Job til pensionister i Arbejdsskadestyrelsen

Det siges ellers, at det er svært at finde job, når man nærmer sig pensionsalderen. Men her er da et job, der er relevant. For Arbejdsskadestyrelsen søger en IT-person med kendskab til blandt andet DOS, WordPerfect og DDE-baseret kommunikation (Stillingsannonce).

Ok, overskriften er også ”ældre IT-arkitektur”. Det lyder rigtigt! MS-DOS åndede mere eller mindre ud i slutningen af 1990erne. WordPerfect produktet findes stadig, men det er vist WordPerfect version 5/6, som der anvendes, og det droppede vi også i 1990erne (jeg troede jeg var en af de sidste i 2000).

Jeg kan godt huske, at jeg hørte om problemerne hos Arbejdsmarkedsstyrelsen tilbage omkring årtusindeskiftet. Dengang var man bevidst om problemerne med det sagsbehandlingssystem, der baserede sig på en hård integration mellem Scanjour og en række andre teknologier som WordPerfect – samtidig med, at systemet kørte på en forældre hardware-platform.

Derfor var der også fokus på udvikling af en ny og mere standardiseret platform. Det resulterede senere i Proask projektet, der som bekendt gik helt galt. Og det blev skrottet, efter det havde kostet en bondegård eller ti. Eftersøgningen af de forældede kompetencer er derfor en direkte konsekvens af et fejlslagent projekt og udfordringen med fortsat at skulle leve med de gamle teknologier.

De nye medarbejdere skal derfor også ”medvirke til at sikre den stabile drift og vedligehold af styrelsens aldrende it-løsning”. En lettere underdrivelse i min optik.

Løsningen på problemerne bliver måske i virkeligheden den planlagte ”nedlæggelse” af Arbejdsskadestyrelsen og etablering af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under ATP. ATP er vant til at håndtere meget kompliceret løsninger, og mon ikke det bliver det endelige punktum for det nuværende, forældede system. Hvorfor man så lige nu ansætter personale til det nu, kan godt undre.

Fremtidssikring

Nu skal jeg ikke kloge mig på, hvorfor Proask gik i vasken – bortset fra, at det i sidste ende altid falder tilbage på dårlige ledelsesmæssige beslutninger. Men sagen peger på et andet, særdeles vigtigt aspekt: Kortsigtede og nemme løsninger versus langsigtede beslutninger.

Specielt i disse år, hvor økonomierne er pressede, er det godt at holde dette eksempel for øje, når man planlægger nye IT løsninger. Det var sikkert smart og økonomisk optimalt at designe et sagsbehandlingssystem med speciel integration mellem en række proprietære teknologier fra forskellige leverandører. Løsningen var ”state-of-the-art” – dengang! Fx kunne sagsbehandleren arbejde direkte med tekstbehandling og sende breve uden at gå ud af sagsbehandlingssystemet.

Men var løsningen fremtidssikret? Tydeligvis ikke. På trods af, at der i mange år har været snakket om standard-grænseflader, integrationsbus, løsningsarkitektur, SOA, Web-services o.lign. Dette ville sikkert have hjulpet på designet dengang.

I bund og grund handler det om at sikre uafhængighed. Uafhængighed af specifikke teknologier, leverandører og platforme – samtidig med at man udvikler sammenhængende og tidssvarende løsninger. Det er selvfølgelig nemmere skrevet her end udført ude i virkeligheden, men det handler om modet til nogle gange ikke at vælge det nemmeste og økonomisk billigste. Og sådan har det faktisk altid været med informationsteknologi.

Så med en omskrivning af et godt gammelt ordsprog: Lav de rigtige IT-løsninger i stedet for at lave IT-løsningerne rigtige.

Per Andersens billede
Per blogger om digital transformation - teknologi, forretning og ledelse.

Kommentarer (1)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer