Hvor pokker kom den server fra?

En stille og rolig dag for et par uger siden var jeg en tur nede i serverrummet. Af og til er det rart at gå en tur ned og se på maskineriet, for at bevare lidt føling med, hvad jeg egentligt arbejder med. Umiddelbart så alt egentligt nogenlunde ud, bortset fra lidt kabelrod.

Omkring halvvejs igennem lokalet rammer tanken om, at der stod noget ukendt lige inden for døren, da jeg kom ind. Da jeg går tilbage og kigger, kan jeg se det er en ældre IBM-kasse, som jeg ikke har set før. Allerede ved første øjekast kan jeg se, at det her bliver irriterende, da den har de gode gamle blå gummihåndtag på harddiskene, og ser ud som om den er lavet af pansret stål. Ældre IBM RS/6000 fra omkring år 2000.

Lidt nærmere efterforskning afdækker, at den er fulgt med ved et opkøb fornyligt, at den kører AIX, og at den skal leve fem år mere af revisionshensyn. Der døde tre harddiske under flytningen (som blev skiftet ud med haste-indkøbte reservedele), og den kører et proprietært kundesystem baseret på en Oracle-database.

Alt i alt er jeg ikke specielt positiv omkring dette fund og bander lidt over, hvorfor jeg ikke havde været til stede på lige præcis det CAB-møde. Vi havde ingen IBM-servere, vi havde intet AIX, vi havde ingen Oracle-baserede systemer og serverens service blev droppet engang af de tidligere ejere. Alt i alt er det uholdbart, og chancen for at holde den i luften fem år mere er af mekaniske årsager dårlige.

Nuvel, en løsning skulle der til: Leverandøren af systemet blev opsporet, og det viste sig at de ikke blot fandtes endnu, men også var umådeligt kompetente omkring systemet, så det var en meget positiv oplevelse. Planen for fremtidig drift er nu ved at være lagt, og det lader til at systemet kan flyttes over på en Linux-server på VMware.
Det skal dog stadig køre på en Oracle-database, men leverandøren vil gerne varetage service af denne, så jeg overlever nok. Under alle omstændigheder ville det koste en mindre formue at migrere dataene over til en anden platform, så dette er nok det mindste af to onder.

Selvom jeg kender it-folk, der ville argumentere for det modsatte, bliver det nok svært at forsvare over for direktionen, at vi skal holde op med at købe firmaer, hvis de ejer sådan nogle irriterende systemer, som overhovedet ikke passer ind i infrastrukturen - så det er godt, at der som regel kan findes en løsning.

Ifølge vores koncerndirektør er Egmont-koncernens vækststrategi for de næste fem år baseret på opkøb, så jeg tror bare, jeg bliver ved med at tage mine gåture i serverrummet... det giver vel også en minimal smule motion. Alternativt er der jo altid CMDB'en.

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Henrik Liliendahl Sørensen

Peter, ud over det irriterende ved den tekniske arkitektur – det man kan kalde formen – hvad så med indholdet.

Når en virksomhed køber en anden virksomhed er det ofte med henblik at få adgang til den opkøbte kundedatabase. Så hvad med spørgsmålet om, om kunderne i databasen også er kunder i andre dele af koncernen, om denne kundedatabase indeholder nyttige adfærdsdata, som supplerer andre data fra andre enheder og så videre. Denne guldgrube skal vel pakkes ud i stedet for at pakkes ind.

  • 0
  • 0
#2 Peter Egehoved

Hej Henrik, Jeg har nok ikke fået det gjort klart i indlægget, men det er ikke et problem i dette tilfælde. Systemet er afløst af et andet hvor kundedata er migreret over, men der er nogle historiske data som systemejer ikke ønskede at flytte da det skete. Disse er dog stadigt under revisionskrav, og skal opbevares i 5 år (eller faktisk kun 4,5 år nu), samt være tilgængelige for manuelle opslag. Derfor denne model.

Udover det har du helt ret i at den slags data generelt bør aktiveres, men den relevante del af dem er det allerede.

  • 0
  • 0
#3 Flamber Hansen

Er det ikke kun 2 år, når det ikke er regnskab? Vi har i hvert fald slettet utrolig meget data sidste år, da vores revisor godkendte 2års-reglen for meget af vores data.

Jeg har dog alt på disk, da jeg ikke stoler på nogen - heller ikke mig selv.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere