Lær af de bedste ......

..... kunne det være finnerne ?

Jeg har netop været på virksomhedsbesøg i Finland og må konstatere, at finnerne på mange områder inden for IT er pænt foran os i det danske. I får lige et par highlights fra min tur:

  • Mens vi i Danmark snakker gevaldig meget om at få implementeret en CMDB (Configuration Management Database) i bedste ITIL-forstand, men ingen virksomheder herhjemme så vidt jeg ved har realiseret dette, så har adskillige finske virksomheder - tilmed mange inden for den offentlige sektor - deres CMDB på plads, og har endda haft det i et par år!

  • I de finske virksomheder har man anvendt softgrid-teknologi med stor succes - i 3 år!!

  • Finnerne er færdige med at outsource deres IT. De er faktisk begyndt at insource den igen, fordi de har erkendt, at de fuldkommen mister den organiske sammenhæng mellem forretning og IT.

I min forrige blog efterlyste jeg fleksible IT-systemer. Og gudhjælpemig om ikke de findes i Finland! Det er bl.a. disse typer IT-systemer, som vi dårligt kender navnene på her i Danmark, der har gjort, at de finske organisationer er lykkedes med at realisere ITIL's Configuration Management.

Man kan spørge sig selv, hvordan finnerne er "kommet foran". Jeg spørger i hvert fald mig selv efter sådan en tur. Der findes naturligvis ingen enkle svar. Men jeg kunne da konstatere, at finsk og dansk kultur - også arbejdskultur - er temmelig forskellige. I de IT-afdelinger jeg besøgte, var der fuldkommen stilhed, selvom der sad 6 - 8 personer på samme kontor. Der blev simplethen bare ..... arbejdet! Fra 9 - 17. Ikke noget rod med smøger, cola-flasker og print i lange baner på bordene. Der blev heller ikke smalltalket hen over skærmene eller uddelt vandede IT-vittigheder, sådan som jeg ellers kender det fra mangt en dansk IT-afdeling. Galskaben blev ifølge min finske guide først sluppet løs fredag eftermiddag - ved hjælp af et par flasker Finlandia vodka ........

Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Poul-Henning Kamp Blogger

Startede for mange år siden med en undervisningsminister der havde visioner og nosser til at føre dem ud i livet. (Det var en barsk men tiltrængt omgang, men det er en lang historie til en anden gang).

Det mest synlige resultat af hans værk er utvivlsomt Nokia, men som du selv har set er der meget mere end Nokia i den historie.

F.eks: I 1988-1989 mens diverse monopol telefonselskaber endnu red Danmark som en mare med X.400 og teledata kunne man i (hele!) Helsinki få internet konnektivitet, i visse områder endda på experimentel 155Mbit sonet fiber.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
Søren Pedersen

Finnerne er sikkert foran teknologisk, hvilket vi nok kunne lære noget af. Desværre har vi fået en kultur hvor man slår hårdt ned på fejl og er knapt så gode til at belønne innovative og progressive folk. Forhåbentlig kommer der snart ændringer på denne side.

På arbejdsmiljøsiden er jeg ikke sikker på finnerne er foran. Den måde hvorpå du beskriver deres ryddelighed og stiltiende arbejdsmoral virker meget steril og utrolig kedelig hvis du spørger mig.
Vi tilbringer en stor del af vores vågne tid med at være på vores arbejde. Hvis der ikke var social interaktion ville jeg personligt føle det var utroligt kedeligt og hurtigere brænde ud på min arbejdsplads.

/Søren

  • 0
  • 0
Peter Mønnike

Hej Ole,
Det lyder som en spændende tur, jeg kan dog ikke genkende det fra de virksomheder i den private sektor, jeg har konsulteret i Finland.

De havde ikke mere fat i den lange ende end en gennemsnits virksomhed i Danmark. Det er korrekt at outsourcingsgraden var højere, men dermed også afhængigheden af leverandører, hvilket påvirkede forretningen i negativ retning.

Ved at omstrukturere deres infrastruktur fra en outsourced til egendrevet, opnåede virksomhederne en betragtelig besparelse samt hurtigere reaktion på incident og problems.

Outsourcing sælges ofte som midlet mod tidspilde og som en mulighed for virksomheden til at kunne fokusere på "kerneforretningen" - det forholder sig desværre ikke altid sådan, da man som virksomhed, er nødt til at fastholde kompetence in-house til at kontrollere, at sourcingaftalen opretholdes, og at alt fungerer efter hensigten. Dette behov øges jo mere man outsourcer og som et multiplum af det outsourcedes relevans for virksomhedens forretning.

/peter

  • 0
  • 0
Kristian Østergaard

Hej Søren
Her hvor jeg arbejder (som er verdens største it-virksomhed) kører vi med 'clean-desk-policy', men det gør det nu hverken sterilt eller kedeligt at arbejde. Og mon ikke grunden til at de var meget koncentrerede og stille, var at der var en flok danske it-chefer forbi for a se hvor dygtige de er.

  • 0
  • 0
Søren Pedersen

Personligt har jeg det bedst med et "ryddeligt" skrivebord, uden at det skal være totalt ryddet.

Jeg kunne huske en ældre artikel fra JP, som kan ses her http://fpn.dk/penge/article66755.ece
Men det kan jo altid diskuteres!

Dog skal det siges at der skal være en grad af ryddelighed, da det forbedrer arbejdsmiljøet betragteligt, hvis det er til at komme til at gøre rent :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere