Invitation: Kom til protesten imod ulovlig logning imorgen fredag

Endelig er det fredag 1. juni imorgen. Det er en dag jeg har set frem til og som markerer en milepæl imod ulovlig logning i Danmark.

Det er nemlig dagen hvor stævningen skal indgives til retten! Jeg forventer at vi vinder og derfor bliver det en glæde at støtte bestyrelsen som har gjort et kæmpe arbejde. Det bliver også en virtuel hævet knytnæve imod Søren Pape og justitsministeriet på vegne af alle de gode mennesker der har givet små og store beløb til kampen.

Det slutter nu! Vi vil ikke finde os i at politikerne ignorerer os mere.

Så derfor,

Stævningen bliver afleveret fredag d. 1/6. Vi holder pressemøde foran domhuset på Nytorv i København kl. 12, og alle er velkomne til at komme forbi.

Men nu jeg har jeres opmærksomhed

Hvis du IKKE har støttet kampen med 10kr sendt på mobile pay - ca. prisen på et 1m Ethernet kabel, hvorfor så egentlig ikke?

Jeg er dels nysgerrig fordi jeg ved at mange i faget har været sure over logningen i mange mange mange år. Dels nysgerrig efter hvad vi kan gøre bedre, er der andre vinkler vi skal igang med, andre metoder end det juridiske.

Er det fordi du ikke stoler på os? ikke tror det her vi gør vil have den ønskede virkning?

fordi du ikke har noget at skjule eller hvad er årsagen?

Det er for sent, vi bliver logget alle steder, altid, det hele er noget lort, du er ved at flytte til sibirien?

Jeg vil oprigtigt gerne høre jeres mening om logningen og hvad vi skal gøre fremover.

Så kom med jeres bud på de bedste tips til at få styr på logningen, så den overholder menneskerettighederne - og måske endda kan hjælpe politi og andre mere effektivt - den der revision som er udskudt betyder jo også vi ikke ved hvordan vi gør det bedst!

PS Du er selvfølgelig også altid velkommen til at skrive email, så Pape ikke LYTTER MED HERINDE, hej Pape's assistent, gå bare videre, her er ikke noget du skal læse lige nu :-)

Opdateret 17:23: Jeg burde selvfølgelig have inkluderet link til hjemmesiden, som beskriver en masse ting som betalings osv. https://ulovliglogning.dk/ Se specielt under "Jeg vil hjælpe!" Hvor du også kan melde dig på nyhedsbrevet.

Relateret indhold

Kommentarer (35)
Tobias Volfing

Hvis du IKKE har støttet kampen med 10kr sendt på mobile pay - ca. prisen på et 1m Ethernet kabel, hvorfor så egentlig ikke?

Jeg vil meget gerne støtte med nogle hundrede kroner, men jeg har ikke lyst til at benytte MobilePay, og ejer i øvrigt ikke en enhed der understøtter det. Hvis der modtages donationer i ganske almindelige danske pengesedler eller via betalingskort, så donerer jeg gerne.

Super godt initiativ, og jeg håber at der dukker nok mennesker op til at skabe noget opmærksomhed om det i morgen. :)

Morten Jensen
Tobias Volfing

Der modtages via bankoverførsel.

Det er sandsynligvis ikke ret normalt, men jeg har ikke mulighed for at foretage bankoverførsler. Jeg har ikke netbank og der er desværre ingen filialer af min bank der stoler på at jeg er den jeg udgiver mig for at være (mig selv).
Det var derfor jeg efterspurgte to specifikke betalingsmuligheder.

Cristian Ambæk

Jeg vil mægtig gerne have troppet op og støtte op omkring dette i egen person da jeg syntes at alle vores nuværende politikerer trænger til nogle "bank", men jeg har ikke hørt om dette før nu så det kan jeg desværre bare ikke nå i min hverdag i morgen.

Hvis du IKKE har støttet kampen med 10kr sendt på mobile pay - ca. prisen på et 1m Ethernet kabel, hvorfor så egentlig ikke?

Vidste som sagt ikke at dette var i gang, jeg bruger ikke MobilePay så hvis der er andre muligheder så vil jeg gerne høre om dette.

Har der været skrevet om dette på Version2, eller hvor har i skrevet om jeres mål, hvordan i vil nå dette, stævningen og efter stævningen?

Henrik Kramshøj Blogger

Så skal du melde dig på nyhedsbrevet, men det betyder også noget for mig at folk støtter mentalt og tænker gode tanker. Der er mulighed for at donere via Mobile Pay til 40456, på konto 5301 272500 (Arbejdernes Landsbank) eller via bitcoin til 3KCgp9THXoETK2qxE2TiPKpCCt5EYuombG.

Vi tager også imod kontanter, og vi sælger støtteklistermærker for 50kr stykket.

Henning Wangerin

Kreditkort modtages ikke, og tror ikke det er besværet værd.

Der er nu ikke det store bøvl i at sætte stripe.com op til at sende pengene videre til jeres bank-konto. Men de tager selvfølgelig 2-3% af kagen, men de har intet gebyr for setup eller per måned.

Mobilepay er mere besværligt at få til at sende pengene til den rigtige konto - har prøvet det ;-)

/Henning

Jesper Lund

”Vi skal målrettet og med alle midler gå efter alle, der udgør en potentiel trussel mod danskerne – om nødvendigt også med øget overvågning – men det skal være målrettet og efter dommerkendelse. Alle os andre skal have lov til at være i fred – også på internettet. Kampen mod enkelte menneskers dumhed retfærdiggør ikke, at vi alle skal registreres,” siger <politiker anomymiseret>

Jesper Lund

Da jeg rejste debatten om ulovlig logning på det danske tech site, Hardwareonline, blev jeg overrasket over hvor mange der faktisk finder logningen helt i orden

Det er ret ligegyldigt hvad et flertal på Hardwareonline mener. Det er faktisk også ret ligegyldigt hvad et flertal i Folketinget mener.

Du har en grundlæggende ret til privatliv og beskyttelse af personlige oplysninger. Det står i EMRK, som Danmark har forpligtet sig til et efterleve. Det står i Charter om Grundlæggende Rettigheder, som er en del af EU-traktaterne, og som står over Folketinget og dansk lov.

EU-Domstolen har to gange sagt meget klart, at en generel og udifferentieret logning overskrider grænsen for det strengt nødvendige i et demokratisk samfund.

Det betyder, at selv om din grundlæggende ret til privatliv ikke er absolut (som retten til ikke at blive tortureret af staten og retten til en retfærdig rettergang, hhv. EMRK artikel 3 og 6), så kan der ikke med en logningsbekendtgørelse laves et indgreb i denne ret som på generel og udifferentieret vis omfatter en hel befolkning. Overvågning skal være målrettet, ikke masseovervågning.

Hvis medlemmerne af Folketinget på tirsdag (grundlovslov) vil stå og holde skåltaler om demokrati, retsstat og alle disse fine ting, så må de også selv overholde reglerne for retsstatens principper. Og det udelukker en generel og udifferentieret logning.

Jesper Lund
Formand, IT-Politisk Forening

Henning Wangerin

Hvad gør dem bedre end f.eks. iZettle (1,95 %) der også har gratis oprettelse og nul kroner pr. måned? Det lyder dyrt i det ekstreme hvis de tager op til 3 % af beløbet!

Nu kender jeg ikke noget til iZettle, men efter hvad jeg kunne se efter 2 minutter på deres website, et iZettle prmimært til Poit-of-Sale hvor Stripe er til online betalinger.

Kan se at iZettle har noget online, men det kræver deres plus-pakke som koster 249/måned. Dermed bliver det alt for dyrt i mange sammenhænge hvor du ikke har særlig stor omsætning.

Checkede iøvrigt lige stripe.coms pris: 1.4% + 1.80kr/transaktion for EU-kort, så deres pris er faldet siden jeg checkede dem sidst.

/Henning

Jan Vennike

Jeg skimmede den og der er meget at lære/bruge fra den. Tusind tak.

Der er en opgave men denne gang er vi trods alt nået bredere ud, men kan vi forklare hr og fru Danmark og deres gamerbørn det! Så!

Det bliver bare en kamp op af bakke - det er først når det rammer dem selv, at det går op for dem hvad der sker.

Jeg kan bruge min kæreste som eksempel - hun havde den gængse holdning at "jeg har jo ikke noget at skjule" "og hvis det kan fange nogen pædofile/terrorister, er det ok at kigge mig over skulderen også".

Det var så lige indtil hun bad om agt indsigt i hendes sygedagpenge sag og så at de faktisk fulgte hende på Facebook og lagde det i hendes sag fra kommunen side - SÅ blev hun bange, for de skulle ikke overvåge hende og svingede helt om - så hun har faktisk de steder hun færdes på Facebook lagt linket til den oprindelige artikel ind og opfordret til at hjælpe - som jeg sendte til hende, efter at jeg havde doneret lidt (klappe mig selv på skulderen) :-)

Erik Jensen

Hvis du IKKE har støttet kampen med 10kr sendt på mobile pay - ca. prisen på et 1m Ethernet kabel, hvorfor så egentlig ikke?

Fordi https://ulovliglogning.dk/ virker useriøs. Det fremgår ikke hvem foreningen er, hvor den hører hjemme, hvor mange medlemmer den har osv, og den kan kun kontaktes på mail. Der er intet på siden, der gør, at jeg føler mig tryg ved at overføre et beløb til en tilfældig bankkonto, som jeg på ingen måde kan verificere hvem står bag. Kort sagt mider siden mest at alt om et forsøg på phishing.
Skulle jeg alligevel vælge at indbetale et beløb, mangler jeg elementære oplysninger om hvordan mine private oplysninger behandles og hvem der har adgang til dem og hvad de bruges til. Kort sagt useriøst.

Det samme kan man sige om mange af de argumentet/analogier der bruges på siden. F.eks:
Hvis man går over for rødt må man ikke standse midt i krydset, og blive stående indtil man har opfundet en jetpack så man i fremtiden kan flyve over for rødt.

Helt ærligt! Er det virkelig det bedste argument man kan fremføre for sine holdlinger. Er det samme argumenter man vil bruge under en retssag?

Hans Nielsen

Fordi https://ulovliglogning.dk/ virker useriøs.


Måske fordi
"Vi er en broget flok af privatlivsentusiaster og menneskerettighedsforekæmpere der nu går til domstolene med simpelt budskab: Overhold loven og respektér vores fundamentale rettigheder!
"
Og du kunne skrive
"Har vi skrevet noget der er forkert? Eller mangler vi at uddybe noget?
Send os en mail på info@ulovliglogning.dk"

Og evt bede om at de måske angav en kontakt person eller forening på siden.

Men vil det gøre det mere sikkert, og mindre sandsynligt at det var en phishing side ?


Men du erklære så også implicit, at du ikke stoler på V2 eller Henrik Kramshøj ?

Henning Wangerin

Og evt bede om at de måske angav en kontakt person eller forening på siden.

Det tog mig nu ikke mange minutter at finde frem til en kontaktperson.

1) Der linkes til foreningens vedtægter det giver et foreningsnavn.

2) Et opslag på foreningsnavn giver en c/o adresse til en af de personer der er nævnt på siden.

Men ja. Lidt mere om organisationen ville være rart.

Men du erklære så også implicit, at du ikke stoler på V2 eller Henrik Kramshøj ?

Men netop fordi jeg stoler på Henrik er der sendt en donation.

Go for it.

/Henning

Rasmus Malver

Jeg forstår hvad du mener, Erik.

Det er en balancegang. Vi vil ikke hænge os selv ud, men der dog står mit navn og mit private telefonnummer, og som Henning siger er min private adresse også registreret i CVR-registeret. Vi er godkendt af Indsamlingsnævnet, og der står også hvilke advokater vi har (med link til deres hjemmeside). At der ikke står private mailadresser skyldes at de er for lette at scrape.

Men måske skal vi skrive alle medlemmer af bestyrelsens navne. Måske skal vi lægge foto op. Vi har overvejet en tidslinje, så man kan se hvad der allerede er sket, og hvad der fremover vil ske.

Hans Nielsen

Men måske skal vi skrive alle medlemmer af bestyrelsens navne. Måske skal vi lægge foto op. Vi har overvejet en tidslinje, så man kan se hvad der allerede er sket, og hvad der fremover vil ske

Tror at en tidslinje vil være god, også for et hurtigt overblik, så dem der overvejer at støtte, kan få et hurtigt overblik.
På hvad i har lavet, og hvad pengene går til.

Med hensyn til at gøre siden troværdigt. Så tror jeg en henvisning til godkendelsen i indsamlingsnævnet, vil være et rigtigt godt tiltag. Måske mulighed for id , link, eller pdf til godkendelse ? - Ved ikke hvordan den del virker :-)

Henrik Kramshøj Blogger

Det var så lige indtil hun bad om agt indsigt i hendes sygedagpenge sag og så at de faktisk fulgte hende på Facebook og lagde det i hendes sag fra kommunen side - SÅ blev hun bange

Det er helt rigtigt, hvis man ikke kan relatere det til sager man selv forstår som problematiske - så er det "ligegyldigt" at man bliver overvåget. Hvis man kan finde nogle use-cases som folk kender selv, eller kender nogen som har været udsat på - det kan være hate-crimes, stalking, osv. Så hjælper det på forståelsen.

Hvis man går folk lidt på klingen, så er det oftest indsigt i deres økonomi, deres seksualitet - spørg om deres browser historik, osv. som kan hjælpe på forståelsen. Så enig, det er lidt op ad bakke, men nødvendigt!

Henrik Kramshøj Blogger

Vi hører, og Rasmus har allerede svaret lidt. Jeg tror der kommer opdateringer løbende, og jeg synes det ville være fint med billeder - men det har diverse svindel (ICO) sider jo haft ... uden at man kan stole på dem.

"godkendt af Indsamlingsnævnet" - kunne godt stå med fed skrift et sted, og de kan også fint smide både mit billede og et citat med hvis det hjælper.

Tak til alle som har støttet, og givet feedback! Det hjælper os.

Log ind eller Opret konto for at kommentere