henrik knopper bloghoved

Kom nu...

Hvordan kan det være at den måde vi bruger vores computere på ikke har ændret sig i snart 20 år. Siden der gik Wimp i den (Windows, Icons, Menus, Pull-downs) har al udvikling koncenteret sig om at forbedre den ikke alt for stabile teknik omme bagved med så få ændringer i grænsefladen som muligt. Microsoft Windows 3.0, 3.1, 95, 98, NT, 2000, XP, Vista. WIndows Mobile. Gnome, KDE. X. Mac. Wimp wimp wimp.

Der er rigtig mange mennesker der bruger computeren som et værktøj til at passe deres arbejde. De har hver især mere computerkraft på skrivebordet end NASA havde til Apollo 11, og alligevel er to programmer der simulerer hhv. skrivemaskine og postomdeling de mest anvendte.

De er tilmed så nemme at anvende at en masse sekretærer kan spares væk, for nu kan teknikere, ingeniører og forskere jo skrive det hele selv. Toppen af IT evolutionen ? forskere nulrer med layout.

Kun svagt hæmmet af at tastaturet stadig er designet til at få os til at skrive langsomt.

Da jeg læste til datamatiker sidst i 80'erne var der mere revolutionsstemning. Som grisene i Animal Farm havde vi fundet sandheden og vi blev belært om at de øvrige dyr ' brugerne ? bare skulle guides og vejledes mod den fagre nye verden.

Data skulle væk fra kitlerne, de skulle gøres personlige og de skulle struktureres, bruges og ' mere vigtigt ' genbruges.

I det følgende årti talte alle om papirløse samfund og stirrede måbende på Oticon-modeller. Repræsentanterne for den gamle verden ' menneskene, for at blive I analogien** '** blev jaget væk eller tvunget til at indordne sig under den nye samfundsorden.

Alt imens grisene byggede vindmøller. Distribueret databehandling kaldte vi det. Personlig computer. Lokalnet. Og et net af net ' et internet ' hvor informationer flød frit. Universiteterne offentliggjorde deres arkiver. Topcheferne offentliggjorde deres e-mail adresser ? bare skriv.

Så sprang møllen i luften. Eller den brast i hvert fald. Som en anden boble. Revolutionen stoppede. De fine idealer og viljen til forandring måtte vige. Det er ikke til at sige hvad de måtte vige for, men viljen til teknologiske tigerspring var væk. Nu galdt det genkendelighed og stabilitet. Det første store skridt (WIMP) fik lov at være det sidste.

Hvor er udviklingen nu. Hvor er nytænkningen. Er der ingen der tør foreslå at tingene kan gøres anderledes' Og stå ved det'

Hvorfor kommer næsten alle IT professionelle stadig til møder med dagsordenen skrevet ud og en blok til notater?

Og hvad skal vi med tasten til venstre for "A"?

Er vi nødt til at vente på at æslerne fører revolutionen videre før der sker mærkbare forandringer igen?

You may call me "Snowball".

Velkommen til min blog.

Kommentarer (19)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Juhl Christiansen

Ja hvis jeg kunne svare på dine spørsgmål var jeg sku nok mega rig...

Men tror sku svaret er ...det blev big buisness!!

Vi kender alle til pc revolutonen, pludselig kunne man få en pc til en rimelig pris og der var en mus (og windows) som gjorde at også IKKE eksperter kunne lege med, mega cool og en uvurdererlig forandring!!

Desværre betød det at software og og operativ systermer var big buisness (man Bil er efter signe stadig rimelig rig), og også desvære for alle os brugerer, var MS alt for gode til at markedsfører deres produkter, og derfor mindske konkurencen.

Med en pc som allemands eje blev det også mere vigtigt at lave aps enhver idiot kunne bruge, og lave bruger flader der opfylde folks forventninger (hvilket er det samme som ikke at komme med alt for vilde nye ideer).

Som jeg ser det er det stadig sådan, jeg mener det er da ok det er nemt at komme igang, men hvad hvis man bruger det samme program hverdag, burde det så ikke være muligt at optimerer sin arbejdsgang sådan at man kunne arbejde mere effektivt?? Det vil jeg da mene, aligevel er der ikke mange programmer der er lavet til ekspert brugere, og det er sku sikkert fordi at det er der ikke penge i.

Men tænk på den tid man kunne sparer, hvis det fx bare var 10 sec letterer at skrive en email, osv osv.

Nej vi er ikke nødtil at vente på æslerne, vi er nødtil at vente på kineserne :-)

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

En stor del af årsagen til at vi bliver ved med at bruge uhensigtsmæssige teknologier er, at vi kan vænne os til meget og lære at være produktive selv med dårligt værktøj. Men denne tilpasning tager tid, så man er utilbøjelig til at skifte til en anderledes arbejdsform, selv om den er den gamle overlegen. Og mange gange betyder det kun marginalt.

Lad os tage QWERTY tastaturet. Layoutet er absolut ikke designet for at maksimere inddateringshastigheden (snarere tværtimod), men når man nu allerede har brugt årevis på at lære at bruge det godt nok til at man ikke skal bruge specielt meget opmærksomhed på tastningen, så er man nok lidt tøvende med at prøve et anderledes tastaturlayout -- for man kan kun være sikker på en ting: Det kommer til at tage tid at blive bare lige så produktiv, som man er med QWERTY.

Og det er heller ikke givet, at det gør den store forskel. I maskinskrivningens barndom blve der holdt lynskrivningskonkurrencer, hvor QWERTY konkurrerede med Dvorak og andre tastaturlayouter, der var designet specielt til at gøre skrivning af engelsk tekst hurtig. Men de klarede sig ikke bedre, hvilket nok mestendels skyldtes at layoutet betyder meget lidt sammenlignet med træning.

Så hvis man skal erstatte QWERTY, så skal man nok finde en radikal anderledes måde at inddatere tekst. Talegenkendelse tror jeg ikke på -- det, jeg skriver, er ikke kun almindeligt skriftssprog, men også formler, tabeller, programkode, osv. Og enhver, der har prøvet at læse formler eller programmer højt, ved at det ikke er specielt effektivt. Håndskrift er nok heller ikke sagen (de fleste skriver hurtigere på maskine end i hånden). Akkordtastaturer (http://en.wikipedia.org/wiki/Chorded_keyboard) kunne måske være en vej frem, men man bør kunne bruge begge hænder (ellers spilder man båndbredde).

Men mon ikke programmører er nogle af de mest konservative brugere? Den måde, vi programmerer på, er ikke væsentligt anderledes end for 50 år siden -- vi opretter variabler, som vi modificerer trin for trin. Og når vi har struktureret data, behandler vi det typisk ved at håndtere de enkelte delstrukturer i stedet for at se det som en helhed. Sammenlign f.eks. Algol med Java eller C# -- der er kommet mange ekstra detaljer ind i sprogene, men den grundlæggende arbejdsmetode er den samme.

  • 0
  • 0
Jørgen Ramskov

Tag et kig på den kommende KDE4. Måske ikke revolutionerende, men de har gjort sig en masse tanker om hvordan desktoppen kan forbedres og arbejder intensivt på at gøre KDE4 et spring fremad i den rigtige retning.

  • 0
  • 0
Thomas Ammitzbøll-Bach

Jeg undres tit over, at nye tastaturer udviddes med de såkaldte medieknapper. Ikke at de er der, men at det ikke er noget mere accelererende, man finder på...

  • adskilt tabulator/feltskifter-knap: Det er tit en pind i asken at få et tabulator-tegn ind i et standard GUI indtastningsfelt. Trykker man på tabulator-tasten ryger fokus nemlig over i næste felt.

  • adskilte markør/synsfelt-sideskiftere: Et tryk på "PgUp" eller "PgDn" flytter markøren en side op eller ned. Ønsker man blot at se en anden del af sit dokument, skal man slippe tastaturet og rulle (en masse) med rullehjulet.

  • Zoom-ind/zoom-ud: Hvorfor er der ikke et sæt knapper til at zoome med?

  • Learn/send: Mange gange om dagen skriver jeg den samme tekst (mit navn/email/standardbrok på version2) forskellige steder. Kunne mit tastatur ikke have nogle knapper til at udfylde disse ting?

Når jeg ser, hvad der er stablet op på Shift/Ctrl/Alt/Ctrl+Alt undrer det mig, at det at sende en email eller åbne MP3-afspilleren skal have sin egen knap.

Apropos noget helt andet:
Jeg var til demonstration af Beryl/Compiz. "Sejt" tænkte jeg. Det er lidt som at gå på maleri-udstilling. Et 3D-rum fyldt med 2D-tableauer.

Hvis jeg skal have en 3D-desktop, så vil jeg kunne rotere et tekstbehandlingsdokument, så jeg kan se kapitel/afsnits-strukturen i 3D. Jeg vil kunne se en træstruktur i 3D over de sider på et website, jeg besøger. Jeg vil kunne organisere mine emails i et 3D-rum med tid/relevans/tråd/afsender som skiftende dimensioner. Jeg vil kunne se en IRC-session som personer i et 3D-rum, hvor man let kan se, hvem der siger hvad til hvem.

Det er 3D in action! Det andet er bare lirum larum.

Thomas

  • 0
  • 0
Dennis Krøger

"Hvis jeg skal have en 3D-desktop, så vil jeg kunne rotere et tekstbehandlingsdokument, så jeg kan se kapitel/afsnits-strukturen i 3D. Jeg vil kunne se en træstruktur i 3D over de sider på et website, jeg besøger. Jeg vil kunne organisere mine emails i et 3D-rum med tid/relevans/tråd/afsender som skiftende dimensioner. Jeg vil kunne se en IRC-session som personer i et 3D-rum, hvor man let kan se, hvem der siger hvad til hvem."

Så er det jo ikke et 3D desktop du ønsker dig, men 3D applikationer? Men jo, det kunne være nice, især hvis de kunne integreres med 3D desktoppet :)

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Jeg tror ikke, at det bliver fra pc'en, vi kommer til at se nye grænseflader dukke op. Lige nu sker der nogle interessante ting på mobilfronten - bortset fra at der nu er gået sport i at give telefonerne den størst mulige skærm, så de kan ligne en minipc i stedet for at udvikle videre på nogle af de mere originale idéer.

Næste skridt kan komme fra automobilverdenen. Stemmestyrede systemer er så småt ved at dukke op (og bilproducenterne er villige til at betale for at udvikle den slags). Jeg ser frem til at kunne sætte min avancerede fartpilot til at holde mig under 75 mph på motorvejen, så jeg undgår fartbøder, men stadig har kontrol over min præcise hastighed.

Talegenkendelse dur ikke, hvis det blot bruges til diktat, men der er nu alligevel potentiale i Star Treks stemmestyrede computer. Hvilken Star Trek-nørd har ikke mumlet "Computer, boot!", når han er stået ud af sengen i håb om at spare sig turen forbi skrivebordet på missionen efter søndag morgens første cola fra køleskabet? :)

Kort sagt, i pc'ens barndom så man på, hvad der allerede fandtes af grænseflader, og tilpassede dem til pc'en. Hvorfor er den udvikling gået i stå?

  • 0
  • 0
Dennis Krøger

En af de federe input metoder som kunne bruges til mobilen, er Dasher (http://www.inference.phy.cam.ac.uk/dasher/DasherSummary2.html), hvor man zoomer ned igennem bogstaverne/ordene. Lige først går det RET langsomt med at skrive med det, men man bliver ret hurtigt god til det, og opnår hastigheder i nærheden af et almindeligt tastatur (og MEGET hurtigere end de fleste mobil inputs).

Hvis man kigger på den animerede GIF på siden, tror man først ikke på at det kan gøres så hurtigt, men det kan det faktisk efter ganske kort træning.

Et drawback er at det virker bedst når den kender sproget (så den kan sætte de mest sandsynlige bogstaver tæt på midten), men det er ikke meget anderledes end de predictive ordbøger man får til mobilen i dag, og "straffen" for det forkerte sprog er en del mindre.

  • 0
  • 0
Dennis Krøger

Jeg skrev "(så den kan sætte de mest sandsynlige bogstaver tæt på midten)", det er ikke helt korrekt, den gør boksen til de mest sandsynlige bogstaver større (de står altid i alfabetisk rækkefølge), men effekten er den samme, de er hurtigere at komme til.

  • 0
  • 0
Rune Juhl-Petersen

Er det ikke bare fordi tingene ikke er som i 80'erne?

Jeg synes at udviklingen går rivende stærkt. Siden 80'erne er internettet blevet noget alle bruger. Man kan komme i kontakt med næsten alle vha. mail. Jeg er i daglig kontakt men de fleste af mine tidlige kollegaer pga. IM.

Jeg synes hverken de nuværende brugergrænseflader eller keyboards er nogen væsentlig begrænsning for mig i dag. Til gengæld synes jeg det er fantastisk at se hvordan verdenen udvikler sig til at alle kan komme i kontakt med alle, og man løser de problemer computeren er god til at løse.

Jeg siger ikke at UI ikke kan udvikles, men jeg tror da der er en naturlig prioritering af hvad vi har brug for.

  • 0
  • 0
Thomas Ammitzbøll-Bach

I 70'erne var der en meget åben indstilling til, hvad man kunne forvente af en datamaskine (PC'er for dem, der er kommet til siden). Xerox PARC opfandt den brugergrænseflade, vi benytter i dag; databaser og SQL tog form; ARPA-net (Internettet for dem, der er kommet til siden) blev formgivet; ideen om objektorienteret programmering blev undfanget; og meget af det, vi bruger i algoritmik, var landvindinger på daværende tidspunkt.

Nu er alle disse ting blevet til produkter og tjenester, som folk bruger i stor stil. Og det er godt! Men nu skal vi ikke tro, at alt endnu er skrevet ind med blæk. Og det er derfor, at vi skal interessere os for, hvad de gale videnskabsmænd laver i deres laboratorier, for det er det, der bliver til selvfølgeligheder i fremtiden.

Men det, man bliver så træt af, er at disse 30 år gamle opfindelser bliver udråbt til "den fagre nye verden", mens det, der er nyskabelser i dag bare bliver slået hen som pjat.

Vi er vanetænkere, og derfor har vi svært ved at tænke ud af boksen. Skal en computer have filer? Skal man tænke applikationer som programmer, man starter? Skal vores grænseflader være så teksttunge? Skal vores GUI være så valgbaseret (choice centric)? Skal de være mindre? større? Skal computeren tilpasses vores koncepter, eller skal vi udvide vores koncepter for, hvad masser af computerkraft kan bruges til?

De første år var computerene i hænderne på matematikere, hvilket gjorde at de blev set som talknusere. Så kom de i hænderne på arkivarer, som så dem som informationslagre. I dag er de i hænderne på designere og formgivere, som ser dem som avancerede opmærksomhedscentre. Hvem skal definere computeren i morgen? Joe Sixpack som underholdningsmaskine? Aktivister som revolutionsmaskiner? Lifecoaches som personlighedsværktøjskassen? Eller alle ting på een gang?

Kig i kaleidoskopet, fremtiden er ikke forbi! Men hvis computerne konceptmæssigt er gået lige så meget i stå som bilen, så er det kun motorkraften, der kan blive større, suppleret med en smart kopholder.

Thomas

  • 0
  • 0
Mikael Boldt

"...De har hver især mere computerkraft på skrivebordet end NASA havde til Apollo 11, og alligevel er to programmer der simulerer hhv. skrivemaskine og postomdeling de mest anvendte.

De er tilmed så nemme at anvende at en masse sekretærer kan spares væk, for nu kan teknikere, ingeniører og forskere jo skrive det hele selv. Toppen af IT evolutionen – forskere nulrer med layout..."

Præcist formuleret, men hvad gør vi ved det?

Jeg skal nu -igen- tilbringe en weekend med Copy/Paste og rydde op i formaterne, bare fordi mine kolleger nægter at bruge standard formatet i mine møjsommeligt kreerede templates eller ikke har modtaget undervisning i brug af de mest simple funktioner i tekstbehandlingen

Ovenikøbet er jeg på et internationalt projekt så forvirringen er næsten total da selv programmet ikke kan finde ud af at formatnavne som "overskrift", "ûberschrift", og "heading" plus en håndfuld mere da der også er franskmænd, spanioler og rumænere på holdet er det samme.

"Personer med M.Sc. og doktor grader skal ikke trænes i simple ting som brug af Word og Excel, de har jo uddannelse og kender systemerne" siger de kloge og derfor argumentere for at vi ikke behøver sekretærer.

Så nu sidder jeg "miljøingeniør" her og skal til at finde hoved og hale i en tabel bygget op på gammeldags skrivemaskine-maner med mellemrumtasten,I,+ og - tegnene.

Hvad er der blevet af Ledelses-regel nummer 1?
"Gør aldrig noget selv, som andre med lavere kvalifikationer, anciennitet og timeløn ligeså godt kan gøre?"

ha en god sommer

Mikael Boldt

  • 0
  • 0
Henrik Knopper

Sikke dog en respons. Beklager at jeg har været arbejdsramt så jeg først får svaret nu...

@Therese: Tak :-)

@Birger+Peter: Standardisering er fint. Men for hvert valg er der en masse fravalg. Standardiseringen har indtil nu fokuseret på tilgængelighed fremfor effektivitet. Det er godt og har været med til at gøre computere så udbredte. Men nu er de udbredte. Skal vi så stadig udelukkende fokusere på tilgængelighed?

@Torben+Kristian+Thomas+Maciej+Andreas: Hvis jeg havde løsningen var jeg rig. Det der "undrer" mig er at man ukritisk har overtaget et tastaturlayout der var designet til at forhindre de lange og tunge arme på en gammeldags skrivemaskine i at filtre sammen.

@Jesper: Talegenkendelse dur! Når man kan diktere lægejournaler til en computer (i Danmark og på dansk) må der være andre end tekniske årsager til at det ikke allerede er udbredt blandt almindelige brugere.

@Dennis: Ydrk!!! Jeg føler mig pludselig gammel ;-)

@Jørgen+Thomas+Dennis: Både KDE og Beryl er jo i bund og grund stadig WIMP. De er flotte (skriver dette på en Ubuntu med Beryl) men de tilfører ikke meget nyt.

@Rune: Bravo. En der skubbede til den vrantne gamle mand :-) Verden fungere på en helt anden måde end den gjorde i 80'erne. Min implicitte pointe (en af dem) var om den udvikling der har bragt os her til vil være en hindring for at vi kan komme videre.

@Mikael: Hvis du finder svaret vil jeg gerne høre om det. Så bliver vi begge rige :-)

Der er jo stof nok til en masse skriverier her. Tak for det. Jeg vender tilbage!

Henrik

  • 0
  • 0
Peter Favrholdt

For et par år siden købte jeg en Mac og blev glædeligt overrasket. Her er faktisk sket noget - f.eks. kan man tilslutte et nyt MIDI-usb-interface og MIDI-keyboard og det virker øjeblikkeligt - uden at programmet skal lukkes ned og også uden reboot. Man vælger blot det nye keyboard i en drop-downliste:-)

Eller som en bekendt beskrev det: hvis internettet ikke virker - så bukker man sig ned for at se om kablet er faldet ud af routeren (man roder ikke med indstillinger på Mac'en - hvilket nok er her man først fejlsøger på en PC ;-)

Det var altså ikke for at starte en religiøs diskussion. Selv bruger jeg Linux så meget som muligt. Og KDE har nogen helt geniale ting, f.eks:

  1. focus stealing prevention: hvis et nyt vindue åbner mens jeg taster i andet... så bliver fokus i det jeg taster i.

  2. Man kan indstille det så man kan resize et maksimeret vindue... det er helt genialt når man har en 24" widescreen og gerne vil skrive i et vindue og læse i et andet (windows->cascade røg vist ud da XP kom på banen - og det kan ikke helt det samme).

En feature som burde være standard i ethvert tekstbehandling (findes selvf. i emacs ;-) man kan markere et område og så undo den sidste ændring i det markerede. Denne feature er jo ikke svær at forstå eller at aktivere for brugeren... men det var vel vigtigere at lave gennemsigtige drop-down-menuer ;-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere