Jeg er gået over til den mørke side

Mit seneste blogindlæg sluttede med sætningen: "Jeg påtager mig i hvert fald nødigt at finde en arbejdsmæssig "hylde" til folk uden evne til kritik af deres eget arbejde." Version2?s kvikke læsere havde naturligvis en del gode forslag - heriblandt "leder".

Det er da lidt sur læsning, når man nu lige har fået opgraderet sin titel til noget med "-chef". Det kunne da i det mindste være rart at bevare forestillingen om, at man tog nogle af sine dyder med til den nye rolle.

Kort fortalt består min arbejdsdag nu af mindre kode og flere e-mails. Det virker umiddelbart som en dårligt bytte. Men det er også sjovt i højere grad at være involveret i, hvem vi hyrer til teamet, og hvad virksomheden skal satse på fremover.

Jeg skal nok lige vænne mig til, at min dag er mindre forudsigelig end før. Som udvikler har man som regel en rimeligt god idé om, hvad dagen kommer til at gå med, når man møder på arbejde. Som leder er der en større grad af vilkårlighed; pludselig kommer der en mail eller en telefonopringning, som måske betyder, at man kan glemme alt om det, man havde forestillet sig at skulle lave, og i stede tager en ansøger ind til jobsamtale samme dag kl. 12 eller tage en mail og en kop kaffe med ind under armen til chefarkitekten og diskutere nye features til produktet.

Den gode nyhed er, at efter nogle år med tre mindre børn i huset skal der efterhånden mere end almindeligt mange afbydelser og ændrede planer til at hyle mig ud af den.

Og når der er et stille øjeblik, så checker jeg lige nogle bugfixes og småfeatures ind. Man skulle jo nødigt blive rusten.

Er du også gået over til "den mørke side"? Så del gerne dine erfaringer og oplevelser i kommentarfeltet nedenfor.

Kommentarer (24)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Anders Poulsen

Jeg har egentlig ikke noget imod chefer der også koder, men har endnu ikke mødt en person eller virksomhed, hvor det fungerer i længden. Kender til gengæld mange som har prøvet i begyndelsen, men må med tiden kapitulere og indse at ethvert tilvalg (chef-karrieren) nødvendigvis medfører fravalg(kode-nørderiet)! Det gør jo lidt ondt, når man nu kan lide at kode, men så må man lade være med at blive chef. Jeg var engang projektleder stand in 3 uger i sommerferien og det første råd jeg fik at planning-manageren var at jeg skulle hellige mig projektleder-rollen fuldstændigt, hvis det skulle fungere. Også selvom det kun var som ferie afløser. Og han havde ret.

  • 0
  • 0
#5 Kent Damgaard

Jeg kunne ikke undlade at trække lidt på smilebåndet over din udtalelse om at jobbet som leder giver mindre forudsigelighed end det som udvikler.

Jeg har prøvet begge dele, og som mellemleder var min dag meget forudsigelig "møder, møder og flere møder" - afbrudt af lidt email.

Til gengæld har jeg som udvikler i meget markedsdrevne (eller bare meget ustrukturerede) virksomheder oplevet at opgaver og prioriteter skiftede hver dag.

Jeg vil også tilslutte mig den med at ledere ikke skal kode. Jeg prøvede det selv i en periode, og hvis man er god til at kode, har man det med at lave nogen "nå men den del kan jeg lige lave når jeg er færdig med møderne" løfter som er svære at indfri.

Man er nødt til at lade de der er udviklere tage ansvaret for koden, og så bruge sin tid på at skabe bedre betingelser for dem.

  • 0
  • 0
#6 Anne-Sofie Nielsen

Tak for de mange gode kommentarer.

Jeg kan godt følge jeres pointe i, at man skal lade være med at sætte sig mellem to stole.

Når der er sagt, så har jeg nu indtil videre ikke tænkt mig at opsige min IntelliJ-licens; vi er ikke en større virksomhed end at der må være plads til, at man fylder evt. ledig tid ud med et par bugfixes hist og pist.

Og så håber jeg bare ikke, at I også vil sige, at jeg heller ikke må spille bordfoldbold efter frokost med udviklerne mere...

  • 0
  • 0
#8 Anders Poulsen

Jeg troede det stod på side 1 i ledelseshåndbogen at man ikke længere må spille bordfodbold, spise frokost eller i øvrigt omgås med sine tidligere kolleger unødigt? I hvert fald ikke hvis man har ambitioner om at stige yderligere i graderne. Det plejer da at gå sådan at den nye leder hurtigt udskifter hele sit tidligere faglige og sociale netværk med en masse andre ledere...

  • 0
  • 0
#9 Daniel Madsen

Jeg har haft 2 chefer der begge havde en fortid som udviklere og jeg ser det faktisk som en stor styrke at chefen også forstår de tekniske aspekter når man diskuterer en løsning. Jeg er enig i at chefen ikke bør sidde med hovedfunktionalitet, men jeg ser ikke noget problem i at chefen selv kan skrive noget kode til statistiske dataudtræk, laver nogle mindrer kritiske dele eller tager sig lidt af nogle bugfixes når tiden tillader det.

Kan godt være at man kan blive lidt rusten, men der skal alligevel meget til at man helt glemmer at cykle - specielt hvis man har gjort det hver dag i 10+ år, så det ser jeg ikke noget problem i.

Det kan godt fungere, sålænge chefen blot selv formår at begrænse sig :-)

  • 0
  • 0
#12 Morten Kromberg

Pjat - selvfølgelig skal man blive ved med at kode, for at holde sig up-to-date og "i god form". Men man skal IKKE ha' driftsansvar for for kode som er i produktion, eller være underlagt deadlines, som kan gå ud over ledelsesarbejdet.

Hvis man ikke kan ikke kan håndtere de konflikter, som kommer heraf, så skulle man måske ikke... never mind.

  • 0
  • 0
#13 Allan Ebdrup Blogger

Når der er sagt, så har jeg nu indtil videre ikke tænkt mig at opsige min IntelliJ-licens; vi er ikke en større virksomhed end at der må være plads til, at man fylder evt. ledig tid ud med et par bugfixes hist og pist.

Det må du gøre i din fritid, så kan du også selv bestemme hvad du vil kode, det er sjovere :-) Det dur ikke med en udførende chef, du er leder nu. Led! :-)

Og så håber jeg bare ikke, at I også vil sige, at jeg heller ikke må spille bordfoldbold efter frokost med udviklerne mere...

Nej tværtimod, gør det i stedet for at kode. :-)

  • 0
  • 0
#14 Kent Damgaard

Bordfodbold - det kommer an på hvad i lavede ved bordfodbolden tidligere inden du blev chef. Hvis det bare var bordfodbold for dens egen skyld så fortsæt.

Men hvis det også var der man lukkede damp ud, brokkede sig lidt, hang lidt for længe de dage man var ugidelig osv., så er det lidt mere tvetydigt. En leder der kan blokere for at folk lufter deres frustrationer, og det kan være svært at bede folk om at stramme op og komme tilbage til arbejde når man selv er en del af bordfodbolden.

Men det hænger meget sammen med hvilken kultur der er i virksomheden og hvordan man selv har det med at skulle skifte mellem den sociale og den mere autoritetsbaserede rolle.

  • 0
  • 0
#15 Lasse Hillerøe Petersen

Nøgleordet i min kommentar var "overudviklet". Det er klart at en veludviklet selvkritisk sans er nyttig, ligefrem nødvendig. (Og også for ledere, hvis du spørger mig - en leder der tror han eller hun altid har ret vil jeg mene er katastrofalt.) Spørgsmålet gik på hvad man gør hvis evnen tager overhånd, og man fx helst "skriver" kode med delete-tasten.

  • 0
  • 0
#16 Anonym

Nu har du tydeligvis ikke prøvet dette 'metiér' før, og tror formentlig du skal være 'slavepisker'.

Hvis du indtager den holdning, er du dømt til fiasko.

Du(I) kan få et godt råd fra en 'old timer' - kør aftalebaseret ledelse.

Det har jeg selv brugt, inspireret af ikke uanseelige virksomheder, og det dúr squ.

Jeg lavede f.eks. aftaler med mine medarbejdere om et givet projekt, og han/hun kunne selv kvalificere hvornår det blev færdigt.

Hvis man sagde (og aftalte) fredag i næste uge, så ragede det mig rent ud sagt 17.000 kanonsk*der hvad den pågældende medarbejder lavede i perioden. Nu snakker du bordfodbold, men det kunne ligeså godt være computerspil.

MEN - hvis projektet ikke var færdigt til den aftalte tid, så faldt der brænde ned.

For en god ordens skyld er jeg selv 'lidt hardcore' udvikler, så derfor kunne man ikke forsøge urealistiske aftaler.

Dog skal man huske: "Du må aldrig forpligte folk ud over deres egne evner".

  • 0
  • 0
#17 Anne-Sofie Nielsen

Nu har du tydeligvis ikke prøvet dette 'metiér' før, og tror formentlig du skal være 'slavepisker'

Nu ved jeg ikke, om "du" referer til mig, der har skrevet blogindlægget, eller en af de øvrige debattører.

Men for mit vedkommende har jeg svært ved at forestille mig, at de dygtige og selvstændigt tænkende udviklere, jeg hidtil har været kollega med, pludselig skulle få brug for en slavepisker bare fordi det er mig, der har fået chefkasketten på...

  • 0
  • 0
#18 Ole Wolf

Når jeg underviser projektledere, plejer jeg at nævne to ting omkring det at kode og det at have teknisk indsigt:

  1. Alt andet lige, så er ens evne til at kode sammenhængende med den tid, man bruger på det. Hvis man koder mindre end det øvrige team, bliver ens udviklerevner hurtigt "rustne". Dermed bliver man til den person i team'et, der først bør trækkes væk fra computeren. Og mens man koder, har projektet ikke nogen projektledelse. Det er en lose-lose situation.

  2. Man er leder for en række eksperter, hvis job det er at have den største indsigt. Det kan ikke passe, at man på en gang skal være deres leder og samtidig gøre deres arbejde. Som tommelfingerregel plejer jeg at sige, at man skal have lige netop den mængde tekniske indsigt, der sætter en i stand til at stille spørgsmål, der får udviklerne til at svare: "Det ved jeg ikke lige... lad mig undersøge det".

  • 0
  • 0
#19 Anne-Sofie Nielsen

Jeg faldt i øvrigt over nogle interessante bøger på biblioteket i går, bl.a. en forholdsvis ny bog fra DJØF's forlag: "Fra kollega til leder", samt et par gamle klassikere: "Good to Great" og "The Dilbert Principle".

Hvis der er andre, der har boganbefalinger, modtages de gerne.

  • 0
  • 0
#22 Slet Mig nu

Det kræver sin MK at blive leder. Ud over standard redskaber som budgetplanlægning og generel financiel opfølgning så er der også en del på den bløde side som du nu skal til at lære. Med mindre at du er helt fantastisk vidunderlig til at udføre din nye opgave, så giv dig tid til at lære opgaven. Det værste man kan gøre er at tro/signalere at ledelse er nået man lige kan gøre med den svage arm. Jeg har set mange som mistede deres specialist og ledelseskarriere på den front.

Med hensyn til bog så jeg har fundet meget inspiration i bogen kaldet Kære Irma. For mig repræsenterer et godt ledelsessyn.

  • 0
  • 0
#23 Torben Frandsen

Hvis der er andre, der har boganbefalinger, modtages de gerne.

Det er efterhånden længe siden, jeg læste The Dilbert Principle, men jeg husker den ikke som andet end et morsomt indslag med nogle gode pointer. Ikke som noget, der bragte mig synderligt videre i min personlige udvikling. Good to Great er derimod ikke blevet en klassiker uden grund.

The 21 Irrefutable Laws of Leadership og Peopleware har jeg været meget glad for. Hvis du kan tåle en lille dosis behaviorisme, er The One Minute Manager ikke uinteressant. Men jeg kan spare din tid og give dig hele bogen i en enkelt sætning: Lad være med at overtage andre folks problemer.

  • 0
  • 0
#24 Thomas Søndergaard

Jeg har virkeligt dårlige erfaringer med folk der både er chefer og koder. Du bliver nødt til at vælge det ene eller det andet. Bare et godt råd.

Det er nemt at læse dit indlæg som en anbefaling for at den nye udviklingschef skal lægge afstand til koden, og det synes jeg er meget forkert. Omvendt er jeg enig i at det kræver meget fokus at skrive god kode, og det er selvfølgelig ikke sådan en god udviklingschef skal bruge al sin tid. Men, hvad med at læse kode?

Med et system som bonsai (fra mozilla) eller FishEye (fra Atlassian) er det nemt at holde sig up-to-date med hvad der bliver tjekket ind.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere