Hvis du ved noget, så giv det videre

Jeg er lige kommet hjem efter to sjove dage på Warm Crocodile Conference i København, hvor jeg for første gang havde kastet mig ud i at få et “speaker”-klistermærke på navneskiltet til gengæld for at holde et oplæg om OAuth og hvordan man integrerer til Twitter, LinkedIn og Facebooks API’er (noget jeg tidligere har været lidt inde på i et blogindlæg).

Illustration: Privatfoto

Når man som jeg normalt er vant til at formidle ting på relativt kort form i et blogindlæg, er det på samme tid lidt uoverskueligt, men også fedt at få lov til at brede sig over næsten en time af folks tid, så der var god tid til både de konceptuelle ting, kodeeksemplerne og at snakke om de små, mærkelige quirks man kan falde over i de forskellige API’er.

Jeg kan virkelig kun anbefale at stille op til at holde foredrag på en konference eller i en user group; man får utrolig meget ud af at (forberede sig til at) formidle sit emne. På tilsvarende vis som vi lige har diskuteret rubber ducking i Peter Tofts blogindlæg om debugging sker der en bevidstgørelse af ens oparbejdede viden og erfaring, når man skal formidle det til andre. Og så er det selvfølgelig også en utroligt social ting at stå og øse ud af sit arbejde til en masse andre; det gør det klart nemmere at komme i snak med folk i pauserne, hvis de har set ens foredrag og måske selv pusler med at gå i gang med noget af det samme.

Og så er det da herligt at være til en konference, der foregår i lækre omgivelser på Stay Copenhagen, men samtidigt ikke er mere højtidelig, end at man sidder og spiser ved siden af en udstoppet løve på konferencen, der så absolut må have valgt verdens mærkeligste navn.

Men sid nu ikke der og vent til næste år; der er masser af konferencer rundt omkring, som allerede nu har et “call for papers” ude, hvor du kan foreslå dig selv som foredragsholder, eller start med en af de mange brugergrupper rundt omkring. Viden ER altså sjovest, når vi deles om den.

Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mark S. Rasmussen

Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har nu præsenteret seriøst i 2-3 år på konferencer rundt omkring. Bortset fra tilskud til fly og hotel så er det generelt ulønnet arbejde, men det betaler sig selv hjem tifold.

I forbindelse med at jeg har holdt indlæg da har jeg opbygget et uvurderligt internationalt netværk af såvel branchekollegaer som venner. Samtidig er det en utrolig sund øvelse, som typisk semi-introvert udvikler at stille sig op foran 100+ mennesker og holde et indlæg. Denne erfaring kommer til gode ved såvel eksterne som interne møder, bryllupper, fødselsdage, osv.

Det kræver dog arbejde at komme ordentligt i gang. I starten kan det være svært at blive accepteret til større konferencer - "Hvem er du?". Ved at starte op med de mindre konferencer så betyder det også at du typisk ikke skal forvente at få andet betalt end billetten til eventet. Personligt tog jeg en uges ferie fra jobbet, betalte kassen for hotel + flybilletter til Nashville, Tennessee. Alt dette for at tale til en glorificeret 2-dages brugergruppe konference med en $100 fee. Men hey, jeg fik muligheden, tog den, betalte for den, og jeg ville så absolut gøre det igen i dag - for det var kickstarten til det hele.

  • 2
  • 0
Ole Kaas

Jeg blev engang præsenteret for en undersøgelse der viste indlæringsevnen ved forskellige typer af undervisning. I bunden lå docering/forelæsning hvor kun ca 10% af emnet hang ved. I toppen lå "Undervisning af andre" med nær 100% vedhæftning af emnet. Ind i mellem lå så klasse-undervisning, gruppearbejde, personlig træning osv. Desværre kan man ikke springe direkte til formidling med det samme - det krævet typisk at man har modtaget undervisning i emnet først :)

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Seminarer (studerendes gensidige præsentation af artikler eller lærebogskapitler med lærerfeedback) er desværre på tilbagetog som læringsform, blandt andet fordi det ikke fungere på store hold -- og der er stigende krav om store hold af hensyn til økonomi. Dertil er det ofte de studerende, der vil have mest gavn af denne læringsform, der fravælger seminarkurser.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere