benjamin christensen bloghoved

Innovation skal ud af skyggen – udfordringerne ved ’shadow IT’

Jeg deltog for nylig på IDC’s Direction 2015 (d. 27. januar), hvor agendaen berørte en række af de trends, der vil gøre sig gældende inden for it i 2015. Der var især ét emne, der fangede min interesse, da det indkapsler en interessant udfordring omkring balancen mellem frihed og kontrol, når det handler om at give plads til innovation i virksomheden. Emnet var ’shadow IT’, der som udtryk bruges til at beskrive de digitale løsninger, der ikke drives af it-afdelingen, men derimod indkøbes som en service af andre afdelinger i virksomhederne, der ser en forretningsmæssig fordel i at gøre brug af den pågældende it-løsning til en bestemt opgave.

Der er ingen tvivl om, at ’shadow IT’ er en stigende trend, men hvor stort omfanget er i dag, er der dog en hvis uklarhed omkring. Ifølge to surveys udgivet af IDC sidste år, mener it-afdelingerne i ét survey, at det kun er ca. 6 % af it-investeringerne, de ikke har kendskab til og dermed falder under kategorien ’shadow IT’. Interessant nok vurderer ledelsen i det andet survey, at denne del udgør helt op til 16 %. Uanset hvor det faktiske tal ligger, præsenterer ’shadow IT’ et interessant dilemma for organisationer verden over, også her i Danmark. For desværre følger en række problemstillinger både sikkerhedsmæssigt og finansielt, som virksomheder nu skal forholde sig til som konsekvens af denne tendens.

Udfordringerne ved ’shadow IT’
Der er selvfølgelig en del åbenlyse risici ved ’shadow IT’ som for eksempel manglende sikkerhed, hvilket kan have nok så seriøse konsekvenser, men ’shadow IT’ kan også have økonomiske og organisatoriske bivirkninger. For det første sætter de pågældende afdelinger ufrivilligt virksomhedens data i en andens hænder. Ud over det klare brud på sikkerheden åbnes der også op for huller i virksomhedens it-infrastruktur, der kan udnyttes af forskellige angreb. For det andet skal it-afdelingen nu måske til at opretholde virksomhedens infrastruktur og samtidig forsøge at finde en løsning på at administrere shadow-systemer, der er implementeret uden hensyn til virksomhedens øvrige infrastruktur. Endelig vil ’shadow IT’ ofte hindre den fulde ROI for de eksisterende systemer, som virksomheden allerede har installeret, da shadow-systemet nu udfører opgaver, de øvrige systemer var beregnet til.

Dertil kommer de økonomiske virkninger. I alle tilfælde af ’shadow IT’ skabes der overflødige data, og data har det med at vokse eksponentielt. Derudover vil der opbygges øer af information forskellige steder i organisationen, hvor nogle afdelinger vil have ét billede af virkeligheden, og andre har et andet. Når det er tid for ledelsen at træffe beslutninger, vil hverken virksomhedens egne eller ’shadow IT’-informationer kunne præsentere præcise data, fordi de hver især kun vil have et delvist billede.

Endelig kan ’shadow IT’ være en stopklods for at få sat en bæredygtig innovationsproces på plads i organisationen, hvor der tages højde for de eksisterende systemers muligheder samt infrastrukturen, men uden at miste pladsen til innovation. Netop derfor er det vigtigt for alle afdelinger at tage it med på råd, når der skal skabes plads til innovation. Det kræver naturligvis, at it-afdelingen ikke udelukkende står for drift, men ses som en sparingspartner for forretningen og ikke en afdeling, som man gerne vil gå uden om.

Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere