Hvad skal de bruge dine skattepenge til?

Teknologirådet indsamler hvert år forslag til emner, som skal behandles i det efterfølgende år. Og du har mulighed for komme med forslag til de projekter, som bliver til næste års konsensuskonferencer eller ekspertudredninger.

Teknologirådet skriver selv om deres projekter:
Før et projekt igangsættes vurderes det om emnet er væsentligt - demokratisk, økonomisk, miljømæssigt - for mange mennesker. Om det har et teknologisk indhold. Om emnet har eller kan skabe problemer, en konflikt eller et behov for at tage beslutninger. Emnet skal også være aktuelt, det skal optage borgere og politikere, eller der skal eksistere et behov for at tage det op. Og så skal Teknologirådet have en afgørende rolle at spille i forhold til at sætte projektet i gang. Fordi ingen andre har taget eller tager emnet op. Eller fordi vi gennem vores uafhængige status kan bidrage med noget særligt.

Hvis du ikke selv lagde mærke til det, vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at der står, at Teknologirådet er uafhængigt. Men selvfølgelig er det Teknologirådets bestyrelse, der vælger blandt forslagene efter bl.a. følgende kriterier:

  • er der et problem, en konflikt eller et behov for at tage beslutninger'
  • er der et teknologisk indhold'
  • er emnet aktuelt - er timingen god'
  • er det væsentligt og for hvem'

Derfor har jeg netop foreslået følgende på Teknologirådets hjemmeside:

Digital borgeranonymitet

Vi står over for en reel terrortrussel, som skal adresseres. Samtidig trues borgernes retssikkerhed af de tiltag, som skal modgå terrortruslen. Borgernes digitale anonymitet må sikres samtidig med, at terrortruslen adresseres.

Der indføres tiltag med udgangspunkt i en politisk virkelighed, men uden hensyn til borgernes retssikkerhed og med manglende teknologisk forståelse.

Indsamlingen af personlige digitale oplysninger er ikke fuldstændig. Vi kommer derfor i en situation, hvor de fleste almindelige borgere overvåges, mens et fåtal har kompetencen eller tilstrækkelig viden til at undgå overvågningen. I praksis vil lovlydige borgere blive overvåget, mens kriminelle forsat kan omgå overvågningen.

Data bliver tilsyneladende ikke anonymiseret. Hvis indsamlingen af data skal foretages, bør borgerne sikres anonymitet, således at datamining foretages på oplysninger, som kun kan matches med en bestemt borger med fx en dommerkendelse.

Pga. de digitale muligheder sker der nu overvågning på områder, hvor ingen ville acceptere det, hvis det ikke skete i det skjulte. Ingen ville acceptere at modtage åbnede breve med poste, hvorimod ingen kan se, at deres e-mails bliver kopieret.

Der må skabes en digital arkitektur, som sikrer, at borgerne kan forblive anonyme, hvis der fortsat skal indsamles store mængder personlige oplysninger.

Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Hej Jesper.

Meget vigtigt problem, omend jeg nok ville udlægge det anderledes.

Det interessante soørgsmål er HVORFOR der ikke laves løsninger med udgangspunkt i menneskers behov? Hvorfor er der f.eks. ikke designet sikkerhed ind i FESD? Systemet fokuserer kun på sig selv og ikke på borgernes som kunder.

Hvorfor og hvad kan man gøre ved det?
En rent teoretisk overvejelse løser ingenting.

Stephan Engberg

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere