Hvordan markedsfører vi Linux?

Der står ikke en stor markedsføringsafdeling bag Linux eller mange andre open source-projekter. For nogle af os er det en lettelse at blive fri for markedsføringsflaf. For andre er det en personlig udfordring - for selvfølgelig skal Linux markedsføres over for beslutningstagerne, omgangskredsen og masserne.

Problemet med denne markedsføring er at den påvirker os alle sammen. Hvis jeg skriver mit eget filsystem skal folk aktivt tilvælge det før de mister deres data, men hvis jeg går ud og markedsfører Linux, så er det ikke kun folks opfattelse af mig, der står på spil. Derfor mener jeg at folk med trang til at markedsføre Linux har en endnu større forpligtelse til at være åbne over for input fra os andre end folk der ønsker at udødeliggøre sig selv med et filsystem.

Her er et par ofte sete salgsargumenter der lidt får mine advarselsflag til at rejse sig:

"Masser af gratis (og kommerciel) support". Der er en kerne af sandhed i udsagnet, men det kræver at folk bliver henvist til en konkret sted at søge hjælp. Hvis deres første indtryk at den gratis support er et lidt indspist forum med sin egen jargon, så kan de være mærket for livet.

For at gratis support skal virker er det vigtigt at begge parter er enige om forudsætningerne. Der er stor forskel på hvilken type hjælp jeg yder på SSLUG's mailliste for novicer, den almindelige tekniske liste og de hardcore IRC-kanaler jeg deltager på.

For kommerciel support mener jeg også at man skal pege på konkrete udbydere, eventuelt en opdaterbar liste af udbydere. Det er vigtigt at gøre det klart at der er tale om konsulentydelser i stil (og pris) med enhver anden IT-ydelse.

"Linux bringer liv i gammel hardware". Måske, men det har en pris. En pris jeg ikke tror er kompatibel med alt det andet jeg ser lovet: Hele Mozilla suiten, OpenOffice, Compiz, og nyeste KDE/Gnome.

Det er ganske givet at min desktopmaskine er ældre end hvad en windowsbruger i en tilsvarende socialklasse har. Men jeg har gjort en række fravalg, for eksempel bruger jeg en minimal brugergrænseflade, en browser uden flash og intet der bare smager af office-programmer. (Og i øvrigt har jeg en server ude i skabet, der nok stadigvæk er ganske velbeslået)

Jo, min desktopmaskine lever - men er det i en opsætning der er salg i' Kan den trække de flotte ting der ellers loves'

"Ikke mere malware og virus - et sikkert system". Det er måske statistisk set korrekt at Linux er mindre ramt af en bestemt type sikkerhedsproblemer. Vi kan sikkert diskutere årsag og virkning i lang tid, men mit bud er: 1) Linuxbrugere er sikkerhedsmæssigt mere
velopdragne, 2) Linux er et mindre interessant mål på grund af udbredelsen og punkt 1.

Med velopdragenhed mener jeg blandt andet at man gør brug af at have en bruger med administratorrettigheder og en almindelig bruger uden alt for mange rettigheder og at man ikke bare forventer at tilfældige programstumper fra kæde-emails og internetsteder bliver udført når man klikker på dem.

"Et mere gennemskueligt system og fejl der kan rettes" - Fortæl mig det i eftermiddag nå X11 crasher under mig, 'nuff said? (Det er i øvrigt stadigvæk ikke lykkes mig at gennemskue hvad den der scrollkeeper-komponent min maskine bruger gør)

Global opvarmning, nationaløkonomien, demokratiets overlevelse, de unges moral og kriminelle udskejelser.... Nogle gange tror jeg ikke helt mine egne øjne, men jeg tror nok jeg har set de fleste af dem. For det første tror jeg ikke på dem, for det andet bliver det let til latterlig salgsgas uden en grundig uddybning og for det tredje tror jeg det har en tendens til at udstille os som frelste på områder vi næppe er enige om.

"Linux er ikke Windows...". Ganske korrekt, men er det interessant' Køber I Coca-Cola fordi det ikke er Pepsi-cola'

Argumentet lugter langt væk af FUD og Microsofthad. Selv uden de hadske undertoner argumentet let får, så er sammenlignlige reklamer altid lidt flossede i kanten. Skrevet af den almindelige Linux-bruger uden nogen dybdegående kendskab til Windows bliver det alt for let at så tvivl om og dermed så tvivl om hele markedsføringsmaterialet.

Jeres opgave er nu at komme med det bedste slagsargument for Linux og det værste salgsargument I har set og forklar gerne hvorfor.

Kommentarer (33)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kresten Kjaer

Konsistent brugerflade. Holder man sig til et desktop miljø, eksempelvis Gnome, så passer alle programmerne til hinanden og har samme udseende og simple struktur. Bedre menu struktur. Programmerne er ikke inddelt efter producent, men efter funktionelle område. Virtuelle skriveborde. God indeksering af ens dokumenter, samtaler, emails osv. med trackerd. Nemt at skaffe ny software, uden at skulle forlade huset eller skulle installere fra et skummelt sted på nettet. Nem driver installering. (Hvis der er drivere til hardwaren, ellers stinker den..) Stabilitet, maskinen begynder ikke pludseligt at arbejde langsommere uden synlig grund. Det meste er oversat til dansk. Desuden er der nogle enkelte programmer som er en del af standard ubuntu, som vista ikke helt kan klare. fspot, trackerd, pidgin, openoffice, rhythmbox, NetworkManager, evolution.

Men alt i alt, er det vel en smagssag.

  • 0
  • 0
#2 Kasper Birch Olsen

Hej Kresten

Jeg er bange for at din liste over ting du kan lidt ikke sælger linux til en windowsbruger (f.eks. mig).

For det første er en del af dine "ting jeg kan lide" ting der også gælder for windows. En konsistent brugergrænseflade eller at det er oversat til dansk jo ikke ligefrem nyskabende. Nem driverinstallering er for de fleste mennesker ligegyldigt, vista shipper med alle de drivere jeg har haft brug for osv.

For det andet så er der jo ikke tale om banebrydende innovation eller kontante fordele ved din liste. Som du selv siger så er de en smagssag. Jeg tror ikke virksomheder skifter operativsystem pga. en smagssag.

Jeg tror at hvis man vil "sælge" ideen om linux til private og virksomheder (hvilket jeg egentligt ikke kan se at linux miljøet skulle have nogen særlig interesse i, men det er en anden diskussion) så skal alle I linux folk i gang med at tænke rigtigt grundigt om hvad det egentligt er jeres favorit operativsystem kan biddrage med. Jeg har endnu til gode at få det at vide, selv om jeg ofte har efterspurgt det. Alt for ofte så får man den række af floskler som Peter Makholm nævner, og som set fra en Windows brugers synspunkt er endnu mere tåbelig en jeg tror Peter ser den.

Så udfordringen er: Kom med det argument der overbeviser en åbensindet windowsbruger som mig selv.

  • 0
  • 0
#3 Jesper Østergaard Jensen

Hej Kasper og andre

Jeg synes Kasper har ret, helt ærligt, når det gælder desktoppen kan windows jo det meste og der prøves på mange måder at få linux til at ligne windows. Men hvorfor er det en skam - vi skal vel ikke opfinde hjulet forfra hver gang. Lad os dog lære af windows og bruge de gode ting og sortere de dårlige ting fra.

Jeg synes en tungtvejende grund er prisen. Det var grunden til at jeg skiftede fra windows til linux for ca. et år siden. På det tidspunkt var jeg rimelig tilfreds med min windows XP, men pludselig skal man tvinges til at ligge penge på bordet for en ny windows igen. Det, at jeg ikke selv kan bestemme, hvorfor og hvornår det skal ske, fik mig til at sige nu er det nok. (Ligeledes også office pakken som er svær at undvære og som efter min mening er en pebret sag)

Jeg har nu kørt med Linux Ubuntu og openoffice på min bærbare på arbejde siden ver.6 og er rigtig godt tilfreds.

Jeg vil dog sige at det afhænger meget af ens hardware, hvad ens oplevelse er.

Her er eks. på mine oplevelse:(Jeg har en HP laptop)

I starten virkede mit trådløse netværkskort ikke, det blev rettet i ver.7.10

Google earth virkede ikke i starten med mit grafikkort ( det blev også løst af ubuntu med tiden)

Fancy desktop effekter virkede heller ikke i starten med mit grafikkort, men blev også løst med tiden

Havde problemer med min eksterne samsung skærm - også løst.

Min pointe er, at man nok skal have lidt tålmodighed for at køre med linux. Men jeg synes linux har gjort nogle tigrespring de seneste år. Jeg har flere gange gennem årene forgæves forsøgt at skifte til linux, men denne gang føler jeg mig overbevist om, at jeg bliver ved linux.

En sidste note. Det ville ikke være muligt for mig at køre linux uden wine, da jeg ikke kan finde noget reelt alternativ til Dreamweaver som jeg bruger dagligt på mit arbejde.

Ellers er den eneste grund til, at jeg starter windows op på min stationære pc med dualboot for at spille en gang halflife eller bruge min scanner som jeg ikke kan finde en linux driver til...

Synes også at det betyder meget for mig, at jeg kan regne med at der kommer en release hvert halve år som ubuntu har lovet (stor respekt for det) og så den store gennemsigtighed der er. Jeg synes det er fantastisk, at man så detaljeret kan følge med i, hvad der udvikles på og hvor der rettes fejl.

  • 0
  • 0
#4 Jan Vestergaard Larsen

Dette indlæg er kun med udgangspunkt i egne holdninger og min grund til at være GNU/Linux mand.

  • Commandline - Man kan jo (nærmeste) alt på den måde. Samt når man en gang har lært det basale så er mange ting bare så meget nemmere.
  • Fordi det er det vores produktion kører. Jeg skal drifte systemer der kører GNU/Linux og enkelte Unix'er og derfor kører jeg GNU/Linux på min arbejdspc. Tingene passer sammen. Ingen ^M i konfigurationsfiler.

Skal jeg være ærlig så er GNU/Linux ved at blive alt for mainstream til min smag. Så derfor bruger jeg det kun hvor tingene bare skal virke - på min arbejdspc og servere. Men man hænger jo ved det når man har brugt det alt den tid man har haft egen PC.

Hvordan man så til den almindelige bruger/virksomhederne skal markedsføre GNU/Linux som Desktop OS er et andet spørgsmål. Et som jeg ikke har de gode svar på.

  • 0
  • 0
#5 Martin Nissen

Linux er rigtig nok åben for alle og alle kan bidrage. Men indtil eks. Ubuntu slog igennem, har 98% af alt support og hjælp bestået af underlige kommandorer med parametre udviklerne dårligt selv kan forklare. Har man ikke en rimelig IQ eller mængder af tid til overs, er Linux svært. En meget bedre support og hjælp ellers kommer Windows stadig til at styre!

Linux mangler en kanon, som med kultur og litteratur. Udbudet og kvaliteten af programmer til Linux har bidt sig selv bagi, for ingen kan finde ud af hvad de skal skifte til i stedet for eks. DreamWeaver eller SummaSummarum hvis de vil skifte fra Windows. Og finder man noget man mener virker, er udviklingen stoppet i 2001. Udviklere til Linux mangler noget at gå efter og brugerne noget at gå ud fra.

Nogen siger at ingeniører ved alt om ingenting og tekniske assistenter ved ingenting om alt.

Sådan er Windows og Linux hvad angår gennemsigtigheden.

  • 0
  • 0
#6 Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Som jeg ser det er det også en væsentlig forskel, om man ønsker at markedsføre systemet (GNU/Linux, men lad os ikke starte DEN diskussion), eller man ønsker at markedsføre systemet som kontrast til Windows. Et af argumenterne i denne diskussion sagde, at det ligesom ikke var noget, man ikke havde hørt før, men så er diskussionen snarere, om systemet lever op til det, man ønsker og venter. Det med, at en Linux-distribution ikke kan leve op til at være let på systemressourcerne - helt enig med PM i, at det kan være problematisk. Jeg har selv haft fat i nogle ganske begyndervenlige letvægtsdistributioner, men de bliver ikke fremhævet noget særligt.

  • 0
  • 0
#7 Leif Lodahl

Overskriften er Linux, men artiklen handler om open source. Det ser jeg som et af de største udfrodringer i fremtiden, at være klare i spyttet om vi snakker Linux eller open source (eller begge).

Jeg selv bruger masser af open source software, men jeg gør det på in Windows maskine. Det samme gør sig gældene ude i de fleste danske IT-Organisationer.

  • 0
  • 0
#9 Claus Agerskov

Så vidt jeg husker, er overskriften Peter Tofts ord.

For mig er det vigtigste licenserne, som samtidig ofte giver sig udtryk i, at anskaffelsesomkostningerne er til at overse.

Mange andre licenser begrænser dig på mange områder eller giver producenten rettigheder, som jeg ikke mener, de skal have over de programmer eller data, jeg har på min pc - eller endsige, hvad jeg har tænkt mig at bruge programmet til.

Tidligere har jeg dog også benyttet en lang række af de floskler, som Makholm angiver ovenfor.

Jeg benytter dog stadig argumentet om mindre risiko for virus-angreb, samt at man kan opgradere hardware med større mellemrum, hvis man ikke har brug for tunge programmer eller smarte grafiske effekter.

De herligste hilsner, Claus Agerskov, AgerCon - fri software og åbne standarder

  • 0
  • 0
#10 Jørgen Henningsen

Det mener jeg er de primære argumenter.

På en stock standard kontormaskine til voksne brugere kan man vælge frit, der vil Windows også kunne bruges. Fordelen ved linux o.a. er systemets flexibilitet. Du kan f.eks. lave en dedikeret settop box med framebuffer systemet, så man ikke skal slæbe rundt på en generel grafisk brugerflade.

Så er der de åbne formater. Det er mere et spørgsmål om vendor-lockin.

  • 0
  • 0
#11 Martin Schlander

Jeg mener afgjort at GNU/Linux skal markedsføres. Der er alle mulige grunde til at verden ville være et bedre sted med større udbredelse af GNU/Linux (særligt for GNU/Linux-brugerne, selvfølgelig). Mund-til-mund-metoden er ikke tilstrækkelig markedsføring, der skal mere til.

Det står dog også helt klart for mig at man bør gøre det med stor omtanke. Ellers risikerer man i bedste fald at spilde sin tid, og i værste fald at det giver bagslag og stiller GNU/Linux i et dårligt lys.

I de sidste par år har vi med SSLUG afholdt nogle arrangementer for at demonstrere GNU/Linux for tilfældige personer - det mener jeg ikke har været særligt vellykket. Jeg foreslår at man går back-to-basics og henvender sig mere målrettet til folk med teknisk baggrund/interesse, særligt studerende.

For at en privatperson kan konvertere fra et OS som han er vant til, til et helt anderledes OS, vil altid kræves motivation, tid og lidt elementær teknisk indsigt - og/eller at man har nogen tæt på til at levere hjælp og svar ansigt til ansigt. Hr. og fru Jensen har ofte ingen af delene.

Til gengæld mener jeg at "desktop-linux" bør have gode muligheder for at tage markedsandele på almindelige kontormaskiner i erhvervslivet og offentlige organisationer.

Vedrørende diskussionen om "gammel hardware", synes jeg man bør definere hvad man taler om. Nogen opfatter gammel hardware som værende 286'ere med 8 mb ram, andre opfatter 4-5 år gamle maskiner med 1 gb ram som værende håbløst forældede. Faktum er at man snildt kan køre GNU/Linux med nyeste KDE, desktop effects, OpenOffice.org, Firefox og hele molevitten med glimrende ydelse, på maskiner som dårligt ville være i stand til at køre Microsoft Windows Vista i sin mest skrabede udgave.

  • 0
  • 0
#12 Jens Arnt

I bund og grund kan det være et fedt om man benytter Windows eller Linux.. langt de fleste opgave løser begge operativ systemer ganske tilfredsstillende..Når det så er sagt så er der et par grundlæggende forskelle som jeg hæfter mig ved.

Grundlæggende er der en forskel i forretningsmodellen .. Lidt provokerende kan man sige at Windows er basseret på en model hvor man skal levere nok nyt med passende mellemrum til at retfærdiggøre at man kan sælge en ny version. Linux på den anden side er primært domineret af hvad der er brug for, og hvad diverse communities har "lyst" til at arbejde med... Dog ser vi en del kommerciel aktivitet fra Novell, IBM m.m som flytter dette billede en lille smule ...

Ovenstående gør at der er en hel stribe valg jeg som Linux bruge KAN tage da der vil være komponenter som aldrig ville se dagens lys i en traditionel business case... Yeps.. det gør at nogle gange er det lidt råt og bruge-uvenligt, men jeg har et valg..

På andre områder som KDE vs. Gnome vs. diverse letvægts varianter, gør det at jeg kan benytte Linux på min server (headless), på min hjemme pc (Gnome), på min Arbejds laptop (Gnome), på min sattelitbox (Gemini), på min Xbox (fluxbox). Jeg kan grundlæggende køre Linux over hele linien men med forskelle hvor det er relevant.

Så for mig er det valgmulighederne der trækker .. Det at jeg kan bruge et grundlæggende sæt af færdigheder på alle mine dimser og så bruge min tid på de, til tider, finurlige valg jeg KAN træffe ..

Mon ikke det med det grundlæggende sæt af færdigheder er det der gør det interessant for en virksomhedder som IBM og andre ?? ... Linux på alle platforme... et sæt af skills og næsten uanede muligheder for horisontal skalering ... Samme software på alle platforme (med forskelle hvor det er relevant) ??

  • 0
  • 0
#13 Flemming Frandsen

Selv om man nu har dual 3GHz core2 baserede maskiner er der stadig ting der tager længere tid end de 100-200ms som er min tolmodighed rækker til, så jeg bruger Linux i stedet for windows fordi performance er en helt anden boldgade.

Hvor en windows bruger kan komme ud for compile tider på 30 minutter, bruger den samme hardware under 5 minutter på samme opgave under Linux.

Tilsvarende gode compile tider ser jeg også på OSX, så det er ikke så meget en fordel ved linux, så meget som det er en windows-defekt man undgår.

En helt anden feature som unixerne deler er en rigdom af værktøjer (der er ssh, bash, perl, java, unzip, osv. alle steder) så det er nemt at bruge en maskine uden at skulle installere alt muligt fra en masse forskellige kilder.

En Linux og BSD feature som jeg er stor fan af er indbygget pakke installation og opdatering; skal man bruge et stykke software er det bare at udpege det i pakke-håndteringen, så bliver det downloadet og installeret på hurtig og sikker vis.

Al software man har installeret fra pakke-systemet vil (automatisk) blive opdateret når man ønsker det, modsat windows hvor hvert enkelt program skal sørge for sine egne sikkerhedsopdateringer.

Kort sagt synes jeg Linux er langt nemmere at bruge og vedligeholde end windows.

  • 0
  • 0
#14 Maciej Szeliga

Jeg tror egentligt ikke at Linux behøver nogen reklame... om vi så var 500% mere pålidelige, stabile & smarte (vel at mærke på samme tid) vil vi ikke få folk som har fået Windows leveret "gratis" med PC'eren til at skifte. Hvorfor sælger Apple sine Mac'er meget bedre nu ? Det er ikke fordi den er mere sexet end før (prøv at se om nogen kan se forskel mellem en 15" PowerBook G4 og en 15" MacBookPro), det er ikke fordi den er billig, det er ikke fordi den kører OS X... det er fordi den nu kan køre Windows. Så længe Windows sælges bundlet med PC'erne hjælper ingen reklame for Linux... hvis det fremgik af prisen at 700 kr er Windows ville første spg. til sælgeren være "Kan jeg få PC'eren uden Windows ?".

  • 0
  • 0
#17 Henrik Jensen

Set fra mit synspunkt (windows bruger) så skal der skelnes på 2 områder

1) Taler vi om markedsføring af Linux eller en given distribution af Linux

2) Taler vi om markedsføring over for privatpersoner / små virksomheder eller større organisationer

Hvis tager markedsføring af Linux så må jeg indrømme at som en windows bruger der måske godt kunne tænke sig at se hvad Linux er for noget så er har jeg utrolig svært ved at finde ud af hvad jeg skal vælge af distribution. Der er ting som standard desktop miljø, pakkesystem, antal understøttede pakker, hvilken hardware de understøtter m.v. som gør distributionerne forskellige og jeg synes i hvert fald er svært at overskue hvad man skal vælge når man som windows bruger kommer fra en verden hvor man er vant til kun én brugergrænseflade, intet pakkesystem o.s.v.

Jeg har altså en følelse af at jeg skal sætte mig ind i en del ting for overhovedet at kunne vælge den rette distribution for mig. Nu siger jeg ikke at jeg ikke også kejtede rundt i windows 3.1, som så vidt jeg husker var der jeg startede, og blev bange for om jeg nu havde ødelagt noget da jeg første gang landede i kommandoprompt o.s.v. men situationen er bare at jeg én gang allerede har brugt lang tid på at sætte mig ind i ting, så jeg er nok mindre tålmodig nu, for jeg har jo allerede har en windows maskine der dækker mine behov.

Jeg ved godt at det er til at finde hjemmesider der sammenligner distributioner m.v. men de fleste af dem jeg har set antager altså at brugeren har en forståelse for operativsystemer og IT generelt som ligger over hvad jeg vurdere er tilfældet for den gennemsnitlige IT-bruger.

Så hvad angår markedsføring af Linux som helhed, der kunne jeg altså godt tænke mig meget mere pædagoiske og leftforståelige sammenligninger og anbefalinger af hvilken distribution man bør vælge i en given siuation. Jeg tror vitterligt at der en del brugere uden den store IT-kendskab som man allerede mister på dette meget tidlige tidspunkt, simpelthen fordi at valget af windows er lettere fordi at der er mindre at vælge imellem. Det lyder måske tåbeligt, men den mennesklige psyke er ikke altid så rationel.

Så er der markedsføring af den enkelte distribution og her bliver det så vigtigt at begynde at skelne mellem markedsføring til privatpersoner / små virksomheder og store organisationer.

Hvad angår privatpersoner / små virksomheder (og her tale vi om normale brugere, ikke IT-nørder som jeg selv) der kan man selvfølgelig markedsføre på pris (gratis), og så på konkrete funktionaliteter, men her er det så vigtigt at det gøres forståeligt og samtidigt "sexet". En liste af bullets på en hjemmeside med funktionaliteter hvor brugeren alligevel ikke kan visualisere 2/3 af dem, det er bare langt fra godt nok til dette segment. Der skal sgu være flash/video, farver, visualiserede funktionaliteter, humor, lidt godt for øjet for bedre han- og hunkøn o.s.v. Det har absolut meget lidt med selve produktet at gøre men det sælger!

Det er her at jeg mener at mange Linux distributoner og open source generelt virkeligt kunne lære meget fra, ja nu tillader jeg mig altså at sige det, f.eks. Microsoft.

Så vil mange sige jamen f.eks. Microsoft eller andre traditionelle softwareleverandører de har jo ogaå mange flere penge til at lave disse ting. Det er rigtigt, men har man valgt en forretningsmodel hvor man forærer sin software væk og ikke har sikret sig at dette medfører en tilstrækkelig indtjening på komplementærprodukter som gør at man har råd til at markedsføre, så er man sgu også selv uden om det.

Men så kommer twistet for hvor ligger det store potentialle for indjetning på komplementærprodukter til et operativsystem? Det er hos de større organisationer, som til gengæld ikke lader sig lige så meget rive med af "sexede" flash film o.s.v.

Lad os tage Ubunto som eksempel for den kender jeg bedst. Canonical de forsøger jo at tjene penge på komplementærprodukter som support, uddannelse, system management, hardware certificering m.v. privatpersoner / små virksomheder er jo ikke de primære aftagere af disse komplementærprodukter, de fleste vil aldrig nogensinde købe support og uddannelse og har ikke brug for system management m.v. og har i det hele taget måske jo valgt Ubunto netop ud fra at det var gratis.

Så uden nogenside at havde set Canonicals forretningsplaner for Ubunto så er jeg ret sikker på at det er ikke hos privatpersoner / små virksomheder at de ser det direkte indtjeningspotentialle. Så hvorfor ikke bare droppe de smarte farvestålende videor m.v. i stedet for at tiltrække brugere uden direkte indtjeningspotentiale? Fordi at privatpersoner arbejder måske også i store organisationer, små organisationer kan gå hen og blive store eller arbejde sammen med store organisationer o.s.v., så derfor er der indirekte et indjeningspotentiale.

Så er der markedsføring over for store organisationer. Først og fremmest så glem alt om at markedsføre Linux og Linux distributioner som gratis over for dem, det gennemskuer de fleste alt for hurtigt alligevel.

Hos store organisationer der er det ting som produktivitet, stabilitet, sikkerhed, levedygtighed, support m.v. der betyder noget og så selvfølgelig understøttelse af deres forretning. Derfor er der også et godt potentialle for salg af komplementærprodukter her som support, uddannelse, system management m.v.

Fokus på produktivitet og stabilitet gør at der er stort potentiale for at sælge support services. I mange organisationer kan det være absolut afgørende for en IT-chef at hvis der går noget galt så kan "aben sendes videre", det er ikke nok at han kan surfe rundt på de diverse gratis fora og måske finde nogen der kan hjælpe med problemet. Det gør også at for at en Linux distribution virkelig skal kunne markedsføres over for store organisationer så skal der normalt stå en kommerciel organisation bag, som kan yde supporten og som "aben" kan sendes til når det går galt. Dette betyder så også automatisk at så er Linux distributionen ikke gratis mere, og prisforskellen til f.eks. Windows udviskes mere da man her netop har noget brugsret/support/beskyttelse m.v. bundlet i licensprisen.

Når supporten er vigtig så giver det også sig selv at så bliver levedygtigheden af den virksomhed der supporter også vigtig. Konkret med Ubunto/Canonical der skal Canonical altså også ud at markedsføre sig som en levedygtig virksomhed.

Hos store organisationer er der også andre behov f.eks. system management, og det prøver Canonical også at udnytte ved at tilbyde deres 'Landscape' system til dette. Dette er også igen et væsentligt punkt, at man forsøger at bundle nogen produkter / services m.v. der passer til organisationen. Det er fint nok at der findes masser af produkter der spiller sammen med Linux distributionen og samlet set kan understøtte behovene, men det er ikke altid nok, mange organisationer kan godt lide at få en samlet "pakkeløsning" leveret og supporteret af kun én leverandør på produkter der hænger logisk sammen.

Det var sådan lidt overordnede bud på nogle af de markedsføringstiltag jeg mener der mangler når jeg sådan kigger meget bredt, for selvfølgelig er der nogle Linux distributioner der er væsentligt bedre til at markedsføre sig end andre.

  • 0
  • 0
#19 Eskild Nielsen

Hvorfor sælger Apple sine Mac'er meget bedre nu ? Det er ikke fordi den er mere sexet end før (prøv at se om nogen kan se forskel mellem en 15" PowerBook G4 og en 15" MacBookPro), det er ikke fordi den er billig, det er ikke fordi den kører OS X... det er fordi den nu kan køre Windows.

Hvis de 'ny' Mac-købere skulle gøre det, ville de jo skulle indkøbe (evt 'indkøbe') en windowslicens. Tror du der er mange der gør det?

/esni

  • 0
  • 0
#20 Maciej Szeliga

Det er argumentationen fra sælgerne jeg kommer med. Når de så skal have Windows på så skal de nok finde en licens, de fleste har jo en PC stående i forvejen. ...og så er der dem som får den som arb. laptop, der sørger firmaet for Windows licensen men Mac'en ville aldrig være blevet overvejet hvis den ikke kunne køre Windows.

  • 0
  • 0
#21 Jens Dalsgaard Nielsen

Der er faktisk en del på mit arbejde der køber mac i disse tider fordi den opfylder deres behov :-) osse uden windows.

Så de her firkantede argumenter alle som vanligt begynder at kaste med - ja de snakker vel egentlig for sig selv :-)

Den vej fører ikke til noget.

Valg af OS afhænger nok af folks temperament, behov osv

Jeg kører linux fordi det er nemmere ;-) både installation og i det daglige.

Og så er det noget nemmere ikke at skulle hacke reg databaser osv osv osv

Har lige smidt windows på en computer fra bunden af - det er altså ikke let(tere)...

Men hvis folk ikke har en nysgerrighed er der jo ikke så meget at gøre ved det :-)

Så markedføring lad (k)ubuntu, mint og de andre om det. Vi andre kan blot slæbe vores maskine med rundt og demonstrere med eksemplet.

Og så er det ikke så ringe endda at have indsigt i konfig, indhold i dokumenter osv osv. Binære lukkede fabrikshemmeligheder er tralse - jeg ved i realiteten ikke hvad der står deri. Men igen en personlig ting.

Men det fedeste er egentlig at man har et pakkesystem med +15000 stk sw klar til installation. Det er bare let.

  • 0
  • 0
#22 Eskild Nielsen

Lad os se ind i os selv Hvad fik os til at prøve linux (eller *bsd)? Hvor længe siden er det? Hvorfor fortsatte (eller opgav) vi? Hvilke distributioner prøvede vi da vi startede? Hvordan valgte vi en af dem? Hvad får os til at prøve andre undervejs? Hvorfor skifter vi (ikke)?

osv.

/esni

  • 0
  • 0
#23 Maciej Szeliga

Når man taler med Fona (som er rigtig stor Mac forhandler i DK), TopNordic etc. så får man smidt "Den kan jo osse køre Windows" så det er fuldt gyldigt når jeg kommer ind på det da det bruges til at sælge produktet... med held.

I øvrigt fik man nøjagtig det samme at vide som gammel Alpha-kunde når Compaq/HP droppede Alpha og gik over på Itanium: "Det gør det nemt at migrere til Windows".

  • 0
  • 0
#24 Maciej Szeliga

Hvad: Søgte efter en mere stabil platform hvor en genstart af hele OS'et ikke er nødvendig for at fikse et problem med en applikation. Hvor længe: ca. 4 år. Hvorfor fortsatte jeg: det opfylder mine forventninger med bonuspoint. Hvilke distro: SuSE 9.1 og har fortsat med SuSE og er på 10.2 nu. Har også kikket på Ubuntu men fandt ikke nogen grund til at skifte. Hvordan valgte jeg: SuSE blev valgt allerede inden Novell bl.a. pga. KDE Hvad får mig til at prøve andre/skifte: hvis min valgte distro ikke opfylder mine behov.

...men jeg har det nemt: jeg spiller ikke og mit arb./liv afhænger ikke af MS baserede applikationer.

  • 0
  • 0
#25 Peter Makholm Blogger

Jeg skal nok en anden gang komme ind på hvorfor jeg bruger en fri unix, men i forhold til markedsføring over for masserne og beslutningstagerne tror jeg det er en inderligt ligegyldig diskussion. Men hvis man som Martin Schlander gerne vil målrette arbejdet meod folk med teknisk indsigt og interesse kan det selvfølgelig være interessant.

PHK er i øvrigt tidligere kommet med en interessant betragning ovre på ing.dk i anden halvdel af blogindlæget http://ing.dk/artikel/88242

Jeg tror noget tilsvarende gør sig gældende i vores lille del af verden.

  • 0
  • 0
#26 Flemming Christensen

Markedsføring af Linux er jo et kæmpe emne først skal man vel finde ud af hvad man vil sælge og derefter til hvem. Diskussionen her starter vel primært af at man forsøger at sælge forskellige ting til forskellige målgrupper. Eksempler på dette er: Den idealistikske tankegang bag åben software til alle computer brugere. Den "simple" linux udgave til den "almindelige" computerbruger. Et frit OS til nørder.

Hver enkelt af disse ting kræver særskilt markedsføring, og særskilte produkter. En nørd vil nok hurtigt komme til at elske muligheden for at skrive en lang kryptisk kommando, og derefter vente i 2 minutter og en opgave er udført som ellers ville have taget 50 museklik og 10 minutter ved hjælp af et GUI. En "almindelig" computerbruger vil nok derimod foretrække de 50 museklik og de 10 minutter.

Hvis man skal sælge en eller anden form for Linux til "almindelige" computerbrugere, så er det værste salgsargument faktisk den desværre ret store del af Linux brugere i dag som tror at alle vil lære alt om hvordan en computer fungerer for at bruge den. Hvilket virker som filosofien bag en del Linux distributioner, og den support som der ydes til nye brugere.

Og så i parentes bemærket så er salgsargumentet med "Linux er ikke Windows" faktisk rigtig godt, HVIS der havde været en generel negativ stemning imod Windows, det er der bare ikke. De fleste computerbrugere synes faktisk at Windows er godt!

  • 0
  • 0
#27 Eskild Nielsen

Hver enkelt af disse ting kræver særskilt markedsføring, og særskilte produkter. En nørd vil nok hurtigt komme til at elske muligheden for at skrive en lang kryptisk kommando, og derefter vente i 2 minutter og en opgave er udført som ellers ville have taget 50 museklik og 10 minutter ved hjælp af et GUI. En "almindelig" computerbruger vil nok derimod foretrække de 50 museklik og de 10 minutter.

Som jeg har oplevet linux (SUSE10.[23] med KDE3.5), så er det sjældent nødvendigt at bruge en kommandolinie i stedet for en klikserie i en GUI.

Men du kan vælge kommandolinien, hvis det giver mening for dig.

Og så i parentes bemærket så er salgsargumentet med "Linux er ikke Windows" faktisk rigtig godt, HVIS der havde været en generel negativ stemning imod Windows, det er der bare ikke.

"Linux er ikke Windows" er vel snarere en instruktion til dem der prøver end et salgsargument

/esni

  • 0
  • 0
#28 Per Jensen

For mig er der følgende gode ting ved linux set ud fra en virksomhedsmæssig vinkel:

Ingen bøvl med licenser, får jeg brug for en ny server installerer jeg den bare. Nul licensbøvl er ikke en ting man skal kimse af, det gør livet meget nemmere.

Bundsolid platform, jeg anvender debian/Ubuntu på de fleste backend servere og tjenesterne på serverne virker i al almindelighed særdeles godt og pålideligt. Mængden af god server software du kan trække på gør det muligt at lave mange forskellige setups, uden at skulle "i byen" og købe yderligere licenser. At jeg kan opdatere hele systemet ved at køre aptitude gør vedligeholdet rimeligt simpelt. Det er jo ikke kun linux kernen som opdateres, men hele systemet inklusiv mange services.

Med hensyn til "et mere gennemskueligt system og fejl der kan rettes" mener jeg der er nogen sandhed i det. Det er generelt nemmere at finde brugbare logbeskeder og indstille logging niveauerne på linux end på Windows. Eventloggen i Windows er som regel ikke til meget hjælp for mig.

Med hensyn til support synes jeg rent faktisk man får meget ud af de forums der findes, samt Google. Hvis jeg ønsker support kan jeg købe Redhat eller SuSe eller købe noget support fra Canonical til mine Ubuntu servere. Min, indrømmet begrænsede, viden om supporten hos forskellige softwareleverandører får mig ikke til at tro at jeg er væsentligt dårligere stillet ved at bruge forums, mailinglister eller Google.

Ud fra en helt principiel holdning synes jeg det er betænkeligt at et enkelt OS har så massiv markedsandel som Windows har. At det yderligere udgives af et firma som gentagne gange har haft problemer med retsvæsenet i USA og EU bør da føre til visse overvejelser.

/Per

  • 0
  • 0
#30 Maciej Szeliga

Jeg refererer bare Microsofts holdning/politik/EULA: en OEM udgave følger maskinen og må ikke flyttes til en anden maskine. Ingen har forsøgt at slæbe Microsoft i retten for det så vi ved ikke om det er juridisk holdbart i DK/EU.

  • 0
  • 0
#31 Ville Witt

Hvad fik os til at prøve linux: Som programmoer vil jeg ned i tekniske, og her er Linux aabent.

Hvor længe siden er det: Foerste leg med Linux 1997, her var det besvaerligt og server agtigt. 29 november 2006: Herefter har jeg kun koert Linux paa mine maskiner. Oktober 2007: Koebte baerbar uden OS, paa zepto.dk og installeret Ubuntu.

Hvorfor fortsatte jeg: De valg der i starten er mange og til tide overvaeldende er rare at have naar man er lidt inde i denne verden. Saetter jeg mig tilbage paa en windows foelles den saa standard og klumpet, at jeg straks taenker paa en underligverden hvor alle skal bruge samme stoerrelse sko uanset fodstoerrelse. Og der findes jo baade loebesko, stoevler, sandaler or arbejdssko af en grund: Forskellig udformning til forskellige opgaver. Jeg syntes det er behageligt at have et pakke system som f.eks. Gentoo og Debian har. Det er frit i min situation baade ang. rettighedder og pris. Videnskabelig fremgangsform, hvor ting er dokumenterbare. Jeg kan ikke klare at basere mine programmer paa en blackbox uden mulighed for at rode i dybden.

Hvilke distributioner prøvede vi da vi startede: Jeg startede med Gentoo fordi jeg fik den opfattelse at den var "mest" konfigurerbar, geeky, tunnet, ..., og samtidig var det en stejl indlaeringskurve hvor jeg var noedsaget til at komme ind i detaljerne. Jeg skiftede til Ubuntu(debian) fordi systemet kraevede mindre plejning fra min side, og stadig er lige saa modulaer. Yderligere sparede jeg de til tider enormt lange kompileringer vaek og Debian staar rent moralskt naer min egen.

Hvordan valgte vi en af dem? Jeg kikkede lidt paa hjemmesider og hoerte fra folk paa studiet (Software civil paa DTU) at der var lidt af en "min distribution er bedre fordi!" kamp koerende og man bare skulle vaelge en foerst for derefter at skifter naar man var mere inde i det - det er jo gratis/frit anyway!

Hvad får os til at prøve andre undervejs? Hvorfor skifter vi (ikke) fra windows/OS X? er skiftet til GNU/Linux, venter spaendt paa GNU.

/villewitt

  • 0
  • 0
#32 Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Jeg var lige i gang med at læse respons på tidligere indlæg; i denne tråd har jeg skrevet en kommentar

Kan jeg lægge den Windows på, som jeg tidligere... hrmharkøbt.

  • som eksempel på sådan en ting, som alle Windows-piraterne siger om de maskiner, de har købt med GNU/Linux på. Og det er der så i hvert fald 3, der ikke har fattet, og vendt tommelfingeren nedad. Skægt.
  • 0
  • 0
#33 Peter Jespersen

Jeg vil give Martin Schlander helt ret - vi skal have fat i de studerende - det kunne virkelig være rart også at få en solid fod indenfor på uddannelsesstederne - de skal også stille krav til softwareleverandørerne, for WINE kan ikke bære os hele vejen (Det er ej heller meningen).

Erfaringerne fra andre lande viser at når først staten indfører en ny IT-politik, så følger resten af samfundet trop. Hvilket også er grunden til den meget indædte kamp som kommercielle firmaer fører over hele europa i øjeblikket. Kort sagt så er det meget vigtigt er at det offentlige ikke bibeholder de lukkede protokoller, formater og integration med diverse Informations Systemer. Her har vi med det nuværende regime virkelig vinden imod os, selv om ved nede i salen har et flertal med os.

Hovedmålet er sådan set at vi får så meget vægt bag os at vi bliver istand til at kunne stille krav til både software og hardware leverandører. Lige i det øjeblik dette bliver en realitet, så har vi en vægtstang der kan løfte hele verden.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere