser med. Ja, det er måske ikke perfekt, men det er vores egne løsninger tydeligvis heller ikke.

Medmindre der er et eller andet sikkerhedsmæssigt krav (militært eller lignende) så kræv at al kode skal være åbent og tilgængeligt. Brug den gigantiske økonomiske magt staten har til at fremtvinge åbenhed og gennemsigtighed. Ingen har lyst til at fremvise elendig kode og ringe teknisk arkitektur. Åbenhed virker. Det vil også opmuntre til samarbejde på tværs af landegrænser - hvorfor skal Norge ikke nyde gavn af Polsag? Og hvorfor skal vi modsat ikke nyde gavn af Norges opdateringer/tilføjelser til Polsag? Køb og betal for et åbent produkt. Det giver frihed og mobilitet i valg af leverandører, to voldsomt vigtige parametre når man skal fremtidssikre et system.

Lukket kode sætter den almindelige konkurrence ud af spillet, og manglende konkurrence kommer aldrig nogensinde kunderne til gavn. Det holder sikkert en masse direktører kørende i fine biler, men det er vel næppe et mål for samfundet generelt.

Chancen for at staten ændrer noget som helst er nok omtrent 0, eller som Christan Nobel så fint sagde det tidligere: hahahahaha.

Hele showet minder lidt om dokumentaren Inside Job, bare med software leverandører i stedet for finansfolk. Nogle smarte og kyniske hoveder fusker nogle mindre smarte hoveder igen og igen. Og igen.

Jeg tror at åbenhed om proces og produkt er eneste vej frem.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere