henrik knopper bloghoved

Irrationelle overvejelser

I løbet af en afslappende sommerferie kan man godt forfalde til at vegetere over de meget nære ting.

Meget nære.

Så nære at både navle og næsetip kan synes som fjerne objekter.

Faktisk har jeg brugt en del tid på at fundere over mine kontaktlinser.

Problemet er at jeg er gået over til døgnlinser. Den type man tager ud af en steril pakke hver morgen og sætter i. Om aftenen tager man dem ud og smider dem væk. I princippet.

Men efter en særlig begivenhedsrig dag kom jeg til at tænke på alle de indtryk der havde passeret disse linser, og så kunne jeg ikke få mig selv til at smide dem ud. Det ville føles som at forkaste dagens oplevelser.

Så nu har jeg to små beholdere med brugte linser. Hver aften når jeg tager linserne ud bruger jeg lige nogle øjeblikke på at "køre filmen igennem" og gense nogle af indtrykkene, inden jeg lægger dem ned i den ene beholder.

Jeg plejer at have en uges linser i en beholder, og så lader jeg den stå mens jeg fylder den anden, inden jeg endelig smider en uges gamle linser ud. På den måde har de enkelte indtryk mistet lidt af deres unikke natur og er indgået på mere overordnet plan i de generelle minder.

Ikke særlig rationelt, vel?

Men alligevel en del af min virkelighed.

Gad vide hvor mange af den slags små private, emotionelle ritualer der findes i andres dagligdag?

Og hvor mange af dem der bliver nedtrampet når der kommer kloge mennesker og vil indføre nye systemer, programmer eller arbejdsgange?

Den alt for almindelige holdning er at hvis ikke en rutine er rationel er man nærmest forpligtet til at lave den om. Hvis man ikke ønsker det skal man bare undervises i at se lyset.

Det betyder ikke at alle de små mærkværdige ritualer folk har samlet sammen i løbet af et langt liv skal indarbejdes i moderne it-systemer, men større respekt for status quo når man beder folk om at ændre sig og deres måde at agere på kunne måske give mindre modstand.

Jo, opgjort i penge vil det gøre de dyre systemer endnu dyrere hvis man også skal afsætte tid til at dokumentere status quo. Men hvad koster det at lade være?

Modstand?

Modarbejdelse?

Ligegyldighed?

Velkommen tilbage til dagligdagen efter en dejlig, lang ferie.

P.S. Det med de små beholdere er muligvis lidt opdigtet, men tankerne har jeg...

Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Christian Munch-Andersen

Så før man laver et nyt system er det en god ide lige at få gjort status over hvilke tvangstanker der skal tages hensyn til. Man kan sikkert få meget spændende respons på en mail med spørgsmålet om hvilke irrationelle "features" folk ønsker at beholde pga. nostalgi eller andre psykiske lidelser.

  • 0
  • 0
Martin Nissen

Her midt på natten, faldt det mig nært, at bygge bro mellem dine beholdere for brugte linser og The Final Cut, med Robin Williams.

Anyway, så har jeg en lille husalf, i form af en Gentoo server. Den tjener mig med mange små ydelser i løbet af dagen, de fleste ret banale. Men de spare mig en masse tid og med 24 timer i døgnet, er min tid den dyreste for mig.
Intet er dokumenteret og ofte har jeg brugt for flere timer på at sætte mig ind noget gammel kode, end det reelt tog at rette det, som følger af deprecation.
Så i den sidste ende, gjort op i timer, har jeg måske ikke vundet så meget!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere