georg strøm bloghoved

Kvinder kan have gode grunde til at fravælge IT-uddannelser

Nu har det lige været ansøgningsfrist til videregående uddannelser, så der har igen været en diskussion om, hvorfor der ikke er flere kvinder der søger ind på IT-uddannelser.

I følge Ugebrevet A4 er der typisk omkring ti procent kvinder på It-uddannelser. Deres tal dækker over ret teknisk orienterede uddannelser, og det ser ud til at være ret uændret over en årrække. Jeg har selv indtryk af, at der også er en skævhed på de uddannelser, der er mere orienterede mod design og interaktionsdesign, selvom den er mindre.

Dem der gerne vil have flere kvinder på IT-uddannelser, har bare nogle dårlige argumenter.

Et af dem er, at når piger bruger sociale medier, så burde det være naturligt for dem at arbejde med IT. De fleste piger kan bare godt forstå, at der er stor forskel på at bruge sociale medier, og at udvikle IT applikationer. Ligesom der er forskel på at køre i en bil og at reparere en bil.

Ind imellem er der påstande om, at kvinder ikke ved hvor gode IT-uddannelserne er, eller hvor godt arbejdet er. I virkeligheden har mange kvinder en ret præcis fornemmelse af, hvad arbejdet går ud på. Selv med de bedste arbejdsforhold er det ofte hårdt og et slid. I stedet for at fortælle at programmering er spændende, er det bedre at fortælle at en stor del af ethvert betalt arbejde er surt ind imellem, men at belønningerne kan være større, når man arbejder med IT.

Der er påstande om at vestlige piger og unge kvinder er vokset op i en kultur, hvor de tror, at de har svært ved matematik og IT. Det er sammenlignet med lande i Asien, hvor jeg selv har set hvordan flertallet på Computer Science uddannelser på Filippinerne er kvinder.

Der er en kulturel forskel. Den skyldes at Filippinerne og andre asiatiske lande har en langt mere overlevelsespræget kultur. Når IT giver bedre muligheder for arbejde, så vælger piger IT-uddannelser, også selvom de synes det er kedeligt og svært. Det forventes, at de gør den indsats der er nødvendig, mens det i vores mere velværeorienterede kultur er i orden at erklære, at man bare ikke kan finde ud af teknik og matematik.

Den sidste årsag til at der ikke er flere som søger ind på IT-uddannelser er, at interessen for en videregående uddannelse ofte bliver tændt i gymnasiet. Ofte kræver det at eleverne kan arbejde så længe med et fag, at de når et blive gode til det og får et overskud.

Her er problemet så, at elever på et almindeligt gymnasium kun sjældent får mulighed for at arbejde i længere tid med teknik og IT. I værste fald har de fravalgt muligheden for at opleve om IT er noget for dem, allerede når de vælger linje i gymnasiet. Samtidig er der ikke mange lærere på almindelige gymnasier som har erfaring med IT på et professionelt niveau.

Nu underviser jeg selv på et teknisk gymnasium, og jeg kan se kontrasten. Jeg har netop sagt farvel til en 3.g klasse, hvor omkring en tredjedel vil fortsætte på en eller anden IT uddannelse. Vores problem er til gengæld, at der ikke er så mange piger som søger ind.

http://www.ugebreveta4.dk/kvindeflugt-fra-it-uddannelser-goer-it-obligat...

Kommentarer (24)
Martin Bøgelund

Et af dem er, at når piger bruger sociale medier, så burde det være naturligt for dem at arbejde med IT.

Der er da forhåbentlig ikke nogen der forsøger at sælge IT-uddannelser med sådan et argument?

"Børster du tænder dagligt? Så skal du da være tandplejer!" - Nej, vel!?!

Jeg kan godt forstå hvorfor vi har et problem hér...

Georg Strøm Blogger

Fra artiklen i Ugebrevet A4:
»Allerede i folkeskolen får man i dag den opfattelse, at it kun er noget for drenge. Det er jo pudsigt. For det er rigtigt, at det oftest er drenge, der spiller computerspil, men piger bruger jo sociale medier i lige så høj grad, og der er det vigtigt at tage fat i det og skabe interessen allerede tidligt,« siger Adam Lebech. [Han er branchedirektør i DI Digital.]

Maciej Szeliga

...presset ind i faste rammer allerede fra børnehaven, prøv bare at se efter: indtil børnehaven er børn generelt "altædende" efter omtrent 1/2 år smager broccoli pludseligt grimt etc.
Det samme gør sig gældende omkring uddannelse: indtil en vis alder er der ikke nogen forskel og så lige pludselig vil alle pigerne i klassen være kosmetolog eller frisør??
Det er sgu da ikke nogen drøm at have i gymnasiet!
Hvad med at forske lidt i hvad der sker med ungerne i stedet for at argumentere for at kvinder bare er sådan ?
Der er kvindelige jagerpiloter, borebisser, racerkørere og ingeniører, der er ikke noget galt med kvinderne - der er noget galt med miljøet!

Mathias Hagensen

Der er en forskel på at spille computerspil og bruge sociale medier.

Drenge, der spiller computerspil kommer meget hurtigt til at engagere sig i computerteknologi for at få spillet til at virke. Det betyder, at de skal lære koncepter som 32 bit vs 64 bit, lagerplads, cpu-hastighed, grafikkort, drivere, netværksforbindelse og trække de rigtige kabler.

Sociale medier kræver ikke i den grad så meget viden.

Georg Strøm Blogger

Forholdet mellem at spille computerspil og at arbejde med IT, er lidt kompliceret. Drenge får let en følelse af, at de ved hvad det vil sige at arbejde med computere, når de har installeret og spillet computerspil, og ændret nogle indstillinger, altså lavet det som de synes er spændende og ikke for vanskeligt.

Det er let at oversælge IT-uddannelser, når de bliver solgt på at have noget med computerspil at gøre. De unge kan så opleve en nedtur, når de starter på en IT-uddannelse hvor kravene er langt større, og hvor de ikke selv kan vælge, hvad de skal beskæftige sig med.

Mathias Hagensen

Jeg siger ikke, at spille computerspil, automatisk gør dig til geinal it-person. Jeg siger bare, at man som regel bliver nødt til at sætte sig ind i nogle basale koncepter af hvordan tingene fungerer.

Det behøver man overhovet ikke på et social medie.

At sige, at man burde interessere sig for it, fordi man er på sociale medier, svarer til at sige at man burde uddanne sig som bogtrykker, fordi man godt kan lide at læse bøger.

Martin Bøgelund

Forholdet mellem at spille computerspil og at arbejde med IT, er lidt kompliceret. Drenge får let en følelse af, at de ved hvad det vil sige at arbejde med computere, når de har installeret og spillet computerspil, og ændret nogle indstillinger, altså lavet det som de synes er spændende og ikke for vanskeligt.

Jeg tror at pilen peger langt mere den anden vej for drenge, end man generelt vil indrømme: Interessen for computere munder ud i at de spiller på dem.

Lidt ligesom 3D-print. Begejstring for teknologien medfører at alt for mange voksne mænd sidder og printer små plastikbåde ud, indskannede modeller af sig selv, og alt muligt andet ressourcespildende bras, bare fordi de nu har dette fantastiske værktøj, som jo skal bruges til et eller andet, efter at det forsvundne cover til remote'n var blevet erstattet med et 3D-printet ditto.

Anders Vind Ebbesen

NRK sendte tilbage i 2010 en meget tankevækkende dokumentar, som undersøgte spørgsmålet: Hvorfor bliver arbejdsmarkedet mere og mere kønsopdelt og rigere et samfund er?

https://www.youtube.com/watch?v=cVaTc15plVs

Nogle norske forskere med en mission mente at det altsammen var pga. miljø og det var fordi samfundet "styrede" mennesker ind i bestemte rammer ud fra deres køn.

Andre norske forskere og f.eks. Simon Baron-Cohen argumenterede for, at der er medfødte forskelle. Baron-Cohen har f.eks. udført forsøg der viser, at 1 dag gamle babyer fastholder fokus i forskellig tid på forskellige ting (drengebørn holder fokus længere tid på mekaniske genstande, pigebørn på ansigter). Kort sagt: At biologi spiller en rolle. Ikke at den er afgørende, men at den har en betydning.

Så når kvinder i fattige lande udgør en større del af de tekniske uddannelser der, er det altså fordi det er en mulighed for at slippe ud (op) af deres position i et samfund, hvor det er ufedt at være i "kvindejobs", mens de i den vestlige verden i højere grad er frie til at vælge efter interesse - og derfor oftere vælger kvindejobs.

(Og alt ovenstående er selvfølgeligt politisk ukorrekt og jeg bør for god ordens skyld sige, at det selvfølgeligt ikke gælder for den enkelte kvinde eller mand (og slet ikke dem, som bliver forarget over forskningen), men alene gælder når man ser på store grupper af kvinder henholdsvis mænd).

Dan Hansen

Amen.

Personligt finder jeg det vigtigt, at vi ikke falder i de samme ekstremistiske kult-retoriker, som de amerikanske feminister anvender.
Vi er allerede godt på vej til at havde et samfund, som fortæller kvinder, at det er systemets skyld, at de ikke en "what-ever-top-position" i et mands domineret felt.
Et samfund som opfordre kvinder til at føle sig snydt og undertrygt, fordi de ikke er blevet en velbetalt programmør, på trods af at de slev valgte en uddannelse en anden retning. Hvor de ej heller havde nogen interesse i programmering eller ligende, overhovedet.

Og før nogen siger: "Jamen vi skal give dem den interesse meget tidligere i deres liv", så vil jeg gerne beder jer overveje, hvilken mængde ressourcer vi yderligere og igen, skal delegere for at vi igen kan fremme pigerne og igen glemme drengene?

Hele denne konstante fokus på pigerne her ledet til opdigtet natrativer og halve sandheder.
Systemet fremstiller konstant kvinder som evige ofre, på trods af at de ikke er det.

Jesper Dahlkild

Mere end halvdelen af praktiserende læger er kvinder og kun 3 procent af sygeplejerskerne er mænd.

http://www.bt.dk/danmark/for-foerste-gang-er-der-flest-kvindelige-prakti...

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2013-7/flere-maend-skal-vaelge...

De fleste sygeplejestuderende svarer, når de bliver spurgt om valg af uddannelse, at de gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forskel.
Jeg tror ikke det kommer bag på nogen.

Men betyder det, at vi skal opfordre drenge mere til leg med dukker i børnehaven? Hvorfor stadig blive forarget over forskellen på piger og drenge?

Jeg kan bare se på min 7 årige datter. Hun vælger med omhu gøren og laden, som involverer alle omkring hende. I hvert fald mere end min søn gør.

Jeg tror, at hvis IT skal 'sælges' bedre til kvinder, så vil de først gerne se den menneskelige faktor i projektet. Det er nok der kæden hopper af for de resterende 90% af kvinderne. Den tekniske del interessere dem bare ikke.(tak Anders for dit NRK indlæg).

Georg Strøm Blogger

"Så når kvinder i fattige lande udgør en større del af de tekniske uddannelser der, er det altså fordi det er en mulighed for at slippe ud (op) af deres position i et samfund, hvor det er ufedt at være i "kvindejobs"."

Det er faktisk den mekanisme jeg har set på Filippinerne. Samtidig har vores samfund udviklet sig, så IT-uddannelser ikke bliver set som ligeså god en karrierevej, i stedet satser de ambitiøse mere på uddannelser med økonomi og ledelse.

Dan Hansen

"Det er faktisk den mekanisme jeg har set på Filippinerne. Samtidig har vores samfund udviklet sig, så IT-uddannelser ikke bliver set som ligeså god en karrierevej"

Så du er enig i, at det ikke har drejer sig om kvinderne, men et generelt problem i en helhed? At kvinderne styrer væk fra IT, fordi det anses som præstigefuldt? Og at drenge trods denne holdning, vælger IT-vejet, fordi det har deres interesse?

Det må du lige forklare nærmere.

Dan Hansen

Jeg tilføjer lige nogle rettelser:

"Det er faktisk den mekanisme jeg har set på Filippinerne. Samtidig har vores samfund udviklet sig, så IT-uddannelser ikke bliver set som ligeså god en karrierevej"

Så du er enig i, at det ikke drejer sig om kvinderne, men et generelt problem i en helhed? At kvinderne styrer væk fra IT, fordi det IKKE anses som præstigefuldt? Og at drenge trods denne holdning, vælger IT-vejen, fordi det har deres interesse?

Det må du lige forklare nærmere.

Georg Strøm Blogger

I et industrielt samfund giver tekniske uddannelser og IT-uddannelser de bedste muligheder for at gøre karriere. Produktionen af varer som kan sælges eller udviklingen af infrastruktur er hovedaktiviteteter i firmaer. I vore dages post-industrielle samfund er fokus i stedet flyttet først til marketing og siden til finans.

Der har generelt været en nedgang i søgningen til de tekniske uddannelser, og det vi ser i dag er måske at der er flere drenge som holder fast i IT-uddannelser på grund af interesse, mens der i hvert fald ikke er flere kvinder som søger.

Udviklingen på Filippinerne og andre tredje-verdens lande er ikke nået så langt. Brugen af IT er ny og ikke så udviklet, så der er fortsat gode karrieremuligheder i en IT-uddannelse.

Dan Hansen

Men der er jo gode muligheder inden for "IT" her i Danmark?
Hvad jeg studsede over, er at vi altid skal fokusere på hvor kvinderne ikke udgør mindst 50% af alle "indflydelsesrige" jobs, mens vi aldrig ser eller hører it pip om fordelingen af kønnene under kvindedominerede jobs, eller skod-jobs domineret af mænd?

Hvorfor skal samfundet konstant finde en forklaring, som ikke indebære det mest sandsynlige og derfor ender med at indirekte at komme op med alternative forklaringer? Forklaringer, som oftest indeholder et narrativ hvor "undertrykkelse" eller samfunds-normer, er det der holder kvinderne fra de uddannelser?

Hvorfor skal der altid sættes ekstra ressourcer og fokus på kvinderne, på trods af paradoksale forklaringer, men aldrig mænd/drenge?

"»Vi er ekstra opmærksomme på at gøre ting for at sikre, at de piger, som studerer her, får en god oplevelse. Vi laver forskellige laboratorier og tilbyder hjælpelærere, så hvis man kommer til faget uden at have arbejdet meget med det før, så er der ekstra støtte under studiet, som gør, at man lettere kan klare det,« siger han."

Sikke en masse ekstra privilegere og goder de stakkels piger igen får foræret, mens man intet hensyn tager til drengen på uddannelser. For ikke at glemme at folkeskolen favorisere pigers adfærd.
Hvad er meningen med denne fuldkommen favorisering af det kvindelige køn?

Jesper Louis Andersen

Et andet godt spørgsmål at stille er hvorfor der er så mange mænd der søger ind i IT-faget i forhold til kvinder. Måske det slet ikke er kvinderne den er gal med, men mændene der ikke har et problem med at arbejde i en konkurrencepræget arbejdsplads og hvor alt kan løses ved at arbejde mere og hårdere.

IT-jobs er afgjort gode: De betaler godt, man har interessante opgaver, og man kan være kreativ i faget og skabe noget. IT-jobs er afgjort også nogen af dem der er mest misforståede i forhold til hvad der egentlig foregår. Der er mange steder hvor der køres uendelige dødsmarches, overarbejde er en selvfølge, kollegaerne er nogen svin, osv. På trods af det ser du en masse, mænd, der gladeligt vælger de her jobs. Enten fordi interessen overskygger de negative sider, eller fordi de synes det er fedt hvis det er lidt svært. Det er som oftest også mænd der ender med at smide ekstra timer i noget arbejde, fordi de kan. Det medfører absolut hurtigt en skævvridning i forhold til det at blive forfremmet: du er oppe mod et monster der har dobbelt så meget tid.

Måske kvinderne allerede lurer dette tidligt og derfor fravælger faget helt. Hvis målet er at blive lykkelig i tilværelsen er der et vist tærskelniveau af indkomst der skal nås. Resten er sådan set spildt arbejde.

Kvinder outperformer mænd generelt set i stort set alt skolearbejde. Ikke mindst fordi de statistisk set har de rigtige kvaliteter i forhold til mænd. Men hvad der foregår i en skole er ikke det samme som det der foregår på en arbejdsplads, og det er der helt sikkert mange der har glemt i processen.

Peter Lind

Der er påstande om at vestlige piger og unge kvinder er vokset op i en kultur, hvor de tror, at de har svært ved matematik og IT. Det er sammenlignet med lande i Asien, hvor jeg selv har set hvordan flertallet på Computer Science uddannelser på Filippinerne er kvinder.

Der er en kulturel forskel. Den skyldes at Filippinerne og andre asiatiske lande har en langt mere overlevelsespræget kultur. Når IT giver bedre muligheder for arbejde, så vælger piger IT-uddannelser, også selvom de synes det er kedeligt og svært. Det forventes, at de gør den indsats der er nødvendig, mens det i vores mere velværeorienterede kultur er i orden at erklære, at man bare ikke kan finde ud af teknik og matematik.

Det slap du ekstremt nemt ud af. Har du noget research på det, der viser at det primært eller udelukkende er overlevelses-delen, der spiller ind? For jeg må indrømme, jeg har sku lidt svært ved at se at din kommentar reducerer til meget mere end "danske piger er dovne". Taget i betragtning hvad vi ellers hører om 12-tals pigerne og visse industrier, så klinger det lidt hult at piger skulle fravælge IT bare fordi det er bekvemt.

Når der nu tilsyneladende er research, der viser hvordan samfundet kraftigt er med til at forme individer, såsom: https://www.theatlantic.com/science/archive/2017/01/six-year-old-girls-a... (jeps, det er en amerikansk undersøgelse. Det betyder ikke at samme fænomen ikke kan lade sig gøre herhjemme)

Jesper Louis Andersen

Det slap du ekstremt nemt ud af. Har du noget research på det, der viser at det primært eller udelukkende er overlevelses-delen, der spiller ind?

Hvis du måler et lands ligestilling (typisk baseret på et pointindex hvor man måler løn, uddannelse, antal kvindelige politikere, mm) og sammenligner det med valg af uddannelse, så er korrelationen den samme stort set over hele verden: jo mere ligestillet landet er, jo mere polært er udannelsesvalget. Kvinderne er næsten ikke at finde i IT eller ingeniør-fag, men til gengæld har de stærk overrepræsentation blandt læger, psykologi, osv. Fag såsom Jura eller Teologi er nogenlunde ligefordelt.

Overlevelses-delen er en af de hypoteser man har, men jeg har ikke hørt om et studie der bakker hypotesen op.

Den anden hypotese er at fordi du ikke længere kan vise maskuline/feminine værdier gennem normale kanaler (thi de er ligestillede), så bliver uddannelsen og dermed også jobbet det man adskiller sig på. Heller ikke her har jeg hørt om et studie der supporterer ideen. Men det er nok heller ikke så let at finde et eksperiment der kan sige noget om det.

Peter Lind

Hvis du måler et lands ligestilling (typisk baseret på et pointindex hvor man måler løn, uddannelse, antal kvindelige politikere, mm) og sammenligner det med valg af uddannelse, så er korrelationen den samme stort set over hele verden: jo mere ligestillet landet er, jo mere polært er udannelsesvalget. Kvinderne er næsten ikke at finde i IT eller ingeniør-fag, men til gengæld har de stærk overrepræsentation blandt læger, psykologi, osv. Fag såsom Jura eller Teologi er nogenlunde ligefordelt.


Har du data på det?

Overlevelses-delen er en af de hypoteser man har, men jeg har ikke hørt om et studie der bakker hypotesen op.

Den anden hypotese er at fordi du ikke længere kan vise maskuline/feminine værdier gennem normale kanaler (thi de er ligestillede), så bliver uddannelsen og dermed også jobbet det man adskiller sig på. Heller ikke her har jeg hørt om et studie der supporterer ideen. Men det er nok heller ikke så let at finde et eksperiment der kan sige noget om det.

Ok - men burde du så ikke finde studier, der understøtter dine hypoteser? Burde vi ikke som et rent minimum af respekt overfor det andet køn diskutere det her på baggrund af fakta og ikke egne mavefornemmelser? Når vi nu ved at mavefornemmelser gang på gang viser sig fuldstændig ubrugelige til at gennemskue hvad andre personer en masse tænker.

Georg Strøm Blogger

Her er noget om baggrunden for det jeg skriver. World Values Survey er nok verdens største undersøgelse af globale kulturelle forskelle. Den viser at asiatiske lande, herunder Filippinerne har en kultur som er langt mere overlevelsesorienteret end vores, og at der i øvrigt er mere respekt for naturvidenskab end hos os.

Det passer med min egen iagttagelse. Jeg har set at der er langt mere prestige ved at arbejde med IT end i Danmark. Det betyder også at ambitiøse piger oftere vælger IT, hvor de i Danmark måske oftere vil vælge andre uddannelser som de føler mere direkte fører til lederstillinger.

Min kone er fra Filippinerne. Jeg har efterhånden tilbragt over otte måneder i landet, jeg har holdt seminarer for computer science studerende og talt med et stort antal unge og med forældre. Rige folks børn kan vælge uddannelse efter interesse, mens børn af den brede middelklasse vælger efter jobmuligheder, hvor teknik og IT bliver set som en god mulighed.

Jeg har ikke tal for det her, men jeg har nok til at det efterhånden kan betragtes som et etnografisk studie. Hvis jeg en dag får gået gennem alle mine notater.

Det kan godt hænge sammen med den amerikanske artikel om, at piger ikke opfatter sig selv som så dygtige. Se: https://www.theatlantic.com/science/archive/2017/01/six-year-old-girls-a...

Når der i forvejen kun er få kvinder som arbejder med IT, er det let at få indtryk af at piger har svært ved det. Når der omvendt allerede er noget som ligner en lige kønsfordeling, så er det svært at tro på at piger og kvinder ikke kan finde ud af teknik.

Georg Strøm Blogger

Se: http://www.worldvaluessurvey.org/wvs.jsp

Hvis du vil have et hurtigt overblik over globale kulturforskelle se Inglehart map: http://www.worldvaluessurvey.org/WVSContents.jsp

Jeg har selv i øvrigt anvendt bogen:
Ronald Inglehardt: Modernization and postmodernisation Cultural, economic and political change in 43 societies.

World values Survey er ikke en undersøgelse - det er et monster af data.

Log ind eller Opret konto for at kommentere