georg strøm bloghoved

IT-kulturen ligner et primitivt samfund

IT-kulturen kan minde om en primitiv stamme, hvor deltagerne forventer at en mand deler sit jagtbytte med hele stammen, selv om han i dag har mulighed for at sælge det og tjene penge. Den kollektive ejendomsret er et levn fra dengang da IT-kulturen var lille, og kun kunne overleve hvis man frit delte viden og andre ressourcer.

Den kollektive ejendomsret har ført til open source eller fri software bevægelsen, hvor et stort antal personer udvikler software som de gratis stiller til rådighed for andre. Det er ikke et fænomen man ser indenfor andre brancher. Indenfor kunst, forskning og andre tekniske områder dominerer den individuelle ' eller et firmas ' ejendomsret til resultaterne. Der er ikke så mange som vil forære deres resultater væk, at man seriøst diskuterer om de gratis produkter er bedre end dem man ellers betaler dyrt for.

Kollektiv ejendomsret

Det giver konflikter når den kollektive og den private ejendomsret støder sammen, især i de situationer hvor IT-kulturen kræver at en person giver afkald på sin individuelle ret i forhold til kollektivet.

En aktuel konflikt er den om domænenavnet orango.dk. Ifølge IT-kulturen er det naturligt at en ressource som et domænenavn overdrages til en anden, hvis ejeren ikke har særlig brug for den. Omvendt er et domænenavn et gode som kan gøres i penge og det omgivende samfund har skrevet i Grundloven at en person kun kan blive frataget sådan et gode på grund af væsentlige samfundsinteresser og mod en passende kombination.

En anden konflikt handler om ophavsret. I det omgivende samfund har det været accepteret, at kunstnere og firmaer ejer resultaterne af deres arbejde og skal have betaling af dem der bruger dem, mens den kollektive kultur principielt mener at al viden skal deles og være frit tilgængelig for alle.

Beskyttelse mod den enkelte

Indenfor IT-kulturen accepterer man at den enkelte skal underordne sig IT maskineriet, som om mennesker ikke har nogen chance for at kontrollere det. Det var forståeligt i en pionertid, hvor brugen af IT ikke var så udbredt, og hvor det var en præstation bare at få et eller andet til at fungere.

Derfor er det accepteret at IT leverandører fraskriver sig ansvaret for fejl og ulykker, selvom man i det omgivende samfund har regler for produktansvar. Det er accepteret når et firma fortæller, at betalingen er forsinket på grund af problemer med deres IT, og det bliver nærmest betragtet som hændelige uheld når en del af det offentlige ved en fejltagelse offentliggør private oplysninger.

Det svarer til normerne i et primitivt samfund, hvor tilværelsen er så usikker, at man er nødt til at beskytte kollektivet for at sikre dets overlevelse, og hvor det alligevel er umuligt at give den enkelte den sikkerhed, som vi tager for givet.


****Kommer der en lovliggørelse

Det er muligt at IT-kulturen ændrer sig, men det er også muligt at vi har det værste til gode. Nogen konflikter om IT projekter og kontrakter kan skyldes forskelle mellem IT-kulturens og det omgivende samfunds værdier, og udfordringerne bliver næppe mindre i fremtiden.

Online rollespil var oprindelig en leg for nogle få amatører, hvor lovgivning og ejendomsret ikke var så væsentlige. Nu har vi spil med en omsætning som svarer til et mindre lands nationalprodukt, produktion, opsparede formuer og handel med det omgivende samfund, men ingen regler som sikrer den enkeltes værdier og ejendomsret.

Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Yoel Pedersen

Man kan godt dele sin software med andre uden at miste noget selv. Det samme gælder film, musik, dokumenter, og - vigtigst af alt, viden.

Derfor kan man ikke sammenligne Open Source-miljøet med producenter at håndgribelige, ikke-kopierbare varer - jeg kan jo ikke forære mit TV til min nabo og stadig forvente, at det hænger på min væg når jeg skal bruge det.

orango.dk-sagen er sammen med sagen om eof.dk et glimrende eksempel på, hvad der sker, når man forsøger at "lovliggøre" et område, der ellers i årevis har fungeret fint uden regulering. Modsat open source software, kan man ikke overdrage sit domæne til gud og hver mand, og stadig anvende det selv - det er, ligesom en fysisk vare, en udelelig størrelse.

Det er således helt modsat OS-miljøets ånd, at et firmas behov automatisk anses for vigtigere end en privatpersons ditto, og det er problematisk, at man som privatperson skal gå i retten (med eksploderende advokatudgifter som væsentlig risiko) for at få sit domæne tilbage - det burde være omvendt, så den, der ønsker at fravriste en person et lovligt registreret domæne, er nødt til at gå rettens vej.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Den kollektive ejendomsret har ført til open source eller fri software bevægelsen, hvor et stort antal personer udvikler software som de gratis stiller til rådighed for andre. Det er ikke et fænomen man ser indenfor andre brancher.

Georg,

Du roder rundt i tingene og blander årsager og virkninger vilkårligt.

F.eks:

Open Source kulturen kommer fra det akademiske miljø, hvor åbenhed er normen.

At det kunne transplanteres til det normalt lukkede erhvervsliv skyldtes alene de helt urimeligt lukkede og arrogante betingelser som leverandørene i IT og særligt SW branchen forlangte (Se også: Oracle Licenser).

Derfor ser man netop den kollektive indsats i softwarebranchen.

Parallelen til andelsbevægelsen som modstykke til herregårdsmejerier og andre rigmansmonopoler bør du studere nærmere.

Mht til Orango.dk, er det netop Open Source bevægelsens folk der argumenterer for at navnet ikke kan overføres, og dem med det af grundloven afledte mandat, der har overdraget det.

MAO: Fortegnsfejl igen...

Poul-Henning

  • 0
  • 0
NA NA

Jeg har lige været en tur hos købmanden øv det var en dårlig oplevelse.

Manden var totalt arrogant og insisterede på at jeg skulle betale for mine varer og ville ikke høre på mine argumenter om at det er uhæderligt at tjene penge på madvarer og at han i stedet skulle forære maden væk og tjene penge på sundhedsråd.

Jeg blev smidt ud at butikken mens jeg højt råbte FOOD WANTS TO BE FREE

  • 0
  • 0
Søren Bramer

Jeg har lige været en tur hos købmanden øv det var en dårlig oplevelse.

Manden var totalt arrogant og insisterede på at jeg skulle betale for mine varer og ville ikke høre på mine argumenter om at det er uhæderligt at tjene penge på madvarer og at han i stedet skulle forære maden væk og tjene penge på sundhedsråd.

Jeg blev smidt ud at butikken mens jeg højt råbte FOOD WANTS TO BE FREE

Du laver sjov, ikke?

  • 0
  • 0
Birger Nielsen

Det er vel reelt nok at påpege, at der er forskel på hvordan den intellektuelle ejendomsret opfattes forskelligt.

Og når PHK skriver "Open Source kulturen kommer fra det akademiske miljø, hvor åbenhed er normen" så tænker jeg på, hvad som efterhånden ikke er udledt af det akademiske miljø. Forskere og andre højtuddannede akademikere i fx medicinalindustrien deler vist ikke mange af deres resultater med kollegaerne, så jeg er lidt i tvivl om hvad han maner :)

Derudover er der ikke meget som idag ikke kan kopieres, ulovlige kopier af ure, tasker, fjernsyn mv. Den intellektuelle ejendomsret til tekniske landvindinger bliver i så fald overtrådt.

Men OS må imo grundlæggende opfattes som noget der gøres frivilligt og så har jeg lidt svært ved at se sammenlignelsen med det primitive samfund.

  • 0
  • 0
Jens Madsen

Man kan godt dele sin software med andre uden at miste noget selv. Det samme gælder film, musik, dokumenter, og - vigtigst af alt, viden.

I nogle tilfælde får man fordele ved det, fordi man også får noget fra andre. Skulle man betale, havde man måske ikke fået det.

Derfor kan man ikke sammenligne Open Source-miljøet med producenter at håndgribelige, ikke-kopierbare varer - jeg kan jo ikke forære mit TV til min nabo og stadig forvente, at det hænger på min væg når jeg skal bruge det.

Nu er jo langt de fleste varer mulige at kopiere. TV appartet, kan kopieres for ganske få kroner. Det er korrekt, at det koster lidt - men det er meget lidt i forhold til prisen. Vi kan sammenligne det med software, der ligger på en floppy. Et TV apparat, koster som en floppy, resten er udvikling og robotter - altså ikke noget apparatet koster "per styk". Dermed er det omtrent ligeså kopierbart og billigt at kopiere som software.

Der er den væsentlige forskel, at du ikke selv kan kopiere et TV apparat - det kan du ved software. Dette er hele årsagen til, at software foretrækker at være fri, meddens TV apparater må koste dyrt.

Ligesom Sune Trane, går jeg også lidt ind for fidusen med at mad ønsker at være fri. Imidlertid, er mad faktisk en af de store problemer, fordi det kræver plads på jorden at producere dem, og at plads er en manglende resource. Derfor er fornuftigt, at have en eller anden form for restriktion. Næsten ligegyldigt hvilken vi vælger, så kan vi meget nemt risikere at vores restriktion medfører sult. For produceres ikke mad nok, grundet jordens begrænsede produktionsevne, og er der for mange mennesker, så må nogle jo sulte. Det er så spørgsmålet, om man skal søge at styre dette, ved hjælp af børnebegrænsninger som i Kina, eller om man bare skal lade folk sulte. I Danmark, har vi ikke haft nogen befolkningsstigning i mange år, og de fleste danske familier (ihvertfald i min), falder børneantallet i forhold til generationen. Den forige generation, havde dobbelt så mange børn, medens de nye, kun har børn ca. halvdelen. Så reelt set, burde være mad nok i Danmark.

Et typisk produkt, kan du opdele i faste omkostninger, og løbende omkostninger. Kun de løbende omkostninger, vedrører produktets pris. De faste, fordeles så ud over det forventede antal produkter. Ofte sættes prisen højt i starten, således de faste omkostninger kommer ind, og herefter kan produktet sælges tæt til de løbende omkostningers pris.

De faste omkostninger, har en vis lighed med software, da disse ikke er bundet til produktet. Og investeringer i faste omkostninger - såsom udvikling - kan ofte bruges til andre produkter. Idag er det ofte sådant, at man for at gøre produkterne så billigt som muligt, sparer på de faste omkostninger, såsom forskning og udvikling. Dette medfører dårlige produkter, dårlig sikkerhed, ofte dårlig miljøvenlighed, og i nogle tilfælde er de løbende omkostninger for produktet endog større, end hvis der havde været brugt masser af forskning og udviklingsresourcer. Forskning og udviklingsresourcerne, vil tilmed være en samfundsgevindst, hvis de gives til samfundet og bruges til andre produkter. De bør faktisk - ligesom software - være gratis og deles.

Et eksempel herpå er sikkerhed. Sammenligner du prisen på et usikkert og et sikkert produkt, så vil det sikre produkt, ofte være mange gange dyere. Årsagen er større udviklingsomkostninger. De er sparet væk, og resultatet er at hele samfundet bygger på usikre produkter. Det er umuligt at opdrive noget sikkert. Vil vi lave noget sikkert, skal vi skrue tiden 20 år tilbage, og starte forfra, fordi det aldrigt er udviklet. Man har i stedet valgt at bygge videre på dårlige og usikre produkter, og opnået lavere og lavere sikkerhed efterhånden som tiden går. Med jævne mellemrum søges sikkerheden øget lidt, ved at "lappe lidt", og se om man kan lave noget lapning der øger sikkerheden en smule, uden man skal begå hele hirakiet om.

Havde alt været sikkert fra starten, så vil det være nemmere at gøre sikkert. Sådan er det ikke kun med sikkerhed - men med alt. Lidt større resourcer brugt til forskning i starten, er en investering for fremtiden, og medfører ofte såvel større sikkerhed, som bedre miljøvenlighed, og mange andre fordele. Forskning er det som udvikler fordelene. Og ofte er en fordel, at vente lidt med masseproduktion, til man faktisk har et godt produkt. Industrien gør det modsatte, og spendere masser af forskere på udvikling, hvor de gør dårlige produkter produktionsmodne, i stedet for at bruge deres idéer og resourcer på forskning. Det medfører ialt mindre forsking globalt set, flere dårlige varer, og at industrien hele tiden skal sælge sidste nye skrig af "bras". Det er aldrigt blevet forsket tilstrækkeligt, til det burde være grund til at produktudvikle på, eller producere. Jo flere penge er lægges i forskningen, inden udvikling og produktion, jo bedre bliver resultatet. Virksomhederne vil sælge bras - desvære. Og forskning er ser man helst undgået. Måske vil man ikke kunne følge med, hvis nogen begynder.

Jeg tror, at samfundet behøver at sætte krav til forskning. Vi bliver nød til, at sætte krav til, at virksomhederne skal forske og lave ordentlige produkter. Måske sætte krav til, hvad der skal opnås. Et eksempel herpå, er EU's standbykrav. Selvom det ikke kræver rocket-science, så er det trods alt et godt eksempel, på en lille ting, hvor virksomhederne vil have sparet 20 minutter på forskning, og masseproduceret produkter, der per år bruger flere kroner i strøm, end produktion af komponenterne koster i energi. Som oftest kan spares 50 - 100 kr. per år, og komponentprisen ligger på 10-20 kr. Dertil kommer en smule "forskning". Havde man gjort det fra starten, så havde det været standard på alle halvfabrikata, og dermed vil det være en selvfølge overalt. Det vil simpelthen ikke betale sig at producere chips, der ikke levede op til lovene.

En anden mulighed, er at samfundet forsker - og forsker i de vigtigste områder, såsom sikkerhed, robotter, miljø, energiforbrug og meget andet - og direkte forærer konstruktioner til virksomhederne. Det koster samfundet meget - men medfører meget lavere produktionspris, hvis virksomhederne får foræret komplet forskning, og produktionsudstyr der er udviklet til masseproduktion, fra samfundets side. Det er også en fordel at udvikle udstyret til masseproduktion fra samfundet, da det er dette som giver indholdet i økonomien. Det som vi kan købe for pengene, afhænger af muligheden for massefremstilling. Massefremstilling giver billigere varer, og dermed større realløn. Så massefremstilling er det nødvendige, for at sikre økonomien.

Antager vi, at massefremstillingen medfører arbejdsløse - så vil en arbejdsløs der erstattes af en maskine, måske medføre 10 gange større produktionskapacitet. Hvis vi kan vælge mellem maskiner og manuel produktion, og lader dem der producerer i hånden (arbejder) dele arbejdet imellem sig, og dem der ikke producerer i hånden (arbejdsløse, og maskiner), dele arbejdet imellem sig, så vil de arbejdsløse få mest, da de "ejer" maskinernes arbejde, meddens dem der gør et reelt fysisk arbejde, "kun" kan købe det, som er reelt fysisk fremstillet i hånden. De arbejdsløse, giver således langt mere til samfundet, end de hårdt arbejdende. Vi skal derfor ikke være bange for at automatisering medfører arbejdsløshed. Der vil altid være resourcer nok, til at betale masse af penge til de arbejdsløse. Og ellers kan vi bare trykke penge til dem - for de maskiner, som har erstattet dem, producerer så meget, at de giver en gevindst for samfundet, som gør at vi kan producere penge i store mængder, uden der kan købes mindre for disse. De arbejdsløse er ikke kun ofrene - det er også de virkelige ejere af automationen, og dem der burde dele resourcerne fra det som ikke er gjort i hånden imellem sig, meddens de hårdt arbejdende kun burde kunne købe en times håndarbejde, for en times håndarbejde.

Forskning, der gavner samfundet, burde være fri - på samme måde som software. Vi burde forbyde fysisk arbejde, og kun tillade intellektuelt arbejde. Alt fysisk arbejde skal laves af en robot, og er ikke muligt at købe robotten, kan det offentlige måske hjælpe til med udviklingen. Skolevæsenet burde laves om, så børnene lærer at lave maskiner, programmere robotter, og at automatisere i folkeskolen, og arbejder fra første skoledag. De voksne, burde også satse alle de intellektuelle resourcer på forskning og udvikling, således at de varer vi kan få, opnår højeste stadie indenfor hvad forskningen og udviklingen kan opnå idag.

Naturligvis vil der være tabere, der ikke kan blive ingeniører. Men når alt fremstilles med robotter, vil der altid være resourcer nok til alle. Også til taberne. Vinderne, er måske ingeniørerne - men for dem, er det oftest også vigtigt, at "få lov" at være med til at lave nye produkter, at øge sikkerheden, og at lave noget, som de gerne vil udvikle. Der burde være resourcer nok til alle, og mangler der penge, kan de produceres til de arbejdsløse, uden reallønen falder.

  • 0
  • 0
Georg Strøm Blogger

Sikken masse gode vinkler. Jeg har selv nogle kommentarer.

I et jægersamfund uden adgang til et marked er mad frit - det kan betale sig for en jæger at dele sit bytte med de andre og håbe på at de gør gengæld. I det akademiske miljø deler man viden, og holder strengt på retten til at blive navngivet som opdager. Det ligner jægersamfundet, hvor man deler byttet, men hvor den dygtige jæger kan få nogle privilegier.

Birger påpeger, at det indenfor medicinalindustrien er gledet over i at de enkelte forskere laver forretning af deres resultater. Indenfor IT har der til gengæld udviklet sig en open source bevægelse, hvor mange bidrager uden at høste nogle særlige berømmelse eller karrieremæssige fordele. Når det kunne ske, er det nok fordi IT-kulturen var lille, og fordi udviklerne - i modsætning til udviklere af medicin - kunne se at den enkeltes indsats var langt mere værd når de samarbejdede.

Poul-Henning mener at jeg vender tingene helt rundt. Imidlertid følger de nye regler for domænenavne ikke de regler som ellers gælder for intellektuel og anden ejendomsret i vores samfund. Min mistanke er, at der er nogen som har skyndt sig at sige, at IT er anderledes, så man netop ikke behøver at følge de regler som vores samfund normalt bygger på.

Endelig til Yoel: Man kan dele software, viden eller kunstværker med enkelte andre uden at miste noget, men hvis nogen deler med alle, ødelægger de markedet så det bliver svært at tjene noget. Et godt eksempel er aviser. De kan forære nogle enkelte gratis eksemplarer væk på gaden uden at tabe så meget, men når nogen af dem gør alle de store nyheder tilgængelige på nettet, er der langt færre som vil betale for en avis.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere