Du kender sikkert myten om "den fødte iværksætter" - at altid have vidst at man skulle have sin egen biks. De tidlige tegn fra barndommen, eksemplerne på risiko-tagning og for nogen de mange tidligere forsøg på at starte noget op. Den slags historier kan skræmme dem der ikke har den historik at henvise til - dem der sent i livet finder ud af at de gerne vil være iværksættere, eller dem der bare ikke er så skråsikre. Mit budskab er at iværksætter-ånd kan læres. Der findes ikke et specielt iværksætter-gen... eller måske gør der, men så er det ikke den eneste måde at være iværksætter på. Man kan også være iværksætter med livrem og seler - i hvert fald indtil man har fundet modet til at undvære selerne.

På mange måder minder det at rejse meget om det at være iværksætter. Når man rejser gennem længere tid, er man nød til at lægge frygten for det ukendte på hylden - det er et faktum at man farer vild, begår fejl, udforsker nyt land og skal håndtere uventede situationer. Når man rejser, udvider man automatisk sin værktøjskasse med værktøjer til at komme tilbage til planen. Et af værktøjerne er at blive vant til frygten - den transformerer sig til mildt ubehag i stedet for frygt. Man går i problemløsnings-mode i stedet for i stå.

Sådan kan det også føles at være it-iværksætter. Der er meget at være frygtsom overfor - kunder kan være urimelige, aftaler kan gå i vasken, man kan komme til at love noget man ikke kan holde, vilkårene ændrer sig og verden går videre. Så er det med at have værktøjskassen i orden for at håndtere det ukendte. Det handler mindst lige så meget at håndtere sig selv som det handler om at håndtere problemerne, så man stadig kan få en god nattesøvn og ikke føler konstant ubehag, når man står overfor det ukendte. Det handler om at kunne håndtere og minimere det spild der er. Se fremad og ikke hænge fast i de missede muligheder.

Det lå bestemt ikke i kortene at jeg skulle være iværksætter og typen der rejser. Det er noget jeg har lært undervejs. For 15 år siden tog min kæreste (nu min mand) og jeg på køretur gennem Tyskland, og vi måtte vende om ved Hamborg efter bare et par dage afsted. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at jeg ikke kunne sproget, at jeg ikke vidste hvad der lå omkring næste hjørne og ikke var tryg ved hastigheden på motorvejen. Jeg var angst over ikke at kende protokollen - tænk hvis nogen af de fremmede følte sig trådt over tæerne. Jeg turde ikke bede om hjælp, fordi jeg var bange for at stille dumme spørgsmål på ikke-grammatisk-korrekt tysk. Min mand fik sig nogle gode grin over min irrationelle angst, men tog også konsekvensen og afbrød vores ferie, fordi jeg tydeligvis ikke kunne nyde den. Der er heldigvis sket meget siden.

Da jeg for 3 år siden sagde jobbet og lejligheden op og tog ud at rejse havde jeg forandret mig meget, men der var stadig en lille nagende angst for, hvad fremtiden bragte. Vi skulle jo stadig have mad på bordet og nu var indtægterne pludselig usikre. Heldigvis havde vi en opsparing og måden jeg håndterede min angst denne gang, blev en fredet bankkonto, som indeholdt det beløb vi skulle bruge for at rejse uventet hjem, betale indskud i en lejlighed og leve i 6 måneder uden indtægt. En fuld financiering af Plan B. Heldigvis fik vi aldrig brug for de penge, men følelsen af sikkerhed undervejs har været uvurderlig. I dag er følelsen af at have brug for sikkerheden erstattet af en følelse af at jeg kan håndtere situationerne, når de opstår - det er noget af det vigtigste jeg har lært af at rejse og et af de vigtigste værktøjer i min iværksætter-værktøjskasse.

Målet for mig er nu at lære at nyde at fare vild. At nyde at fejlen er begået og at jeg kan lære noget nyt af det - ikke fejre fejlen, men være lige så veltilpas i en fejlsituation som i det planlagte. Jeg er der ikke endnu, men jeg ved det kunne gøre mig til en bedre iværksætter.