Hvor er Windows ?

Temaet for SURGE 2011 konferencen er "Talking scalability matters... because scalability matters" og ironien i at 350 folk der dagligt jonglerer med gigabits/s slås om et enkelt WLAN er underholdende.

Jeg er lige blevet færdig med min Varnish presentation og sidder nu en en oppulent lænestol og dekomprimerer. Konferencen foregår i et nedlagt & restaureret Frimurerpalæ -- der er både format & stil over omgivelserne. At hele betjeningen er sorte, iført hvide bomuldshandsker, gør USAs menneskerettighedshistorie ubehageligt nærværende.

Som sædvanligt føler jeg mig malplaceret, min hjemmeside har mindre traffik på en måned end hvad nogle af disse gutters overvågningssystemer genererer med en browser-reload, men det er uvurderligt med feedback fra brugerne, så jeg lever med air-condition og fransk revolutions morgenmad -- ikke noget brød, kun kage -- og mennesker hvis ansigter og navne jeg aldrig kan huske bagefter.

Keynote i morges handlede om specialister og generalister og tog fat i nogle meget vigtige pointer som jeg tror jeg vender tilbage til når jeg har haft tid til at tænke lidt over tingene.

Det er en high performance crowd, folk der ligger i toppen af Alexa, folk der leverer for folk der ligger i toppen af Alexa, folk der leverer TV over IP (Ny rekord: 20GBit/s fra en varnish box, med 5% cpu, på en core.) og de kriterier der tæller her er oppetid, svartid, strømforbrug, DoS-resistens osv.

Det er ret tydeligt at Varnish er blevet mainstream, hvis folk nævner det, er det som en del af "Vi kører mumle, mumle, mumle, varnish, mumle og mumle" remsen, i samme disinteresserede tonefald som når ejendomsmægleren nævner at huset har varmt vand og kloak.

Jeg er nok ikke den rigtige til at vurdere om konferencen er turen værd fra Danmark, eller for hvem den ville være turen værd, men der er bestemt ikke noget galt med konferencen, som konference beset, og stemningen er god og krabbekagerne her i Baltimore efter sigende sublime.

Men det slog mig, at der ikke er skyggen af spor af Windows her.

Laptops er universelt Apple.

Vendor-demo, allesammen Apple.

Operativsystemer der omtales: Linux, BSD, Solaris ("lidt endnu").

Ikke skyggen af Windows.

Jeg er sikker på at der er konferencer for folk der kører store websites på Windows, men det er tydeligvis ikke den her.

phk

Kommentarer (27)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Martin Kofoed

Da jeg var i Vegas i 2006, blev jeg også temmelig overrasket over at se, at alle (som i: "ALLE") udviklere havde enten æble på låget eller pingvin i maven. Der var ganske enkelt ingen Windows-maskiner, og min HP med dual-boot var tæt på at skrige "weirdo" til omverdenen. Året før deltog jeg i en konference i Europa, og der var der kun ganske få dimser, der IKKE kørte Windows.

Siden dengang er trenden også slået igennem i Europa, om end i knap så høj grad som i US and A.

  • 1
  • 0
#5 Jonas Høgh

Det er min fornemmelse, at der er rigtig mange, der køber Apples laptops og så installerer Windows 7 eller en *nix-variant på dem af den simple grund, at det er nogle rigtig lækre maskiner.

Der er heller ikke meget konkurrence fra de andre PC-producenter efterhånden, IMO er Lenovos kvalitet i hvert fald kraftigt for nedadgående, og alle andre mærker har længe været noget juks.

  • 0
  • 2
#7 Peter Nilsson

Syntes også jeg yder support til en del Mac brugere, iweb er der ihvertfald brugt af mange idag, kan huske fra år tilbage hvor mange småsites var lavet på en Windows med enten Stones Webwriter eller Frontpage. Selv sidder jeg med en Windows 7 maskine, men egentlig er der ikke noget som jeg benytter som kræver jeg bruger Windows, det er gammel vane og når der skal købes nyt her i mit lille verdensfirma, så bliver det helt sikkert en Mac igen, havde Mac dengang hvor alle kigge underligt på en når man nævne man have en Mac med det nye OS som hed X ;-) Tror ganske enkelt at folk køber maskiner efter hvad de syntes virker bedst og der kan Windows ikke være med idag. Der er ikke engan en mailklient med når man installerer Windows idag og så er nye maskiner som altid fyldt med en masse reklame software som enten er i trial eller som er ubrugeligt. Før i tiden spurgte folk også om man tilbød ASP på Windows, idag er PHP standarden. Jeg tror Microsoft får nogle gevaldige udfordringer de kommende år....mvh Peter ZXNET.DK

  • 3
  • 3
#8 Flemming Frandsen

Til Devoxx, som er en høj-kvalitets europæisk Java konference i Belgien (mindst 15 gange bedre end JAOO/GOTO/hvad MS nu kalder det) var der ikke en eneste taler der brugte andet end Mac, det samme var tilfældet for de fleste deltagere.

Min teori er at de eneste der kører windows er de stakler der er tvunget til det, dem der ikke ved bedre og dem der ikke har krav til performance eller fleksibilitet.

  • 7
  • 9
#10 Casper Bang

Udviklerverdenen er ligesom delt, at der kører meget store kvalitets installationer af Windows er der næppe nogen tvivl om, jeg tænker f.eks. på StackOverflow og deres paraply-sider.

Apple tiltrækker alpha-nørder fordi du får et "rigtigt" (*nix) OS pakket ind i lækkert børstet aluminium. Men dén tendens synes jeg også er begyndt at vende, efter at Apple har fået stjernenykker og har vist sig ikke et hak bedre end Microsoft (rigtig mange Java udviklere skiftede til Mac i sin tid fordi det repræsenterede noget ikke-Microsoft).

  • 4
  • 0
#11 Jesper Hansen

Der er ikke engan en mailklient med når man installerer Windows idag

Kunne det tænkes at være fordi de ikke vil ud i endnu en sag om monopol misbrug? Der er ikke langt fra en mail klient til en browser på det punkt.

og så er nye maskiner som altid fyldt med en masse reklame software som enten er i trial eller som er ubrugeligt.

Det er jo så ikke MS' skyld, men producenten og de kunder der ikke vil betale for en installation uden.

  • 2
  • 1
#12 Søren Løvborg

Der er ikke engan en mailklient med når man installerer Windows idag

Kunne det tænkes at være fordi de ikke vil ud i endnu en sag om monopol misbrug? Der er ikke langt fra en mail klient til en browser på det punkt.

Idet mailklient tidligere har været standardudstyr i Windows, skyldes det nok snarere en konstatering af at 99% af almindelige brugere checker mail via browseren. Jeg kan nævne én person i min omgangskreds udover mig selv, der checker sin private mail via en mailklient, alle andre er på GMail eller Hotmail.

Er iøvrigt selv glad Windows 7-bruger på desktoppen (=laptoppen). Tricket er selvfølgelig at finde noget ordentligt hardware (jeg er glad for min Dell Studio) og at installere en REN Windows 7 på maskinen som det allerførste (så man undgår den obligatoriske OEM crapware).

Jeg snyder selvfølgelig idet jeg halvdelen af tiden hænger i en PuTTY-terminal, typisk op imod en Ubuntu Server, som kan tilfredsstille behovene hvad angår en ordentlig kommandolinje, samt en pakkemanager – de to ting jeg savner mest under Windows.

Og sådan fik jeg snørklet mig tilbage til blogpostens egentlige emne, for uanset hvad man kører på desktoppen, så er man med serversiden selvfølgelig i Linux- og BSD-land. Blandt de servere jeg administrerer hænger enkelte Windows-servere på lidt endnu for at køre Active Directory og ASP, men Windows-servere er på alle andre områder irrelevante. Og er man uheldig nok til at skulle køre ASP på stor skala, kører man selvfølgelig en Varnish server foran.

(Disclaimer: På min anden arbejdsplads – en afdeling i et af verdens største teknologivirksomheder – hænger vi i høj grad fast i Windows på serversiden. Men sådan er det jo med de fleste store virksomheder, de skal jo gerne leve i fortiden.)

  • 5
  • 1
#14 Flemming Frandsen

cygwin er fantastisk dårligt, fordi det narrer en til at tro at man har en unix, men alt for mange steder skinner windows igennem og ødelægger det hele, så det man ender med er en retarderet unix som skal have sine egne special cases og så kunne man lige så godt have lavet et windows program fra starten af.

  • 4
  • 2
#15 Christian E. Lysel

Jeg har brugt cygwin i mange forskellige sammenhæng:

  1. Beskrive en dansk telco's netværkstrafik på core netværket med tcpdump/cut/uniq/gzip (med en CPU belastning på 3%), da profesionelle Windows trafik analyse programmer, blot resulterede i en blå skærm efter 10 minutters køretid.
  2. Kalde forecast udregninger på et Windows weblogic miljø fra et HPUX ERP miljø over ssh.
  3. Synk af rapporter fra et Windows datawarehouse system til et intranet ... selvfølgelig via rsync over ssh.
  4. Genbrug af shell scripts på Windows miljøer.
  • 2
  • 0
#16 Flemming Frandsen

Ja, jeg bruger skam også cygwin hver eneste dag til at styre builds på en farm af windows maskiner via ssh og perl scripts.

cygwin er nyttigt og det er bedre at have en windows maskine med cygwin end en windows maskine uden.

... men det gør ikke at det er lige så godt som at være på en rigtig unix, der er for mange af de der små "aha! ja det der kan man ikke på windows" gotchas til at jeg synes det er fedt.

Så til større ting foretrækker jeg at skrive det hele i perl og eksplicit tage højde for windows-tåbeligheder.

  • 7
  • 0
#17 Daniel Madsen

Jeg arbejder selv med Microsoft-udvikling og jeg synes ikke rigtig jeg kan genkende det billede der tegnes her, det er mit indtryk at Microsoft-løsninger i høj grad anvendes indenfor den professionelle sektor - men selvfølgelig er der ting nogle systemer gør godt og andre ting andre systemer gør godt.

Microsoft afholder selv en del store konferencer og jeg tror det er her du i høj grad vil finde folk der interesserer sig for hvad der rører sig indenfor dette miljø - som f.eks. på den netop overståede BUILD konference.

Jeg er dog enig i at Microsoft burde være tilstede på en konference omhandlende skalerbarhed og jeg mener også Microsoft har noget at bringe til bordet indenfor dette emne - ikke mindst i form af Windows Azure, som imo er det mest seriøse bud på cloud computing endnu, hvor det netop handler om at kunne skalere applikationer i skyen og ikke bare køre en masse virtuelle OS'er.

Angående folk der savnede en ordentlig kommandolinje i Windows, så har Powershell altså eksisteret i en del år nu og er en integreret del af Windows Server - det skinner ihvertfald tydeligt igennem at der er folk herinde som ikke har fulgt med i hvad der rører sig indenfor Windows-verdenen. Der er altså sket rigtig meget de seneste år og jeg mener ikke der er nogen grund til at rynke på næsen over at anvende Windows til professionelle løsninger idag.

Windows Server 2008 R2 gør det rigtig godt til en lang række scenarier, ikke mindst når .NET og Visual Studio indgår - jeg vover pelsen her og vil faktisk påstå at det er det mest produktive miljø til forretnings-orienterede løsninger fra small-scale til enterprise-udvikling og Microsoft satser i høj grad på udviklerne. Det kan godt være det er morsomt at se Ballmer råbe "developers, developers, developers", men det er sgu ikke kun for sjov - det niveau C#, .NET frameworket og Visual Studio har nået indenfor general purpose udvikling er der ingen andre der kan matche. Prisen for at nå det niveau er så tilgengæld at det i høj grad er bundet til Windows-platformen.

  • 8
  • 6
#18 Jens Dueholm Christensen

mit indtryk at Microsoft-løsninger i høj grad anvendes indenfor den professionelle sektor

Jeg vil hverken flame eller trolle, men jeg forstår ikke dit udsagn.

Som udgangspunkt er det at være "professionel" vel det man tjener penge på at gøre noget specifikt - fx. en professionel fodboldspiller.

Som modpol er man vel amatør, og gør ting på et hobbyplan - uanset om man er dygtig eller ej (og her ser jeg bort fra de amatører, der kan give professionelle kamp til stregen) - fx. som stregspiller i den lokale serie 4. klub.

Hvad er "den professionelle sektor"?

  • 3
  • 4
#20 Poul-Henning Kamp Blogger

Jeg synes egentlig stadig det er lidt uklart hvem du taler om: Mener du den lokale handelsstands medlemmer, har det ikke rigtig noget at gøre med det jeg skrev om: Scalable systems.

Mener du Novo Nordisk, Vestas og Mærsk, burde du spørge dem om hvad OS der kører på deres supercomputere, inden du drager nogle forhastede konklusioner.

PS: Efter at jeg havde skrevet blogindlægget er en enkelt Windows laptop blevet udpeget for mig herovre, men så vidt jeg kunne se, var han logget ind på en Linux computer, så det forandrer ikke rigtig noget på mit spørgsmål.

  • 9
  • 2
#21 Daniel Madsen

PHK: Jeg talte ikke supercomputere - omend der er supercomputere der kører Windows HPC, så kan vi nok godt blive enige om at det ikke er her Windows har sin styrke.

Jeg arbejder som konsulent og kommer rundt i mange forskellige virksomheder der kører Microsoft løsninger små som store og der kører altså rigtig mange Windows Servere og .NET baserede løsninger derude, både interne systemer, e-commerce løsninger og endda bank-systemer. Jeg er selvsølgelig ikke interesseret i at nævne navne og udstille hvad mine kunder anvender af løsninger, men jeg har kendskab til at Windows og .NET i høj grad bruges til kritiske forretningssystemer hos en god del af de helt store virksomheder i Danmark (1000+ ansatte kategorien).

  • 1
  • 0
#22 Søren Løvborg

Har du kikket på http://www.cygwin.com/?

Cygwin er et fint lille hack, som jeg bruger fra tid til anden, men ikke nogen egentlig erstatning for en rigtig Linux-terminal. (Og Cygwins pakkemanager er hæslig.)

Jeg arbejder selv med Microsoft-udvikling og jeg synes ikke rigtig jeg kan genkende det billede der tegnes her, det er mit indtryk at Microsoft-løsninger i høj grad anvendes indenfor den professionelle sektor - men selvfølgelig er der ting nogle systemer gør godt og andre ting andre systemer gør godt.

Microsoft lever i høj grad sit eget liv parallelt med FLOSS-verdenen, og er selvfølgelig værdsat bredt. Og Visual Studio er ganske rigtigt et anerkendt benchmark for udviklingsmiljøer.

Microsoft-stakken har godt fat hos små, teknisk svage virksomheder som 1) ikke ved hvad Linux er og 2) ikke har store behov, og derfor har overskuelige licensomkostninger.

Microsoft-stakken har også godt fast hos ældre, større virksomheder, som 1) har eksisterende Microsoft-erfaring og 2) råd til licenserne.

Men hvor er de teknisk stærke opstartsvirksomheder der kører Windows? Og for at vende tilbage til den oprindelige post: Hvor mange storskala websites kører på Windows-stakken?

StackOverflow plejede at være stjerneeksemplet på en teknisk stærk opstartsvirksomhed der kørte sit storskala website på Windows. Men selv SO er begyndt at anvende Linux for at skalere: http://blog.serverfault.com/post/1432571770/ Webserver og database kører stadig Windows (ikke at det er realistisk at udskifte disse), men resten er skiftet ud med diverse *nix-løsninger.

Og endeligt benytter alle storskala websites sig jo at diverse CDNs, der igen utvivlsomt kører Linux eller BSD.

Svaret er ikke nødvendigvis at Windows er teknisk dårligere end konkurrenterne, men i høj grad også at licensomkostningerne dræber deployment på stor skala.

(Såvel som på lille skala: Jeg har endnu ikke fået opgraderet til Server 2008 R2 pga. den knudrede licensmodel. 2008 "R1" holder trods alt til 2018, og hvis det skal være så besværligt at opgradere...)

Angående folk der savnede en ordentlig kommandolinje i Windows, så har Powershell altså eksisteret i en del år nu og er en integreret del af Windows Server - det skinner ihvertfald tydeligt igennem at der er folk herinde som ikke har fulgt med i hvad der rører sig indenfor Windows-verdenen.

Skal man stadig skrive "sl" i stedet for "cd", og er scriptsene stadig non-executable som standard? Nej, seriøst, jeg elsker da nogen af ideerne i PowerShell (objekt-baseret pipeline? nice!), men sidst jeg checkede havde den intet på en almindelig Linux shell. Kan godt være at shellen selv er mere avanceret, men hvad nytter det, når man mangler alle shell-værktøjerne? Fordelen ved Linux er jo ikke at den har en Bourne Shell, men at ALT kan scriptes.

  • 2
  • 1
#23 Poul-Henning Kamp Blogger

men jeg har kendskab til at Windows og .NET i høj grad bruges til kritiske forretningssystemer hos en god del af de helt store virksomheder i Danmark (1000+ ansatte kategorien).

Jeg er ked af at sige det, men den slags småting er altså ikke hvad der normalt tales om i forbindelse med "scalable systems", tænk mere i retning af twitter, facebook og google's leveringsplatforme.

  • 11
  • 1
#24 Daniel Madsen

PHK: Det er sjovt du lige vælger at nævne dem, for jeg har faktisk arbejdet indgående med nogle af de skaleringsudfordringer Facebook, Google og Twitter har stået overfor men dog i lidt mindre skala. Jeg har desværre ikke haft mulighed for at lege med løsninger der skalerede over 10.000 eller 100.000 vis af servere endnu, men selvom vi taler løsninger i 25-100 server kategorien, så er skaleringsudfordringerne i høj grad de samme der skal løses (ihvertfald hvis du efterstræber liniær skalering).

Desuden er der mange forskellige skaleringsscenarier - det kan være betydeligt sværere at få et komplekst forretningssystem til at skalere fra 1 til 2+ servere end at skalere en i bund og grund relativt simpel løsning som twitter op til 10.000 servere.

Netop fordi jeg har arbejdet med udvikling af sådanne løsninger finder jeg Windows Azure uhyre interessant, fordi de leverer en reel PaaS platform.

  • 2
  • 3
#26 Deleted User

Jeg har brugt og kørt forskellige Linux i rigtig mange år. Jeg er ung, det skal nævnes, men jeg må da ærligt indrømme at PowerShell har fået mig på andre tanker hvad angår at Linux er bedst til at tilfredsstille på kommandolinjen. For skam æ osse hvor er jeg glad for PowerShell. Jeg er nærmest på grænsen til at proklamere at den er bedre en diverse *sh'er til Linux platformen. Men det gør jeg selvfølgelig ikke her i dette forum. For jeg er bange for at blive flamberet langt væk fra himlen ;D

  • 2
  • 1
#28 Poul-Henning Kamp Blogger

PHK: Det er sjovt du lige vælger at nævne dem, for jeg har faktisk arbejdet indgående med nogle af de skaleringsudfordringer Facebook, Google og Twitter har stået overfor men dog i lidt mindre skala.

og fordi det er "i lidt mindre skala" er det slet ikke den samme udfordring.

Enhver idiot kan få et par hundrede servere til at spille, men når det skal være globalt og antallet af servere krydser 1000 så dukker der en helt ny klasse af skaleringsproblemer op.

Men overvej at tage til konference næste år, det er så godt som sikkert at du lærer noget.

  • 5
  • 2
#29 Jens Gyldenkærne Clausen

Skal man stadig skrive "sl" i stedet for "cd", og er scriptsene stadig non-executable som standard? Nej, seriøst, jeg elsker da nogen af ideerne i PowerShell (objekt-baseret pipeline? nice!), men sidst jeg checkede havde den intet på en almindelig Linux shell. Kan godt være at shellen selv er mere avanceret, men hvad nytter det, når man mangler alle shell-værktøjerne? Fordelen ved Linux er jo ikke at den har en Bourne Shell, men at ALT kan scriptes.

cd (og sl) er et fuldt brugbart alias for Set-Location i alle de udgaver af PowerShell jeg er stødt på (1.0, 2.0, 3.0).

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad garvede Linux-folk vil savne i PowerShell - men for mig er PowerShell et helt uvurderligt redskab til at arbejde med Windows-servere. Der er cmdlets til stort set alle Microsofts egne serverprodukter, og der findes moduler til flere andre (fx PowerCLI til VMware). Den objektbaserede pipeline er helt rigtigt ganske nice - lige som den direkte adgang til at trække på hele .net-laget i det underliggende OS.

Jeg har ikke tænkt mig at indgå i en "mit shell er stærkere end din"-debat - jeg kan sagtens glæde mig over de muligheder jeg har i Windows uden at skele til hvordan det foregår på andre platforme. Men jeg synes det er en skam hvis der er folk der ikke opdager de muligheder der er med eksempelvis PowerShell fordi de alene leder efter en præcis pendant til deres foretrukne Linux-shell.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere