Hvad vi taler om, når vi taler om programmering

Til den netop overståede GOTO-konference fik jeg pludselig en tanke: alle der lærer at programmere taler om, at det føles som at lære et nyt sprog. Det er også rigtigt, det er en meget brugt metafor, velsagtens af den grund, at mange programmeringssprog ligner hinanden, ligesom sprog ligner hinanden (eller i nogle tilfælde slet ikke ligner hinanden, men dog tjener samme formål). Men der er et andet sprog vi også lærer at tale, nemlig det sprog vi bruger, når vi taler om programmering, og på et højere plan taler om teknologier, som man f.eks. gør det på en konference eller en arbejdsplads.

Jeg har haft mange episoder gennem årene, hvor jeg har hørt en person sige "klasse" og tænkt "han mener objekt", mig selv sige "metode", for så at blive spurgt om jeg mener "funktion", osv. På det niveau, hænger de fleste af os på. Men da en spurgte mig på konferencen, om det sprog han lige havde hørt om, der ikke benyttede sig af multipel nedarvning, ikke lige så godt kunne implementere en række interfaces, og opnå det samme, kom jeg til at tænke på det sprog vi bruger om vores fag. I dette tilfælde er der ikke så meget af snakke om, de to ting er ikke det samme, og så er den vel ikke længere (hvad skulle han også gøre uden super()?). Forskellen er grund nok i sig selv, fordi begge begreber er skrevet i sten. Og netop derfor bruges de meget præcist. Hvor godt de forstås af modtageren, er en anden snak.

Hvor godt trænet er du i "det andet sprog"? Har du samtaler med kolleger, hvor du nikker og ser interesseret ud, og bagefter lige så godt kunne have lyttet til en kineser? Sikkert ikke, og det er nok heller ikke så underligt, for når vort håndværk kræver en nøjagtig formulering for at virke, er det jo naturligt, at det at tale om håndværket kræver nogenlunde samme grad af præcision. Alligevel tænker jeg på, om man bliver bedre til at tale om programmering, ved at lære at programmere på en uddannelse, frem for at lære sig selv det. Da jeg i sin tid lærte at programmere (eller det jeg kaldte at programmere) på de gamle Commodore-maskiner (16, 64 og Amiga), var jeg kun i stand til at gentage det jeg kendte, og lave variationer over det samme tema. Det var først på gymnasiet, at min begrebsverden blev "voksen" (og ikke mindst udfordret), og jeg kunne løse mere komplekse opgaver. Man kan sige, at jeg gik fra at være i stand til at programmere til husbehov, til at vide hvad jeg gjorde. Uden af den grund at kunne alt.

En underviser jeg kender brugte engang en musikmetafor, for det at tale om programmering. Det er ellers sjældent, at der sættes ord på den del af programmeringskunsten, men pointen var, at det svarer til at sige til et band, "Vi spiller en blues i A-dur", eller "Vi spiller en reggae-rundgang over D-dur og A-mol". Samme kombinationer af begreber kaster vi glade om os i programmering, og så er spørgsmålet vel bare: Are you experienced?