I dette indlæg tager jeg et emne op, som jeg kommer til at vende tilbage til flere gange her på bloggen, nemlig spørgsmålet om, hvordan man som virksomhed juridisk set bør indrette sig, for at kunne udnytte data i videst muligt omfang – og måske endda forhindre konkurrenterne i at gøre det samme.
I dette indlæg starter vi dog med helikopterperspektivet, idet vi ser på årsagen til, at spørgsmålet om rettigheder til data for alvor er blevet aktuelt de senere år, og vi ser på den regulering, som pt. giver (eller ikke giver) svaret på, hvem der ”ejer” data.
Vi har i de senere år set indledningen til det man kan kalde ”slaget om dataene”: Jo større det forretningsmæssige potentiale i at udnytte data bliver, jo mere relevant bliver det at fastlægge, hvem der har hvilke rettigheder i forhold til udnyttelse af data. Og potentialet er meget stort:
Allerede i 2017 proklamerede en artikel i The Economist således følgende i overskriften på en artikel om ”the data economy”:
“The world’s most valuable resource is no longer oil, but data”
Og denne tendens ser ud til at fortsætte. EU-Komissionen offentliggjorde i februar i år en ”A European Strategy for Data”, hvori man estimerer, at værdien af dataøkonomien i EU vil inden 2025 vil stige til 829 milliarder euro.
Data har spillet en central rolle på B2C-markedet i adskillige år, men i senere år har vi også set et stigende fokus på B2B-markedet, herunder som følge af udbredelsen af IoT-løsninger i industrien. Og på et internationalt plan er vi også begyndt at se de store tech-giganter sagsøge hinanden og andre med påstande om uretmæssig udnyttelse af ”deres” data, fx via brug af teknologier såsom crawling og scraping.
Problemet er bare, at vores nuværende lovgivning ikke tager højde for kompleksiteten af de måder, hvorpå data skabes, udveksles og udnyttes i nutidens samfund. EU Kommissionen, som har udarbejdet mange af de gældende regler, fremhævede således allerede i 2014 usikkerheden forbundet med at fastlægge ”ejerskab” af data som en hindring for at opnå optimal udnyttelse af data på EU-plan. TechDK Kommissionen behandler også problemstillingen i deres første rapport:
”Vi har brug for et nyt vokabularium til at forstå dataejerskab og databrug. Vi har behov for forbedrede muligheder for at tage stilling til mellem, hvornår vi vil give vores data væk (som råstof, der kan bearbejdes og dermed skabe værdi), hvornår vi vil beholde dem (som privat ejendom), og hvornår vi vil skabe fælles muligheder for anvendelse (som fælles gode). Kort sagt: Forskellige data skal forstås og reguleres forskelligt”
Med andre ord: Vi har regler i dag, som regulerer forskellige former for immaterielle rettigheder, fx ophavsretten, men reglerne er utilstrækkelige i nutidens datadrevne samfund. EU har taget de første skridt på vejen mod en ny og mere moderne regulering af data, men de næste par må vi nok affinde os med, at det til tider er vanskeligt at fastlægge og afgrænse rettigheder til udnyttelse af data.
I mange tilfælde er udfordringen dog ikke, hvem der ”ejer” dataene, men nærmere om kontrollen over dataene udøves på en lovlig måde. ”Tech-giganternes fjende nr. 1”, Margrethe Vestager, har således i flere år haft fokus på at begrænse at tech-giganternes misbrug af deres enorme magt, og her er kontrollen over dataene en væsentlig faktor.
Eksempelvis har EU udstedt en bøde til Google (Google Shopping-sagen) samt igangsat en efterforskning af bl.a. Amazon for såkaldt selfpreferencing. Også de enkelte EU-landes konkurrencemyndigheder er begyndt at fokusere på detteområde, og der blev sidste år rejst en sag af de tyske konkurrencemyndigheder mod Facebook for misbrug af dominerende stilling.
Sagen er ekstra interessant at følge, da konkurrencemyndighederne også inddrager Facebooks ugennemsigtige udnyttelse af personoplysninger, og dermed reelt slører grænsen mellem konkurrenceretten og databeskyttelsesretten. En appelinstans gav tidligere på året Facebook medhold i, at konkurrencemyndighederne var gået for vidt i deres anvendelse af konkurrencereglerne på dette område, men så sent som i denne uge blev appelmyndighedens afgørelse omstødt af den tyske Højesteret.
Sagen er dog ikke endeligt afgjort, og det bliver derfor spændende at se om sagen ender med at bane vejen for at opfatte brugerdata som “ejet” af brugerne, og dermed begrænse tech-giganternes råderum for at udnytte dem.
Endelig ser vi også udenfor EU at konkurrencemyndighederne er begyndt at fokusere på data som en kritisk ressource, der ikke må misbruges af dominerende spillere på et givent marked, herunder ikke mindst i USA, hvor det, ikke overraskende, særligt er Facebook der er i myndighedernes søgelys.
Vestager og resten af EU-Kommissionen præsenterede som nævnt i februar 2020 en ny ”EU-stategi for data” (se ovenfor), der bl.a. fokuserer på vigtigheden af, at de store tech-giganter ikke bliver for magtfulde og dermed skader konkurrencen. Udover disse overordnede retspolitiske udmeldinger har vi også set konkrete tiltag på lovgivningsniveau, fx nye regler vedrørende online platforme (som f.eks. Amazon, Uber, AirBnB mv.) for at sikre, at de data disse store virksomheder har, ikke misbruges.
Der blev også sidste år vedtaget et nyt direktiv vedr. ophavsret (det såkaldte DSM-direktiv), der bl.a. indeholder en særlig undtagelse for ”tekst- og datamining”. Reglen udgør dog et meget lille hjørne af den samlede regulering af data og dataudnyttelse, så der er stadig lang vej igen, inden vi har bare nogenlunde juridisk klarhed på området.
Som det er fremgået ovenfor, tager de gældende regler ikke i tilstrækkelig grad højde for nutidens omfattende udnyttelse af data og den heraf følgende interesse i at sikre sig rettighederne til data. Det betyder dog ikke, at man ingen muligheder har for at sikre sig retten til data på nuværende tidspunkt. I senere indlæg vil jeg dykke ned i konkrete eksempler på, hvad man allerede i dag kan gøre for at stille sig selv bedst muligt i kampen om dataene.
Dette indlæg vil jeg dog afslutte med en lidt anden vinkel: Typisk vil det være virksomheders ledelse, der har fokus på de kommercielle fordele forbundet med udnyttelse af data, men for at høste disse fordele, er de dybt afhænge af dem, som rent faktisk kan hjælpe med at skabe, indsamle, strukturerer og udnytte data: IT-folkene.
Dette er også en af årsagerne til, at efterspørgslen efter IT-kompetencer, herunder ikke mindst dem med ekspertise i forskellige former for data-udnyttelse, er i ekstremt høj i disse år. Og i den før omtalte data-strategi fra EU forudses det, at behovet og dermed efterspørgslen vil blive ved med at stige:
”Overall, by 2025, the EU and the Member States should have halved the current gap of 1 million digital specialists, including by putting a focus on increasing the participation of women.”
Dette er jo ikke godt nyt for de virksomheder og ledere, som kæmper en kamp for at rekruttere dygtige folk og som følge heraf ofte ender med at overbyde hinanden på løn og andre frynsegoder. Men det er jo unægtelig godt nyt for de IT-folk, der kan se frem til fortsat at være den absolut mest ombejlede profession…
Det er min vurdering at det ikke er de klassiske it-folk der her tales om, men nærmere personer med titlen data scientist.
Data scientists er kendt ved at blande datasæt fra forskellige kilder og få et forædlet produkt ud at det.
Data scientists kan måske noget SQL og noget R osv.
Fra artiklen:
I mange tilfælde er udfordringen dog ikke, hvem der ”ejer” dataene, men nærmere om kontrollen over dataene udøves på en lovlig måde.
og
Sagen er dog ikke endeligt afgjort, og det bliver derfor spændende at se om sagen ender med at bane vejen for at opfatte brugerdata som “ejet” af brugerne, og dermed begrænse tech-giganternes råderum for at udnytte dem.
"Ejet" i anførselstegn. Ja, for en gang imellem virker det til, at vi almindelige mennesker ikke har flere rettigheder end den topbavian (1), som tog en selfie, nemlig ingen. Ikke engang når man selv holder kameraet, fordi ejeren af kameraet mener at billedet er hans. Fordi en bavian ikke kan have rettigheder. Og det lader til at synet på borger og brugere ikke er uligt synet på bavianer.
Det er i sandhed tilfældet, når undskyldningen er forskning, hvor man igennem initiativer, som f.eks. Trial Nation Denmark ser os borgere som forsøgsdyr, og hele samfundet som en stor petriskål. Og vi udskammes, hvis vi tillader os at stille spørgsmål, for det er jo uselviske forskere som agerer til menneskelighedens og vores eget bedste, og vil vi virkelig stå i vejen for kuren for cancer?
Men så kommer man forbi Zambachs blogpost fra i starten af maj, hvor Corona stadig var nyt, og hvor der var så meget brug for videnskab og videnskabeligt samarbejde:
I de dataprojekter, jeg har været en del af, har jeg oplevet, at data har haft status af noget,man skulle holde tæt ind til kroppen. Det var lig publikationer og bevillinger.
Men når man sidder midt i en pandemisk krise, kan man godt synes, at data måske burde være en smule mere gennemsigtigt, så der kunne komme nye indsigter. Men det har ikke stoppet folk.
Så meget for samfundssind. "Publikationer og bevillinger". Eller også står der af og til mere på spil, som det f.eks. påstås ifm. direktøren for SSI, nemlig ussel mammon og egen vinding; lad os se, hvor den sag ender, for indtil videre er der tale om påstande.
Det kan godt vore at data er guld, og især i forskning, men det virker til, at der er nogen der som Smaug, som har samlet andres guld til hobe og har fået ejerfornemmelser. BigTech er nok store-Smaug, men der er mange mini-Smaug rundt omkring.
Ad 1: Jeg lærte et nyt ord: https://da.wikipedia.org/wiki/Topbavian :-)
Hej Claus. Du har givetvis ret i, at for at kunne få det fulde ud af data i stor skala, så har man brug for data scientists. Men i min artikel, og for den sags skyld også i DK's og EU's strategier, bruges begrebet "data-udnyttelse" i meget bred forstand. Så fx. kan det være, at man for at få et så smidigt dataflow som muligt har brug for cloud-kompetencer, at produktionsvirksomheden i første række har brug for IoT kompetencer for overhovedet at skabe dataene, at programmører skal udvikle algoritmerne bag osv. Så når EU siger, at vi pt. mangler "1 million digital specialists", så tror jeg de mener IT-folk i bred forstand, i eller i hvert folk med digitale kompetencer.
...det oplagte er at: * smelte nøglen om * brænde alle billeder af den * overskrive alle medier som inholdt informationer om den mindst 5 gange med forsk. bitmønstre * glemme alt om at den eksisterede
...og leve i fred for overvågning / udspionering.
Desværre er mennesker tåbelige og mener generelt at bare fordi man kan så skal man også.
