Kommunerne i strategisk vadested

IT-understøttelsen af de danske kommuner har udviklet sig meget inden for de seneste 10 - 15 år. Tiden, hvor det drejede sig om at finde it-systemer, der kunne understøtte en enkelt arbejdsopgave på et fagområde, er (næsten) passé. Større kommuner med deraf følgende større sagsbehandlingsvolumen, øgede behov for tværgående opgaveløsning og overblik samt bestræbelserne på at imødekomme øgede krav fra borgerne om hurtigere, mere transparent og sammenhængende borgerservice stiller krav til it, som langt overskrider behov for blot at ligge med enkeltstående fagsystemer.

De løsninger, som kommunerne idag har behov for og efterspørger, er langt mere komplekse end tidligere hen. Det betyder, at den enkelte kommune står med nogle i bund og grund meget strategiske overvejelser, når disse systemer skal anskaffes. Der skal ikke mindst være være opmærksomhed på både horisontale og vertikale systemsammenhænge og services.

En af de helt store udfordringer for tiden er, at de ønskede systemer ikke "bare" findes derude på markedet. De skal udvikles. Som eksempler kan nævnes hele området for udsatte børn og unge, hele handicap-området og et tredie, meget "hot" eksempel kunne være bestræbelserne på, at borgerne skal kunne følge deres egen sag på nettet. Intet af dette er dækket af standardsystemer.

Derfor står vi i kommunerne over for en overvejelse om at kaste os ud i udvikling sammen med en leverandør for at opnå den digitalisering, som der efterhånden er akut behov for. Det er i givet fald noget der kan vise sig at være en både risikabel og bekostelig affære for den enkelte kommune.
Alternativt kan vi hænge vores hatte på, at et eller andet tværkommunalt organ tager sig af opgaven og løser den fælles for alle eller mange kommuner.

Med frasalget af KMD som kommunernes fælles systemhus, og med dannelsen af det nye Kombit, hvis præcise rolle vi kun så småt kan ane konturerne af, står kommunerne p.t. i et vadested, som vanskeliggør de kloge strategiske beslutninger.

Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Klavs Klavsen

Det lyder som om du foreslår et nyt KMD? :)

Kommunerne ville vist starte et eller andet "nyt" fælles it projekt op - nu hvor de har solgt KMD - mere ved jeg dog ikke lige om det, men det gør Ole jo nok :)

  • 0
  • 0
Lars Dybdahl

Løsningen er hverken at kommunerne løser problemerne hver for sig, eller at de alle tvinges til at bruge det samme IT til alt. IT er blevet for komplekst til at en enkelt organisation kan løse al IT.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere