Torben Mogensen header

KUnet

Jeg fortalte for efterhånden længe siden, at Københavns Universitet havde besluttet, at lave en fælles webportal, som skulle erstatte både den gamle portal PunktKU.

Dengang harcellerede jeg lidt over kriterierne for valg af platform, og at dette valg var truffet alt for tidligt og uden at undersøge alternativer.

Nu er den nye platform KUnet så kommet i luften og har kørt siden studiestart. De foreløbige erfaringer er:

  • Der er meget lange svartider
  • Der er hyppige og lange nedetider
  • Det fungerer dårligt sammen med kursussystemet Absalon ([som der også er uafhængige problemer med](http://www.version2.dk/artikel/15055-sikkerhedshul-pivaabent-paa-8-maane...)).
  • Man *skal* være logget ind for at se noget som helst – selv oplysninger, som offentligheden kunne have glæde af, og som på ingen måde er hemmelige.
  • Alle studerendes mailkonti er flyttet over på det nye system, som ikke understøtter automatisk videresendelse til andre adresser. Derfor ser mange studerende ikke beskeder før længe efter, at de er udsendt.

Kort sagt er det altså langt fra nogen succeshistorie. Alligevel har KU besluttet, at samtlige uddannelseshjemmesider skal flyttes over på det nye system. Det bliver altså (udover de forventelige driftproblemer, når trafikken mangedobles) fremover umuligt for folk, der ikke er ansat eller studerende ved KU (og derfor har et login på KUnet), at finde oplysninger om uddannelser og kurser udover de ret kortfattede studiebeskrivelser, der bruges til rekruttering af nye studerende.

Jeg kan udmærket forstå, at man gerne vil lægge alting under en enkelt platform. Men inden man gør det, burde man sikre sig, at denne platform opfylder nogle helt grundlæggende krav:

  • Den skal være stabil
  • Den skal kunne skalere til meget stor trafik
  • Det meste information skal være tilgængeligt uden login, så kun personlige oplysninger og materiale til decideret internt brug er dækket bag et loginkrav.
  • Den skal være let at forbinde til andre systemer gennem åbne API'er, så brugere evt. selv kan lave deres egne adgangssider eller forbinde deres egne systemer.

Men IT på KU er styret fra toppen af den såkaldte "Koncern IT", som tilsyneladende foretager sine beslutninger ud fra et eneste kriterium: Det skal være så nemt for dem selv som muligt. At det er dyrt, besværligt for brugerne og umuligt for udefrakommende at bruge er ganske uden betydning.

Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lars Bjerregaard

Men IT på KU er styret fra toppen af den såkaldte "Koncern IT", som tilsyneladende foretager sine beslutninger ud fra et eneste kriterium: Det skal være så nemt for dem selv som muligt. At det er dyrt, besværligt for brugerne og umuligt for udefrakommende at bruge er ganske uden betydning.

Ak ja, det virker lidt som tidens trend, jeg kender det glimrende. Kan stadig ikke gennemskue hvordan IT stabsfunktioner kan slippe afsted med magtfuldkommenhed og/eller arrogance. Hvad siger det om deres chefer, som vel er dem som skal holde dem i snor?

  • 0
  • 0
#2 Poul-Henning Kamp Blogger

Objektivt set er det vel meget fornuftigt at Koncern IT sætter et realistisk ambitionsniveau i forhold til deres evner og resourcer, når du Parkinssonismen en gang har skabt denne konstruktion ?

Ingen er jo forpligtet ud over egne evner, vel ?

Problemet i mine øjne er den ledelse der på forhånd var advaret om at det ville give mindre og ringere IT for de samme penge, men alligevel fremturede med at centralisere IT.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
#3 Anders Lindskov

Det er korrekt, at der er sat et projekt i gang, som skal komme med et bud på, hvordan uddanneshjemmesider kan lægges på det nye intranet KUnet. Ikke fordi det er en nem løsning for it-afdelingen (det er et ikke), men fordi det mest markante ønske blandt studerende, hvad kommunikation angår, er at få samlet alle studierelevante informationer på ét sted.

Projektet vil blive afsluttet i april 2011, hvorefter overflytningen af uddannelsesider kan begynde. På det tidspunkt skulle der meget gerne være styr på svartider og systemintegrationer. For ja, indkøringsproblemerne har været massive.

Anders Lindskov (projektleder for KUnet, ansat i KU Kommunikation)

  • 0
  • 0
#4 Peter Makholm Blogger

Efter at have oplevet det selv har jeg det meget ambivalent med Koncern-IT konstruktionerne det offentlige er så vilde med.

På nogle områder fik vi en klart bedre service, både kompetance- og styrings-mæssigt. Ikke et ondt ord om vores hidtige IT-folk, men fra at gå fra to fortravlede almindelige IT-folk til at kunne trække på 20 (fortravlede) IT-folk med en egentlig hotline-organisation har altså nogle fordele.

På andre områder fik vi en klart mere arrogant service. Os decentrale webfolk skulle i hvert fald ikke fortælle Koncern IT's folk at det var dumt at bruge 'vores' internet-domænenavn som Windows-domænenavn. (Nåja, men intil I fikser problemet kan vi ikke tilgå vores eget websted)

Egentlig tror jeg også at det i mange små offentlige organisationer har været svært for IT-folkene af udvikle sig fagligt. Der er bare ikke meget at gøre når man sidder ene teknikker og der er fuldt optaget alle ugens 40 arbejdstimer bare for at holde sig ovenvande.

Det er absolut ikke en fest at få indført Koncern IT. Men det har nogle klare fordele. Desvære bliver det ofte trukket ned i en os og dem-funktion fremfor hvor man tidligere var vandt til at IT-manden mere eller mindre var en del af holdet.

  • 0
  • 0
#6 Michael Hansen

@Anders,

Det er fint at i har sat det nye i værk. Men som det er lige nu, er det kun KU relevant information der vises. Det er ikke f.eks. studiegrupper, posteringer fra undervisere osv. der er i fokus. Det som der er nu, tror jeg i har spurgt den forkerte brugergruppe om var i orden :)

Det er dog ingen overraskelse at i har køretidsproblemer. De fleste Sharepoint installationer kører langsomt. Udviklerne forstår sjældent kompleksiteten og hvad der giver dårlige hastigheder. Et god ide er at lave ikke løbende automatiseret test under udvikling og benytte ægte data.

Allerede dengang jeg hørte om at i ville bruge Sharepoint, sagde jeg at vi kunne være stensikrer på der ville være massive svartidsproblemer.

Som Torben også nævner. Hvorfor er det at alt skal være bag lukkede døre? Hvorfor skal det kun være folk med tæt tilknytning til KU som kan tilgå kursus informationer osv?

  • 0
  • 0
#7 Anders Lindskov

@Michael Hansen

Informationer om fag og beskeder fra undervisere er midlertidigt taget af forsiden af KUnet pga. af en fejl, som vi arbejder på at rette.

De væsentligste svartidsproblemer mener vi faktisk at have en løsning på nu. Og fejlen ligger ikke i Sharepoint, men i noget specialudviklet kode.

Informationer om KUs kursusudbud og studieordninger, vil fortsat være tilgængelige på det åbne net, men vil i højere grad blive målrettet potentielle studerende. De informationer som vi planlægger at flytte på KUnet, altså bag login, er informationer som i udgangspunktet kun er interessant for de som er indskrevet på et studie, f.eks. konkrete eksamensdatoer, aflysninger af undervisning o.lign.

  • 0
  • 0
#8 Frej Soya

@Anders Jeg tror du skal passe på med at tage studerende til indtægt eller som forsvar for det nye system. Det ville være super rart hvis alt var tilgængeligt samlet, men det betyder ikke at man skal lave et stort samlet system ;). Eller for den sags skyld gemme al information bag et login.

Derudover... Hvordan kan det være at man som studerende får en @alumni.ku.dk email adresse? Noget tyder på at koncern IT ikke ved hvad alumni (husk det er alumne på dansk) betyder?

  • 0
  • 0
#9 Anders Lindskov

@Frej Enig, at samle ting betyder ikke nødvendigvis, at al information skal ligge i det samme system, blot at det er tilgængeligt fra ét sted, f.eks. KUnet. Når vi vælger at lægge info til nuværende studerende på KUnet, så er det fordi vi på KUnet, kan identificere den enkelte studerende via login, og dermed kan vi også målrette informationen til den enkelte studerende. Inden vi gør noget, vil jeg dog understrege, at vi brugertester løsningen blandt de studerende.

Ved at lægge information på KUnet får vi samtidig en klarere opdeling mellem intern information til nuværende studerende og ekstern information til potentielle studerende. Det tror jeg, begge grupper vil opleve som en forbedring frem for idag, hvor tingene er blandet sammen.

Den nye alumni-mail har intet med KUnet at gøre, så der skal du have fat i Koncent-it for at få en forklaring.

  • 0
  • 0
#10 Michael Hansen

@Anders,

Tak for svarene.

Jeg ved ikke om det er dig der har ansvaret for Absalon. Det jeg tænkte på var f.eks. alle de dejlige kursus informationer der ligger på Absalon, de kræver et login for at man kan se dem.

Når man så er logget ind, kan man kun se de information for de fag man er tilmeldt. Det kunne være utroligt rart at kunne besøge afholdte kursussider før man f.eks. tilmelder sig et kursus. Således at man kan se hvad faget går ud på. Tit er kursusbeskrivelsen ikke nok.

Det kunne være rart at få det lukket op, så informationerne ikke var spærret for alle som ikke er direkte tilknyttet til et kursus.

  • 0
  • 0
#11 Anders Lindskov

@Michael

Dit forslag om intern åbenhed i Absalon lyder meget fornuftigt. Jeg har imidlertid ikke ansvar for Absalon. Det har WebBaseret Læring under Uddannelses-it: http://wbl.ku.dk/. Så det er dem, du skal have fat i for at få svar på spørgsmålet om åbenhed i Absalon.

  • 0
  • 0
#12 James Avery

@Michael:

Desuden er det frygtelig irriterende, at et kursus bliver utilgængelige for deltagerne, når kurserne afsluttes. Man kan altså ikke genfinde læremateriale og anden information til stor gene.

Gad vide, hvad pokker grunden overhovedet er til, at kursushjemmesider skal være hemmelige, gemt bag login?

I det hele taget finder jeg Absalon næsten umuligt at anvende som bruger. Det virker, som var det lavet med det omvendte af KISS for øje: ekstremt kompliceret, men kan stadig ikke det, det skal bruges til.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere