bloghoved sidsel jensen

Jagten på den gode VR oplevelse

Når det nu for tiden føles, som om dele af tech-verdenen er ved at gå op i limningen er det jo super-fantastisk med en god lang påskeferie, hvor man kommer heeeeelt ned i gear. Sidste år anskaffede vi os et Sony Playstation Virtual Reality (PSVR) headset (man er vel en sucker for nye gadgets) og siden da er jagten gået efter de fedeste, sjoveste og flotteste VR spil.

Et godt sted at starte er PSVR Worlds som følger med, når man køber sit VR headset, hvor der er en række småspil, som ikke er meget mere end demoer, men de giver alligevel et godt indtryk af VR headsettet og hvordan det fungerer sammen med kameraet og move-controllerne. Bruger man briller til daglig - så er det mit indtryk at PSVR headsettet er et af de eneste VR headsets, hvor du uden problemer kan have brillerne på indenunder headsettet. Er man vant til at spille på et 4K fjernsyn kan man godt blive lidt skuffet over opløsningen inde i headsettet - men det bliver til fulde opvejet af 360 graders spil-oplevelsen.

De tre største problemer, som vi har oplevet har været placeringen af kameraet når man skifter mellem, at det er et barn og en voksen der spiller, at sørge for at der ikke kommer for meget baggrundslys ind når man spiller, så kameraet nemmere kan detektere move-controllerne og så den ret irriterende ledning til VR headsettet, som ofte kommer i vejen. Det kan også betale sig, at lave en “sikkerhedsradius” rundt om den der spiller, så man ikke pludselig kommer i krambolage med sofa-bordet eller en person, som går ind foran spilleren, men som spilleren jo ikke kan se inde i spillet når man har VR headsettet på. Er man til sinds til at let blive søsyg eller køresyg så pas lidt på når du spiller VR - f.eks. måtte jeg opgive rumspillet EVE Valkyrie, da jeg simpelthen blev for utilpas af at spille det. Nogen spil har også stadig problemer med kalibereringen, så man i løbet af spillet “driver” til en side - det er ret ødelæggende for gameplayet.

Vores nuværende VR top 3 lyder:

  • Job Simulator
  • Superhot
  • Moss

Job Simulator - på trods af at spillet grafisk mest ligner noget fra en anden tidsalder, er spillet alligevel hylende sjovt. Man er det eneste menneske i en robotverden og man skal vælge imellem 4 forskellige jobtyper - som man kan prøve i job simulatoren. Her skal man f.eks. være kok i en typisk amerikansk dinner, hvor man laver og serverer forskellige madordrer til robotterne. Eller man skal være mekaniker og reparere biler, eller man skal være kontormus og fotokopiere i en uendelighed eller man kan stå i en kiosk (store clerk). Som et spil, der viser hvad man kan med sit VR headset, er det ret sjovt og der går hurtigt en sport i at finde på mærkelige ting - man kan f.eks. sagtens kaste CD’er efter kunderne, eller “glemme” at sætte låget på blenderen, eller fotokopiere sig selv, så man får hjerner ud - eller gå til “infinite overtime”. Spillet er sjovt både for den der spiller og dem der kigger på - og det er sjovt for både børn og voksne, fordi der tænkt i, at man IKKE skal gøre det man bliver bedt om. Så vidt jeg kan se komme der en opfølger i år - nemlig Vacation Simulator.

Superhot - prøvede vi første gang til ESL Pro League Finals i Odense i December - og teenageren (ældste yngel) var fuldstændigt solgt med det samme. Spillet går i sin enkelthed ud på, at du skal slå dine modstandere ihjel, men med den finte, at tiden kun bevæger sig, når du gør det, så hvis du bevæger dig langsomt, reagerer spillet også i slow motion. Selve spillet er en mærkelig pylogon-verden i hvid, sort og rød - så det blot ligner et avanceret mockup. Det lyder måske mærkeligt men spillet bliver hurtigt Neo fra Matrix bullettime på steorider og istedet for blot at være et skydespil bliver det et tænkespil, hvor man skal ramme sine modstandere præcist og når det lykkes ligner man en totalt badass.

Moss - er et spil i eventyr-puzzle genren. Man skal hjælpe den supernuttede lille mus Quill med at redde hendes gamle onkel, som er blevet fanget. Spillet starter meget simpelt og det er ca. 50/50 kamp og puzzles, men det bliver hurtigt mere kompliceret, når man både skal slås mod mange modstanderer på en gang og navigere i de forskellige udfordringer, men 3D oplevelsen i VR headsettet er virkelig fantastisk. Det er et spil, som er godt at spille børn og voksne sammen, så man kan hjælpe hinanden med at finde de forskellige udveje, der ikke altid er helt oplagte. Hvis man godt kan lide Zelda er Moss helt sikkert et spil man vil synes om. Spillet er relativt kort - men kan ikke desto mindre anbefales hvis man har børn omkring 8-10 år.

Jeg synes personligt, at der indtil nu har været MEGET langt imellem de rigtig gode PSVR spil, men det ser ud som om at spilfirmaerne endelig har fået øjnene op for mulighederne og at der nu så småt begynder at komme flere spændende spil i løbet af 2018. Space Pirate Trainer, som jeg prøvede for nyligt til et event, er f.eks. ret sjovt, men har indtil videre kun været releaset til HTC Vive og Occolus Rift. Jeg håber virkeligt, at det kommer til PSVR i en ikke alt for fjern fremtid. ARK Park, der lige er udkommet her i Marts, som er baseret på spillet ARK: Survival Evolved ser også ret flot ud - på den der Jurassic Park-om-lidt-bliver-du-ædt-agtige måde. Er du en af dem der elsker et godt gys - så er Resident Evil 7: Kitchen sikkert lige dig - selvom mange flår headsettet af, fordi det simpelthen er FOR uhyggeligt!

Kommende spil i 2018 som virker intressante:

  • Beat Saber
  • Star Child
  • Fallout 4 VR
  • Anthem

Beat Saber - Hvis du var til gode gamle Guitar Hero og samtidig er Star Wars fan, så er Beat Saber svaret på dine bønner! Dine controllere bliver lavet om til lyssværd, som fungerer som “trommestikker”, hvor man skal ramme forskellige blokke i tempo og den rigtige retning. Det lyder corny, men det ser umiddelbart mega fedt ud.

Star Child - Ud fra traileren lader det til at være et “rum-platforms-puzzle-solving”-spil med nogen meget store nasty kryb som forsøger at stoppe en undervejs. Man får lidt samme fornemmelse som fra Limbo og så alligevel ikke. Grafikken er flot.

Fallout 4 VR - Jeg er absolut ikke den store fan af skydespil - men er man til den slags, ser Fallout 4 VR ud til at være virkeligt flot og pænt creepy på en og samme tid. Alternativt Team Bravo eller Alvo, der begge minder meget om en CS:GO variant.

Bioware’s Anthem - ser sindsygt fedt ud - hvis man er fan af, at rende rundt iført et exoskelet og med jetpack…og hvem er ikke det? - Problemet er bare at Bioware er ejet af EA og EA har endnu en gang formået at sætte tommeskruer på et af sine datterselskaber. Vi så det med hele balladen omkring Star Wars Battlefront II og deres frustererende latterlige micro-transaction model, der kun blev "løst" fordi gamerne boycottede EA og micro-transactions er kun "temporært" slået fra...Er jeg den eneste der sidder tilbage og tænker på selskabet IOI fra Ready Player One?…Personligt krydser jeg fingre for, at Bioware får lov til at lave spillet på deres måde - men det er tvivlsomt, da de er økonomisk presset. Har man spillet Bioware’s gamle Mass Effect spil er det svært ikke at være lidt hypet over Anthem.

Alt i alt er der nogen gode spil på vej til PSVR - men der er bare nogen helt bestemte spil, som jeg HELT VILDT gerne så i VR versioner. Myst folkene har i mange år lavet nogen flotte spil og deres nyeste spil Obduction er faktisk designet til at blive brugt med VR - et vildt flot puzzle-spil i vanlig Myst stil, med timevis af svære udfordringer (gæt hvad juleferien blev brugt på). Horizon Zero Dawn var DET MEST fantastiske spil i 2017, med en virkelig god sammenhængende historie og en afsindig flot grafik og gameplay - tænk at spille det i en VR udgave mindblown ! Det er helt tydeligt at en række andre spil efterfølgende er blevet inspireret af Horizon’s robotter. Det har i hvertfald oppet baren for hvad man forventer af et spil. Et andet af mine yndlingsspil er (Drakes) Uncharted-serien , som i mange år har været showcase for hvad man kan presse PS grafikken til - hvilket er grunden til at jeg underer mig over, at det endnu ikke er releaset i en VR version? Bevares det kan spilles/ses i Cinematic-view i VR…men du får slet ikke den der rigtige VR fornemmelse. En anden spil-serie er Assassins Creed. Forestil dig at spille det i VR og tage et “leap of faith”. Det kunne være så sindsygt flot! Der har været nogle showcase videoer med Assassins Creed Origins til HTC Vive, så det kan jo være at Ubisoft pt. overvejer.

Skal du bruge din påske på et nyt VR spil? I såfald hvad er dit yndlingsspil og hvilket spil så du gerne i en VR udgave?

God påske til jer derude

Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere