Kender du typen?

Kender du typen, der på baggrund af enten dyb teknisk indsigt eller nagelfaste teoretiske overbevisninger kæmper utrætteligt for sin sag? Det er der intet galt i - vi kunne faktisk godt bruge nogle flere af dem. Men der er nogle som får mine nakkehår til at stritte.

En variant af typen mødte jeg for nogle år siden: Den blindt forelskede evangelist. Uanset hvad, syntes han at et bestemt produkt, lad os kalde det [System X], var sagen. [System X] var et mindre udbredt alternativ til nogle velkendte mainstream-produkter. Tekniske forskelle var der sikket nogle af, men kun få folk var så langt ned i detaljen, at de kunne opremse dem. Skidtet skulle bare virke, var holdningen hos de fleste, og systemet indtog typisk sin plads et stykke nede i teknologistakken. Men evangelisten benyttede en hver given lejlighed til at promovere sit elskede system - både i tekniske diskussioner, hvilket var relevant omend lidt trættende, men også på strategi-seminarer og ved designmøder hvor emnet i den grad var ude af kontekst. Ved de lejligheder gav han gerne sine argumenter en tynd, forretningslignende fernis: 'I vil jo gerne have større overskud, ikke' ' så er [System X] sagen'.

Med tiden blev [System X], alle dens fortræffeligheder ufortalt, synonymt med vores evangelist, alt imens hans stjerne dalede i takt med han fremturede med sin gospel. Det blev faktisk lidt risikabelt at omtale [System X] rosende. Enhver med sociale kompetencer og karrieremæssige ambitioner gjorde bedst i ikke at være glad for [System X]. Hvis [System X] havde været af kød og blod, ville det have undladt at returnere hans opkald. Hvis det havde været en Hollywood-stjerne, ville denne evangeliserende fan have fået polititilhold.

En anden variant, som man af og til støder på i diverse online debatter, kunne vi kalde den harme teknologist. Her er det ikke kærlighed, der giver næring til engagementets flamme, men i stedet harme og had: Harme over hvordan teknologien misbruges af folk uden samme indsigt som han selv, og måske endda had til dem, der i hans optik er misbrugere med tvivlsomme agendaer.

I diskussioner af ren teknisk art argumenterer teknologisten fornuftig, velovervejet og er værd at lytte til. I andre forvandles vedkommende til en fuldskægget eneboer i Montanas vildnis, bosat i en bjælkehytte fyldt med poser med kunstgødning og som skriver alenlange skrifter spruttende af galde.

I modsætning til mange andre af vores nørdede slags, har han opgivet den nuancerede, redelige argumentation som underbygning af sine synspunkter. Med andre ord har han opgivet den vej som, med lidt hårdt arbejde, på sigt fører til ændringer i retning af hvad han vil opnå. Jeg skriver "han" men det kunne også teoretisk set være en "hun" - dog har jeg aldrig mødt en hun af den type.

Så hvorfor beskæftiger jeg mig med typen i denne blog? Det er fordi han irriterer mig dobbelt!

Før det første er hans lykke- eller galde-sprudlende indlæg unuancerede, enøjede og forudsigelige. Også selve argumentationsformen, eller mangel på samme, bidrager til denne del af min irritation.

Men primært irriterer det mig fordi han (eller teoretisk set hun) i bund og grund ofte har en god sag med væsentlige og relevante pointer. Det bliver bare svært for folk som dig og mig at gå i brechen for den. Nogle gange er det måske simpelthen fordi vi ikke forstår sammenhængen i og lødigheden af hvad eneboeren siger. Andre gange bliver vores reaktion undvigende, som når vi møder posedamen på hjørnet, der skændes højlydt med sine usynlige dæmoner.

Med andre ord bliver han, i kraft af sin person, en blokering for at sagen bliver taget alvorligt, og er dermed sin egen største modstander.

Han lader ikke til at have forstået nytten af at opbygge koalitioner, indgå alliancer og subtilt men vedholdende påvirke beslutningstagere. Eller nytten af at kende sit publikum og argumentere ud fra deres værdi-sæt. Eller af at indgå kompromisser, hvilket enhver deltager i en politisk verden må evne, for at ende med at gøre en forskel.

Kender du typen - og hvad skal man dog stille op med ham?

Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jesper Lund Stocholm Blogger

Kender du typen - og hvad skal man dog stille op med ham?

Man skal såmænd ikke gøre noget. Som du selv siger, at han/hun sin egen største fjende, og det lykkelige er jo, at beslutningstagerne i virksomheder, politiske liv etc er mindst lige så irriterede over at høre på ham/hende som vi er, så indflydelsen udover debatfora som dette er heldigvis minimal.

:o)

  • 0
  • 0
#2 Flemming Riis

jeg havde fornøjelsen at blive belært om systemet i weekenden da jeg skulle ind i en butik og kigge på en fjernstyret helikopter og spurte til lovgivningen mht støj hvor man måtte flyve.

jeg blev belært med at systemet altid havent en gummi paragraf man kunne blive stoppet på og den eskalerede så med en sammenligning med sharia og nordkorea.

jeg købte ikke noget og kommer aldrig i butikken igen, folk der brænder meget inderligt for noget risikere også at brænde så meget for det at sarte personer som mig brænder fingrende på dem og løber den anden vej.

  • 0
  • 0
#3 Peter Nørregaard Blogger

Jamen, Jesper, nogle gange er "Sagen" faktisk væsentlig og personen gør os en tjeneste ved at gøre opmærksom på den. Men han ved bare ikke hvornår man skal stikke pipen ind igen og tage den med ro. Så hvis sagen er god men sagens forkæmper ikke er, hvad gør man så?

  • 0
  • 0
#4 Kristian Larsen

Jeg tror jeg kender typen, jeg forstår endda typens frustration. Den svarer lidt til når man prøver at forklare en hvorfor en "IBM strategi"/"Microsoft Strategi"/"Novell Strategi"/"Whatever brand strategi" hvor man fuldstændig hjerneløst vælger produkter fra en bestemt leverandør fordi det er fra den leverandør, uagtet der findes bedre, billigere, smartere mv. produkter.

Lidt som i gamle dage hvor Compaq's maskiner principielt var lige så gode som IBM's, men "vi har valgt at købe IBM og sådan er det" uagtet at prisen var det dobbelte. Eller man vælger at skifte et udemærket mail system til Exhange "fordi det kører alle andre" osv. osv.

Der findes et hav af den slags tåbelige beslutninger - har i prøvet at arbejde sammen med management som kører på den linje? eller en kollega som kun kan se fordele i et produkt med et bestemt logo på kassen - det er fandme død frustrerende.

  • 0
  • 0
#5 Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej Peter,

Jamen, Jesper, nogle gange er "Sagen" faktisk væsentlig og personen gør os en tjeneste ved at gøre opmærksom på den. Men han ved bare ikke hvornår man skal stikke pipen ind igen og tage den med ro. Så hvis sagen er god men sagens forkæmper ikke er, hvad gør man så?

Jeg mangler endnu at møde én af disse "typer", der har tænkt en original tanke, som ikke andre - mere moderate - også har tænkt. Man skal naturligvis høre på dem i stedet.

Man kan ikke gøre meget ved andres sabotage af "en god sag" - heller ikke selvom den kommer fra "de godes side".

  • 0
  • 0
#6 Anonym

Peter,

...stikke pipen ind igen og tage den med ro.....

Underligt at netop du, med et mål om at være "tankevækkende, underholdende og af og til provokerende", ønsker svenske, politisk korrekte tilstande.

Tag et kig på de 'nyheder' der leveres i denne og lignende publikationer, de har sgu' da en tendens til at være så medløbende ufarlige, at de fortjener en kommentar fra fuldskægget evangelist fra Montana.

Jeg bliver forøvrigt voldsomt irriteret over at der, ved uenighed, ofte refereres til, at en udtalelse eller holdning er religiøs...

Men sådan er der så meget, som blogger af "provokerende" indlæg, er du nødt til at leve med reaktioner fra huleboere.

Eller, du kunne også overveje et teologistudie. Så vil du muligvis, ud over at udleve en evt. drag-drøm, få en menighed som er forprogrammeret til at stikke piben ind :-)

  • 0
  • 0
#7 Kim Dalsgaard

Jeg er vist et godt eksempel på den arketype Peter skriver om - eller retter var. Jeg har på den hårde måde lært at man ikke kan lave sit job om, og at selv om folk ser ud som om de lytter så gør de det i virkeligheden sjældent.

Mit gode råd til sådan nogen som jeg var, er - find et andet job!

Der skal nok være nogen derude der kan bruge din viden og begejstring - find (eller dan) en brugergruppe, tag på kurser og konferencer, og mød derigennem andre med samme overbevisning - de kan næsten helt sikkert hjælpe dig et sted hen hvor din energi bliver værdsat.

Spild ikke din energi på folk der ikke vil laves om - men kom videre i teksten. [System X] behøver ikke at få verdensherredømme for at gøre dig glad - den behøver bare at kunne give dig et spændende job.

  • 0
  • 0
#8 Peter Nørregaard Blogger

Underligt at netop du, med et mål om at være "tankevækkende, underholdende og af og til provokerende"...

Arg, fordømte internet, husker da også alle ens gamle løfter. 2 (1?) ud af 3 tæller vel også?

Men nu var mit indlæg ikke rettet mod de af jer som bruger jeres tid til at være uenige med mig, men mod de (enkelte?) debattører som i den grad har malet sig selv op i et hjørne og er blevet ét med deres sag. Selvom deres sag fortjener opmærksomhed gider vi dem ikke og dermed lider også deres i øvrigt værdige sag en krank skæbne. Tænker jeg mon på nogle bestemte? Jep, men vil ikke nævne navne - blot de genkender sig selv er det et skridt i den rigtige retning.

Men, ok, det kan da være at de slet ikke ønsker at ændre noget ved deres udgydelser men blot promovere sig selv – det ville jo forklare et eller andet.

  • 0
  • 0
#9 Anonym

Hey, får lige en ide !

Hvorfor benytter V2 ikke den samlede 'thumbs up/down-score' til at afgøre om debatøren er fra Montana ?

Ved at udelukke brugere med negativ saldo vil debatten blive et rart og trygt sted hvor sarte sjæle undgår, at folk med langt skæg blander sig unødigt !

  • 0
  • 0
#10 Peter Nørregaard Blogger

Jeg kan følge dig, Kim. En gang var mit System X lig med XSL. Alt kunne håndteres med elegante XSL’er: En transformation (eller tre … fire) ville løse opgaven. Løsning for mig var ikke at skifte job men at skifte mening – eller blive klogere som jeg ser det: Nu kan ingen enkelt teknologi eller system bruges til alle slags formål – en noget svær mental øvelse for én der Tror :-)

Ellers er jeg enig – brug tiden fornuftigt hvor den giver mest glæde igen og skift job hvis det er det, der skal til.

  • 0
  • 0
#11 Anonym

Peter,

...gider vi dem ikke.....

..blot de genkender sig selv er det et skridt i den rigtige retning....

... men blot promovere sig selv...

Censur er også en mulighed !

  • 0
  • 0
#14 Henrik Sørensen
  • så er der eksempler på grænsetilfælde til den type Peter beskriver der fylder mig med respekt:

http://www.lasernet.dk/laserdisken.dk/html/dyn-html/retssag2.dna

Jeg har i næsten 4 år oplevet, hvordan dommerne i Retten i Aalborg og Vestre Landsret har dækket over sig selv, og en enkelt Højesteretsdommer har hjulpet til. Der er ingen tvivl om, at domstolene er enige om, at det er bedre at ofre Laserdisken end at indrømme en fejl.

Jeg er ikke i stand til at bedømme om han har retten på sin side når alt er gjort op, men hans vedholdenhed er respektindgydende, og hans udsagn bekymrende.

/Henrik

  • 0
  • 0
#15 Peter Nørregaard Blogger

Jacob, det er du forhåbentlig ikke - den harme teknologist er jo kendetegnet ved at blande så meget galde i sin argumentation at det han dømmer sig selv ude. Jeg håber da at folk gider at høre på dine indvendinger mod XML :-)

Ellers er mit motto nu [quote] everything in moderation, including moderation {/quote]

  • 0
  • 0
#16 Peter Nørregaard Blogger

Jacob, det er du forhåbentlig ikke - den harme teknologist er jo kendetegnet ved at blande så meget galde i sin argumentation at det han dømmer sig selv ude. Jeg håber da at folk gider at høre på dine indvendinger mod XML :-)

Ellers er mit motto nu

everything in moderation, including moderation

  • 0
  • 0
#18 Jacob Larsen

Så vi skal lave en rygklapper debat? Det lyder kedeligt, og vi vil givet vis tage fejl på indtil flere områder, bare fordi vi udelukker andre.

Jeg er heller ikke særlig glad for tanken. Folk har ofte en tendens til at rate indlæg efter deres eget standpunkt, så gode argumenter vil blive rated ned, hvis de ikke matcher flertallets mening.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere