Kan science fiction guide os i udviklingen af kunstig intelligens?

Som så mange andre teknologientusiaster er jeg dybt fascineret af science fiction. Science fiction er nemlig en legeplads for kreative tanker indenfor teknologi. Science fiction har fået os til at flirte med tanken om at teleportere mennesker fra overfladen af en planet og op i et rumskib, eksempelvis til lyden af den ikoniske vending ‘Beam me up, Scotty’.

Vi har også set dystopiske eksempler på, hvad der kan ske, hvis teknologien løber løbsk – f.eks. i George Orwell’s '1984' og Aldous Huxleys 'Brave New World', som begge indeholder noget, der dengang blev set som dystopiske omkalfatringer af vores samfund, men som nu er blevet accepteret som en del af vores hverdag.

Vi har Amazon, der lytter med hjemme i stuen og adlyder vores kommandoer, og telefoner, der låser sig op ved at genkende vores ansigter.

Science fiction inspirerer og problematiserer nye mulige teknologier, og indenfor kunstig intelligens er det essentielt, at vi gør begge dele, hvis vi som AI-virksomheder skal udvikle morgendagens kunstige intelligens.

Et eksempel på et problem, jeg stødte på i science fiction forekommer i de omdiskuterede Star Wars prequels.

I den første af de tre prequels, ‘Star Wars – The Phantom Menace', ser vi den unge Anakin Skywalker arbejde på sit hobbyprojekt, robotten C-3PO. På det stadie, vi møder C-3PO, virker den helt tilstedeværende mentalt, når den er tændt.

Vi kan se at C-3PO har øjne og ører, og vi må gå ud fra, at den er bygget til at se verden som et menneske, da den er lavet til at interagere med, hjælpe og forstå mennesker (og universets andre væsner).

Efter Anakin Skywalker forlader Tatooine for at forfølge en karriere som Jedi, ser han ikke sin robot, før han igen vender tilbage i ‘Star Wars – Attack of the Clones’ (nu som en voksen mand) for at redde sin mor, Shmi Skywalker, der er taget til fange af en gruppe Tuskan Raiders.

Der er mange spørgsmål, vi kan stille til, hvordan C-3PO virker, men spørgsmålet, jeg vil stille i dag, er: Da Anakin vender tilbage til Tatooine alle de år senere, hvordan kan C-3PO så genkende ham? ‘The maker! Master Ani, I knew you would return’.

Først og fremmest er klassifikationsproblemet i sig selv svært at løse, fordi vi må antage, at C-3PO har mødt rigtig mange mennesker i de mange år, der er gået, siden Anakin forlod Tatooine. Anakin fuldfører dog C-3PO’s præsentation af sig selv med ‘3PO', mængden er derfor begrænset til folk, den har introduceret sig selv til.

Mænds stemme har det dog med at gå i overgang, så det er nok ikke kun stemmegenkendelse, der ligger bag klassifikationen. Perioden, hvor C-3PO har set Anakin, har også været meget begrænset, for han var kun en lille dreng, da han var næsten færdig med robotten, og der må være en nedre grænse for, hvornår man kan påbegynde et robotteknologisk byggeprojekt – selv hvis ens karriere byder på spændende stillinger som Jedi, Sith og ‘galaksens fyrste’.

Det må også tænkes, at C-3PO har været slukket en stor del af den tid, den er blevet bygget, så mængden af træningsdata må derfor være begrænset.

På grund af de mange år, der er gået, har Anakin Skywalkers udseende også ændret sig markant (også hvis vi ser bort fra, at det er forskellige skuespillere, der spiller rollen). Så hvordan genkender C-3PO ham? Man kunne løse opgaven med ansigtsgenkendelse, som f.eks. at lave skin texture analysis med et neuralt netværk, men grundet den store mængde tid, der er gået, er dette nok ikke sandsynligt.

Hvis vi bliver i neurale netværk, så kunne det også være, at C-3PO har scannet Anakins iris på lang afstand, men ny forskning viser, at iris ændrer sig relativt meget selv på kort sigt, så dette er heller ikke sandsynligt.

Landmarks og position af disse i 2D eller 3D i ansigtet burde heller ikke virke, da han går igennem en stor vækstperiode, hvor knoglestrukturen i ansigtet ændrer sig og derfor flytter rundt på disse landmarks. Måske en ensemble af ovenstående teknologier kunne virke, hvis man sammenlignede med alle andre i C-3PO’s hukommelse.

Det rigtige svar får vi ikke, men mon ikke den bagvedliggende teknologi indeholder en ensemble af klassifikationsalgoritmer, der bygger på alle dens sanser, så både billedet, lugten (måske, hvis en sådan sensor er inkorporeret), og lyden bliver taget med i betragtning, f.eks. dialekten (tatooinesk-amerikansk-engelsk), han taler med, kunne mindske mængden af kandidater betydeligt, herfra kan det visuelle input udelukke mennesker med en anden hudfarve fra mulige kandidater samt alle andre væsen-typer.

Og hvor meget fortæller vores lugt egentlig om os?

Nok mere end vi tror, for som mennesker oplever vi verden igennem vores stærkeste sans, nemlig synet – en hund ser verden anderledes, så mit lille tankeeksperiment her slutter med problemstilligen, at vi som mennesker ikke må lade os snyde til at bruge de forkerte sensordata, bare fordi vores menneskelige intuition fortæller os, at det må være bedst.

Måske C-3PO har en sans, der gør klassifikationen meget nemmere, måske han kan genkende hans lugt eller sanse antallet af medichlorians, der flyder i ham.

Hvad tænker I?