Martin Ernst bloghoved

Klimapolitikken får samme skæbne som business casen – den bliver skrevet, men ikke fulgt!

Af 8
Illustration: Canva og ACS

Der har lige været valg. Et af valgkampens hede emner var klimaet.

Jeg er selv #klimatosse og arbejder i øjeblikket på et par projekter, der gerne skulle forbedre vores brug af energi. Jeg er altså efter Pia K´s mening ikke én af guds-bedste-børn eller hvad det nu var, hun kaldte os.

På trods af mange gode intentioner og løfter gennem valgkampen, er jeg alvorligt bange for, at klimaet igen bliver glemt – og der ikke kommer til at ske en skid.

Lige som business casen, som jeg til tider taler om, så får også klimapolitikken en krank skæbne. Og jeg mener, det er den samme skæbne, de lider, og af samme årsager.

Vi har brug for der sker noget, men vi gider ikke læse om det!

Vi har brug for, at der sker noget på klimafronten. Men mine to andre blogs om emnet: ”Har du sagt klimaforbedring til din business case?” og ”FN’s verdensmål – de kan kun blive en god business case, hvis de tænkes helt ind i kernen af forretningsmodellen” ligger suverænt i bunden af antal visninger af mine blogs.. Normalt er mine blogs relativt godt besøgt (og var da også i top 5 sidste år af mest sete blogs).

Den manglende interesse står i skærende relief til det, vi har hørt og set i valgkampen. Og som en pige fra Sverige er ambassadør for. Er det bare Version2s læsere, som ikke gider klimaet? Eller er det for abstrakt at tænke forretning og fremtid sammen? Eller penge og klima? Hvordan kan det bilve en god business case?

”Das also war des Pudels Kern”

Som Faust siger i Goethes stykke af samme navn, så tror jeg, at kernen af vores problem er:

1) Vi gider ikke betale for det
2) Vi gider ikke at ændre os selv

Ad 1) Vi gider ikke betale for det

En af de (sikkert mange) grunde til, at Klaus Riskær ikke kom ind, var bl.a., at han forsøgte at finansiere genoprettelse af miljøet. Det var mange milliarder, som skulle findes. Dette skulle bl.a. tages fra børnepenge, fra de rige pensionisters kuponskat på obligationer m.m. En erfaren politiker med respekt for sig selv ville ikke gå ud i en valgkamp og bede om, at skatten skulle op! Men, næh nej. Det må ikke koste noget. Vi tænker kun på os selv.

Udfordringerne er som med alt andet, hvor man har ladet stået til et stykke tid. Det koster at få rettet op til et acceptabelt niveau. Det kender vi udemærket fra mange gamle applikationer, hvor der er samlet gammel gæld op over årtier. Det ved vi er rigtigt dyrt at få løftet til nutidigt niveau – men investere i at løfte vores klima gider vi ikke. Vi vil hellere digitalisere det offentlige for milliarder.

Ad 2) Vi gider ikke at ændre os selv

Vi har alle vores ”jeg vil have ”. Jeg personlig vil gå langt for at få lov til at spise den store fede bøf. Den kan jeg lide, og den skal være på mit bord, når jeg syntes. Min selektive hørelse slår til, når der bliver talt om, at koen spiser dit og udleder dat. Det går simpelthen over mit hoved.

Hvad har det med business casen at gøre?

Det er fuldstændig de samme udfordringer vi ser i klimaforbedringen, som business casen slider med.

Vi vil ikke betale for det! Og når det kommer til stykket, så vil vi ikke ændre vores adfærd. Og specielt det sidste omkring adfærden viser 1strokes årlige undersøgelse – at den manglede adfærdsændring står i vejen for at sikre gevinsterne.

Hvis du vil deltage i dette års undersøgelse, så hører vi gerne fra dig.

I år vil vi gerne sætte fokus på de gode business cases og leder dem, der har en i skuffen, der kigger på klimaforbedringerne, når vi kårer årets bedste business case. Har du en business case, som er værd at fejre, så se på denne side og send det til os.

Vi skal ændre adfærd …

Selvom vi som mennesker er noget af det mest intelligente pattedyr, så evner vi ikke at stoppe op, før vi ligger ned. Hvis vi ikke ændrer vores adfærd nu, ender det med, at vi må trække nødbremsen – og det bliver med garanti ikke kønt!

Uanset om det er klimaet eller business casen, så har vi brug for en adfærdsændring. Klimaet og forretningen er ikke en maskine, hvor vi blot kan skifte slidte og brugte reservedele ud med nyt! Derfor er det vigtigt, at vi beskriver business casen og sætter fokus på gevinsterne – både de bæredygtige og dem, der understøtter business. Skal vi nå i mål, må vi ændre adfærd.

Vigtigt er at vi aktivt vælger produkter og services til, som er bedst for miljøet. Her kommer Svanemærket ind eller andre ”grønne”-stemper ind. Mere af det. Og på et korrekt grundlag – se bare denne artikel .

Så pointen er: Vi skal ændre os. Ellers lider både miljøet og business casen en krank skæbne.

Relateret indhold

Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Mathiasen

hvad der skal til...

https://www.overshootday.org/content/uploads/2019/05/2019_Country_Oversh...

For Danmarks vedkommende den 29 marts. Resten af året lever vi på ressourcer, som ikke er der.

Med andre ord: Danmark skal 75% ned i forbrug.

Det siger sig selv at det kommer ikke til at ske - i hvert fald ikke uden voldsom utilfredshed.

For jorden som helhed placeres den omkring august-september. Dvs. for at komme i balance og lade den blødende døende forgiftet jord komme sig skal vi globalt omkring 50% ned.

Da 30-40% af jordens forbrug går til madproduktion vil det efterlade nærmest intet til andet end at fylde munden.

Det er derfor jeg siger: Det er for sent. Det kommer ikke til at ske. Menneskeheden har sejret sig ihjel. Enhver tanke om frihed, luxus, eller bare noget som minder om en normal tilværelse er utænkelig. Farlige halvhjerne, som den svenske statistikker Rosling har forblændet folk - uden at nævne at det går så godt fordi vi har brændt kloden af.

Som Isaac Asimov sagde: Democracy cannot survive overpopulation. Decency cannot survive overpopulation. Convenience cannot survive overpopulation.

Det vi ser verden rundt er kæmpe investeringer i crowd control og militært isenkram. Det er med andre den måde vores "kære" ledere har tænkt sig at løse problemerne på.

Good luck with that !..

Thomas Kjeldsen

Med al respekt, så tvivler jeg på at læsertal for dine blog-posts kan bruges som indikator for om en klimapolitik bliver fulgt eller ej.

Når du skriver om business case og gevinstrealisering, så er det vel en no-brainer at hvis det er et ønske at udlede mindre gift i den nærliggende å for at leve op til en SDG, og et nyt initiativ vil lede til mindre giftudledning, ja så er der mulighed for gevinstrealisering.

Men du tænker måske på gevinstrealisering i kroner og øre?

I så fald er jeg ikke sikker på at business casen er det rette sted at måle gevinsten, for det er muligt at de positive effekter ikke kan måles direkte på dit projekt.

Det kan til gengæld være at din virksomhed fremover har nemmere ved at hyre de bedste medarbejdere. Det kan være at din virksomhed vinder fremtidige, eller langt større, ordrer på grund af dit initiativ. Det kan være at din virksomhed har en konkurrencefordel om tre år når der kommer nye lovkrav som din virksomhed allerede nu lever op til pga dit initiativ. Det kan være din virksomhed danner nye værdifulde partnerskaber pga dit initiativ.

Alt sammen fugle på taget, kan man indvende, men hvis man har besluttet sig for at udlede mindre gift, smide mindre mad ud, gøre en indsats for at fremme ligestilling, eller noget andet - så er det vel netop dét som tæller.

Det er muligt at det er long stretch, men jeg kommer til at tænke på Soft Power. Jagten på SDG'er kan være en måde at score points.

Thomas Kjeldsen

En kandidat kunne være https://sparenergi.dk/erhverv/vaerktojer/casebank/udnyttelse-af-koleenergi hvor overskudsvarmen fra køling betragtes som en ressource istedet for affald.

De skriver det er nødvendigt at give varmen væk kvit og frit for at undgå afgift.

Det virker helt bagvendt. Tænk hvis det istedet var sådan at der skulle tilladelse til IKKE at anvende overskudsvarme (fra industri, køling af kontor og boliger, mv), og at udledning af varme til luft blev set som "varmeforurening". Man kunne måske overveje en afgift på varmeforurening, der kunne være med til at holde statskassen fyldt når indtægterne på energiafgifter svinder...

Bjarne Thomsen

Selvfølgelig har Asimov ret, hvis udgangspunktet er det amerikanske samfunds centrering om plutoniumproduktion og bomber, men det var måske på tide, at man indså, at der er vigtigere ting end bomber.
Jeg faldt ved et tilfælde over den fremragende bog af David JC MacKay: Sustainable Energy-without the hot air.
Han anvender simpel overslagsregninger baseret på fysiske principper for at gennemgå de forskellige muligheder. Man får at vide, hvor meget windkraft, solceller og biobrændstof der kan produceres i Watt/m². Man får at vide, hvordan man kan bruge de samme formler på en trækfugl og et effektivt moderne fly. Konklusionen er, at de traditionelle "grønne" energier langt fra er tilstrækkelige. De skal suppleres med kernekraft. Det kom som en stor overraskelse for mig, at Argonne National Laboratory havde udviklet en sikker Integral Fast Reactor, som kan "forbrænde" uran-238 hele vejen til fissionsprodukter med halveringstider omkring 100 år sammenlignet med plutoniums halveringstid på 24000 år. Alle hidtidige atomkraftværker er et biprodukt af bombeproduktion. De udnytter under 1% af energien i den naturlige forekomst af uran. USAs eksisterende lager af forarmet uran kan dække dets nuværende samlede energiforbrug i 1000 år. IFR blev stoppet, da den ikke var nødvendig for bombeproduktionen og på grund af den folkelige modstand mod atomkraft. Historien om IFR fortælles i bogen "Plentiful Energy: The Story of the Integral Fast Reactor" af Charles Till og Yoon Chang.

Gert Agerholm

Ting er ikke sort/hvidt.
En del af klima diskusionen foregår efter min mening lidt for ensidigt. Man taler om fordele ved løsninger, men glemmer at oplyse om ulemperne. De fleste "ulemper" er ikke i vores nærmiljø, men foregår andre steder på kloden, så hvad rager det os, bare vi har rent miljø. Sådan føler jeg nogle ting argumenteres.

El-bil. Ja, men hvilken energibærer? Her tales næsten altid udelukkende om batteri biler. Man glemmer bare i diskusionen helt at informere om de store natur ødelæggelser der sker i de lande hvor man udvinder siliciummet. Der bruges utroligt megget grunvand for at få siliciummet op til overfladen. Omgivelsernes dyt bliver blinde på grund af støvet i luften, som genereres. Befokningen har ubrugelig jord, områder bliver ufrugtbare og ubrugelige. Hvad med det CO2 som genereres ved produktion af batterierne? Hvad med de andre råstoffer som indgår, som udvindes under meget dårlige vilkår for de personer der arbejder og som er endelige? Skifter vi ikke en "dårlighed" ud med en anden "dårlighed", bare i en aden form?

Alle steder hvor der ensidigt satses på "en løsning" bør man overveje hvorfor? Kunne det være at der står en stor lobbyisme bag, som har en økonmisk interesse i at fremme nettop den teknologi?

Løsninger er sjældent ensidige. Lige så ved El-biler. Hvad med brændsels celle tekologien? Den har efter min mening flere fordele, som gør at den burd fremmes og arbejdes med på samme niveau som batterierne. Men hvorfor sker det ikke? Kunne nogen have en interesse i det?

Jeg går helt klart ind for at vi skal passe på resourcerne, man kommer meget langt med fornuftig og ansvarsfuld omgang med tingene. Så snart ting løsninger bliver ensidige bør man grundigt overveje hvordan et hænger sammen. En hver panik handling fører også sjældent til noget fornuftugt. Lad os finde så mange forskellige svar på tingene som muligt og ikke slå de andre i hovedet, som har andre forslag. En ren batteri drevet transport er i hvert tilfælde ikke løsningen på udfordringerne, men er én af de mange muligheder der er.

Og så skal man huske helheds perspektivet. Hvad gavner det at jeg har en grøn samvittighed her hos mig, hvis det i stedet for ødelægger ting andre steder.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Tip redaktionen